Hjem Ældre Åben debat for ældre

Føler mig stødt.

Redigeret 6 december, 2013, 13:46 i Åben debat for ældre
Jeg mistede min mand for halvandet år siden.
Jeg har en datter, som ikke deltog i begravelsen, fordi jeg ikke ville/kunne ændre datoen for begravelsen, fordi de skulle på ferie. Jeg har ikke set hende siden den dag hendes far døde, hun inviterer ikke til hendes sølvbryllup eller kort tid efter igen, til hendes 50 års fødselsdag. Hun vil ikke se nogen af sine søskende i heller.
I går var jeg en tur på kirkegården. Så er der plantet erantis og vintergækker. Det kan kun være min datter eller måske min mands søster.
Men uanset hvem af dem det er, så blev jeg stødt over, at man uden at spørge, bare sætter planter på gravstedet.
Min mands søster gjorde det på samme måde overfor sin mor. Hun døde samme dag og samme tidspunkt som min mand. Hun overlod sin mors begravelse m.m. til kommunen, ligesom hun heller ikke deltog på nogen måde umiddelbart før dødsfaldene. De skulle også på ferie. Jeg havde passet min svigermor indtil 14 dage før de begge døde.
Så jeg må ærlig talt indrømme, at jeg blev stødt over at man ligefrem går ind og planter på en andens gravsted.
Det er i orden at lægge en buket, men at plante ..
Vintergækkerne var sat i små klynger hele vejen rundt i hækken, og erantis havde man fjernet lidt gran for at plante dem.
Jeg kan mærke at lige nu er jeg ikke bare stødt over det, jeg er vred.

Kommentarer

  • Jeg kan godt forstår, at du er såret over at en anden planter noget på din mands grav uden at give sig til kende først. Et gravsted kan på den måde nemt blive et stridspunkt, og sådan må det ikke være. Et gravsted skal være fredfyldt og kunne besøges med fred i sindet.
    Noget andet er, at man på en måde ikke kan være ejer og enerådig over det. Og dog - hvis man betaler for det er man det det vel .... men andre mennesker kan jo i hvert fald have haft andre helt specielle forhold til den afdøde, som de har behov for at tænke på og markere ved graven. En blomsterbuket er dog altid det smukkeste, man kan markere med. Det kan aldrig vække anstød.
    Jeg kommer til at tænke på, da min far blev begravet for snart tyve år siden. Vi søskende havde sammen med vores mor købt en meget smuk og meget kostbar krans. Der var flere andre store kranse og blomster og i det hele taget et væld af blomster og bånd, som altsammen blev lagt oven på graven, som man jo gør. Men allerede to dage efter, da min mor og jeg besøgte graven, var alt væk!
    Ikke én eneste blomst var tilbage, og godt nok var det i februar måned, men så hurtigt forgår det jo trods alt ikke. Jeg fandt graveren og spurgte om han havde fjernet alt fra min fars grav, men det havde han ikke. Normalt gjorde han det først efter 14 dages forløb. Men han huskede, at der på en grav skråt overfor min fars, få uger forinden var sket noget lignende. Alt var væk, og konen til manden, der var begravet der, havde opsøgt graveren og været vred. Hun mente nemlig at det var hans søster, der havde taget alle blomsterne for at lægge dem på dem på et andet gravsted (husker ikke om det var forældrenes eller hvad) Men jeg kunne jo ikke lade være med at tænke på, om det var noget organiseret. Om nogen i nattens mulm og mørke simpelthen fjernede friske blomster fra nye gravsteder for at sælge dem videre ...?
    Men det var et sidespring - jeg forstår dig godt. Det må gøre så ondt at være i sådan en konflikt som du beskriver, du har med din egen datter. Jeg ville nok bide hovedet af al skam og række en hånd ud til forsoning. For din egen skyld. Man er nødt til at kunne tilgive, for at slippe fri ...
  • Det er mit gravsted, jeg betaler for det. Så jeg bad graveren om, at fjerne vintergækker og erantis. Det er ok med mig, at man lægger/sætter en buket, men ligefrem ændrer på gravstedets beplantning, som forøvrigt er gjort i overensstemmelse med graveren og reglerne på kirkegården, samt de ønsker jeg havde, det svarer til, at man går ind i min have og planter hvad man synes skal være der.
    Det var min mands søster der havde gjort det. Jeg har undladt at sige til hende, at de er fjernet. Hun kommer der aldrig, så det finder hun sikkert ikke ud af.
    Med hensyn til min datter, har jeg det ikke sådan, at jeg skal "forsones". Jeg accepterer hun ikke vil sin familie, det er hendes valg, ikke mit.
    Der er nu gået godt og vel tre år, så jeg forventer ikke hun "kommer tilbage". Gør hun det, så vil det blive et mærkværdigt forhold. Jeg vil ikke bruge mine sidste år på det.
    Linette
  • der er utrolig mange Familier der er knas i ----vi har en Søn --Svigedatter og 2 Børnebørn ---som ikke har været hjemme i 20 år ---her de sidste år --har vi mødt den til familie fester ---men det er lige som vi bare er nogen som har set hinanden før --og hilst på hinanden --men ingen kontakt ---meget mærkeligt ---har forsøgt mange tiltag for mange år siden --uden der er sket noget ---så jeg må leve med det ---selv om det er meget svært ---
  • Solo, accepter det, det er bare sådan. Det er også en måde at respektere sine voksne børn på.
    Jeg har ikke som sådan knas i familien. Jeg har andre børn og børnebørn. Datteren har krænket og generet alt og alle i mange år. Jeg har grædt mine tårer over mangt og meget. Så alt det er brugt op. Det er ikke os, der har "skubbet" hende ud, det er hende selv der har gjort det. Jeg vidste det inderst inde i mange år, at sådan ville det blive. Jeg mener ikke, at man som forældrer til voksne børn, skal lave om på alt og alle incl. sig selv, for at omgås et voksent urimeligt barn.
    Jeg har det fint med det. Det andet var simpelthen ikke til at holde ud.
    Hilsen Linette
  • vi har heldigvis en SØN og Svigerdatter og 2 dejlige drenge --som vi har et godt forhold til ---

