Hjem Sind og psyke Stress

Min mand har stress

Redigeret 9 april, 2016, 11:20 i Stress
Min mand har stress, og han ved det godt!

Alligevel vil han ikke gå til lægen så han kan blive sygemeldt.

Han arbejder som IT-administrator i en privat virksomhed. Han er ene mand til at supportere 100 brugere + de har en masse sites i udlandet han også skal supportere.

Derudover er han nogengange i udlandet for at sætte deres IT-udstyr op på sites. Det kan være på Malta, i Tyrkiet eller i Slovakiet. På arbejdspladsen i Danmark, skal han derfor være med til at finde ud af hvordan de forskellige sites skal bygges op.

De har på arbejdspladsen en IT-vagtordning. Den er tilgænglig fra 7.00 - 22.00 alle dage i ugen (også helligdage og ferier) - for alle medarbejdere - både i DK og udlandet. Da min mand er ene på IT-posten er det ham der altid har telefonen. Han går derfor ingen steder uden sin arbejdstelefon.

Han har været på arbejdspladsen i snart 6 år. I starten var det rigtig dejlig arbejdsplads, hvor man lissom satte familien i højsædet. Deres tilgang var, at hvis man har det godt privat, har man det også godt på arbejdspladsen.

Det havde vi rigtig meget glæde af, da jeg i en lang periode var syg, og fordi vi samtidig har en datter som var ganske lille da han startede.

Det var altid muligt for ham at arbejde hjemmefra, tage en afspadseringsdag eller komme tidligt hjem.

For 1½ år siden kom der ny direktør i firmaet + at min mands nærmeste chef blev skiftet ud.

Min mand var, af den tidligere chef, blevet stillet i udsigt, at han kunne få nogle mænd under sig, så der lissom blev en IT-afdeling...

Det har den nye chef manet til jorden, og har ligeledes sagt, at min mand ikke må have orverarbejde med mindre det er aftalt. Dvs, at hvis en bruger ringer kl. 20.00 (i vagttiden) om aften, så skal min mand ringe til sin chef og få grønt lys til at må hjælpe denne bruger.

Lige nu har min mand ca. 100 overarbejdstimer tilgode. Før den nye chef kom til, var reglen, at ved over 100 timer blev de udbetalt. Sådan gør man ikke mere. Men i og med, at min mand har hvad der svarer til 3 mænds stillinger, kan det ikke undgås at få skrabet nogle timer sammen.

De timer skal nu afspadseres når VIRKSOMHEDEN synes der er rum til det!!

Min mand er nu i den situation, at han sover dårligt om natten, har ingen appetit, har ikke lyst til sex, bliver hele tiden syg. Derudover så sætter han sig altid i sin lænestol når man kommer hjem fra arbejde. Der sidder han med sin PC og ser serier med hovedtelefoner på.

Vores datter kan stå og sige far, far, far - han hører det ikke!!

Han er bare altid træt og uoplagt, sur og irriteret.

Alt socialt har han valgt fra. Jeg kan ikke engang få gæster hjem, uden han bliver sur over de larmer og snakker. Før var han som regel altid midtpunkt :)

Jeg har sagt til ham, at han skal gå til lægen, men han forhaler det altid.

På arbejdspladsen har han haft samtaler med en stress-konsulent, der sagde til ham, at skulle blive sygemeldt med det samme.

Han skal have fat i sin fagforening og sin læge, men hvordan dælen får jeg ham til det?

Jeg vil bare gerne have min mand tilbage :(

Gode råd modtages med kyshånd.

Johanne

Kommentarer

  • Den der harmer mig aller mest er:

    "På arbejdspladsen har han haft samtaler med en stress-konsulent, der sagde til ham, at skulle blive sygemeldt med det samme."

    Hvorfor i alverden har denne konsulent ikke handlet på det her????

    Men ellers er din mand desværre som rigtigt mange mænd :”Ja, jeg ved det godt, men jeg kan godt klare det; det er ikke mig, der vælter..”

    Jeg synes faktisk du skal være ret så kontant og nu råbe alvorligt vagt i gevær. Jeg foreslår, at du siger til ham, at nu er nok nok – men når han nu ikke VIL høre, så vil du lige have de praktiske ting på plads. Spørg ham hvilken kiste han vil have, hvilke salmer, der skal synges, om han vil kremeres eller begraves. Du vil bare gerne have svar på det, så du har det på plads, for du regner ikke med, det varer så længe.

    Hvis han afviser det som noget vrøvl kan du fortælle ham, at det da naturligvis kan være, han er ”heldig”, og ”kun” nøjes med at få en blodprop, der sender ham direkte i en kørestol, hvor han så kan sidde hjælpeløs resten af sit liv, og om han så tror, at arbejdspladsen vil komme og takke ham? Fortæl ham, at det altså ikke kun er naboen, der bliver ramt - han er også nabo, og som han har det nu, er han en stensikker kandidat.

