Indstillinger
Skilt for 3 år siden.. sorgen, hverdagen..
-andre der har det som jeg?
Føler jeg er tilskuer til en film, en film hvor ja jeg er med i som passager, men livet gik i stå dengang vi blev skilt.
Det er nu på 4 år
der går ikke én dag uden sorgen, uden smerterne, uden selvbebrejdelse, uden jeg føler de smerter jeg gav min ekskone, uden jeg køre grædende hjem fra arbejde i en blanding af skyldfølelse, sorg over tabet af min livspartner, sorgen og skammen over hvad jeg bragte af ulykke over min lille familie (kone og børn).
Livet gik hurtigt sin gang, en kvinde kom ind i billedet, vi fik et barn (ikke planlagt, dengang ikke ønsket), huset undgik tvangsauktion da der nu var 2 økonomier. Men den ægte kærlighed meldte aldrig sin ankomst.
Mit store barn ved at far elsker og savner mor.. der går ikke en dag uden savn, sorgen og skyldfølelsen. Tænker på hende, føler hende og føler mig alene i verden, kun med en mission: at få mine børn godt ud i livet..
Mit eget liv leves ikke længere - jeg føler andre styrer det (børn, arbejde, dagligdags problemer, jagten efter næste lønseddel, stresset osv.) Prøver at gøre alle glade omkring mig - men kan ikke mærke mig selv mere - kun det sorte.. tabet og savnet.. livet der engang var..
I mit nuværende samliv tror jeg begge parter føler vi kun er der pga. vores nu fælles barn, sjældent ømhed og kærlighed (i hvert fald som jeg engang fik og gav).
Har heldigvis lang tur til og fra arbejde, her kommer tårerne - her kommer tankerne og følelserne - i dag kan jeg se hvad jeg bød hende.. hun har også stiftet ny familie, usikker på om hun virkelig har det godt... har efter skilsmissen gennemgået meget, statsamt, byret, landsret og begge trods alt kommet ok igennem det og taler sammen, hjælper gerne når det drejer sig om børn og jeg hjælper gerne økonomisk (trods selv få midler).
Alt det der er sket har gjort mig til en meget bedre mand, kan se mine fejl dengang, har lært at klare mig selv -og kan se jeg som ægtemand tog alt for meget for givet -ja i dag er jeg nærmest en lille "hausfrau" - og tror seriøst på at jeg i det her samliv jeg nu har, gør meget meget mere end en del mænd gør (men de burde)!... -tænker ofte, "gid hun vidste hvor meget bedre en mand hun ville få"... -ja jeg ville bære hende i guldstol igennem livet, men ved godt det aldrig vil ske
Ved jeg er dømt til resten af mine dage at gå med savnet... og jeg ved at min eks + mine børn vil være det sidste jeg tænker på, den dag jeg for evigt lukker mine øjne
/Lasse
Føler jeg er tilskuer til en film, en film hvor ja jeg er med i som passager, men livet gik i stå dengang vi blev skilt.
Det er nu på 4 år
der går ikke én dag uden sorgen, uden smerterne, uden selvbebrejdelse, uden jeg føler de smerter jeg gav min ekskone, uden jeg køre grædende hjem fra arbejde i en blanding af skyldfølelse, sorg over tabet af min livspartner, sorgen og skammen over hvad jeg bragte af ulykke over min lille familie (kone og børn).Livet gik hurtigt sin gang, en kvinde kom ind i billedet, vi fik et barn (ikke planlagt, dengang ikke ønsket), huset undgik tvangsauktion da der nu var 2 økonomier. Men den ægte kærlighed meldte aldrig sin ankomst.
Mit store barn ved at far elsker og savner mor.. der går ikke en dag uden savn, sorgen og skyldfølelsen. Tænker på hende, føler hende og føler mig alene i verden, kun med en mission: at få mine børn godt ud i livet..
Mit eget liv leves ikke længere - jeg føler andre styrer det (børn, arbejde, dagligdags problemer, jagten efter næste lønseddel, stresset osv.) Prøver at gøre alle glade omkring mig - men kan ikke mærke mig selv mere - kun det sorte.. tabet og savnet.. livet der engang var..
