Indstillinger
Hvad skal jeg gøre? Er det en depression?
Hej.
Jeg synes, jeg har taget mig god tid og fået skrevet en del ned så nu håber jeg at der er nogen som vil læse det hele og hjælpe mig med nogle svar.
Jeg er en pige på 14 snart 15 år. Jeg har i flere år nu oplevet at jeg i længere perioder er blevet meget trist, deprimeret og ked af det. Jeg anede ikke hvad det kunne være og lærte lige så stille bare at gemme det og så græde ud om aftenen inden jeg skulle sove. Men jeg synes at det er blevet meget værre her på det seneste og jeg er hele tiden ved at begynde at græde helt vildt. Så jeg skrev til en brekasse at jeg var meget ked af det og om det kunne være en depression. Det svar jeg fik tilbage sagde egentlig bare at det måske var fordi jeg var teenager og i puberteten. Det fik mig bare til at græde meget mere fordi det for mig så så ud som om der ikke var noget der kunne få det til at gå væk. Når jeg hele tiden bliver så ked af det gør det ondt inden i og jeg får en klump i halsen fordi jeg vil holde det inde. Men nu har jeg ikke styr på det mere og her den anden dag da jeg var på arbejde begyndte jeg lige så stille at gå rundt og græde men der var der heller ingen mennesker tilbage til at se det. Her den anden dag var jeg også ved at bryde sammen bare fordi jeg fik et 7-tal i en prøve som jeg plejer at få 12 i. Og det var ved at gå helt galt da min lærer spurgte om jeg havde det godt fordi jeg så syg ud og så ud til at have feber. Jeg måtte benytte mig af tegnesprog altså ved at nikke og det for at svare ham fordi jeg var bange for at hvis jeg åbnede min mund ville jeg bare begynde at græde. Og da jeg senere samme dag snakkede med min far i telefonen (han er chauffør og var i England der så det kan ikke have noget at gøre med mine forældre som det har ved nogen for de er sammen og ikke skilt eller noget) var jeg næsten brast ud i gråd og min far kunne høre det på min stemme men jeg løj og sagde at der ikke var noget galt. Jeg er begyndt at få flere og flere sygedage og jeg føler mig også syg alle de dage hvor jeg bliver hjemme. Jeg orker slet ikke at tage i skole og lave mine lektier og jeg orker slet ikke at skulle lade som om alt er okay over for andre i skolen. Det har flere gange gjort så ondt indeni at jeg har fået lyst til at føre smerten et andet sted hen. Jeg har én gang ledt efter en saks på mit værelse for at skære i mig selv men så indså jeg at det ville være alt for dumt så jeg gjorde ikke noget der. Jeg har én gang stået med nogle af de skarpe køkkenknive ude i vores køkken, en af de dage jeg var hjemme fra skole, og var ved at overveje at skære men besluttede at det ville være dumt så der gjorde jeg heller ingenting udover at bryde endnu mere ud i tårer end jeg allerede havde gjort. Jeg har også en dag stået i vores køkken med glasset til hovedpinspiller i hånden og overvejet at sluge en masse hovedpinspiller men gjorde heller ikke det. Jeg er ikke typen som kunne finde på at gøre sådan noget skade på mig selv men det virker alligevel fristende hvis jeg nu kunne få smerten lettet indeni men jeg ved også godt at det sikkert bare bliver værre bagefter. Jeg vil så gerne være perfekt hele tiden men jeg ved også godt at det er der intet menneske der er men alligevel bliver jeg så ked af det og trist til mode når jeg ikke er det. Jeg aner virkelig ikke hvad jeg skal gøre men jeg kan bare ikke holde det ud at være så ked af det mere. Jeg sidder og græder selv lige nu når jeg skriver det her. Der må være en løsning på det. Har jeg en depression? Og hvis jeg har hvad skal jeg så gøre? For jeg ved virkelig ikke hvordan jeg skulle få mig selv til at sige det til mine forældre.
Med håb om nogle svar der kan hjælpe mig.
Hilsen Mig
Jeg synes, jeg har taget mig god tid og fået skrevet en del ned så nu håber jeg at der er nogen som vil læse det hele og hjælpe mig med nogle svar.
