Indstillinger
Er det for sent at få hjælp, og hvad kan jeg gøre?
Jeg har en ven, der som 19-årig mistede sin erhvervsevne og fik tilkendt pension. Det er 16 år siden nu og han har på intet tidspunkt hverken modtaget eller fået tilbudt hjælp til den psykiske del af at få lagt sin fremtid i ruiner. Han bliver hvert eneste år, helt op til en måned før ulykkesdatoen temmelig deprimeret. I år var jeg oprigtig bange for ham. Bange for, at han fuldstændig havde mistet overblikket. Jeg kan jo godt forstå det, det er en voldsom ting at skulle håndtere, og ikke mindst når man kun er 19 år. Jeg tænker, at hans reaktion, nu så mange år efter, skyldes, at han stadig har svært ved at forliges med hvad der skete og hvad det har betydet for hans videre liv og fremtid. Jeg tænker han har brug for hjælp til at få tingene ordentligt bearbejdet, men er der mulighed for det, nu så mange år efter? og hvad kan jeg gøre for ham, udover at lytte? ...nogle der har nogle bud, så vil jeg være rigtig glad for at høre dem. :-)
Kommentarer
Jeg ved godt, at det, der er rigtigt for den ene, ikke nødvendigvis er det for den anden. Men da jeg læste dit indlæg fik jeg fornemmelsen af, at netop denne terapiform måske kunne være rigtig god for din ven. Det er en virkeligt god og blid måde at få løst op for tingene på og få sluppet gamle følelser. Samt ikke mindst arbejder man i denne terapiform meget med at danne sig nogle gode visioner for fremtiden og sætte sig nogle realistiske mål - og man får redskaberne til, hvordan man kan nå dem.
Desværre er privat terapi dyrt. Fordelen ved hypnoterapi er, at man under hypnose så at sige skyder genvej til underbevidstheden. Kontakt til underbevidstheden er en forudsætning for forandringer. D.v.s. at når man bruger hypnose, kan man ofte nøjes med relativt få behandliger i forhold til mere traditionel terapi. Hvilket igen har betydning både i forhold til økonomi og selvfølgeligt i forhold til, at man ret hurtigt oplever en forandring og bedring.
Hvis dette lyder som en mulighed, så vil jeg dog anbefale Jer at være meget opmærksomme på, hvilke uddannelser og kvalifikationer terapueten har. Det er iflg. min mening ikke nok, hvis vedkommende kun er hypnoterapeut.
Hvis det har nogen interesse, så kan jeg anbefale min behandler, der har klinik i Københavnsområdet. I så fald kan du sende mig en mail. Min mailadresse står under min profil.
Jeg ved ikke, om han har mulighed for at få psykologhjælp igennem det offentlige system. I så fald skal han kontakte sin læge og forhøre sig.
Udover at lytte, kan du nok ikke gøre så meget.
Hvis du kan det, kan det være en god idé at spørge ind til det, han siger. Vær meget forsigtig med at komme med for mange gode råd om, hvad han kan og bør gøre. Det er godt at få øjnene op for nogle muligheder, men hvis det for ham ikke følelsesmæssigt er muligheder (men umuligheder), så kan man risikere, at det bare øger følelser af underlegenhed, magtesløshed og fastlåsning.
Det lyder som om, at du er god til at lytte til ham og forstå ham, så jeg fornemmer ikke, at du er den, der glider af på det, han siger og bare siger f.eks.: 'Nå, så slemt er det da heller ikke' eller 'Skøn nu på de gode ting, du har' eller hvad det nu måtte være. Den slags bemærkninger er som regel godt ment, men de vil sikkert bevirke, at han ikke føler sig forstået og ikke føler sig mødt i sine følelser og derfor vil være tilbøjelig til at lukke af. Omvendt skal man selvføleligt heller ikke bare give ham ret i, at verden er sort i sort. Jeg tror, at det vigtigste måske er, at man lytter og accepterer men samtidigt også formår at give et håb om, at tingene kan blive bedre - hvis man arbejder for det. Det bliver ikke bedre af sig selv.
At være den der lytter, er noget af en balancegang.
Der er bestemt muligheder for, at din ven kan få det bedre, hvis han får hjælpen til det. Men det kræver naturligvis først og fremmest, at han selv er motiveret for at søge den rigtige hjælp.
Hilsen Helene