Hjem Sex & samliv Ægteskabsproblemer

Seperationen der gør ondt

Redigeret 14 april, 2009, 04:37 i Ægteskabsproblemer
Mig og min mand har haft problemer så længe nu, og vi kunne ikke længere se andre løsninger ind at vi flyttede fra hinanden. Vi har kendt hinanden i 9år, har et par unger sammen. Det er 14 dage siden han flyttede....
Jeg ved at det er det bedste for os lige her og nu...

Men hvor længe skal det gøre ondt, for jeg savner ham. Jeg kan ikke finde ud af mig selv.. Vil jeg genoptage forholdet, hvor vi bare bor hver for sig.
Jeg føler et kæmpe hul inden i, og jeg ved ikke hvad jeg skal fylde det med. Jeg føler mig amputeret (det er et ord som har runget inden i de sidste par dage)
Jeg går tidlig i seng om aftenen, for hvad skal jeg sidde op efter, nå ungerne sover. Falder da også i søvn, men vågner mange gange i løbet af natten. Kan ikke tage mig sammen til en skid.
Tror nok at jeg satdig elsker ham, men det kan jeg hellere ikke finde ud.
Hvor længe skal det gøre ondt.???? Hvor længe skal jeg have lyst til at kravle sammen i et hjørne og bare græde????
Hvor længe????

Knus mian

Kommentarer

  • Hej du ukendte.
    Du er allerede startet på behandling af din sorg, for det er jo sådan det føles. Et brudt parforhold smerter på niveau med et dødsfald blandt ens aller nærmeste. Sorg skal have sin tid, savnet er en del af kroppens medicin for at komme ud af tunnellen på den anden side.
    Jeg har netop modtaget min "fyreseddel" fra jordens dejligste kvinde. Det er anden gang i mit liv, og jeg ved det komme til at tage tid - lang tid. Følelserne sidder uden på tøjet, tanker kommer og går, også om hun nu er sammen med en anden, men følelserne i "hullet" i maven skal ikke forveksles med kærlighed, for min del transmitterer jeg det til en tro på, at jeg føler ejerskab: "der er ingen som skal stjæle min bil" - altså billedlig talt.
    Du skal forfølge den sti du har betrådt, kommuniker din sorg til dette herlige medie, eller til en god veninde, snak - snak - snak, vær god ved dig selv. Gå på skønhedsklinik, køb en ny bluse, kør ud til havet og hør livet bruse.

    Bare lidt ord for at hjælpe dig (og mig selv med) godt på vej. Der skal arbejdes på at få et godt liv igen, og der er mega mange der er eller har været i samme situation. Måske finde en forening og mødes med de ligestillede?

    Ha det rigtig godt, og held og lykke med dit fremtidige liv.

    Hilsen
    Bruno
  • Mian, selvfølgelig gør det ondt at blive separeret. Det er din hverdag igennem ni år, du giver slip på. Du savner måske selskabet og trygheden, og det lyder også som om, du stadig har følelser involveret.

    Men der er også en grund til, i er gået fra hinanden, og jeres separation synes velovervejet, så jeg ville nok i dit sted arbejde på at frigøre mig og altså gennemleve den fase, du befinder dig i nu, til tiden læger sårene.

    I dine overvejelser om at genoptagetage forholdet således, at i bor hver for sig, mener jeg også, du må skele til, hvad der er bedst for børnene. Jeg kan have mine tvivl om, hvordan de vil reagere, hvis i indleder et on/off-forhold. De vil givet vis være smadderglade, når i er sammen, for det vil jo stimulere deres drøm om, at i finder sammen igen, men det vil sikkert også gøre dem skrupforvirrede, når det ikke sker. Husk på, at børnene sikkert har det mindst lige så svært som du, så sørg for at tage omsorg om dem og send konsekvente og klare signaler.

