Indstillinger
Fornøjeligt?
Rosa50
✭
Jeg var til blodprøvetagning i går. Minsandten om ikke en ganske ung mand rejste sig op, så et ældre par kunne sætte sig ned. Jeg kunne ikke lade være med at kommentere det, for det er et sjældent fænomen i vore dage.
Det startede en sand og sjov snak, om vores dagligdag som ældre. Og det var på sygehuset, medens vi ventede.
Vi kom sådan til at more os, selvom der bestemt ikke er noget at more sig over.
Det kunne handle om alt fra vores dagligdag.
Det startede en sand og sjov snak, om vores dagligdag som ældre. Og det var på sygehuset, medens vi ventede.
Vi kom sådan til at more os, selvom der bestemt ikke er noget at more sig over.
Det kunne handle om alt fra vores dagligdag.
Kommentarer
Jeg oplever tit, at hvis jeg starter en samtale - om f.eks. de elendige stole - og de gerne meget grimme og triste omgivelser, man har indrettet til formålet; der er vist opfundet en speciel grønlig "hospitalsfarve", der flittigt bruges på sygehuse, for at gøre det så trist, som muligt - ja, så bliver det ofte meget hyggeligt, og mange vil faktisk meget gerne have en god sludder.
Så jo - jeg oplever faktisk ofte, at folk gerne vil, men måske ikke tør påbegynde en samtale.
På dette sygehus er der såmænd ganske pænt. Blå polstrede stole, og ganske behagelige at sidde på.
Men de stod på rækker. Så vi sad på to rækker og ventede. Jeg havde fået en stol på første rk og med godt udsyn til nummervisningen på væggen.
Egentlig ville der være plads til at gøre det lidt rart med et par borde.
Når jeg tænker over det, er jeg ikke sikker på, at man ville bruge det, hvis der stadigvæk var stole på rækker.
Jeg kommer på mange afdelinger. På audiologisk afdeling er der borde med stole i midten af lokalet, og stole på række ude ved væggene. Folk sætter sig ude ved væggene.
Jeg har prøvet at sætte mig mig ved et bord. Der er ikke rart, man sidder lige i centrum, og ofte helt alene. Ude ved væggen er man mere neutral, puttet godt ind i flokken.
Det der var så fornøjeligt, var at vi kom til at more os. Det kunne være oplevelser som f.eks. at gå ud og handle.
Som ældre er det ikke morsomt, at blive udsat for de hurtige unge mennesker, der skubber og maser, eller unge forældre der tror, at deres afkom er dejlige for alle fremmede.
Jeg syntes f.eks. ikke, at det er morsomt at stå for skud for små børn med de små indkøbsvogne, og forældre der ikke siger til børnene at de lige skal se sig for, eller har lidt styr på, hvor den lille er.
Jeg glemmer aldrig en dag jeg var i Føtex. Et lille barn rendte rundt med en vogn, og havde jo også fået lidt varer i den. Forinden havde barnet kørt ind i mig, og det er ikke sjovt, når man ikke kan flytte sig så hurtigt, og ryg og ben gør ondt.
Jeg kom da fri af den lille, troede jeg. Af en eller anden årsag tiltrækker jeg mig de her små poder, og søde er de da, hvis bare de kunne holde lidt afstand. Hun rendte rundt omkring mig, og skulle fortælle mig om alt det hun havde i sin vogn: Det er mine pølser, det er mine ...
Moderen sagde ingenting, tværtimod, hun smilte anerkendende til den lille.
En anden erfaring man også gør kan være, at man gerne vil købe, f.eks. nye møbler.
Det gjorde jeg for et års tid siden. Det var ikke billige møbler jeg ville have, så jeg gik ind i en af de lidt dyrere forretninger.
Jeg vidset nogenlunde hvad jeg ville købe.
Adfærden fra butikspersonalet var stort set det samme, i de forretninger jeg gik ind i.
Jeg fandt et flot spisebord, det var sat ned med 10.000,00 kr. For at sikre mig, at bordet var mit, betalte jeg det.
Så søgte jeg videre, jeg ville også gerne have nogle stole der passede til.
Der kommer straks en ung ekspedient og spørger: Kan jeg hjælpe? Ja, svarer jeg.
Lige et øjeblik, jeg skal lige ordne noget.
Der kom ingen ekspedient tilbage.
Jeg havde på det tidspunkt udset mig tre forskellige stole, alle til en pris på 3-4000 kr. pr stk. og jeg skulle bruge 8. Jeg ville gerne se dem sammen med bordet, men kan ikke selv slæbe rundt med dem.
Den slags service får man ikke uden videre i dag.
Det er selvbetjening hele vejen igennem.
Jeg kørte hjem og vendte tilbage dagen efter. Historien gentog sig.
Så bad jeg om, at få refunderet købet af spisebordet. (Jeg var ærgerlig over det, for det er et stort flot arkitekttegnet bord)
Det var sværere for dem. Jeg sagde til dem, at jeg egentlig helst ville beholde mit bord, men den mangel på service gjorde, at jeg ikke ville handle hos dem. Jeg ville bare gerne se stolene sammen med bordet.
