Hjem Sind og psyke Sorg og krise

Kærstesorg

Redigeret 24 april, 2009, 16:42 i Sorg og krise
Jeg vidste ikke at det kunne være så voldsomt. Jeg vidste ikke at kærlighed, den ægte kærlighed findes. Den eneste ene for én. Livskærlighed. Og at det kan gå og bliver et sorg på so voldsomt forfærdelig måde. Hvis jeg var teenager eller i tyverne kunne jeg bedre forstår, men jeg er snart 50. Jeg er alene i det land. Har voksne børn. Har haft et godt barndom men ikke det bedste voksenliv. Det har været præget af politiske og samfundsmæssige turbulans, tortur, politiske forfølgelse mm. Har mistet en del venner ved henrettelser. Har tidligere været gift og skilt. For nogle år tilbage traf jeg en mand, som jeg forelskede mig i. Det var meget mere end forelskelse. Som om jeg kendte ham hele mit liv. Jeg følte virkelig et specielt bund fra første blik. Han viste også stor kærlighed til mig. At jeg var for ham med hans ord, som en ud af millioner. At han aldrig havde haft det sådan. Jeg var også totalt tabt. Desværre er jeg stadig og det er han ikke længere. Jeg blev som nul ud af milliard. Han gik fra mig for 11 måneder siden, fordi han kvalte mig med press i en periode, hvor jeg pga et familie problem var ret bekymret og nedtrykt og havde brug for en del tid med mit barn. For at ikke miste mit barn. Det blev for meget for ham. Han gik, men forlod mig aldrig. Jeg har prøvet siden at opsøge ham på forskellige måder, men han ønsker ikke dette. Jeg har forsøgt at fortælle ham hvor meget jeg elsker ham og savner ham og at mit liv er tomt og jeg er so forfærdelig ulykkelig, men han er kold. Siger at jeg kan drikker vin, hvis jeg ikke kan sove eller går til psykolog, hvilke er pænt sagt. Jeg tror han har fundet en anden. Han siger nej, men andre gang siger at han ikke vil svare på spørgsmålet. At det er ligegyldigt. En gang sagde han at om han ikke elsker mig mere eller at han gør, men ikke vil have mig alligevel. I perioder forsøger jeg at ikke kontakte ham. At respektere hans ønske. At komme videre, men når det er gået et par eller 3-4 uger bliver savnet så stor at jeg går ud af min gode skin. Han ønsker ikke jeg ringer eller smser eller kontakte ham. Og jeg føler mig flov og ydmyget når det sker, men kan ikke gøre det modsate. Det er også pinligt at skrive den slags som en gamle kone, når det findes så mange andre, der lider af sygdomme eller har mistet en kære ... men jeg er virkelig ulykkelig. Ønskede bare at dele smerten med .... en computer. Det er gået snart et år og jeg kan ikke komme videre. Drukner mig i arbejde, græder og sover, ligger søvnløs. Har tabt meget og er spykisk på randen. Han var/ er min eneste ene og jeg mistede ham. Kan ikke græde nok. Hvis jeg ikke var mor, ville jeg virkelig ikke live længere. Det kan ikke holdes ud. Tak fordi i lyttede/ læste dette og undskyld stavefejl.
«1

Kommentarer

  • Kære Savanah

    Det gør mig ondt for dig, at du har det så slemt. Følelser har ingen alder. Tabet kan sagtens virke endnu voldsommere, fodi du har oplevet meget barske ting tidligere i dit liv.

    Jeg vil prøve at komme med min oplevelse af din situation, ud fra det du skriver. Måske kan du bruge noget af det (og måske kan du ikke).

    Det er selvfølgeligt naturligt at sørge, når man har mistet. Sorg tager sin tid at bearbejde men man kan slet ikke bearbejde sorgen, så længe man ikke for alvor erkender, at det ER slut. Man HAR mistet og man får det ikke igen uanset, om man græder, raser, tigger og trygler. Først med denne erkendelse og opgivelse begynder processen med at se fremad i stedet for bagud. Man er nødt til SELV at vælge at lukke døren til det, der har været men som ikke er mere.