    Jeg tror desværre at en sådan kontant udmelding er det eneste, der får ham til at forstå alvoren, og jeg synes også du har ret til at råbe meget, meget højt, når du siger det her, for det er det, han styrer direkte i mod.

    Han både skal og bør stoppe – og det lige nu.

    Jeg kan godt forstå, at du er bange, og at han ikke vil indse alvoren i det her, er jo ganske forfærdeligt.

    Ja, undskyld, at jeg er så kontant - men det er helt klart der, han er på vej hen, hvis bare halvdelen af det, du her har skrevet, er rigtigt.
  • Kære Johanne

    Jeg kan sagtens forstå dig, men jeg tror desværre næsten ikke, der er noget, du kan gøre. Stress skal erkendes af den, der er er stresset, før der sker noget. Jeg har selv været gået ned med stress for 11 år siden, og jeg var helt sikker på - lige til jeg brød grædende sammen - at jeg var flyvende, uundværlig og kunne klare det hele, selvom om min mand spagt forsøgte at tale med mig.

    For omkring et år siden, så jeg de samme tegn hos en kollega (er ansat i et nyt firma) og talte med hende direkte og sagde, at hun var på vej ud over afgrunden, at jeg selv havde været der, og at hun var nødt til at sige stop NU. Det gjorde hun IKKE, og var sygemeldt heltids i 4 måneder og er nu kommet tilbage på deltidssygemelding indtil videre.

    Måske kunne du prøve at tale med firmaet, men så risikerer du, at din mand bliver tosset.

    Jeg ønsker dig alt det bedste.
  • Ja, man kan selvfølgelig også vælge den bløde vej, men den er garanteret forsøgt.

    Selv om det nu snart er to år siden, så græder jeg stadig, når jeg besøger min gode ven, der sidder helt hjælpeløs, fordi han ikke ville høre.

    Det er jo ikke kun ham selv, det går ud over - det er hele familien og omgangskredsen, der rammes - og det ganske voldsomt.
  • Lotte, det er meget "sjovt" du nævner blodprop... Kan kun sige been there, done that!

    I januar var det faktisk 2 år siden han havde en blodprop i benet. Han tog derefter blodfortyndende i 6 måneder og gik med støttestrømpe i 2 år.

    Jeg talte med min svigerinde om det i mandags (min mands lillesøster). Hun sagde jeg skulle sætte ham stolen for døren, og sige at vores datter og jeg, ville finde et andet sted at bo, indtil han havde indset at et lægebesøg var en god ide.

    Det sagde jeg til ham, og så blev han helt bleg!

    Han ved jo godt, at det er et problem, men han synes det er grænseoverskridende at skulle tage det afgørende skridt.

    I hans familie er et arbejdsliv meget vigtigt. Det er ikke pengene eller det sociale på arbejdspladsen der er vigtig, men bare det at have et job! At kunne sige til andre, at man arbejder, betyder rigtig meget for dem.

    Jeg har tilbudt ham, at bestille tiden hos vores læge og at jeg nok skulle tage med ham.

    Han er lovligt undskyldt lige pt. Han blev opereret sidste onsdag. Han havde kronisk bihulebetændelse og polypper i bihulerne. Hen blev opereret igennem næsen. Han blev renset, så de fik alt skidtet ud. I søndags fik han så alligevel bihulebetændelse igen, så han lige nu er på penicillin.

    Planen er, at han skal starte på arbejde igen på mandag. I dag har de så, trods der i hans kalender står han er sygemeldt, haft ringet fordi noget ikke virkede...

    HVORFOR filan kan den mand dog ikke sige fra??

    Han har, sammen med den der stress-konsulent, taget en stress-test. Det var noget med farver fra grøn til rød. Han var altså i det røde felt!!

    Jeg er faktisk ret frustreret. Klokken er nu 20.30 og han gik i seng for en time siden, da vores datter også skulle puttes. Nu sover han som en sten!

    Argh...
  • Ja, jeg tænkte også på at foreslå, at du skulle true med at forlade ham, men jeg syntes, jeg var barsk nok.

    Men - jeg mener det altså dybt alvorligt. Oven i købet har han allerede haft en blodprop. Næste gang sidder den i hjernen eller hjertet, og så er det ikke bare noget blodfortyndende i en kort periode.

    Det, han har gang i er der talrige beviser på, at man altså kan dø af, så at bede ham om sin holdning til sin begravelse, var altså ikke en joke, men dybt seriøst.

    Hvis du virkelig elsker ham, bør du sætte ham stolen for døren - og det lige nu.
  • Han vågnede i går aftes, efter at have sovet et par timer. Han syntes han havde det underligt. Han var ikke dårlig, men havde en følelse af at rasle inde under huden. Samtidig følte han, at hans hud i panden og hovedbunden var faldet af.

    Jeg sagde til ham, at jeg oprigtigt er bekymret og fortalte ham hvilke ting jeg synes havde forandret sig.