Hold da op. Så blev jeg serviceret. De slæbte rundt med stole for mig, og jeg fik endda et ordentlig afslag i prisen.
Men jeg handler aldrig mere i den butik.
Sådanne erfaringer gjorde andre ældre mennesker sig også. Det var det vi kom til at more os over.
Jeg ved ikke, hvorfor man skal opføre sig som sure, gamle og utilfredse idioter, for noget der for mange år siden var en ganske almindelig service.
Jeg fik altså mit bord med 8 nye dejlige stole, og jeg er meget glad for det.
Men – jeg oplever meget ofte, at hvis jeg påbegynder en – naturligvis - smalltalksamtale, så modtages det meget ofte positivt, og de fleste vil faktisk gerne have en hyggelig sludder, især når man sidder i sådant et venteværelse.
Min mand og jeg er netop hjemvendt fra en ferie i England, og netop fordi vi begge ofte gør i at tiltale fremmede mennesker – f.eks. på en cafe – så har vi haft nogle helt vidunderlige oplevelser, for hvor kan folk dog fortælle, hvis bare man selv er åben. Nu var vi jo de fremmede, og lokalbefolkningen var simpelt hen så søde og hjælpsomme – berettede med stolthed om deres egn, anbefalede osv. Det samme oplever vi faktisk også herhjemme – ikke bare i et venteværelse, men også på f.eks. en cafe, på en bænk i en park osv.
Mht større indkøb tror jeg desværre ikke, det helt handler så meget om, at det er ældre mennesker som ikke får service – jeg oplever det desværre som noget, der er ret så kønsbestemt.
For nogle år siden fik vi renoveret vores hus, og jeg tog ind til byen for at se på hårde hvidevarer – og jo, i den første butik fik jeg fin service, men jeg ville jo gerne se på noget mere, før der blev taget beslutning. Vi taler om vaskemaskine, opvaskemaskine, komfur, køle-fryseskab og emhætte – altså noget, der hurtigt ligner 30. - 40.000.
I den anden butik, jeg kom ind i, kom der – efter en god tid – en ”knægt” hen og jeg remsede op, hvad jeg skulle se på, og at jeg gerne ville have rådgivning. Øjensynligt havde den pågældende – store kæde i øvrigt – kun en af hver slags, som ligegyldigt blev udpeget; jeg kunne vælge den model eller lade være; han viste tydelige tegn på, at han ikke forventede forstand fra min side til at være i stand til at foretage indkøb.
Jeg endte naturligvis med at handle det andet sted, men var så vred, at jeg efterfølgende kontaktede hovedsædet og bad dem sætte et stort skilt op i vinduet, hvor de bad kvindelige kunder blive væk, fordi de faktisk ikke gad ekspedere dem.
Jeg blev efterfølgende ringet op af butiksschefen, fik ligeledes et meget venligt brev fra hovedsædet, men det hjælper jo ikke på, at jeg aldrig mere sætter mine ben i den butikskæde, hvilket jeg fortalte dem. At de har råd til at miste en handel i den størrelsesorden, er heldigvis ikke mit problem; de skal bare ikke brokke sig over, at folk kører til Tyskland eller handler på nettet, når jeg hører på det.
Samme ligegyldighed har jeg oplevet i en af de store tæppekæder – og det glæder mig, at den siden er gået konkurs, for det kan jeg da godt forstå. Modsat kommer de faktisk springende, når jeg har været sammen med min mand på storindkøb. Det har jeg oplevet flere gange. Man mister dog alligevel ikke fatningen, når det er mig og mit dankort, der klarer betalingen. Den ros skal de da have.
Mit ”bevis” på det kønsbestemte oplevede jeg netop i nævnte tæppeforretning. Jeg fik lov til at gå alene og lede. Indtil flere ekspedienter havde travlt med at stå og rode med pc'en og ignorere mig. Lidt efter trådte et (i øvrigt ældre) ægtepar ind, og straks stod der en ekspedient henne ved dem.
Ja, så skred jeg altså.
Hyggeligt med en sludder her også. Smil til dig.
Det er ikke noget man oplever ret tit.
Jeg blev selv opdraget til at rejse mig op, hvis et handicappet, sygt eller en ældre havde brug for at sidde ned.
Den unge høflige mand var forøvrigt af udenlandsk oprindelse.
I går var jeg igen på sygehuset. Jeg skulle køre langt, så jeg brugte mit abonnement hos Falck. De sendte en taxa.
Det var også en udlænding. En flink og høflig ung mand. Jeg var eneste passager og der var en times kørsel.
Vi fik os en rigtig god snak. Han var så glad for at være her i landet. Han havde været her i 15 år. Han var fra Afghanistan og var flygtet over bjergene til fods med sine meget små børn og hans kone.
