Indstillinger
Almindelig adfærd i forholdet
lotte123
✭
Et lille hverdagsdilemma, som jeg faktisk godt kunne tænke mig, at nogle andre ville give deres bud på, og det er ikke noget særligt, men noget, der udløste en diskussion her i hjemmet:
Min mand sidder og tjekker e-mail – jeg sidder i samme rum og læser.
Han kigger i kalender, og tager telefonen – sætter oven i købet medhør på, så der er absolut intet hemmeligt. Jeg overhører så, at han lige tilmelder sig som hjælper til noget, der skal foregå på fredag i en forening, han er medlem af.
Efter denne samtale siger ham til mig: ”Jeg har lige meldt mig til ….”
Øh ja, det kunne jeg så ikke undgå at bemærke.
Fint nok, men så fik jeg vist smidt grus i maskineriet, for jeg siger så, at jeg da egentligt finder det lidt spøjst, at det ikke faldt ham ind lige at fortælle mig det først, og så ringe op bagefter.
Han blev noget fortørnet over denne udmelding – oversatte den straks til, at han skulle have spurgt mig om lov. Jeg har aldrig – gentager ALDRIG – forbudt ham deltagelse i ”hvad han nu har lyst til”, og det ved han da godt, hvilket han også bekræftede.
For mig handlede det udelukkende om helt elementær respekt for partneren, at jeg aldrig nogensinde kunne finde på at bare gøre et eller andet, lave en aftale el.lign uden lige at fortælle det i forvejen, så derfor kom denne fremgangsmåde en smule bag på mig.
Nej, vi har ikke andre aftaler på fredag, det er ikke derfor – bare helt almindelig, venlig hensyntagen.
Han skal f.eks. bruge bilen – han har derfor uden videre besluttet, at han skal af sted og jeg skal blive herhjemme, og for mig handler det bare om – ja, helt almindelig adfærd og hensyntagen at lige informere mig, inden han ringede op, men han står totalt uforstående overfor det.
Så – jeg spørger jer andre: Er det mig, der er helt galt på den, eller hvad??
På forhånd tak. Og jo – som nævnt helt i småtingsafdelingen, men alligevel noget, der har fået mig til at spekulere noget over adfærden i et parforhold.
Min mand sidder og tjekker e-mail – jeg sidder i samme rum og læser.
Han kigger i kalender, og tager telefonen – sætter oven i købet medhør på, så der er absolut intet hemmeligt. Jeg overhører så, at han lige tilmelder sig som hjælper til noget, der skal foregå på fredag i en forening, han er medlem af.
Efter denne samtale siger ham til mig: ”Jeg har lige meldt mig til ….”
Øh ja, det kunne jeg så ikke undgå at bemærke.
Fint nok, men så fik jeg vist smidt grus i maskineriet, for jeg siger så, at jeg da egentligt finder det lidt spøjst, at det ikke faldt ham ind lige at fortælle mig det først, og så ringe op bagefter.
Han blev noget fortørnet over denne udmelding – oversatte den straks til, at han skulle have spurgt mig om lov. Jeg har aldrig – gentager ALDRIG – forbudt ham deltagelse i ”hvad han nu har lyst til”, og det ved han da godt, hvilket han også bekræftede.
For mig handlede det udelukkende om helt elementær respekt for partneren, at jeg aldrig nogensinde kunne finde på at bare gøre et eller andet, lave en aftale el.lign uden lige at fortælle det i forvejen, så derfor kom denne fremgangsmåde en smule bag på mig.
Nej, vi har ikke andre aftaler på fredag, det er ikke derfor – bare helt almindelig, venlig hensyntagen.
Han skal f.eks. bruge bilen – han har derfor uden videre besluttet, at han skal af sted og jeg skal blive herhjemme, og for mig handler det bare om – ja, helt almindelig adfærd og hensyntagen at lige informere mig, inden han ringede op, men han står totalt uforstående overfor det.
Så – jeg spørger jer andre: Er det mig, der er helt galt på den, eller hvad??