    Igen sagde jeg til ham, at jeg gerne ville tage med ham til lægen. Han sad bare helt stille imens jeg snakkede. Han sagde ikke ret meget, og når han gjorde var det for at forsvare hvorfor han er som han er for tiden

    Jeg sagde, at han jo ville forsvare sig så længe han var i stand til det.

    Pludselig sagde han, at han ville bestille en tid hos lægen.

    I dag har så faktisk gjort det. Han skal til lægen om en uge, og han har fået en dobbelt tid. Dvs ½ time.

    Han sagde at det nok var en god ide, hvis jeg tog med, så det gør jeg :)

    Jeg tror vi skriver en liste med de ting vi gerne vil sige, og med de symptomer han har. Så får vi det hele med.

    Nu må vi så bare vente og se hvad der sker.
  • Så har min mand været ved lægen i dag. I første omgang er han blevet sygemeldt 14 dage. Vores læge syntes, at der var symptomer på, at min mand kunne have en depression, og ville derfor gerne se ham igen om 14 dage.

    I morgen skal han, i følge aftale med lægen, aflevere sin arbejdstelefon på arbejdet og samtidig informere dem om situationen.

    Vi gik egentlig fra lægen med en god fornemmelse. Min mand var faktisk lettet, og har været i ret godt humør resten af dagen. Han synes det er rart, at det lissom var vores læge der tog beslutningen om en sygemeldelse. Min mand var IKKE indstillet på det i forvejen, men fik et pænt lille skub bagi af lægen :)

    Nu håber vi så, at de her 14 dage uden telefon og PC, kan give ro i både tanker og sjæl.
  • Tak for tilbagemelding.

    Godt, din mand fik indset det fornuftige i at "trække stikket ud" en periode.

    Om 14 dage så er nok, vil jeg tillade mig, at have mine tvivl om - det tager desværre ofte en hel del længere tid for kroppen, at få opbygget ressourcerne, og hvis ikke han er 100% "fit for fite", vil der jo kun gå ganske kort tid, før han er tilbage i samme stressniveau.

    Så det gælder rigtigt meget om at lytte meget grundigt efter, hvad kroppen fortæller.

    Rigtig god bedring, og meld meget gerne tilbage om hvordan det går.
  • Jeg havde faktisk også forventet, at det måske skulle vare et par måneder, før han skulle på job igen. Lægen ville gerne starte med 14 dage, så han kunne udelukke depression. Derudover behøver arbejdspladsen ikke lægeerklæring når det kun er 14 dage. Hvis han skal sygemeldes yderligere derefter, ville lægen lave en lægeerklæring helt automatisk.

    Min mand er allerede i MEGET bedre humør. Lige nu, er han foreksempel på legepladsen med vores datter :)

    Lige da han havde afleveret telefon og PC, synes han alligevel hele tiden, at han kunne mærke sin telefon vibrere i bukselommen... Det tror jeg faktisk fik ham til at tænke lidt over, hvormeget den telefon egentlig har fyldt.

    Vi har talt lidt om, at det måske kunne være en ide, at gå i perterapi. Ikke fordi vi som sådan har de store problemer, men for lissom at blive bedre til at lytte til hinanden og dermed undgå misforståelser.

    Da vores datter var 10 måneder (for ca. 4½ år siden), fik jeg diagnosen skizofreni. Det var en MEGET hård periode. Da hun så blev 1½ år, blev jeg indlagt i 2 måneder på psykiatrisk.

    Jeg begyndte her at få den rigtige medicin, og med det samme holdt min angst op. De efterfølgende 4 år tog jeg medicin, men trappede gradvist ned, i takt med at jeg fik det bedre. For 6 måneder siden, aftalte jeg med min læge og en psykiater, at jeg skulle prøve helt at stoppe.

    Jeg har fået det så godt. Jeg har lidt af generaliseret angst i 13 år og fik så skizofreni oveni. Nu er jeg medicin- og symptomfri! Jeg har ikke haft et angstanfald siden indlæggelsen.

    Det har selvfølgelig vendt op og ned på alting herhjemme. Før var det min mand der arbejdede, passede hus, lavede mad og passede vores datter. Jeg har nu taget mange af de opgaver herhjemme og alle aftaler med vores datter så som læge, ørelæge, legeaftaler o.a., det er jo faktisk mig nu.

    Det er rigtig dejligt, men min har samtidig også lidt svært ved at finde sin rolle. Og det føles lidt som om, vi faktisk skal lære hinanden at kende på ny. Derfor har vi talt om parterapi. Vi er nød til også at få talt ud, om alle de ting der er sket. Jeg har haft samtaler med psykiatere og psykoterapeuter. Da jeg fik diagnosen, fik min mand tilbudt psykologtimer. Han tog også imod. Men vi har aldrig bearbejdet det sammen.

    Det skal nok blive godt.
Log in eller Registrér for at kommentere.