Indstillinger
Kompliceret situation !
Jeg føler at jeg står i en kompliceret situation, jeg er gift og har 2 børn og venter et 3 til jul.
Igennem et par år, føler jeg at min mands temperrament har ændret sig og nu synes jeg den er helt gal. Han farer voldsomt op over det mindste, f. eks. i går ville han i haven og drengene på hhv. 4 og 7 ville gerne hjælpe ham. De var lidt umulige (som drenge nu kan være) og han farede i flint og råbte - det her kan vi sgu lige så godt opgive - jeg kan fandme ikke gå herude og lave noget med dem, ved aftensbordet, nuvel spiste den store ikke så pænt - og blev råbt i hovedet at han var et møgsvin !!! Jeg synes jo bestemt at der kan være andre måder at sige tingene på.
Forleden var vi inviteret ud til mine forældre på en hverdagsaften for at spise (det er jo dejligt) og forinden havde vi haft et optrin derhjemme med børnene, den store har brug for tryghed og blev ved med at sige " far og mor i siger til når vi skal køre" og ja selvfølgelig skulle vi nok det. Drengen spurgte mange gange - og til sidst farede min mand igen i flint !
Nå men var lige kommet ind ad døren hos mine forældre og min mand stod og læste avis, vores ældste dreng spurgte om noget (flere gange) og til sidst råbte min mand ad ham med disse ord " nu holder du kraftedme kæft ellers kører vi dig hjem" jeg syntes at dette var ubelejligt og blev også flov over situationen - jeg daffede til ham og sagde slap lige lidt af .......det skulle jeg så ikke have gjort, jeg fik en knytnæve på overarmen og det gjord nas...m. efterfølgende blåt mærke. Jeg stod lidt og var forlejen over situationen - til sidst kunne jeg ikke holde tårerne tilbage og sagde blot - jeg kører hjem....min mor strøg efter mig og spurgte om jeg var stresset eller om der var noget galt... ?? Ja - hvordan forklarer man alle de ting....jeg skulle selvfølgelig tænke på mine drenge - hvordan kunne jeg dog finde på at køre far dem og det er rigtigt....jeg prøvede at forklare, men det hele blev ledt tilbage på at det var mig der var stresset - jeg opgav og gik ind til mine børn igen.
Imellemtiden har der været et par dage som har været OK hvorefter så optrinet i går.
Et andet problem er at min mand drikker temmelig mange øl - jeg havde en fornemmelse i går eftermiddags...for han var pludselig meget opstemt/glad. Her til morgen kunne jeg se at der var forsvundet 5 øl, jeg spurgte til det ???? Jo han havde taget en da han var i haven og en senere sammen med en der hed Brian - men resten ????? nej det vidste han ikke. Dette har også stået på i lang tid.........
Nu skal jeg til scanning på onsdag og har været det 3 gange før hvor han ikke har været med - kunne ikke tage fri ? Jeg har spurgt ham 3 gange nu om han ikke kommer med og jeg har stadig intet svar fået - jeg orker ikke at spørge ham mere.. hvorfor, skal jeg virkelig tigge og be´ om det - har han overhovedet nogen interesse. Jeg kender allerede udfaldet, jeg kører derned alene og når jeg kommer hjem siger han noget med,; jamen du kunne da bare sige til ?
min mands mor døde for 4 uger siden af en årelang sygdom - det gik ham ikke særligt på....min mand er enebarn og jeg har hjulpet hans far med alt vedr. beravelse og det efterfølgende - det er ligesom om at alt bliver taget for givet, samtidig passer jeg mine børn og sender dem i bh, skole om morgenen og har derefter mit eget job - kommer hjem og går til kødgryderne med det samme, vasker tøj osv. har div. møder mv......... Jeg føler ikke selv jeg er stresset jeg føler mi´g i den grad forladt af min mand på den ene og den anden måde...jeg er bange for at han ikke har overskud til det tredje barn og har selvfølgelig flere gange overvejet at forlade ham, for jeg er bagne for at de to børm vi har er alt rigeligt og måske næsten for meget for ham.
Men min situation er uoverskuelig nu ? Jeg kan sagtens klare tre børn alene, men hvor ér det dog synd for de store...... Hvad synes I ?????
Igennem et par år, føler jeg at min mands temperrament har ændret sig og nu synes jeg den er helt gal. Han farer voldsomt op over det mindste, f. eks. i går ville han i haven og drengene på hhv. 4 og 7 ville gerne hjælpe ham. De var lidt umulige (som drenge nu kan være) og han farede i flint og råbte - det her kan vi sgu lige så godt opgive - jeg kan fandme ikke gå herude og lave noget med dem, ved aftensbordet, nuvel spiste den store ikke så pænt - og blev råbt i hovedet at han var et møgsvin !!! Jeg synes jo bestemt at der kan være andre måder at sige tingene på.
