Angst
Hej.
Jeg mistænker lidt mig selv for at ha angst:
Hver morgen, når jeg skal ud ad døren, får jeg kvalme og bliver nervøs og urolig (som om jeg skal til eksamen)
mit hjerte banker og nogen gange ryster jeg på hænderne, og det snurrer lidt i mine ben.
Jeg har også verjtrækningsproblemer en gang i mellen, som forleden, da jeg gik på gaden og pludselig ikke kunne trække vejret og jeg svedte enormt meget og fik kvalme. Det samme oplevede jeg for nylig, hvor jeg skulle med toget.. jeg måtte bare ud og jeg følte, jeg ville kaste op eller besvimme hvornår det skulle være.
Generelt er jeg bare meget bekymret, og nogle gange gør det, at jeg ikke kan falde i søvn om aftenen.
Jeg tænker og jeg tænker, i stedet for bare at snakke med nogen om det, men det er svært.
Jeg er indtil videre droppet ud af tre gymnasie klasser, ikke pga det faglige, men pga. det sociale. hver gang skyder jeg skylden på klassen, og tænker at den jo bare ikke lige var min kop te. men det er nok nærmere mig selv det bunder i?
Det er hovedsagdeligt, når jeg er alene, jeg oplever disse ting.
Jeg ved ikke om det er grund til kontakte en læge, eller om det bare er hysteri. er der nogen med angst, som kan afkræfte eller bekræfte, at jeg har angst? eller genkende hvad jeg skriver om.
Jeg vil bare ikke ende med at isolere mig selv, og blive hjemme, fordi jeg er mest tryg der. - og aldrig få en uddannelse osv.
det er blevet værre, det sidste halve år, efter jeg oplevede noget utrygt i familien, som jeg nok stadig er meget utryg ved.
MVH Kristine
Jeg mistænker lidt mig selv for at ha angst:
Hver morgen, når jeg skal ud ad døren, får jeg kvalme og bliver nervøs og urolig (som om jeg skal til eksamen)
mit hjerte banker og nogen gange ryster jeg på hænderne, og det snurrer lidt i mine ben.
Jeg har også verjtrækningsproblemer en gang i mellen, som forleden, da jeg gik på gaden og pludselig ikke kunne trække vejret og jeg svedte enormt meget og fik kvalme. Det samme oplevede jeg for nylig, hvor jeg skulle med toget.. jeg måtte bare ud og jeg følte, jeg ville kaste op eller besvimme hvornår det skulle være.
Generelt er jeg bare meget bekymret, og nogle gange gør det, at jeg ikke kan falde i søvn om aftenen.
Jeg tænker og jeg tænker, i stedet for bare at snakke med nogen om det, men det er svært.
Jeg er indtil videre droppet ud af tre gymnasie klasser, ikke pga det faglige, men pga. det sociale. hver gang skyder jeg skylden på klassen, og tænker at den jo bare ikke lige var min kop te. men det er nok nærmere mig selv det bunder i?
Det er hovedsagdeligt, når jeg er alene, jeg oplever disse ting.
Jeg ved ikke om det er grund til kontakte en læge, eller om det bare er hysteri. er der nogen med angst, som kan afkræfte eller bekræfte, at jeg har angst? eller genkende hvad jeg skriver om.
Jeg vil bare ikke ende med at isolere mig selv, og blive hjemme, fordi jeg er mest tryg der. - og aldrig få en uddannelse osv.
det er blevet værre, det sidste halve år, efter jeg oplevede noget utrygt i familien, som jeg nok stadig er meget utryg ved.
MVH Kristine
Kommentarer
du skal kontakte en læge. for mig lyder det som angst. Der er mange i dagens Danmark , der lider af det - kan kureres med medicin eller samtaleterapi. Evt. begge. Du må ikke lade dig afskrække af tanken om medicin - tro mig, jeg har selv været der - skulle i hvert fald ikke ha' noget - men mit liv blev så meget bedre efter jeg fik det.
Du er hysterisk - se at komme afsted! Lad høre fra dig.
mange hilsner Bellis
Det kunne godt lyde som nogle angstsymptomer, du har.
Der er ingen tvivl om, at det kunne være godt for dig at tale med nogen om tingene, i stedet for at lukke det inde i dig selv. Det gør kun alting værre, at man ikke får sat ord på. Når man taler om det, så er man nødt til på en anden måde at forholde sig til de problemer man har i sit liv og de ting, der ikke fungerer. Kun ved at forholde sig til det og få nye in-put udefra, kan man finde nogle nye og bedre løsninger. Men det er jo ikke, hvem som helst man skal tale med og åbne sig for. Det er nødt til at være et menneske, man har tillid til, vil lytte og forstå og som ikke afviser eller bare begynder at komme med 'gode råd'. Derfor er det ofte så stor hjælp at tale med en terapuet eller psykolog, men det har du som studerende desværre nok ikke lige mulighed for. Jeg ved ikke, om der på din uddannelse er noget studenterrådgivning ell. lign.? Alternativt er der din læge, du kan prøve at tale med.