    de har så lidt kontakt til den anden søn ---men det-er ikke et tæt forhold --og har ikke mulighed for at tale om det ---fordi den ældste søn vil ikke tale om det ---
    men vi ejer jo ikke vores Børn ---og som du siger Linette ---og de har ret til deres frihed
  • Jeg har tre dejlige sønner og to svigerdøtre, samt fem børnebørn som jeg ser. Datterens børn ser jeg ikke, de er voksne. De tror nok, de ikke er velkomne. Datteren har aldrig ladet os lære hendes børn at kende. Så nu er det ligesom for sent. Jeg gør ihvertfald ingen anstalter for at komme i kontakt med dem. De deltog heller ikke i deres farfars begravelse.
    Linette
  • det samme er hos os ---den ældste søns store piger ---kender ikke os ---vi har ikke haft kontakt med dem siden de var 5 og 2 år ---
    så det vil aldrig blive det samme som den kontakt vi har til den yngste søns store drenge ----
    -
  • En god veninde sagde en gang til mig: "Sine venner vælger man selv - familie har Fanden skabt".

    Og - det er vel i grunden rigtigt nok. Vi er nødt til at erkende, at fordi man er familie, behøver man ikke at absolut skulle elske hinanden, og det er vel sundt nok at være ærlig omkring det?

    Selv er jeg vokset op i en familie hvor kiv og familiedramaer desværre var mere eller mindre hverdag. Det har betydet, at jeg i dag ingen kontakt har til fætre og kusiner - og det er jeg da et eller andet sted ked af, men det var vores forældre, der lå i "krig" og vi børn måtte bare acceptere, at vi i perioder - kortere og længere - ikke så den fætter eller kusine, som vi måske havde haft et godt forhold til.

    Nu, hvor vi både er voksne - og endda oppe i årene - ja, så har vi bare ikke noget til fælles, ingen fællessfære eller noget.

