Indstillinger
Ægteskab i krise
Min kone og jeg har snart kendt hinanden i 11 år og jeg har været vildt forelsket i hende og elsket hende så højt, som jeg ikke tidligere har elsket noget menneske. I dag føler jeg, at vi er to pæne voksne mennesker, der deler avis og udgifter, men lever meget hver sit liv og har hver sine interesser. Det fælles er vores børn – to hver fra tidligere forhold. For to år siden blev min kone opereret for kræft med en længere efterbehandlingsperiode, der indebar såvel kemo som strålebehandling. Jeg synes jeg har været der for hende hele vejen igennem – med på hospitalet, med til efterbehandling, taget helt over på madlavning, rengøring, indkøb, oprydning etc, hvor hun har været træt og udmattet.
Tidligere var hun professionel idrætskvinde. I forbindelse med vi mødte hinanden valgte hun en pause fra idrætten, men tog interessen op igen for 5-6 år siden. Indtil da kyssede vi meget, oplevede verden sammen og elskede tit og havde det sjovt og godt. I dag kysser vi højst med tante-kys. Tætte dybe kys synes hun er lidt ulækre. Vi elsker højst én gang hver 2. – 3. uge og når det så sker, skal det gå stærkt og overstås. Det frustrerer mig vildt.
Hendes mand dengang var professionel træner og sporten var deres store fælles interesse. For ca. 4 år siden begyndte hun at dyrke sport med ham som træner. Jeg foreslog, at jeg mødte manden, men det ville min kone ikke have, for hun ville ikke ødelægge det gode forhold til ham. Hun fastholdt og påstod, at det, hun havde sammen med ham, var snak om børnene og ellers helt professionelt om sporten – en interesse, jeg ikke delte/deler. I forbindelse med sygdommen var sporten hendes terapi, og hun tog af sted hver dag – og gør det stadig – med exmanden som træner. Jeg var glad for, hun fandt styrke i sporten, for jeg ville gerne have hende på dupperne igen.
Sidste sommer undrede det mig, at min kone skrev sms om aftenen på toilettet, og at hun modtog sms hver morgen. Jeg gik til hende og ville have svar på, hvem sms-beskederne var fra. Først benægtede hun at hun fik sms, så indrømmede hun, at det var fra ham. Jeg sagde, at jeg ikke ville have, at hun skrev godnat- hhv. godmorgen-sms med exmanden og samtidig, at jeg mente, han havde trængt sig ind mellem hende og mig. Det afslog hun bestemt og sms-skriverierne aftog i hyppighed – eller også opdagede jeg det bare ikke mere. Når exmanden eller andre skriver til hende svarer hun straks, men skriver jeg en sød sms til hende, er det langt fra altid hun besvarer min sms – og gør hun det strækker meldingen sig højst til ”Knus”. Hun siger nemlig, at hun synes, det er irriterende at skrive sms.
Min kones prioriteringer er sporten, sporten, exmanden, hendes familie og dernæst mig. Nu lyder det måske som klynk, men de eneste gange, jeg har oplevet hende aflyse sporten i længere tid har været for at besøge familie. Foreslår jeg, at vi tager væk, kan højst 1 nat komme på tale. Der skal jo trænes.
Jeg har talt med min kone om situationen og om, at jeg har brug for nærheden sammen med hende. Vi aftalte bl.a., at hun skulle sige til, når hun havde lyst til at elske, for hun følte sig presset af mig. Og her er det så der går op til 3-4 uger imellem. Det er vildt svært for mig at være i. Jeg prøver, men savner nærheden og god og sjov og regelmæssig sex.
Har også talt med hende om prioriteringerne i vores liv – og hun holder fast i sporten som den vigtigste. Jeg har foreslået at vi laver aftaler, hvor vi skaber plads i kalenderen til at være sammen og nyde hinanden og elske. Den aftale ønsker hun ikke.
Jeg kan ikke kysse hende dybt – eller holde om hende og kærtegne hendes bryster eller balder, uden hun stivner og afviser…. Derfor trækker jeg mig nu mere og mere, kan jeg mærke. Orker ikke at blive afvist igen og igen
Jeg respekterer og accepterer, at min kone stadig er træt og påvirket efter sygdommen, og jeg har accepteret arbejdsfordeling, træthed, manglende lyst etc. men men men, min kones manglende lyst til nærhed, til prioritering af tid til hende og mig, til sex, til grin og gode oplevelser – den situation er lige ved at sætte mig skak-mat….
Kunne rigtig godt tænke mig at høre fra jer derude om gode råd til, hvordan min kone og jeg kommer videre sammen…
Tidligere var hun professionel idrætskvinde. I forbindelse med vi mødte hinanden valgte hun en pause fra idrætten, men tog interessen op igen for 5-6 år siden. Indtil da kyssede vi meget, oplevede verden sammen og elskede tit og havde det sjovt og godt. I dag kysser vi højst med tante-kys. Tætte dybe kys synes hun er lidt ulækre. Vi elsker højst én gang hver 2. – 3. uge og når det så sker, skal det gå stærkt og overstås. Det frustrerer mig vildt.
Hendes mand dengang var professionel træner og sporten var deres store fælles interesse. For ca. 4 år siden begyndte hun at dyrke sport med ham som træner. Jeg foreslog, at jeg mødte manden, men det ville min kone ikke have, for hun ville ikke ødelægge det gode forhold til ham. Hun fastholdt og påstod, at det, hun havde sammen med ham, var snak om børnene og ellers helt professionelt om sporten – en interesse, jeg ikke delte/deler. I forbindelse med sygdommen var sporten hendes terapi, og hun tog af sted hver dag – og gør det stadig – med exmanden som træner. Jeg var glad for, hun fandt styrke i sporten, for jeg ville gerne have hende på dupperne igen.