Jeg er en pige på 14 snart 15 år. Jeg har i flere år nu oplevet at jeg i længere perioder er blevet meget trist, deprimeret og ked af det. Jeg anede ikke hvad det kunne være og lærte lige så stille bare at gemme det og så græde ud om aftenen inden jeg skulle sove. Men jeg synes at det er blevet meget værre her på det seneste og jeg er hele tiden ved at begynde at græde helt vildt. Så jeg skrev til en brekasse at jeg var meget ked af det og om det kunne være en depression. Det svar jeg fik tilbage sagde egentlig bare at det måske var fordi jeg var teenager og i puberteten. Det fik mig bare til at græde meget mere fordi det for mig så så ud som om der ikke var noget der kunne få det til at gå væk. Når jeg hele tiden bliver så ked af det gør det ondt inden i og jeg får en klump i halsen fordi jeg vil holde det inde. Men nu har jeg ikke styr på det mere og her den anden dag da jeg var på arbejde begyndte jeg lige så stille at gå rundt og græde men der var der heller ingen mennesker tilbage til at se det. Her den anden dag var jeg også ved at bryde sammen bare fordi jeg fik et 7-tal i en prøve som jeg plejer at få 12 i. Og det var ved at gå helt galt da min lærer spurgte om jeg havde det godt fordi jeg så syg ud og så ud til at have feber. Jeg måtte benytte mig af tegnesprog altså ved at nikke og det for at svare ham fordi jeg var bange for at hvis jeg åbnede min mund ville jeg bare begynde at græde. Og da jeg senere samme dag snakkede med min far i telefonen (han er chauffør og var i England der så det kan ikke have noget at gøre med mine forældre som det har ved nogen for de er sammen og ikke skilt eller noget) var jeg næsten brast ud i gråd og min far kunne høre det på min stemme men jeg løj og sagde at der ikke var noget galt. Jeg er begyndt at få flere og flere sygedage og jeg føler mig også syg alle de dage hvor jeg bliver hjemme. Jeg orker slet ikke at tage i skole og lave mine lektier og jeg orker slet ikke at skulle lade som om alt er okay over for andre i skolen. Det har flere gange gjort så ondt indeni at jeg har fået lyst til at føre smerten et andet sted hen. Jeg har én gang ledt efter en saks på mit værelse for at skære i mig selv men så indså jeg at det ville være alt for dumt så jeg gjorde ikke noget der. Jeg har én gang stået med nogle af de skarpe køkkenknive ude i vores køkken, en af de dage jeg var hjemme fra skole, og var ved at overveje at skære men besluttede at det ville være dumt så der gjorde jeg heller ingenting udover at bryde endnu mere ud i tårer end jeg allerede havde gjort. Jeg har også en dag stået i vores køkken med glasset til hovedpinspiller i hånden og overvejet at sluge en masse hovedpinspiller men gjorde heller ikke det. Jeg er ikke typen som kunne finde på at gøre sådan noget skade på mig selv men det virker alligevel fristende hvis jeg nu kunne få smerten lettet indeni men jeg ved også godt at det sikkert bare bliver værre bagefter. Jeg vil så gerne være perfekt hele tiden men jeg ved også godt at det er der intet menneske der er men alligevel bliver jeg så ked af det og trist til mode når jeg ikke er det. Jeg aner virkelig ikke hvad jeg skal gøre men jeg kan bare ikke holde det ud at være så ked af det mere. Jeg sidder og græder selv lige nu når jeg skriver det her. Der må være en løsning på det. Har jeg en depression? Og hvis jeg har hvad skal jeg så gøre? For jeg ved virkelig ikke hvordan jeg skulle få mig selv til at sige det til mine forældre.
Med håb om nogle svar der kan hjælpe mig.
Hilsen Mig
Kommentarer
Ja jeg synes det lyder som om du har en depression, og jeg ved udmærket hvor svært det kan være at tale med sine forældre om det, men jo længere du venter jo værre bliver det, og det varer ikke længe før du mister kontrollen helt over dine følelser. Min depression startede da jeg var omkring 15 år, jeg blev ved med at skjule det fordi jeg ike anede hvordan jeg skulle få det sagt, men det er 100 gange sværere at få det sagt, hvis depressionen først udvikler sig til mere. Prøv at se om du ikke kan tale med en anden voksen end dine forældre i første omgang, og så husk på at uanset hvor sort det hele ser ud nu, så bliver det bedre på et tidspunkt. Det er ikke noget der sker fra den ene dag til den anden, men jo længere du venter jo sværrere bliver det at få det godt igen.
Jeg kender alt for godt det du har været igennem, desværre taklede jeg det på en anden måde end dig.. Men på mig virker det som om du har en depression, jeg syntes virkelig du skulle tage at snakke med din læge og høre hvad hun/han syntes og så få startet behandling op hvis dine forældre er med på den..
Mine forældre lavede nemlig den fejl da jeg var 15 og fik konstateret en depression smed de mig ikke på medicin da de ikke mente det var nødvendigt..
Så syntes helt klart du skal snakke med lægen og dine forældre da det ellers kan gå meget galt, og du kan ende lige så langt ud som jeg er, og det ønsker jeg ikke for selv de værste mennesker jeg kender..
Held og lykke med det.
Brug tid med dem du elsker, det er naturlig at føle sig nede en gang i mellem, jeg personligt for denne føgelse o små korte MEN meget konsentreert form. Så jeg opsøger altid min mor og græder af hos hende, jeg kan vælge at fortælle hende hvad der er galt hvis jeg vil, men hun trøster mig uanset hvordan, og jeg er sikker på at hvilken som helst mor vil gøre det samme. Også at have en god ven hjælper meget, feks, min klasse er forfærdelig, men igennem min sport fik jeg en MEGET god veninde, og det hjælper meget når jeg begynder at få slemme tanker (så som: gad vide hvordan det føgles at dø...)
m.v.h Math
PS: Medicin hjælper ikke altid, og hvis det er rigtight slem få fat på en læge;)