På forhånd tak. Og jo – som nævnt helt i småtingsafdelingen, men alligevel noget, der har fået mig til at spekulere noget over adfærden i et parforhold.
Kommentarer
Nej, det er, ifølge mig, ikke dig der er forkert på den.
Herhjemme har vi en aftale om, at vi ikke laver aftaler på hinandens vegne. Dermed ikke sagt, at man bare planlægger alle mulige ting for sig selv, uden den anden er sat ind i planerne.
Vi er godt nok kun tre, mor, far og datter på 7 år, men jeg synes alligevel man skal tage hensyn til hinanden.
Jeg synes også, at det er almindelig høflighed og respekt for hinanden, at man giver besked hvis man bliver forsinket - fx på vej hjem fra arbejde.
Jeg er heller ikke én der står i vejen for de ting min mand gerne vil. Han har fx sæsonkort til AaB's hjemmekampe på stadion, og tager af sted til det som den største selvfølge. Han har hentet kampkalenderen til sin smartphone - så kører det!! Det har jeg så ikke, så hver gang har det været en overraskelse - nå, skal du af sted i aften, agtigt... Nu spørger jeg ham hver søndag, når jeg alligevel laver madplan til den kommende uge, om han har aftaler i løbet af ugen.
Han bliver også ret mut, hvis det er omvendt. Så ringer han og lyder meget forurettet og spørger om hvornår jeg har tænkt mig at være hjemme.
Det er jo ikke fordi vi alligevel laver alt muligt, men det er kommunikation, høflighed og respekt der blandt andet gør man kan leve sammen.
I øvrigt gør min mand også det der med medhør - det er SÅ irriterende. Så skal alle omkring i stuen være musestille, for far snakker i telefon... Nå, men det var lige en lille sidebemærkning
Johanne
Vi er endda kun os to her hjemme, oven i købet er vi begge hjemmegående – han er nu blevet folkepensionist og jeg har førtidspension, og nej, selvfølgelig skal vi ikke sidde lårene af hinanden, selvfølgelig skal vi gøre ting hver for sig – ellers ville vi da nok blive tossede oven i hovedet. Smil.
Vi har en kalender – af papir – og jo, det har faktisk været meget svært for mig, at overbevise ham om, at det er helt smart lige at skrive diverse aftaler ned i den – især fordi han efterhånden ikke husker ret godt, og det fungerer generelt ganske udmærket.
Men jo, det kniber altså ind i mellem, når det er de her pludselige ting, der sker. Det er som om, han – eller det mænd generelt? - føler, at hvis han lige vender dette eller hint med partneren, så viser han dermed, at han ikke selv er i stand til at tage beslutning, eller hvad? Jeg tror egentligt, at det var den han lige blev fortørnet over forleden. Han var totalt overbevist om, at jeg forlangte, at han skulle spørge om lov, og det er jeg faktisk ikke helt sikker på, at han stadig ikke tror – heller ikke selv om jeg virkelig har brugt kræfter på at forklare, at det kun handler om helt elementær hensyntagen. Men måske det handler om, at jeg aldrig selv kunne finde på ikke lige – først – at sige, at jeg lige vil gøre dette eller hint, der i øvrigt betyder, at det forresten så er ham, der skal gå med hunden og f.eks. også være den, der laver mad osv... Og hehe – den tanke falder ham altså ikke ind, hvis han lige vil noget sjovt, der uden videre betyder, at det så er mig, der alene står med de forskellige praktiske opgaver, der jo altså er.
Efterhånden er det dog (nogenlunde) lykkedes, at få ham til at give besked, hvis han er forsinket – noget der godt nok har holdt hårdt og faktisk gennem årene har givet mange konflikter, og jeg tror stadig ikke han 100% har forstået, at det kun handler om, at jeg ikke vil gå og frygte alt muligt, når jeg intet hører.
Jeg er faktisk meget omhyggeligt med at være ”kort for hovedet”, når (hvis) han ringer hjem for at fortælle, han er forsinket. Siger bare ”fint nok, vi ses, når du kommer”. Han skal netop IKKE udrede hvorfor, hvornår osv... Det kan vi altid tale om, når han kommer hjem.