Forleden var vi inviteret ud til mine forældre på en hverdagsaften for at spise (det er jo dejligt) og forinden havde vi haft et optrin derhjemme med børnene, den store har brug for tryghed og blev ved med at sige " far og mor i siger til når vi skal køre" og ja selvfølgelig skulle vi nok det. Drengen spurgte mange gange - og til sidst farede min mand igen i flint !
Nå men var lige kommet ind ad døren hos mine forældre og min mand stod og læste avis, vores ældste dreng spurgte om noget (flere gange) og til sidst råbte min mand ad ham med disse ord " nu holder du kraftedme kæft ellers kører vi dig hjem" jeg syntes at dette var ubelejligt og blev også flov over situationen - jeg daffede til ham og sagde slap lige lidt af .......det skulle jeg så ikke have gjort, jeg fik en knytnæve på overarmen og det gjord nas...m. efterfølgende blåt mærke. Jeg stod lidt og var forlejen over situationen - til sidst kunne jeg ikke holde tårerne tilbage og sagde blot - jeg kører hjem....min mor strøg efter mig og spurgte om jeg var stresset eller om der var noget galt... ?? Ja - hvordan forklarer man alle de ting....jeg skulle selvfølgelig tænke på mine drenge - hvordan kunne jeg dog finde på at køre far dem og det er rigtigt....jeg prøvede at forklare, men det hele blev ledt tilbage på at det var mig der var stresset - jeg opgav og gik ind til mine børn igen.
Imellemtiden har der været et par dage som har været OK hvorefter så optrinet i går.
Et andet problem er at min mand drikker temmelig mange øl - jeg havde en fornemmelse i går eftermiddags...for han var pludselig meget opstemt/glad. Her til morgen kunne jeg se at der var forsvundet 5 øl, jeg spurgte til det ???? Jo han havde taget en da han var i haven og en senere sammen med en der hed Brian - men resten ????? nej det vidste han ikke. Dette har også stået på i lang tid.........
Nu skal jeg til scanning på onsdag og har været det 3 gange før hvor han ikke har været med - kunne ikke tage fri ? Jeg har spurgt ham 3 gange nu om han ikke kommer med og jeg har stadig intet svar fået - jeg orker ikke at spørge ham mere.. hvorfor, skal jeg virkelig tigge og be´ om det - har han overhovedet nogen interesse. Jeg kender allerede udfaldet, jeg kører derned alene og når jeg kommer hjem siger han noget med,; jamen du kunne da bare sige til ?
min mands mor døde for 4 uger siden af en årelang sygdom - det gik ham ikke særligt på....min mand er enebarn og jeg har hjulpet hans far med alt vedr. beravelse og det efterfølgende - det er ligesom om at alt bliver taget for givet, samtidig passer jeg mine børn og sender dem i bh, skole om morgenen og har derefter mit eget job - kommer hjem og går til kødgryderne med det samme, vasker tøj osv. har div. møder mv......... Jeg føler ikke selv jeg er stresset jeg føler mi´g i den grad forladt af min mand på den ene og den anden måde...jeg er bange for at han ikke har overskud til det tredje barn og har selvfølgelig flere gange overvejet at forlade ham, for jeg er bagne for at de to børm vi har er alt rigeligt og måske næsten for meget for ham.
Men min situation er uoverskuelig nu ? Jeg kan sagtens klare tre børn alene, men hvor ér det dog synd for de store...... Hvad synes I ?????
Kommentarer
En meget foruroligende beretning men desværre ikke desto mindre taget ud af "Fam. Lidenlund".
Din mand har med al tydelighed nogle voldsomme problemer inde på livet. Spørgsmålet er så bare hvad det er? At han har et stigende alkoholforbrug er blot en yderligere indikator.
Men du må have en alvorlig og dybdegående snak med din mand om, hvad der sker med ham og ikke mindst hvorfor. At affinde sig med en sådan opførsel skal du ikke. Det er ikke alene uværdigt og nedbrydende for både dig og drengene, det er også totalt respektløst.
Min egen veninde oplevede noget lignende for godt et år siden. Efter et halvt år med stort set enslydende oplevelser, satte hun sin mand stolen for døren. Det viste sig at han var led og ked af sit karrierjob og hellere ville køre som lastbilschauffør. Han skiftede job og i dag er der ro i familien. Så lidt kan ind imellem gøre en kæmpe forskel, så du må ind til kernen af problemet.
Du ved jo måske ikke om han går med lignende frustrationer over sit eget job, om han lider af en depression, om han savner noget i jeres ægteskab etc.
Men det korte af det lange, få talt med ham så I sammen kan finde en løsning, som gør hans velbefindende godt igen. Vil han ikke det, hverken tale om det eller finde løsninger, så må du forklare ham, at du vil overveje at gå fra ham, da du - helt forståeligt - ikke kan leve under samme tag med en mand, som behandler både dig og jeres børn så kynisk.
Mvh. Olsen