I mit nuværende samliv tror jeg begge parter føler vi kun er der pga. vores nu fælles barn, sjældent ømhed og kærlighed (i hvert fald som jeg engang fik og gav).
Har heldigvis lang tur til og fra arbejde, her kommer tårerne - her kommer tankerne og følelserne - i dag kan jeg se hvad jeg bød hende.. hun har også stiftet ny familie, usikker på om hun virkelig har det godt... har efter skilsmissen gennemgået meget, statsamt, byret, landsret og begge trods alt kommet ok igennem det og taler sammen, hjælper gerne når det drejer sig om børn og jeg hjælper gerne økonomisk (trods selv få midler).
Alt det der er sket har gjort mig til en meget bedre mand, kan se mine fejl dengang, har lært at klare mig selv -og kan se jeg som ægtemand tog alt for meget for givet
-ja i dag er jeg nærmest en lille "hausfrau" - og tror seriøst på at jeg i det her samliv jeg nu har, gør meget meget mere end en del mænd gør (men de burde)!... -tænker ofte, "gid hun vidste hvor meget bedre en mand hun ville få"... -ja jeg ville bære hende i guldstol igennem livet, men ved godt det aldrig vil ske Ved jeg er dømt til resten af mine dage at gå med savnet... og jeg ved at min eks + mine børn vil være det sidste jeg tænker på, den dag jeg for evigt lukker mine øjne
/Lasse
Kommentarer
"I mit nuværende samliv tror jeg begge parter føler vi kun er der pga. vores nu fælles barn, sjældent ømhed og kærlighed (i hvert fald som jeg engang fik og gav)."
"TROR". Det vil jeg da håbe for ellers har du intet lært og er ikke blevet en bedre mand.
Men når der kommer børn i et forhold, er det enten ønskebørn eller et resultat af begær og behov for trøst , eller noget helt tredje.
Gid min eks føler for mig, som du gør for din eks, og gid han i så fald tør stå ved det overfor mig, men som jeg oplever mænd jeg har kendt ( på forskellige måder), så har de ikke lært at udtrykke sig klart og tydeligt - og kærligt om deres følelser .......
Jeg kender til kærlighed som varer ved i 15 år, efter et brud, for ægte kærlighed er en kvalitet i os mennesker, som vi kan lære at kende gennem selvindsigt. Nogle gange bliver en person manifestationen af vores følelser, uden egentligt at gøre sig fortjent til at blive overøst med vores kærlighed...... .
Jeg er npet den erkendelse , at kærlighed ikke forsvinder, men at oplevelsen af at elske et og flere individer, kan drukne i sorger, angst, og indtryk i en stresset livsfase.
Glæd dig over at DU kan føle kærlighed......det er da noget, men vær for pokker ærlig i dit forhold til kvinder, også når der er kommet børn.
Vi har alle behov for at blive set_ hørt og være elsket, men det holder ikke hvis ikke vi kan give igen selv, og stå ved det.
Jeg elsker min eks, men hader ham også nogle gange, fordi han lykkedes med,at ydmyge mig, og udstille min kærlighed og sårbarhed, på en destruktiv måde.
Idag har han overtaget min familie, tiltrods for at han ikke har været engageret og taget ansvar, og ikke har evnet at sige hvad han følte for mig,.
Han evnede ikke,gennem 20 år at sige tre sammenhængende ord, som jeg til sidst tørstede efter at høre. Nemlig : " jeg elsker dig ".
Idag er han et tavst vandfald, som har misbrugt min tillid, og jeg har bare undskyldt ham, den ene gang efter den anden, og jeg har følt mig misbrugt.
Værst er det dog, at vores børn er vævet ind i hans tavshed.....som en usynlig mur......, så tag stillimg mænd derude, vær ansvarlige for hvor i udløser jeres spermatozoer......elsk den kvinde I elsker med, og tag medansvar.....både i ord og handling, så er der måske håb for os alle.
Shs
Jeg vil ønske hans nuværende kone vil finde en anden mand, så hun kan blive lykkelig.
Lasse er alt for selvoptaget og har intet lært af sine forhold. Han tænker kun på sig selv. Hans indlæg er præget af egoisme og hans ekskone er forhåbentlig lykkelig. Han har ikke fortjent nogen af disse to kvinder, hvor han har trådt/træder på deres følelser.