Hjem Sind og psyke Sorg og krise

Ingen kontakt med voksen søn

Redigeret 26 januar, 2016, 16:11 i Sorg og krise
Jeg er træt og ked af det ...fuldstændig psykisk træt og udmattet..og ingen menneskelig energi eller oveskud.

Jeg har to sønner - den ene har jeg det godt med og den anden vil ikke se mig. Vi var allesammen juleaften ..flot af min søn der ikke er glad for mig at han kan det. Men det ku han. Det blev en juleaften hvor han tit sku ud og ryge med sin bror og jeg tror at han talte om mig der?

Min søn har nu været i fængsel 3 gange ...første gang stod jeg der - rystet og ked af det men klar til at tale og være der for ham. Jeg havde taget kontakt til hans far - der har og altid har haft - en utrolig abrupt opførsel og hans bror var også med. Vi kom regelmæssigt og med smørebrød og besøgte ham. Efter han kom ud sku han bo hos mig ..og det gik helt galt. Han havde en teeangeveninde og isolerede sig på sit værelse i 4 dage...det blev jeg træt af og sagde " nu er det søndag og hun må skulle i skole i morgen ...? Hun kan ikke sove her mere lige nu...og kørte hende hjem ( har lige gjort en lang historie kort lige her) Det her hadede han mig så meget for ...så han overfusede mig...med had? " at lige så snart han var ude af min lejlihged ville han intet have med mig at gøre mere"?

Jeg fik ham skrevet op til rækkehus og han flyttede ind og abrød al kontakt...jeg prøved at komme med brev og ligge gaver udenfor ...det her gjorde jeg én gang så holdt jeg op.

Han gik i gang med at sælge narko igen og derfor kom han også ifængsel to gange til. Ingen de her gange besøgte jeg ham. Nu ved jeg ikke om jeg bare handlede forkert ????? han så så træt og skuffet ud da jeg så ham??? og nu spiser han det her??? mod angst.
Vi havde et meget hårdt ægteskab. Min søn sagde nu til mig " jeg er nødt til at tage disse piller (antidepressiver mod angst) og det er "din skyld". Ikke et ord om hans far. Nu er det jo juleaften så der er jo ikke noget med at komme op og diskutere. Men jeg var rystet ....og så utrolig ked af det,. Når jeg kiggede på ham så han træt ud ..jeg tænkte på om han fik noget ordentligt at spise? (alle mulige tanker).

Jeg blev rådet af familie og venner til at holde mig fra ham og lade ham være ..vokse ud af det her. Juleaften sidder han stadig i en alder af over tyve og praler af at have tjent de her penge på narko. Jeg siger så " jamen det tæller jo ikke når det er krimielt" ....og fik at vide at jeg "hele tiden sku kritisere" ....jamen nogen må sgu da tale fornuft til ham???? og nej det var alt hvad jeg sagde og så mærkede jeg bare hvor lidt han ku li mig? Han gave sin bror og hans veninde og lille barn meget flotte gaver ..og vist ikke ngoet til mig. Han fulgt mig ud og bar min gave r da jeg gik ..og jeg tænkte " bered dig" nu vil han sige noget hårdt til dig.

Men det gjorde han ikke men måden han kiggede på.

jeg har været helt knust i dagene efter ...narko og kriminalitet og mig der bare er blevet væk og ham der siger at jeg har ødelagt ham og at har har haft det her angst i 10 år???? . Det er ikke mig der har skubbet ham i hænderne på de kriminelle. Men det er mig der var gift med hans far ..hans far som han nu ser - men ikke mig, I morgen skal jeg på arbejde og jeg føler mig syg og træt og så utrolig ked af det. Under alt det her døde min far...vi var til stor begravelse og jeg spurgte her min søn .."skal vi dog ikke lade det her være glemt og være gode venner"? Han skodede en cigaret og sagdde " "nej" og gik hen mod hans far og bilen. Hans far er dysfunktionel og jeg har skulle finde mig i mget i mit ægteskab. Jeg mener min søn har arvet meget af hans træk men også at min mand intet gør for at bringe os sammen. Og værre endnu : han gør intet fornuftigt for at hjælpe min søn. Det gør mig så ked af det at min søn nu skal klientgøres og spise det her ..og står uden hjælp. Min ex mand har tidliger omtalt hans "bekendte" som " "man kan jo sammenligne dine venner i rockerklubben og deres saammenhold med spejdere" . Det siger vist alt? Jeg er ked af at jeg har holdt mig væk fra min søn ...men hans opførsel ku jeg ikke tage ...og nu ja jeg savner ham ..men...jeg kan stadig ikke tåle denne her opførsel. Jeg får det så dårligt og er nu blevet syg..både med influenza og med at min sind er forpint ud over alle grænser. Hvad gør man..er der overhovedet noget man kan gøre? Jeg har ikke ressourcer hverken mentalt elelr økonomisk til at gøre noget ...men jeg har hjertet. Men det har erfaringen lært mig ikke er nok ..hvis man ikke evner at stimulere sine børn intellektuel og psykologisk (som han har brug for ..og ikke piller) ja så ...
«1