    Jeg har en gammel onkel tilbage - den eneste fra min forældregeneration, og han har faktisk gjort, hvad han kunne for at samle de sørgelige rester af familien. Vi er bestemt også mødt op, men må konstatere, at vi altså slet ikke har noget tilfælles med disse fætre og kusiner, da vi simpelt hen slet ikke har noget fælles udgangspunkt.

    Så derfor synes jeg, man skal tænke lidt over, hvad det - også - koster, når der er familiestridigheder. Det er ikke kun en selv, det går ud over - man vælger også sine børns fætre og kusiner fra, og det kan disse børn faktisk blive kede af senere.

    Min mand har en stor familie - og de mødes en gang om året til fætter-kusine komsammen, og jeg må da indrømme, at det knuger mig, når de har holdt det hos os, og jeg sidder og hører dem grine og mindes alle de dejlige og fælles barndoms- og ungdomsminder de netop har til fælles, fordi de er vokset op sammen, fordi de har været på ferie hos hinanden, fordi de har udviklet sig sammen.

    Og ja - det var lidt uden for det egentlige emne i denne tråd, men jeg fornemmer, at den er gledet lidt i den retning.
  • Det var vist mig, der fiskede det indlæg frem og ikke kunne lade være med at fokusere lidt på familiestriden. Jeg kender den også (det gør de fleste familier i forskellig grad) og jeg ved, at det gør ondt også selv om man hævder det modsatte. Det gør altid ondt når nogen vender en ryggen. Når det er ens datter må det være ekstra hårdt, men jeg forstår også godt, at man kan have stridt i så mange år, at bægeret bliver fuldt. Der skal alt andet lige også være to til forsoning. Men ikke desto mindre mener jeg at man er nødt til at tilgive, for at kunne komme videre. Så kan den anden tage imod eller lade være.
    I min familie har vi i masser af år ikke set min ene bror. Han lagde os alle på is i vores mors sidste leveår, og siden har der ingen forbindelse været. I sommer fyldte han rundt, og jeg sendte ham et fødselsdagskort. og nu er vi begyndt at se hinanden igen. Lige så stille. Små skridt. Men der er en åbning, en modtagelighed og en vilje, og jeg har det så godt indeni, fordi det udfylder et hul, jeg ikke havde vidst var så sort.
    Man skal bare ikke forvente at alt er som det var - kun arbejde på, at det skal blive godt. Man har jo fælles referencer og var engang forbundne på godt og ondt.
    Man behøver ikke være bedste venner, fordi man er beslægtet med hinanden, men ens familiemedlemmer repræsenterer på en vis måde hver især sider af en selv.
  • Hvad skal man tilgive? Hvad er tilgivelse?
    Jeg føler ikke jeg har gjort noget, der skal tilgives.
    Har min datter? Næ, hun var i sin gode ret til at vælge at rejse på ferie, fremfor at deltage i sin fars begravelse.
    Hun er fornærmet over, at jeg ikke ville/kunne flytte tidspunktet for begravelsen.
    Som familie, stod vi "i kø" for at betale et par flybilletter til hende og hendes mand, så de kunne tage afsted dagen efter. En af hendes brødre tilbød, at køre dem direkte til Sydfrankrig umiddelbart efter begravelsen. Det tog de ikke i mod.
    Derudover var dødsfaldet ikke uventet. Mange mennesker var involveret i selve højtideligheden, der var bestilt lokale til komsammen efter begravelsen.
    Tre orkestre havde øvet sig i et halvt år på det musikstykke der skulle spilles udenfor kirken, der var fremmed organist på, fordi min mand havde bedt en ven af os om spille på trompet til salmerne og afslutte med et stykke musik. Organisten der tilhørte kirken, ville ikke spille sammen med en professionel trompetist.
    Min svigersøn var med milde ord, uforskammet. Han var rasende over jeg ikke ville flytte datoen, ligesom han var rasende over, ikke at kunne bestemme hvem der skulle bære kisten. Han ringede mig op, og øste ud over mig med sit raseri. Det var tre dage efter min mands død.
    De har da lov til at være sådan, men jeg er glad for, at være fri for det i fremtiden.
Log in eller Registrér for at kommentere.