Det er altid svært at begynde at åbne sig og tale om problemerne, men det er præcist det, man er nødt til at gøre, hvis man skal begynde at få det bedre.
Den slags problemer bunder altid i, hvordan man har det indeni sig selv, så det er rigtigt godt, at du begynder at kunne se, at det måske ikke bare er dine klassekammerater, der er noget galt med. Når man løber ind i de samme problemer gentagne gange i sit liv, så er der noget, der trænger til at blive 'kigget' på.
Det er godt, at du har den vilje, der siger dig, at du ikke vil bukke under for angsten og lade være med at tage afsted. Hvis du giver efter for angsten, vil dit liv gradvist blive mere og mere begrænset og angststyret. Så hellere finde nogle måder, så du kan slippe af med den angst. For det er muligt.
Jeg synes, at det er MEGET vigtigt, det sidste du skriver: At du har fået det værre efter, at du for et halvtårs tid siden oplevede noget utrygt i familien. Der er ingen tvivl om, at det er nødvendigt for dig at få talt med nogen om, det der er sket, så du kan begynde at bearbejde og forholde dig til det på en anden måde. Der er næppe tvivl om, at denne utryghed, du ikke ved, hvad du skal stille op med, forværrer din angst væsentligt. At leve med konstant utryghed gør mennesker syge.
Derfor mener jeg ikke, at medicin er den rigtige løsning nu. For du har været ude for noget, der har gjort dig utryg og det kan man jo ikke medicinere sig ud af. Det handler jo ikke om, at du skal bedøve og fornægte utrygheden, men at du tværtimod får hjælp til at håndtere, det der er sket, så du kan blive tryg. Det skal tværtimod tales igennem, så du kan få hjælp til at få løst de problemer, der skaber dine angstsymptomer.
Mange hilsner Helene
Vh en der ved en del om angst
jeg har prøvet at undersøge de forskellige former for angst, for at se om jeg kunne genkende noget, og der er, som man kan se i første besked, flere ting at genkende, men jeg kan ikke rigtig se at jeg har en specifik angst form. - måske genereliseret angst.
men jeg føler alligevel mine 'symptomer' er for milde, til at opsøge en læge.
Jeg kan ikke overskue at bestille tid hos lægen, og skulle sidde der og åbne mig som en bog, og så det bare viser sig at jeg intet fejler. eller at hun sender mig til psykiater og at jeg ikke fejler noget.
Det er svært at forklare.
men det er jo bare slet ikke i nærheden af at være så slemt, som andre med angst.
Altså.. et par gange har jeg oplevet situatoner, hvor jeg ikke kunne få vejret og fik kvalme og svedte, men kun nervøsiteten, bekymringen (over alt og intet) og hjertebanken, er noget jeg mærker til ret meget, men jeg frygter at jeg bare er blevet lidt for optaget af at jeg måske har angst, så jeg næsten fremprovokere det ?
eller er det bare fordi det er staren, og at det ikke er blevet 'så slemt' endnu...
Du lyder som jeg gjorde for 6 år siden. Jeg kunne heller ikke overskue at bestille en tid hos lægen. Jeg vågnede næsten hver morgen med kvalme og en uro i kroppen/psyken. Hvis jeg ikke skulle noget, var angsten mindre, men skulle jeg noget, være social, købe ind, køre bil.... kunne jeg få det rigtigt skidt. Jeg følte jeg befandt mig i en osteklokke og somme tider kunne jeg slet ikke overskue at færdiggøre den samtale jeg var igang med. Jeg rystede også på hænderne ind i mellem, svedte og havde det bare skidt med mig selv. Jeg havde det dog ikke ringer, end at jeg kunne skjule det og det brugte jeg så enorme kræfter på, mens jeg inderst inde ønskede at jeg ville miste grebet, så nogen kunne tage over og hjælpe mig på benene igen.
Jeg brød sammen hos lægen da jeg endelig fik bestilt en tid - jeg kunne slet ikke sige hvad der var galt, jeg græd bare.
Jeg fik efterfølgende medicin - Seroxat og samtaler hos en psykolog.
I dag har jeg det godt og det kan du også få, men jeg tror du er nødt til at se i øjnene at du har et problem, ellers kommer du ikke videre. Bestil tid hos lægen og kom ud med det een gang for alle - du vil ikke fortryde det. Tag imod hjælp.