    Når man mister noget, så er det meget vigtigt, at man finder noget andet at sætte i stedet. Ellers står man midt i et tomrum og har ingenting. Mennesker kan ikke holde ud at få noget taget fra sig og blive efterladt tomhændet. Så bliver man enten ved med at prøve at gribe ud efter det, der blev taget fra én eller og kæmpe for at få det tilbage eller også må man prøve at finde noget andet at gribe ud efter. Men hvad? Problemet er, som jeg ser det, at du ikke ved, hvad du skal gribe ud efter i stedet. Du har mistet men har ikke fundet noget, der kan erstatte eller kompensere for dit tab.

    Måske kan du prøve at se sådan på det, at du nu står ved en skillevej. Du og han fulgtes et stykke af vejen i livet men efter nogen tid gik Jeres veje i hver sin retning. Enhver er nødt til at vælge sin egen vej. Du kan derfor vælge, om du vil blive stående ved denne skillevej og se ham forsvinde længere og længere væk, mens du råber efter ham og prøver at løbe efter ham og hive ham tilbage. Eller du vælge at tage afsked med værdighed og så kan du stå og vinke til ham og ønske ham god rejse og se, at han vinker tilbage til dig. Derefter kan du begynde at kigge på den vej, der nu ligger foran dig.
    Den vej er selvfølgeligt utryg og virker måske ufarbar. Ikke desto mindre er det den eneste vej, du kan komme. Derfor er det bedste du kan gøre måske, at du prøver at finde ud af, hvad du gerne vil finde ude på den vej. Det er lettere at tage første skridt ud af en ny vej, hvis man har en fornemmelse af, hvad der venter én og hvad man skal søge efter.

    Hvad interesserer du dig for? Ved du, hvad der kan gøre dig glad? Ved du, hvad der kan give dig ny energi og hvad har du lyst til at bruge energi på? Har du nogen fornemmelse af, hvor du gerne hen i dit liv i fremtiden? Prøv at lytte efter i dig selv og være åben for svarene og nye muligheder.

    Man kommer ingen steder i sit liv, hvis man ikke udfordrer sig selv og overvinder sig selv. Det er hårdt arbejde. Man må først og fremmest give sig selv lov til at turde være glad og få det godt. Kan du give dig selv lov til at komme videre og få det godt i fremtiden – uden ham? Det handler så meget om indstillingen til livet. Ser du mørket i lyset eller ser du lyset i mørket?

    En lille øvelse kan være, at du anskaffer dig en notesbog. Hver aften gør du dagens regnskab op: Du skriver 3 positive ting ned, som du har oplevet denne dag, samt 3 positive ting du har gjort for andre og 3 positive ting, du har gjort for dig selv. Samt man kan også supplere med 3 nye eller anderledes ting, man har gjort, som man ikke plejer at gøre. HVER DAG. Det behøver ikke at være store ting. Det handler simpelthen om at vende et negativt tankemønster til noget mere positivt og begynde at fokusere på lyset i mørket i stedet for mørket i lyset. Både lys og mørke er naturlige dele af livet og begge dele skal være der for at livet er helt. Spørgsmålet er, om mørket får lov at fylde for meget. Jeg har hørt, at der skal 3 positive ting til for at opveje 1 negativ!

    Måske kan du hive dig selv op ved hårene og komme videre på egen hånd. Måske har du brug for noget hjælp til det, så du vil have glæde af at tale med en psykolog eller terapeut, der kan give dig nogle brugbare redskaber? Men først og fremmest handler det om din egen indstilling til det. Tør du give slip og udfordre og overvinde angsten i at komme videre?