    Held og lykke med din proces og alle ønsker om en god fremtid.
  • Nu er der gået 2 måneder. Og der er dage hvor jeg føler mig lige forvirret. Vi snakker egentlig godt sammen, så længe vi ikke snakker om "os"
    Men der er dage hvor jeg syned vores forhold er pinefuld, for jeg ønsker mere end bare det. Hvor ville jeg ønske at jeg kunne holde om ham, give ham et kys. Det er i sær slemt i weekender, ja så nu her i alle de fridage i påsken. Til hverdag er der jo nok at se til, men han er straks i mine tanker i de lange fridage, jeg har svært ved at tage mig sammen til ret meget af gangen.
    Jeg har så meget lyst til at spørge om han overhovedet føler noget for mig mere andet end jeg er hans ungers mor. Men er på en måde bange for svaret, udenanset hvad det er. For hvis nu han gengælder mine følelser, så er forholdet jo ulideligt. Hvis ikke, så har jeg gjort mig selv utrolig sårbar.
    Og ja, jeg ved vi skal passe på når vi har unger, så vi ikke giver dem falske forhåbninger, men nogen dage har jeg lyst til at sige hvad så.....
    Jeg sidder i en vente position..... Jeg skal flytte i en anden lejlighed, så kommer jeg jo væk for alle de minder der er her i vores fælles hjem, men der desværre bare 2 måneder til at jeg skal flytte. Og hjælper det overhovedet, når han tit spøger i mine tanker....
    Skilsmissen var egentlig hans idé, men jeg orkede ikke at kæmpe for forholdet mere, så jeg sagde bare "hvis det er det du vil - så er det det vi gør". Føler nu at vi har givet for nemt op. Vi har haft store problemer tidligere, men har klaret os igennem det. Men nu havde det stået på i et ½ år, og det var så drænende. ´Han tappede mig fuldstændig for energi. Men det er synd og sige at jeg har fået mere energi nu. Tidligere elskede jeg at kaste mig over små kreative projekter, har da også nogen liggende, men får dem ikke lavet. Jeg skulle igang med at gøre hovedrent, så det er nemmere at gå til når jeg skal flytte, det får jeg hellere ikke gjort.
    Så da han foreslog det lød det meget fornuftigt, for jeg følte at vi er gledet fra hinanden, men nu ved jeg det simpelthen ikke mere.... Spørger mig selv om jeg stadig elsker ham, for jeg har stadig følelser for ham, men jeg kan komme i tvivl om hvor dybt de går.....
    Ville ønske at jeg kunne skrue tiden tilbage. ville hellere være ulykkelig sammen med ham end uden ham....

    Der var en der svarede at det var en sørge prosess jeg skal igennem, men hvor længe skal den vare??? Hvad fanden skal jeg gøre???

    Kærlig Hilsen den ulykkelige
  • Hej Mian,

    det kommer til at gøre ondt længe, men som du beskriver situationen, synes jeg du skal vælge at stoppe. Det liv du vender tilbage til, bliver højst sansynligt ikke bedre. Og ja, du vil være drænet for alt andet end overlevelsestrangen (hvis den overhovedet er der) i et stykke tid. Alt det du før synes var sjovt og livsbekræftende synes pludseligt inderligt ligegyldigt!

    Jeg blev selv valgt fra af min kone for 1½ måned siden, og har været faldet i huller så store at jeg ikke troede jeg ville komme op. Når den person du er allertættest på vrager en, gør det rigtig rigtig ondt, for så må man jo være en rigtig dårlig person, eller.....Men kom jeg op (foreløbigt i perioder), og det kommer du også...

    Det der hjalp mig var selv at tage ansvaret for min situation... sørge for at tingene kom til at ske fra mig, i stedet for fra min ex. F.eks. sørge for at komme til at tale med andre om det, møde mennesker, for mit vedkommende hele tiden. Sørge for at den fremtidige boligsituation faldt i hak. Sørge for at adskillelsen med min ex. blev kontant, i stedet for en gang rødgrød hvor vi gang på gang mødtes, hvilket ingen kan finde ud af, og udelukkende genererer mere smerte. Alt med stor hjælp fra forummet herinde- tak for det. Håber også du finder ud af det, bliv ved med at kæmpe for det.

    /Rasmus
  • Kære Mian.

    Du har ret det gør så ubeskriveligt ondt. Det kan kun gå fremad, men det tager tid.

    Stop med at tænke på, hvad han føler. Nu drejer det sig kun om dig.

    Når du får det godt igen, får dine børn det også godt.

    2 måneder er meget lang tid at bo der under de omstændigheder.

    Har du absolut intet andet valg. Familie eller en god veninde der kan huse dig i de to måneder?

    Vigtigt er det at finde en god samtalepartner, en der er god til at lytte.

    Ellers er mit bedste bud, gå ud mellem andre mennesker, vær så lidt hjemme som muligt.

    Tving dig selv til ikke at tænke på HAM.

    En god psykolog kan være en fantastisk stor støtte.

    Tænker kærligt på dig.

    Leonine
Log in eller Registrér for at kommentere.