Kommentarer

  • Jeg har en fornemmelse af, at vi har ”talt” sammen før om disse alvorlige problemer – måske under et andet navn? Men – lad det være – det er bare min følelse; der findes jo desværre flere, der døjer med sådanne problemer.

    Som jeg fornemmer det, så har du gjort det bedste for din søn, som du var i stand til – til trods for, at hans far mere eller mindre altid har modarbejdet dig og dine intentioner?

    Jeg synes, det ser ud til, at du har to valg: Enten fortsætter du med at hoppe og springe, fortsætter med at finde dig i, at han sparker til dig, sviner dig til, og hvad han ellers gør – og ender med at blive totalt ødelagt, og han kommer ikke et eneste skridt nærmere et ordentligt liv og et godt forhold til dig, eller:

    Du tager den hårde beslutning og siger stop, fortæller ham, at han hverken er den første eller den sidste i Danmarkshistorien (eller Verdens for den sags skyld), der mener at have haft en lortebarndom, og at det hele er din – og/eller hans fars – skyld. Men – så længe han tørrer det hele af på dig, sviner dig til og bliver ved at at anklage dig, - ja, så kommer han jo ikke videre. Nej – han er nu voksen nok til SELV at tage ansvar for sig selv og sit liv. Hvis han mener, han skal være medicineret hele livet p.gr. af en dårlig opvækst, så er det hans eget ansvar. Han kunne jo f.eks. også prøve at søge noget professionel hjælp, så han kan få sine oplevelser bearbejdet, og lære at han trods alt også kan få et godt liv. Hvis han synes, det er sjovt at tilbringe sit liv med at ryge ind og ud af fængslerne, så er det hans valg, hans ansvar – og kun hans. Du hverken kan eller vil være ”buffer” mere.

    Det er for mig at se den bedste måde, du overhovedet kan hjælpe ham på. Så længe han får lov til at svine dig til, og overlade ansvaret til dig, behøver han jo ikke gøre mere. Han har det skidt, og det synes han åbenbart også du skal have. Hvis det så gjorde ham lykkeligere, kunne man måske finde en mening med det, men han bliver jo ikke spor gladere eller bliver et bedre menneske af at få dig til at lide, vel?

    Du har – som jeg ser det – rakt hånden frem gang på gang – på gang; og hver gang bliver du afvist.

    Det er hårdt – rigtigt hårdt – men hvis du skal bibeholde det gode forhold til den anden søn og være tro mod dig selv, så er du nok nødt til at give op og se virkeligheden i øjnene. Denne søn vil dig ikke og giver dig hele skylden for alt, hvad der er gået galt for ham, og det kan du desværre nok ikke ændre, for du har jo forsøgt og forsøgt – og det givet altid.

    Din søn vil måske nok en dag indse, at du netop HAR gjort, hvad du kunne, men nu er han voksen i alder – en dag må han også blive voksen i sind, og måske han en dag erkender, at det hele ikke kun er din skyld, men du skal nok indse, at du ikke kan regne med det.

    Det lader ikke til, at han vil hjælpes, og folk, der ikke vil hjælpes, kan heller ikke blive det. Han er desværre nødt til selv at finde ud af det en gang, men indtil den dag – måske – oprinder, er du desværre nok nødt til at indse, at du ikke kan gøre noget for ham, så min holdning er,- som du også har fået fra venner er, at du må trække dig. Fortæl din søn, at du altid vil elske ham, men da du har erkendt, at han ikke kan bruge din kærlighed til noget, må du opgive og lade ham klare sit liv selv. Og også selv ødelægge det, hvis det virkelig er hans ønske, og sådan ser det jo desværre ud til lige nu.