    Mange hilsner Helene
  • Måske kan denne tanke hjælpe dig: Du forelskede dig i en mand som også elskede dig. Men nu elsker han dig ikke mere... Derfor er han ikke længere den mand du er forelsket i. Du elsker stadig, men det er måske mere mindet om den mand han var, snarere end den mand han er blevet til.

    Denne tanke vil ikke mindske dit tab, men måske kan den hjælpe dig over det. Jeg håber det bedste for dig, håber at du vil få mod og lejlighed til at elske igen.
  • Tak for jeres gode råd. Jeg græd mens jeg læste dem. Jeg VIL videre. Jeg er optimistisk. Det, jeg har oplevet i mit liv, hver enkelte, er nok til at knække hver supermand, men her er jeg. Jeg føler mig ikke som supermand, men jeg er kommet videre. Jeg vil følge jeres råd. Den mand jeg elsker og elskede mig er død, så sandt og jeg lever med minderne og i minderne. Dyrebare minder. Jeg ønsker at verden var et bedre sted. Uden nogen former for miserable tilstande for nogen som helst. Men sandheden er anderledes. Jeg ønsker at jeg kunne befrie mig for mine tanker. Jeg ønsker at jeg kunne slå kærligheden ihjel i mit hjerte. Jeg vil følge jeres råd og tak igen.
  • Kære Savanah

    Jeg har bare lige en enkelt kommentar.

    Jeg forstår godt, at det er fristende at ville slå kærligheden i dit hjerte ihjel. Men det ville dog være forfærdeligt, hvis det lykkedes for dig, så du mistede evnen til at elske.
    Tænk på, hvad du har været igennem i dit liv - og dog har du bevaret evnen til at elske og du har haft modet til at gøre det. Det er jo stort.
    Det siges, der er en gave i alting, hvis man leder efter den. Det siges også, at enhver gave, man ikke tager imod, bliver en forbandelse.
    Du fik en gave, da du fik lov at opleve kærligheden til denne mand. Det gode han gav dig, kan du bære med dig i dit hjerte. Følelsen af kærlighed i dit hjerte har du fået og du kan beholde den og være taknemmelig for den, for det er en gave, hvis du tager imod den. Forbander du den, bliver den til en forbandelse.
    Tænk sig, at du var så utroligt heldig at du fik lov at opleve den følelse af kærlighed! Det er ikke alle forundt. Når følelsen af kærlighed har været der, så kan den også komme igen. Du har kærligheden i dig og så kan du også komme til at elske igen. Det er jo også en fantastisk gave.

    Alting er kun til låns, vi kan aldrig være sikre på at få lov at beholde noget, så vi må være glade for den tid, vi fik lov at have det. Du mistede ham, der skabte følelsen i dig men følelsen har du Gudskelov ikke mistet. Måske kom han ind i dit liv for at give dig den gave, som kærligheden er. Måske fordi du skal bruge denne gave senere i livet overfor et andet menneske i en anden sammenhæng.
    Kærligheden er i dit hjerte. Tænk sig du var så ufatteligt heldig at møde et menneske i dit liv, der elskede dig og som du elskede. Det kan ingen tage fra dig. Manden er væk - men kærligheden varer ved. Det er det vigtigste. Du kan vælge at ville slå kærligheden ihjel og hade manden for at svigte dig. Eller du kan vælge at være taknemmelig for, at han gav dig kærlighedens gave og fik vækket den i dig.


    Mange hilsner Helene
  • Kæreste kæreste Helene;
    Jeg kan ikke hade ham. Jeg kan ikke hade nogen overhovedet. Jeg har aldrig følt hadet i mig, men tænker tit på hvor heldige de er, dem der kan elske i dag og hade i morgen. Jeg tager hatten for dem.

