Alene med kræft...

Jeg gik for snart 3 år siden konstateret kræft i munden og i lungerne.

Lå på hospitalet i 3 mdr til strålebehandling.

På den tid har jeg mistet samtlige venner, og næsten også kontankten til min familie. Jeg kommer dog lige til jul, og da jeg havde fødselsdag var en betingelse at jeg kom ud på P-pladsen foran sygehuset, da alle i min familie åbenbart har en slags FOBI for syge huset.

Men der er heller ingen der ringer - eller bare sender en SMS eller Emailer. Som om jeg slet ikke eksisterer.

Så min vennegruppe består nu af "fiktive" personer på internettet - eller de er ikke fiktive - men personer jeg aldrig har mødt fysisk og ikke kender personligt på nogen måde.

Før i tiden ville jeg tit låne 300 kr af min far sidst på måneden, for der var jeg på kontanthjælp. Nu er jeg på førtidspension, og har betalt næsten alt gæld af, både til mine forældre, og inden for et par mdr også til banken, som jeg eller har haft siden jeg var 18 år stort set.

Men jeg føler mig godt nok alene med min sygdom.

Ved godt de ikke kan ændre noget ved sygdommen alligevel, kun lægerne kan (måske) det. Men ville alligevel være rart med noget støtte. Og her mener jeg ikke økonomisk. Men måske bare at de ringede måske en gang om ugen og hørte hvordan det går? Istedet for at jeg selv finder på mere eller mindre dumme undskyldninger for at ringe til DEM...?

Andre det har det sådan, og i såfald, hvad har i gjort ved det / eller har i bare lært at leve med at "sådan er det"?

Livet bliver sgu temmelig kedeligt når 23 af døgnets timer foregår i ens seng eller sofa... !