    Hvis du ellers har mulighed for det, synes jeg, du skal prøve at par sessioner hos en psykoterapeut, det kan hjælpe dig til at få det godt med en sådan alvorlig beslutning.

    Gode tanker
  • Redigeret 29 december, 2015, 19:56
    Tak Lotte for dit rigtig gode brev. Det er sådan det er. Jeg blev fysisk syg efter denne juleaften, og har haft ondt i hovedet siden. Jeg har tænkt og tænkt og ja rakt hånden frem, som du skriver ... og skrevet mange gange. Nu må jeg gå for man kan ikke hjælpe en der ikke vil hjælpes - eller give kærlighed til en der ikke vil have den.

    Ja måske har vi skrevet for jeg skrev om ham for mange år siden, første gang i 2008 - før han kom i fængsel.

    Det kan måske synes mærkeligt, eller ligefrem dumt, at jeg har skrevet om det samme 3 gange. Jeg har gjort det af kærlighed og en søgen efter "løsninger"...ideer og løsninger på en kærlighed jeg åbenbart ikke formåede at give.

    Jeg er helt alene og ja jeg græder bare ...nu. Det er ikke selvmedldenhed .,,,det er træthed og afmagt og er nok nået til vejs ende. Jeg er nok psykisk slidt ned eller op om man vil. Jeg tror disse ting ting er lettere at bære har man en mand eller et bagland. Når man er alene om alting ja så er det bare xtra hårdt.

    Jeg tror, at man prøver og prøver, når man er forældre ...og føler sig skyldig når det ikke lykkedes. Og hvad er det så der ikke lykkes ? at min søn vil elske mig ? ja det er en af de alvorlige dele af det ...men også at han gør en masse forkerte ting..så jeg græder både for mig og for ham. Måske ville det være nemmerer, hvis han havde det supergodt og bare ku nøjes med at hade mig? Jeg tror ingen bryder sig om at deres barn ikke er glade for dem. Men som det er nu kan jeg se på at han ødelægger sit eget liv og har en far der er ret ligeglad oo superufornuftig ...og som min søn har valgt?

    Jeg føler mig SÅ UTROLIG alene og hjælpeløs. Min anden søn er sød og velfungrende normal og dygtig. Ergo mener jeg at min søn her - er syg.

    Jeg ved ikke hvordan jeg skal forholde mig over for min velfungerende søn ...der jo åbenbart fornægter at der er noget i vejen med hans bror. En bror der ikke føler skam over at have været i fængsel en bror der ikke har nogen selverkendelse en bror der måske stadig sælger narko da nogen af gaverne var ekstremt dyre - en bror der nu igen dropper ud af skolen ...en bror der håner temmelig mange mennesker ...en bro der bare ikke kan finde ud af at gøre tingene rigtigti . En dreng der går så meget smerte i møde ...en dreng der i den grad minder om mig selv. Og så sku man tro jeg ku hjælpe ham. Men jeg har jo aldrig været en højtråbende kriminel ...men jeg var en pige der fald for den forkerte og som ikke havde megen selvtillid og som ikke kunne med mine forældre. Det piner mig i den grad at se min søn behandle sig selv så dårligt ...og gå så megen smerte i møde ...fordi han er så dum! Han er intelligent men har ingen selvtillid eller selvværd ,.,,,så var han ikke med de mennesker. Socialt kan han ikke finde ud af det?

    Hvordan skal jeg forholde mig til min anden søn ...der er god og rar ved hans bror og som farer i flint hvis jeg siger noget om ham? Altså drengen går jo i en boble mht hans bror ...Med det mener jeg : der er ingen der hjælper ham ved at sige hør nu ....det du gør er forkert kom så ..så gør vi det rigtige sammen? heller ikke den gode bror ???? og mig jeg blir skubbet helt væk

    Hvordan i alverden kan jeg forsvare at besøge den gode og ikke må tale om den knap så gode? Hvordan kan jeg forsvare at have en exmand jeg ikke kan tale med om min egen søn ? Hold op hvor jeg føler mig alene og nej hvor jeg mangelr hårdhed.
    Eller bare et eller andet der ikke gjorde mig så pokkers sårbar og blød og ja ..fuldstændig knust og ked af det.
    En mor

    kl er nu 3 om natten ...jeg har læst alt hvad jeg og i har skrevet dengang og nu. Ud fra det kan jeg se at jeg har haft ualmindeligt svært ved at sige til og fra, sætte grænser samt ...troet jeg var kærlig...når jeg i virkeligheden så tydeligt ikke har anet hvad der foregik eller hvordan jeg skulle handle,.
  • Jeg var glad på dine vegne at lotte123 svarede, for hun giver gode svar. Jeg ville også være ude af mig selv, hvis mit barn afviste mig.