    Du tror på noget mellem himmel og jord. Det gør jeg også i skygget af at jeg ikke tror på noget. Han kom i mit liv fordi jeg skulle redde hans liv. Den dag han fik hjertestop og jeg var der og fik liv i ham igen. Han var død, rent fysisk, hvis jeg ikke var der. Det sagde de ud på sygehuset. Det var meningen, siger alle og tænker jeg ret tit på. Men hvorfor skulle jeg straffes for det. At jeg bliver så voldsomt forelsket at den tager livet fra mig. Hvis mening var at han ikke skulle dør, kunne det bare være det. En forbigående forelskelse. Men den kærlighed, har taget livet fra mig. Den er blevet en forbandelse. På en måde, ønsker jeg at denne forbandelse forsvinder fra mit hjerte, fra mit liv, så kan jeg komme videre og elske en og enhver, luft og vand og vind og mennesker...som jeg plejede at gøre.
  • Kære Savanah

    Jo, jeg tror bestemt på, at der er mere mellem himmel og jord og at der er en mening med alting.

    Men når det så er sagt, så har jeg i de sidste år lært, at man hjælper sig selv rigtigt meget, hvis man prøver at vende alt på hovedet og simpelthen prøver at tænke omvendt og gøre det modsatte af det, man plejer at gøre!
    Som jeg skrev i mit første svar, så kommer det hele an på din egen indstilling til tingene.

    Måske det lyder som ordkløveri, men det var vel dig, der kom ind i hans liv for at redde hans liv. Det var det, du kunne give ham. Han kom vel ind i dit liv for at give dig noget andet, som du har haft brug for.
    Igen kan tingene og opfattelsen vendes på hovedet, hvis du prøver at finde følelsen af taknemmelighed overfor det, du har modtaget i stedet for at forvente taknemmelighed over det, du har givet.
    Hvis man giver noget til andre med forventning om at få noget igen, så bliver man skuffet, hvis man ikke får det, man ønsker og forventer. Hvis man giver noget til andre, fordi det gør én selv glad at give det, så forventer man ikke at få noget tilbage og så er man bare glad og taknemmelig, hvis man får det.

    Du skriver 'Hvorfor skal jeg straffes for det?'. Du bliver ikke straffet for at have reddet hans liv.
    Man kan vende det på hovedet og se sådan på det, at du blev belønnet med kærligheden, fordi du reddede hans liv. Men ingen havde lovet, at kærligheden skulle være vedvarende. Alting er kun til låns. Han skal vel ikke være forpligtet overfor dig, fordi du reddede hans liv? Det er klart, at kærlighden bliver en forbandelse, så længe du ikke kan se gaven i den.

    Du har kunnet elske livet før, så kan du komme til det igen. Han kan kun ødelægge dit liv, fordi han 'får lov' til at fylde så meget følelsesmæssigt. Af én eller anden grund låser han dine følelser fast og har fået magten over dem. Spørgsmålet er 'bare' hvad det er for følelser. Det er meget ofte helt ubevidst for én selv.
    Så hvis man vil ud af lidelsen, så må man enten tvinge sig selv ud af den og gøre nogle ting, der får én videre i livet skridt for skridt. Ellers mener jeg, at det kan være en rigtig god investering at søge professionel hjælp, så man kan finde ud af, hvad det er, der binder én, så man kan slippe fri af det.
    Det er jo ikke kærligheden, du skal slippe af med. Den er en gave. Det er dine bindinger til manden, du har brug for at slippe. Der er stor forskel.

    Hilsen Helene
  • Jeg føler ikke at jeg har givet noget og derfor forventer jeg ikke noget tilgengæld. Tværvt i mod. Jeg føler at jeg gav ikke nok og derfor han gik. Jeg ønsker at han ville komme tilbage, så kunne jeg give det, jeg ønsker at give. Det er faktisk et problem for mig. Bebrejdelse. At hvorfor gav jeg ikke nok. Jeg tænker, det hele var min skyld. Min ego tilfredsstilles, når alle er glade. Men jeg kunne ikke give glæden til den jeg elsker mest. Jeg var ikke god nok. Jeg kunne ikke give det han ønskede. Og nu sidder jeg tilbage med sorgen. Ved virkelig ikke hvad jeg skal gøre. Håber tiden heler.
  • Kære Savanah