Sådan en historie er også berigende, måske har det også gjort ham glad, at jeg gerne ville høre om alt det, som krig er. Vi havde en god tur og ønskede hinanden en fortsat god dag.
Så tænker jeg, at vi hører aldrig om alle de indvandrere som er glade for at være her og lever det helt almindeligt liv.
Men vi som danskere er jo ret lukkede, og derfor er der mange, der slet ikke giver sig selv lov til at få de gode snakke med fremmede mennesker.
Og nej - danskere er bestemt ikke ret flinke til at vise hensyn og til at rejse sig for en, der måske mere har brug for en siddeplads.
For mange år siden, da jeg ventede den første, og var på ferie i Grækenland, havde vi været på stranden og skulle med rutebilen hjem til hotellet. Bussen var fyldt med unge danske turister primært, men også nogle få lokale, så vi måtte stå op.
Pludselig tog en lille græsk kvinde fat i mig, og gav mig sit sæde - hun havde tre-fire børn med, som blev stuvet sammen, og hun selv stod op, så jeg, med med min seks måneder tykke mave kunne sidde. Jeg var ikke specielt besværet, men altså tydeligt gravid.
Det var helt utænkeligt at afvise, selv om jeg prøvede, men hold da op, hvor var jeg flov over alle de sunde, friske, unge danskere, der bare ikke reagerede. Hvis bare en havde givet hende sin plads - men det skete ikke.
Jeg var helt forvirret, den slags er man slet ikke vant til her. Jo, jeg kan godt huske det var sådan en gang, da jeg var ung rejste vi os altid op for ældre.
Så kom tiden hvor vi fik at vide skolebørn også kunne være trætte. Det er ganske rigtigt, men de der skriver sådan glemmer at balancen er meget bedre hos unge mennesker.
Det opleves desværre kun yderst sjældent her i landet.
Til gengæld blev vi også helt automatisk spurgt om vi skulle have seniorbilletter ved indgang til seværdigheder.
Hehe - ak ja
Jeg kan mærke, at jeg er nød til, at give mig selv, nogle glade stunder.
Jeg spiller selv i orkester, og det er også fornøjeligt, men det er en anden oplevelse, at bare nyde musikken o.s.v.
Jeg kørte over til ældrecentret. Her har jeg selv været med til at spille mange gange, men i dag tog jeg mod til mig, og deltog som nyder.
Jeg fik øje på en af musikerne, som jeg kendte fra tidligere. Så ham måtte jeg lige hilse på i pausen. Hold op hvor var det rart.
Til det sidste nummer der blev spillet, tog vi hinanden i hånden og sang med.
Da musikken sluttede, fik jeg et håndtryk så fast og varmt af en helt fremmed mand.
Det er sikkert ikke sidste gang jeg tager derover.
Jeg er så heldig at de fleste af mine er fornøjelige. Jeg går med rollator, men kører også med el-scooter - også inde i butikkerne. Her får jeg de sjoveste oplevelser.
Børn spørger mig ofte «hvorfor sidder du i sådan en», «må du godt køre motorcykel her» og mange dejlige spørgsmål. Hellere det end forældrene tysser på børnene.
Tager jeg min «saml op'er» frem for at nå noget højt oppe eller samle noget tabt op fra gulvet, tager det ikke mange sekunder før der er flere, der spørger om jeg behøver hjælp.
Jeg har lært at sige ja tak, selv om det ikke altid er nødvendigt, da mine nærmeste gjorde mig opmærksom på at «så vil de måske ikke tilbyde én der virkelig behøver hjælp, hjælpen da vedkommende måske bare takker nej».
Jeg er bange for at vi ofte selv er skyld i ikke at få hjælp. I bussen - med rollator - er der jo blevet flere pladser til gangbesværede og jeg oplevelser aldrig sure miner, når jeg går dem opmærksomme på at jeg gerne vil sidde ned. Du har ret I at de fleste ikke rejser sig, men ofte tror jeg det ikke er bevidst eller fordi de er uhøflige. De er bare «tankeløse» har tankerne på alt muligt andet end her og nu. Mobil, musik, arbejdet el.lign. ikke at det undskylder, bare forklare. Jeg høre ofte «undskyld, jeg så dig ikke» og får så et smil.
Jeg får også ofte en dejlig samtale med ældre mennesker - jeg bliver selv folkepensionist inden længe - der spørger til mit hjælpemiddel. Snart går snakken om meget andet og så «ordner vi lige verdenssituationen».
Så når jeg kan få mig selv ud af døren, hvilket er utroligt svært - da jeg tror min seng har magneter i lagnet og jeg har i min bagdel - for for ofte bliver jeg i sengen.
Når jeg så kommer ud tænker jeg altid «det må du gøre noget oftere» men så virker «magneterne» endnu stærkere.
Har I et tip til at få dem «afmagnetiseret» ☺
Jeg håber ikke I blev alt for udmattede af mit lange indlæg. Jeg havde bare lyst til at give mit bidrag. Kh