Sygemeldt med stress - dårlig samvittighed og hvad nu?

Jeg er i en svær situation lige nu og håber, at der måske er nogen, der kan se klarere på situationen end jeg selv kan.

Jeg er netop startet i et nyt job med stort ansvar for mange mennesker - et job, jeg har drømt om, og som jeg burde være lykkelig for. Problemet er bare, at jeg er helt ulykkelig.

Der er sket en masse ting i mit private liv, blandt andet nogle svære sygdomsmæssige ting i min familie, og jeg er gået fra ét arbejde med alt for mange timer til dette nye arbejde med endnu flere timer. Jeg har næsten siden start vågnet op med bankende hjerte, nervøsitet og jeg har grædt en masse. Det hele kulminerede i denne uge med, at jeg gik helt i baglås og brød sammen derhjemme og kunne ikke holde op med at græde.

Jeg bestilte en tid ved lægen, som sagde, at jeg befandt mig i en stresstilstand, og at jeg skulle sygemelde mig et par uger, hvilket jeg har gjort.

Jeg har siden haft meget høj puls hele tiden, kan ikke koncentrere mig om noget, kan ikke holde ud at se tv, kan næsten ikke holde ud at være i min egen krop og har ikke lyst til at være vågen. Jeg forsøger bare at få dagene til at gå, så jeg kan lægge mig ind i sengen igen og forsøge at glemme det hele under dynen i den korte tid, jeg kan sove. Så snart jeg vågner igen, banker min puls og angsten og den dårlige samvittighed vælter ind over mig.

Jeg har ekstremt dårlig samvittighed over for arbejdet, da jeg for det første næsten lige er startet og for det andet ved, at det er svært for dem at få overtaget mine opgaver i den periode, jeg er væk. Jeg føler ikke, jeg kan være bekendt at være endt i denne tilstand så kort efter ansættelse, og det giver meget ondt i maven, hver gang jeg tænker på det og får mig til at hade mig selv endnu mere. Det hjælper dog ikke på, at jeg ikke kan andet end at se ud i luften og græde, mens tankerne hamrer rundt i hovedet.

Jeg ved slet ikke, hvad jeg skal stille op lige nu. Bør jeg samle alle de kræfter jeg kan og forsøge at gå på arbejde igen, selvom jeg ikke føler, det er muligt?

Bør jeg sige op? Kan jeg tillade mig det? Jeg har aldrig haft det sådan her før, og jeg mistænker arbejdet for at være en del af det, der har skubbet mig ud over kanten. Som jeg har det nu, kan jeg ikke tænke på at skulle tilbage på arbejdet og udføre de opgaver, som det indeholder uden at begynde at græde og at få nogle meget mørke tanker. På den anden side, kan man tillade sig at opsige et job så kort efter start, når det på papiret var en drøm, når det er et godt job med en god løn, og jeg ikke har et andet alternativ?

Jeg ved ikke, hvad jeg skal gøre, så jeg kunne godt bruge andres blik på det hele. Lige nu er alting helt uoverskueligt for mig selv.

/Anne Sofie