depressionens følgevirkninger

slettet580

Det er hårdt at have en depression og oveni generaliseret angst. Det er hårdt at have mistet kontakten til familie og venner som har trukket sig i forløbet. Nu er jeg kommet langt videre på snart 5 år og kontakten som jeg har mistet er på standby. JA jeg savner min familie som den var før. Men min depression har også lært mig at det er i et voldsomt sygdomsforløb man lærer sine SANDE venner at kende. Nu er der sket det at min søn på snart 24 også har fået en depression midt i et studieforløb. Men han har taget orlov og har fået en henvisning til psykolog fra vores læge, og han skal starte i antidepressiv behandling. Jeg støtter ham som MOR og han har kanongode venner. Jeg håber for ham at han stadig vil have disse venner i HELE forløbet. Jeg har på grund af depressionen fået tilkendt pension efter et hæsligt forløb hvor kommunen har været meget uforstående. Heldigvis for min søn tror jeg han har fået en rigtig god sagsbehandler. Han bad mig om at gå med til første samtale. Bagefter var han meget glad for at have mig med, for jeg kunne stille de rigtige spørgsmål. Han har efterfølgende været til samtale alene, og hun er super. Han skal bare lige have tid til at få medicin og psykologsamtaler til at have virkning. Foreløbig er han udstedt med 2 måneders sygdom. Så må vi se hvad der sker. Han virker opsat på at genoptage studier om 8 måneder igen! Jeg er selv ved at uddanne mig til vejleder for andre mennesker med en depression. Jeg tror på at vi der har været gennem et sygdomsforløb er supergode til at hjælpe.

slettet134

Hej moenbo1.
Ja, det er meget trist når familie og venner forsvinder når man har en depression men man finder så også ud af hvem der er venner.
Dejligt at høre at din søn er kommet i behandling og at du støtter ham.
Jeg tror også at os der har haft / har en depression bedre kan sætte os ind i situationen.
Jeg selv har traumatisk stress med angst på 5. år. Jeg har fået en midlertidig pension som skal tages op 1. okt. Da der så er gået 2 år. Så det er jeg meget spændt på. Jeg får stadig medicin og går til psykolog på 4. år. Min læge og psykolog er enige om at der ikke arbejdsevne tilbage i mig. Så hvis ftp. ikke går igennem, permanent, anker de sagen.
Det lyder spændende på din nye uddannelse, vil du fortælle lidt mere om den.

Mange hilsner og god bedring fra bmdc

slettet580

Den uddannelse jeg er i gang med er et to årigt forsøgsprojekt. Det kommer til at hedde en personlig medicinvejleder i daglig tale pmv. Vi lærer om kommunikation, sygdomme, hvordan vi kan bruge internet, interviewteknikker og medicin lære. Det er på 7 timer en dag og 6 timer næste dag. Vi skal have en månedlig evaluering/supervision, hvor vi er samlet allesammen. Jeg tror vi er henved 20 personer og da jeg går på hold 2 er der enkelte på hold 1 der er begyndt i psykinformationen. Det er meningen henad vejen når vi er "accepteret" at vi kan bruges på psykafdelinger, praktiserende læger, langtidsteam, væresteder, til foredrag mm. Det vil være vores to lærere der er tovholdere og de der afgør hvordan vi klarer os. Det er mægtig spændende at være på kurset, men det har også været hårdt psykisk at skulle forholde sig til de andre deltageres sygdomshistorier. Jeg ved i hvert fald at jeg har gennemgået en stor udvikling gennem hele kurset via min egen åbenhed. Da jeg havde gennemført 2 ud af 8 lektioner var jeg ved at give op. Men via en samtale med lærerne blev der ændret nogle ting på undervisningen og en fremragende casemanager fik mig hevet op igen. Så nu er jeg faldet til på kurset og glæder mig til sidste modul i næste uge. Hvordan jeg så kommer i gang må tiden vise. Men jeg glæder mig over at sommeren er her. God sommer til alle.

slettet580

Så er jeg nu kommet 2 måneder længere frem og har haft en kanonsommer. Min søn er godt på vej og jeg har afsluttet min vejlederuddannelse. Jeg skal have min første opgave her slut på måneden. Jeg glæder mig og så er vi i gang som vejledere. Der vil blive en månedlig opfølgning hvor vores projektledere vil informere hvor langt projektet er. De vil være dem der uddelegerer opgaverne undervejs. Jeg har været til samtale på langtidsteam med min psykiater og case manager. Jeg er nu så stabil at jeg er udskrevet derfra med mange gode redskaber og en kæmpe selvforståelse i rygsækken. Jeg var som min psykiater sagde et eksempel lige efter lærebogen. Jeg rettede lige ryggen og blev stolt. Ikke dermed sagt at jeg er rask, men jeg kender mine begrænsninger og klarer dem samtidig med at jeg eksperimenterer med omtanke. Min familie og venner samt min tilknytning til arbejdsmarkedet er mit største tab i denne sygdom. Men begge dele arbejder jeg med at klare. Familien er lagt væk, og nu lægger jeg en veninde væk som jeg har haft i 28 år. Dette sidste er smerteligt, men hun og jeg er vokset fra hinanden under min sygdom, hvor hun har haft 0 forståelse for min situation. Hun har helt klart ikke forstået at jeg ikke mere er den samme seje kvinde som jeg altid har været. Jeg kan ikke lige gøre tingene mere. De kræver planlægning og spontane tiltag er sjældne fra min side. Det kan altså lade sig gøre at komme ud på den anden side. Jeg håber aldrig at jeg skal tilbage igen...............