    Jeg kommer lige med et in-put mere, for du kommer jo med nogle nye, vigtige oplysninger. Men hvis du ikke gider høre mere på mig, så bare sig til ;-)

    Det siges, at tiden læger alle sår. Men er såret betændt, kan det ikke læges rigtigt. Enten vil betændelsen kapsle sig inde og blive til en hård, følelsesløs og dog øm knude, der senere risikerer at gå hul på eller også vil man få blodforgiftning.
    Skal såret læges rigtigt og hele ordentligt op, må det først renses for urenheder og fremmedlegemer. Er det en overfladisk skramme, kan man selv rense det men er såret dybt og meget inficeret, kan man selvfølgeligt ikke klare det selv. I så fald skal der renses i dybden, måske skal der endda syes bagefter. Derefter skal det have tid og ro til at læges indefra.
    Måske kan tiden alene hele såret i én eller anden grad – men det kan godt nok gøre ondt, mens man bare venter. Et dybt, ubehandlet sår, kan også problemer med sammenvoksningen og store ar. Man kan fremskynde helingsprocessen væsentligt, hvis man selv gør noget aktivt for at skabe heling.

    Et sår, der er inficeret med skyldfølelse, gør meget, meget ondt og det er et dybt sår. Mennesker kan klare meget modgang – men vi har rigtigt svært ved at klare det, hvis vi tror og føler, at vi selv er årsag til vores problemer.

    Man søger en forklaring på, hvorfor det gik galt, fordi man prøver at lære af det, så det ikke sker igen. Desværre kan vi bare ikke lære noget, så længe vi finder de forkerte forklaringer. Forklaringen: 'Det var min egen skyld' er i bedste fald kun en delvis sandhed og i værste fald direkte forkert. Som altid vil det der virkeligt kunne være forklaringen formentligt ligge i præcist det modsatte af det, man plejer at tænke og gøre. Så hvorfor fortsætte med at gøre mere af det samme? Man vil givetvis få det samme uønskede resultat.
    Udgangspunktet er: DU ER GOD NOK! DU ER GOD NOK! DU ER GOD NOK! Det er nogle andre ting, det handler om. Der var andre grunde til, at det ikke gik, som du ønskede.

    Der er forskel på skyld og ansvar. Skyld låser fast, ansvar skaber forandring. Når man påtager sig ansvaret, så ser man i øjnene, at det man gjorde ikke virkede efter hensigten. Så kan man forsøge at lære af det og finde ud af, HVORFOR det ikke virkede og så kan man bestræbe sig på at gøre noget andet fremover. Så søger man at skabe forandringer og ikke gentagelser, fordi man har fået en ny forståelse af, at noget andet vil være bedre og man arbejder på at finde andre handle muligheder.

    Man kan øve sig i at se mere nuanceret på helheden ved at prøve at træde ud af følelserne. Man kan f.eks. forestille sig, at man er en flue på væggen. Fra denne position prøver man at fokusere på personerne i stedet for situationerne. Når man ser, hvordan de to mennesker gensidigt påvirker hinanden og hinandens handlinger, kan det medføre, at man finder mere realistiske svar på, hvorfor tingene gik, som de gik. Så begynder man at erstatte skylden med ansvar og så begynder såret at kunne heles.

    For at slippe skylden overfor de 'uperfekte' ting, man selv har gjort, må man også prøve at tilgive eller forlige sig med sig selv. Erkende, at man gjorde sit bedste og at der var en grund til, at man reagerede, som man gjorde. Man kan øve sig i at blive mere overbærende og have større medfølelse med sig selv. Frem for alt give sig selv forståelse og kærlighed i stedet for bebrejdelser. Når man er ked af det og føler, man har fejlet, så får man det ialtfald ikke bedre af at blive 'skældt ud'. Slet ikke når det er én selv, der skælder ud på én! Når man har mistet og er ked af det, har man jo tværtimod brug for at blive holdt om og trøstet. Især af sig selv. Uden selvbebrejdelser men med nænsomhed kan man dernæst prøve at forstå, hvad der kunne være andre og bedre løsninger i fremtiden.