    Jeg ville slet ikke skrive, men jeg kan ikke lade være med at sige til dig, du snakker om det til din anden søn, som ikke VIL høre på det. Jeg ved godt du har trang til at snakke om det, men gør det ikke med ham Det risikerer du alt for meget med. Lad være.

    Jeg kan godt forstå dig, tankerne kører rundt i dit hoved og du tænker: Hvis jeg snakker om det, så måske finde vi ud af det. Jeg taler med min anden søn om det, så finder vi ud af det.

    Lad være. !!

    Jeg tror han er træt af det og ikke orker det. Han vil hellere have et godt forhold til broderen og på den måde hjælpe ham.
    Du kan ikke rette op på tingenes tilstand. Lad din søn være i fred og plej forholdet til den søn, du har det godt med.

    Du bliver nødt til at indse du ikke kan gøre noget for din søn. Jeg mener du hjælper både ham og dig selv bedst ved at tie. Du skubber ham kun længere og længere væk.
    Få noget hjælp til at leve med den sorg du har. Lyt til hvad lotte123 skriver, for det er godt tænkt.
  • Tak for det du skriver til mig! Det vil jeg gøre - jeg taler ikke med ham om det. Ja jeg skal så øve en slags om ikke vold så noget andet mod mig selv. Men jeg tror du har ret. Det jeg underliggende frygter er at han gør skade på sig selv...og jeg bare gik og hyggede mig med den søn jeg har et godt forhold til.

    Men nu gør jeg som i skriver.

    Jeg sad oppe til sent og satte alt jeg skrevet og svarene over i et word dokument ...og så sad jeg og læste.

    Jeg ku se én ting (og mange andre) men det var at jeg ligesom ikke NOGENSINDE have troet at det ku udvikle sig sådan. At jeg lige som var i pysse nysse land og IKKE anede eller kunne...tage skeen i den anden hånd. For rigtigt ...som Lotte skrev (dengang) opdragelse er ikke "kun kærlighed".

    Jeg ku heller ikke forstå hvordan han ku være ond ved mig når jeg var sød og kærlig mod ham.
  • Åh, jeg forstår dig så inderlig godt. Jeg har været ude for lidt af det samme, dog ikke med mine børn, men det slår voldsomt alligevel. Jeg holdt op med at søge kontakt. Jo længere tid man ingen kontakt har, jo lettere blev det at bære. Jeg ved godt ens børn, det er meget værre, så måske er det for nemt at sige.

    Jeg tror alligevel det bedste råd er ikke at søge nogen kontakt overhovedet. Find en du kan læsse af på, for det trænger man voldsomt til. Men ikke din søn eller nogen af de nærmeste, lad endelig være.
    Glæd dig i stedet over din anden søn. Det kan du gøre uden dårlig samvittighed. Det kan aldrig blive din skyld hvad din søn eventuelt finder på.