Det kan godt være at du føler at du kan styre det nu og det er godt:) men hvis det på nogen måde skulle gå hen og begrænse dig i din hverdag, skal du gøre noget ved det med det samme. Du behøver ikke at sidde og fortælle hele din livshistorie til lægen. Min læge fik at vide hvilke symptomer jeg havde, hvornår jeg fik dem og hvor tit de kom. Læs en masse om det så du er godt forberedt. Min læge sagde PILLER!! med det samme. Jeg stejlede!!! ingen piller tak! Senere fik jeg at vide, at det var for at tage toppen af angsten, så man kunne tale om den, bearbejde den. Men jeg har ingen problemer med at tale om den eller bearbejde den, derfor er pillerne ikke noget for mig.
Jeg har oplevet det samme som dig. Kvalme, svimmelhed, ikke kunne få vejret... sådan havde jeg det nogle år tilbage... det var lidt, ikke noget at skrive hjem om. Jeg kunne styre det.
På det tidspunkt var jeg ikke klar over at det var angst. Jeg var ikke som sådan bange for noget, troede jeg. Efter jeg skiftede arbejdsplads forsvandt det. Det kom igen med flere mdr´s mellemrum. Hvilket ikke var årsag til stor uro.
Her for 2½ år siden startede jeg så på at studere. Ved den første store opgave vi skulle skrive, kom det tilbage med fuld styrke. Jeg var bange for at dø. Det var primært på mit åndedræt. Jeg kunne ikke få vejret, følte at jeg var ved at blive kvalt, at nu skulle jeg dø.
En aften blev det så slemt, at jeg fik min kæreste til at ringe til vagtlægen. Da han kom var jeg allerede faldet lidt til ro. Helt udmattet og træt. Det kom altid om aftenen når jeg skulle sove. Jeg blev opmærksom på mit åndedræt, lå og lyttede. Blev tit nød til at sætte mig ind foran tv´et for at fjerne tankerne.
Her i dette forår kom det så igen og anderledes end det før har været. Nu var det ikke længere så meget på åndedrættet, men havde muteret. Nu var jeg bange for hjerneblødninger. Blodpropper i hjertet. udposninger på halspulsåren der ville sprænge. Jeg kunne slet ikke styre det.
Hele vejen igennem har jeg været utrolig åben for min omgivelser. Det hjælper!!!! Alle jeg har snakket med har været enormt forstående og hver anden har prøvet noget lignende selv. Der er mange der går rundt med symptomer i højere eller mildere grad.
Jeg var opsat på virkelig at gøre noget ved det denne gang. Det skulle ikke have lov til at styre mig. Jeg bliver tømt for energi og ked af det.
Så jeg er holdt op med at drikke kaffe og Cola (koffein) efter kl. 13, så jeg har nemmere ved at falde i søvn, så jeg ikke ligger i en halv time, hvor tankerne havde frit spil til at gå af velkendte gange hen mod angsten. Jeg er begyndt at cykle på arbejde. Mit næste projekt er at begynde at spise morgenmad ( det er dælme svært) Bare de få ting har hjulpet enormt!!!
Jeg har fået hjælp gennem studierådgivningen og går hos en psykolog en gang hver 3 uge (det fungere for mig) og jeg insisterede efter råd fra psykologen på at blive henvist til angstklinikken. Jeg skal til forsamtale på mandag.
Lige nu går det rigtig godt og jeg nyder min ferie. Tankerne kommer stadig, når jeg får kortvarig hovedpine eller jeg bliver for opmærksom på mit hjerteslag, men jeg kan skubbe dem væk. Det er dejligt. Det bliver rigtig spændende på mandag om jeg overhovedet kvalificere mig ... det er lidt ironisk... er jeg overhovedet syg nok til at få hjælp, men jeg fortæller dem det bare som det er...
Damn, jeg fik fortalt en masse her. Håber der er nogen der kan bruge det til noget...hihi
Mange hilsner
Christina
Flere gange i venteværelset var jeg ved at flygte.
Det var heller ikke på nogen måder behageligt at snakke om, og min stemme kunne næsten ikke bære det og skælvede ret meget.
Men jeg fik fortalt det, og hun sagde selvfølgelig at der skulle gøres noget ved det.
Hun tilbød piller, jeg takkede nej, så hun gav mig en henvisning til en psykolog.
og det var det og så slemt var det jo ikke
Tillykke med, at du fik overvundet dig selv og fik taget det første, største og sværeste skridt - at søge hjælp og få sat ord på. Du har taget skridt til at hjælpe dig selv nu ved at søge hjælp og det er rigtigt stort.
Det er rædselsfuldt, men du har gjort dig den meget, meget værdifulde erfaring, at du overlevede det og at tanken om at gøre det, måske ligefrem var værre, end selve det at gøre det.
Når man overskrider sine grænser for at gøre noget godt for sig selv, så er man på rette vej. Man vokser, man bliver stærkere, mere modig og får mere selvtillid :-)
Tillykke med sejren. Giv dig selv et stort klap på skulderen, for det fortjener du i høj grad :-)
Mange hilsner Helene