    Det er måske især kvinder, der påtager sig al den skyld og føler og tror, at de kunne have forhindret tingene i at ske, hvis de bare havde anstrengt sig mere. Der findes en bog af Robin Noorwood, der hedder 'Kvinder der elsker for meget'. Den kan anbefales. Kvinder, der 'elsker andre for meget', elsker som regel sig selv for lidt.

    Der er iflg. min oplevelse forskel på sorg og smerte. Sorg er en 'ren' følelse. Jeg oplever smerte som sorg der er forurenet med skyld og/eller skam. Skyld og skam kan man arbejde med, så man ikke længere belastes af disse destruktive følelser. Når skylden og skammen er sluppet, så man forstår tingene anderledes, så slipper sorgen ofte ret hurtigt af sig selv. Men det kan være et langvarrigt arbejde med sig selv, for det er typisk hele éns tankemønster og dybe følelser, der er påvirket.

    Hilsen Helene
  • Kære Helene;
    Jeg gider godt læse dit indlæg. Jeg tror også at uanset om jeg er enig eller ej, hjælper det med at se tingene anderledes. Efter sidste gang, gik det op for mig at jeg lever i en boble af håb og måske mere end det.

    Jeg havde en kæreste engang som var jægerpilot.Vi nåede at bo sammen i 23 dage, før han blev sendt til krig og skudt ned. Han var ikke den stor kærlighed, men det var meget meget hårdt for mig at miste ham. Men jeg tror, at det at håbet ikke var tilbage hjalp meget med at komme over det.

    Efter jeg skrev og læste de indlægge, gik det op for mig at jeg lever med og i et falsk håb. At jeg ikke ville indse at jeg har mistet min elskede. Jeg ønsker absolut ikke han dør,men han har holdt mig fange. Tænk jeg er gået i bad med min mobil telefon i et års tid nu. Håb på en sms, en opringning. Jeg er glad for det du og kent skrev. Det åbnede mine øjne for sandheden at den mand jeg elsker og elskede mig eksisterer ikke mere. Og så prøver jeg at være ligeglad med hvad han selv siger. Jeg skrev et afskedsbrev til ham og ringede og spurgte om han vil, kun for min skyld, mødes for 5 minutter og modtage det brev og det gjorde han. Jeg gav ham brevet og sagde farvel. Han var ikke enig med mig at han ikke elsker mig,men hvad kan jeg bruge det til!!?? Jeg har taget afsked med ham.

    Jeg håber ikke længere noget, men ønsker virkelig at hans kærlighed tager afsked med mig. For det er ret. Jeg fik en gave, som jeg ikke tog i mod og det blev til en forbandelse. Det er ikke en gave længere.
  • Kære Savanah

    Hold da op, der er sket meget og du har fået handlet.
    Hvor er det flot gjort. Det må virkeligt have været hårdt, men jeg synes, du kan give dig selv et stort klap på skulderen og et stort knus... du fortjener det da i høj grad.

    Boblen af håb... det er nødvendigt, at den brister. Før kan man slet ikke komme i gang med den egentlige sorgproces og så er man fastlåst.
    Jeg ved, det er svært, men jeg er virkeligt glad på dine vegne, at du er trådt ud af den boble, for der er ikke noget liv i den.

    Fra nu af bliver det anderledes. Stadigt en proces, men du er på den rigtige vej. For nu har du taget første skridt og har gjort dig fri, lukket døren. Så er der en ny, der vil åbne sig. Dét er en stor gave, du har givet dig selv.

    Mange hilsner Helene
Log in eller Registrér for at kommentere.