    Hvis han så en dag søger kontakt, så tag imod ham uden nogen bebrejdelser eller gode råd. Gode råd skal man aldrig give uden man bliver bedt om dem.
  • Ja ...det må jeg ...det har været godt at læsse af her .
  • At være i pysse nysse land, og kun være sød og kærlig .........
    Jeg kalder det hensynsbetændelse, en tilstand jeg selv har lidt af.
    At have narko inde på livet, er noget af det mest vanskelige der findes, men pas på, du ikke bliver medmisbruger. Sødhed og godhed udnyttes og misbruges, bl.a. også til, at være en forbandet ussel voksen søn, der mener, at du er årsagen.
    Nej, nej og atter nej, jo hvis du havde misbrugt din søn til selv at skaffe narko eller penge til dig selv, men det har du jo ikke.
    Du har fået et barn, en søn, du ikke forstod. Hvis du var en dårlig mor, så var din anden søn også mislykket. Så fejlen ligger ikke hos dig.
    Lad være med at tvivle på dig selv, lad være med at granske hvor det gik galt, du finder aldrig svaret.
    Din søn finder behag i narko, så enkelt er det, han er afhængig, du kan intet gøre. Han går gerne i fængsel, begår kriminalitet og sikkert meget mere. du intet aner om, bare for og kun for, at få sit behov tilfredsstillet. Han er ond og modbydelig. Skal man som forælder finde sig i det?
    Nej, lad ham være. Han har ret til at vælge sit liv.
    Lad være med at "tigge" om, at nogen fortæller dig du har været en dårlig mor. Synes din søn du er det, jamen så er du det, I HANS VERDEN. Så giv ham fri, lad ham blive fri for dig. Prøv at vend det hele på hovedet.
    Jeg ved godt det er svært det her. Jeg ved ikke hvorfor mødre er gearet til at tro, at bare de har opdraget børnene rigtigt og på den gode måde, så er alting godt, så går det børnene godt.
    Nej du, ingen er herre over hvordan det går vores børn. I nogle tilfælde er børnene heller ikke selv herre over det. Der kan være mange og store ubesvarede spørgsmål.
    Mange forældrer gransker i årevis, om de kunne have gjort dit eller dat anderledes. Det kunne de fleste nok, når man ser med bagklogskabens øjne, men børnene kommer altså ikke i uføre på grund af dumme forældrer, dumme skolelærere eller andre umodne voksne klandrer for deres egne dumheder.
    Lige nu er din søn sikkert en farlig karl. Du kan, som hans mor se, at han er sølle. Det er det han er, men du kan intet gøre, du kan ikke forhindre det, der sker med ham.
    Det er nok det du frygter mest af alt.
    Om han kan lide dig eller ej, er det ikke irrelevant lige nu? Du elsker din søn, ellers ville du ikke bekymre dig så meget. Det hjælper stadigvæk ikke din søn.
    Det er så svært at forstå, at man ikke kan gøre noget. Men det kan du ikke.
    Jeg føler med dig, jeg ved hvordan det er.
    Lad være med, at give din eksmand skylden eller undskylde dig selv, ved at forklare om din eksmand o.s.v. Det gør dig sølle, syg og træt.
    Rejs dig op du gæve kvinde, og pas godt på dig selv.
  • Tak Rosa ...for alt du skriver.
  • Selvtak. Nu er jeg blevet en ældre kvinde, på vej mod det man kalder oldingealderen. Det betyder, at jeg har en lang livserfaring, og børn der er ældre, samt børnebørn og et par oldebørn.
    Jeg hører til generationen af kvinder, der gik hjemme. Den gang blev vi opdraget i skolen og hjemmet, til at blive gode og dygtige husmødre. Der blev sat en ære i, at kunne forvalte et hjem, passe og pleje en mand o.s.v.
    Pludselig i 60`ne og 70`ne blev der sat spørgsmålstegn ved disse værdier. Og hvorfor? Der var brug for kvinderne på arbejdsmarkedet. Alt hvad der havde kvindelige værdier blev forkastet.
    Alle børn skulle i dagpleje, vuggestue, børnehave o.s.v. Hvad kom der ud af det?
    Min opfattelse af hele dette system er, at ikke alle børn kan tåle det. De bliver forvirrede og rodløse, råbende og skrigende.
    Læg så dertil, at disse professionelle har ikke noget ansvar for børnenes opdragelse, det læsser man af på forældrene. Børnene er meget mere sammen med pædagoger og andre børn, end de er sammen med forældrene i hjemmet.
    Står man så med et barn, som du har gjort, så er du fortabt og barnet bliver svigtet. Det skal gå galt for nogle af disse børn.
    Pædagogerne skal kun observere, beskrive og indberette. Hele dette system er i mine øjne en legalisering af de tidligere tiders kaffeslapperaser, som kvinder havde i hjemmet. Her blev der sladret godt og grundigt, om dem der ikke var tilstede.