Jeg ved ikke – handler det om, at mænd føler sig mindre mandige, hvis de lige holder partneren informeret? Er det noget om, at han føler, at han er ”under tøflen”, hvis andre hører, at man lige ringer hjem?
De eneste gange, hvor jeg protesterer mod noget, han lige vil eller melder sig til, er når det kolliderer med i forvejen indgåede aftaler – og ja, det kan han ind i mellem have lidt svært ved at forstå, endda selv om det handler om en aftale, han selv tidligere har indgået og sagt ja til. F.eks, var der lidt ”vris” sidste år, da jeg gjorde ham opmærksom på, at han altså havde meldt sig til et arrangement samme dag som sin datters fødselsdag, og - som vi var inviteret til, havde sagt ja tak til.
Øhh, så var det lidt min skyld....
Gad vist, om der findes en mand eller to her på debatten, der kunne tænke sig at komme med sin side af sagen, for jeg tror faktisk det her er ret så udbredt – når jeg tænker nærmere efter.
Nu har I jo været sammen i mange år, så er det noget nyt, eller har det altid været sådan, at din mand laver aftaler, uden at snakke med dig først ?
Før mig havde min mand været sammen med en meget jaloux kvinde i nogle år, som havde overvåget og afkrævet ham uddybende forklaringer for alt, hvad han havde foretaget sig, når de ikke lige var sammen - også på hans arbejde.
Så han havde et meget stort behov for at "bestemme selv", gøre ting selv uden at fortælle om det.
Det tog mig år at få ham til at forstå, at det ikke fra mig handlede om jalousi, men netop helt elementær hensyntagen. Det var ikke snagen fra min side, når jeg bad ham give besked, hvis han havde sagt, at han f.eks kom hjem ved 18-tiden, og så først kom kl. 20, men netop at jeg nåede at forestille mig alverdens ulykker.
Og ja, så var det han smilende fortalte, at han jo bare havde mødt en kammerat - eller lige havde fået en anden ide, mens jeg var helt opløst i bekymring.
Og jo - det lykkedes med stort besvær, at få ham til at forstå, at jeg kun bad om få at vide, om han var i live eller ej. Som jeg sagde til ham: "For min skyld kan du blive væk hele natten, bare jeg får besked."
Men pyhh - vi havde mange diskussioner om det emne, og et eller andet sted kunne jeg jo godt forstå ham.
Det forleden var jo vitterlig ikke noget særligt, og jeg sagde det også med et smil i øjet, mit problem er, at han simpelt hen ikke forstår det.
Han tror stadig, (og nej, vi har nu ikke talt mere om det), at det handler om, at jeg forlangte, at han skulle spørge mig om lov - og det kan jeg godt forstå, at en voksen mand i 60-erne ikke mener skulle være nødvendigt, fordi han lige vil være med til noget en stille fredag formiddag, hvor vi ikke skal noget andet.
Jeg har prøvet at forklare, at jeg egentligt bare forventer, at han i stedet havde sagt: "Der er det her på fredag, det vil jeg gerne, så jeg melder mig lige til." Og så bagefter havde ringet op. Der hersker overhovedet ingen tvivl i mit sind, om at jeg selvfølgelig vil have sagt "Fint, det gør du bare.".
Han forstår simpelt hen ikke, hvad det handler om - han skænker ikke en tanke, at han på den måde lige samtidigt og uden videre har besluttet, at jeg ikke kan bruge bilen, for den skal han bruge, at det er mig, der skal gå formiddagsturen med hunden.
Og nej - jeg skal ikke bruge bilen i dag, og jo, det er tit mig, der går med hunden om formiddagen, men i dag er det ikke noget vi lige aftaler - for der har han bestemt - eller rettere, jeg ved, han ikke skænker det en tanke, men det er jo konsekvensen, når man ikke lige vender tingene med hinanden.
Og - det er måske lige den, jeg gerne ville have andres syn på, og Johanne kan jo i hvert fald godt se det. Smil.
Men - hvordan en mand ser på det? Det kunne jeg i grunden godt tænke mig at vide.