Sidste sommer undrede det mig, at min kone skrev sms om aftenen på toilettet, og at hun modtog sms hver morgen. Jeg gik til hende og ville have svar på, hvem sms-beskederne var fra. Først benægtede hun at hun fik sms, så indrømmede hun, at det var fra ham. Jeg sagde, at jeg ikke ville have, at hun skrev godnat- hhv. godmorgen-sms med exmanden og samtidig, at jeg mente, han havde trængt sig ind mellem hende og mig. Det afslog hun bestemt og sms-skriverierne aftog i hyppighed – eller også opdagede jeg det bare ikke mere. Når exmanden eller andre skriver til hende svarer hun straks, men skriver jeg en sød sms til hende, er det langt fra altid hun besvarer min sms – og gør hun det strækker meldingen sig højst til ”Knus”. Hun siger nemlig, at hun synes, det er irriterende at skrive sms.
Min kones prioriteringer er sporten, sporten, exmanden, hendes familie og dernæst mig. Nu lyder det måske som klynk, men de eneste gange, jeg har oplevet hende aflyse sporten i længere tid har været for at besøge familie. Foreslår jeg, at vi tager væk, kan højst 1 nat komme på tale. Der skal jo trænes.
Jeg har talt med min kone om situationen og om, at jeg har brug for nærheden sammen med hende. Vi aftalte bl.a., at hun skulle sige til, når hun havde lyst til at elske, for hun følte sig presset af mig. Og her er det så der går op til 3-4 uger imellem. Det er vildt svært for mig at være i. Jeg prøver, men savner nærheden og god og sjov og regelmæssig sex.
Har også talt med hende om prioriteringerne i vores liv – og hun holder fast i sporten som den vigtigste. Jeg har foreslået at vi laver aftaler, hvor vi skaber plads i kalenderen til at være sammen og nyde hinanden og elske. Den aftale ønsker hun ikke.
Jeg kan ikke kysse hende dybt – eller holde om hende og kærtegne hendes bryster eller balder, uden hun stivner og afviser…. Derfor trækker jeg mig nu mere og mere, kan jeg mærke. Orker ikke at blive afvist igen og igen
Jeg respekterer og accepterer, at min kone stadig er træt og påvirket efter sygdommen, og jeg har accepteret arbejdsfordeling, træthed, manglende lyst etc. men men men, min kones manglende lyst til nærhed, til prioritering af tid til hende og mig, til sex, til grin og gode oplevelser – den situation er lige ved at sætte mig skak-mat….
Kunne rigtig godt tænke mig at høre fra jer derude om gode råd til, hvordan min kone og jeg kommer videre sammen…
Kommentarer
Det kan også godt være, at hun måske har lullet sig så meget ind i din forståelse og hjælpsomhed, at hun et eller andet sted – ja, hvordan skal jeg beskrive det? - har mistet respekten for dig som mand?
Du har helt klart krav på, at I sætter jer sammen og får en ordentlig snak om jeres fremtidige liv sammen. Det kan også være, du skal have en snak med hendes læge – hvor din kone selvfølgelig skal være med – omkring hvad du reelt kan forlange og forvente, når hun nu har været igennem et så alvorligt sygdomsforløb. På den anden side, kan du også forlange, at hvis kræfterne er formindsket, og det er de jo efter en sådan sygdom, så er det altså rimeligt, at hun også tænker over konsekvenserne i sine prioriteringer, for parforholdet må da være det vigtigste, og hvis ikke det er det, så er det måske kærligheden, det kniber lidt med, og det bør I få på plads.
De bedste tanker
Tak for din kommentar - og ja, måske har jeg udviklet for stort et "omsorgsgen". I hvert fald ser jeg en stærk ubalance i hele forholdet. Måske er kærligheden der ikke mere fra min kones side, måske har hun mistet respekten, måske ja, hvad ved jeg.... Jeg har tidligere taget problemstillingen op med hende, og hun glider af på snakken med begrundelse i, at hun ikke ved, hvad hun skal sige, at hun er meget træt og at hun nok skal komme til mig, når hun har lyst til at blive holdt om eller at elske eller.... men jeg gider bare ikke gå rundt og vente og håbe på nærheden og det tætte dybe, hvis perspektiverne ikke er til stede.
Har også spurgt ind til forholdet til exmanden. Her afviser hun, at der er andet end et godt kammeratskab og samtidig en professionel tilgang til sporten - og alligevel kan jeg høre, at de drøfter rigtig mange ting, som jeg gerne ville drøfte med hende som den første. Svært, når den vågne tid foregår omkring sporten, og hun så er vildt træt, når vi ses til aften.
I mine øjne nyder hun at have os begge - hver på sin måde.
Har ikke lyst til et brud, men på den anden side - lad falde hvad ikke kan stå!
Derfor er du nødt til at kræve, at I får den samtale om jeres liv. Undskyldning med træthed og travlhed holder ikke. Jeg vil foreslå, at du simpelt hen siger til hende, at du vil have den samtale - hun kan så vælge tidspunket - men det skal være inden for f.eks. de næste tre dage. Hvis ikke hun har tid og mulighed inden for den periode, så må du derfor drage dine egne konklussioner, der naturligvis handler om, at hun ikke har plads til dig i sit liv.
Det er brutalt ja, men som du selv er inde på, så kan man ikke kæmpe for noget, der ikke er der - du har bestemt krav på at vide, hvad der er. Det er også dit liv.