    Sådan et barn som du har født, kan ikke opdrages. Man kan måske med lidt hårdhændethed eller fasthed, undertrykke den uhensingtsmæssige adfærd barnet fremviser. Men det kræver meget af en familie, det er næsten en umulighed. Mange af disse børn bliver anbragt. Har du fulgt med i aviser, TV o.s.v. kan du igen se, at der er intet ansvar, børnene bliver kun opbevaret. Senere vil kriminalforsorgen tage over, det lukrerer man på fra socialforvaltningerne. Dette udsagn, vil nok støde mange, men jeg ved det er sådan, det er sagt til mig, i mine egne ører af en sagsbehandler, om et af mine børnebørn. Jeg fattede det ikke, og kontaktede ankestyrelsen. Svaret herfra ligger her hos mig. Det er helt som det skal være. Kommunerne har heller ikke noget ansvar, selvom barnet har været anbragt siden han var 6 mdr. gammel. og stadigvæk var under 18 år.
    Havde du været hårdhændet eller fast overfor din dreng, så ville det hedde sig, at du også var årsagen. Var du kommet til at stikke ham en øretæve, så kunne han få dig i fængsel. Straffen er tre mdr i fængsel for at give et barn en på kassen eller bagi.
    Læg så mærke til, at disse regler gælder kun for forældrer. Pædagoger dækker sig ind med, "at man skal huske på, at det er udsatte og svigtede børn man taler om her". De er ligeså magtesløse, men erkender det ikke. Det er forældrene der har svigtet.
    Så glem det, du kan intet stille op.
    Dette barnebarn er ude i narko og kriminalitet. Jeg kender ham til alt held ikke, og jeg har intet med ham at gøre. Jeg har kendt til hans mor, som er narkoman, og vandrer ud og ind ad fængslerne. Hun har været anbragt, hele sin opvækst (Jeg troede også, jeg kunne hjælpe. Jeg var bange for at miste børnebørnene.)
    Jeg var nød til, at være lidt sammen med denne "møgunge", da min søn var syg og døde.
    Så lad din søn være, du kan intet stille op. Fornuft giver bagslag her.
    Jeg vil lige tilføje, at midt i sorgen over min syge søn, var jeg også lidt glad for at se hans børn, indtil jeg så den "grimme side" af denne dreng. Udadtil og ved første indtryk, troede jeg ikke rigtigt på hvad jeg havde hørt om ham. Hans fremtræden var en velsoigneret og velopdragen pæn ung mand. Men sådan er han ikke. Han er et uhyre, grov,voldelig og uden fornemmelse for andre mennesker. Han ved hvordan man skal opføre sig, han kan bare ikke holde det i længere tid. Han er fuldstændig cool og blottet for enhver medmenneskelighed, i det her tilfælde, hvor han manglede penge, og jeg ikke ville give ham nogen. Jeg havde opdaget hvordan han var. Penge hjælper ikke noget, kærlighed gør ondt værre, sund fornuft fremprovokerer aggressioner.
    Det er børn man ikke kan nå.
    Jeg tror mere og mere på, at man fødes med disse tilbøjeligheder. Der er ingen der er skyldige. En dag kan man sikkert se det i en gentest.
  • Jeg søgte lidt på nettet i går, da jeg havde skrevet indlægget til dig.
    Du kan prøve at gå ind på hjemmesiden "SIND". Her kan du læse om nogle af de medfødte forstyrrelser, der kan medføre et misbrug, kriminalitet o.s.v.
    Du kan sikkert genkende din søns symptomer.
    Det frygtelige er, at man kan intet stille op. Som mor, far bedstemor eller andre nære omsorgspersoner, kan man føle sig mislykket, ikke god nok, netop på grund af den manglende tilknytning, som ikke skyldes omsorgspersonen, men en udviklingsforstyrrelse hos barnet.
    Jeg interesserede mig for dette område, netop på grund af mine anbragte børnebørn. Den lille har jeg ikke set siden han var spæd, den store, så jeg indtil treårsalderen.
    Her begyndte hun at have en adfærd, der var noget anderledes, noget der undrede mig. Pædagoger beskrev det, men gjorde ellers intet.
    Den lille blev syg på et tidspunkt, og blev indlagt på grund af en alvorlig lungeinfektion. Jeg var meget hos ham.
    Her undrede det mig, at personalet faktisk kunne se, at dette barn, ikke var et sundt barn. Han var på dette tidspunkt kun 6 uger gammel. Så noget viden har man altså, og dette ligger 18 år tilbage.
    Begge disse børnebørn er diagnosticeret med Aspergers.
    Forældrer til sådanne børn, burde man støtte og vejlede i stedet for, at true dem. Det er ikke deres skyld.Det er heller ikke børnenes skyld, de er skabt sådan.
    Narkoen hjælper disse børn/unge til at have det bedre. Problemet er, at det er kriminelt. Derudover bliver de uhyggelig følelseskolde, eller måske er det sådan de er.
    Jeg forstår til fulde den sorg og afmagt du føler. Jeg håber, at du forstår, at ingen er skyldige i dette, at du kan gøre dig fri af selvbebrejdelser og den evige ransagelse af dig selv og dine omgivelser for at finde den skyldige, som ikke findes.
Log in eller Registrér for at kommentere.