Netdoktor.dk - Danmarks uafhængige leksikon om sygdomme

Hemmelig venskab med min allerførste kæreste

Redigeret 5 december, 2013, 05:52 i Åben debat for ældre
Jeg er i begyndelsen af 60´erne og har været gift med samme mand i næsten 40 år. Vi har tre børn sammen, som alle er voksne, i lykkelige parforhold og selv har fået børn. Tilsyneladende burde vi fremstå som lykkelige bedsteforældre nu. Jeg elsker også mine børnebørn og passer dem glad og gerne. Problemet er, at min mand og jeg aldrig før, har levet så tæt sammen, som nu. Tæt - uden at være hinanden nær. I sit arbejdsliv, var min mand meget udfarende. Var aldrig hjemme, så pasning af hjem og børn hvilede 100 % på mig. Af mange grunde, accepterede jeg det, også selv om jeg som lærer havde mit eget job at passe.
I dag er min mand, som er 7 år ældre end jeg, blevet gammel. Går dårligt. Husker dårligt og vil helst, at vi begge sidder og ser tv (feks gamle danske film) dagen lang og triller tommelfingre. Vi er som dag og nat mht til - alt - og derfor kan det virke lammende på mig, at han er der så tæt på hele tiden og kræver af mig, at jeg er nærværende dagen lang. Tidligere malede og tegnede jeg, men nu går jeg i stedet lange ture (det kan han ikke være med til) med mit kamera og tager billeder af naturen. Jeg læser meget, vil gerne se debatter på tv, og så holder jeg også meget af at gå i teater, bio, museer osv, men min mand har ingen glæde ved at følge med, selv om han altid gerne vil. Han glæder sig mere over det, hvis vi finder en bager på hjemvejen, så han kan få noget wienerbrød med hjem. Jeg har efterhånden så svært ved at snakke med ham, da han ikke forstår og oplever som jeg gør. Tit føler jeg, at min mening om noget bliver "skåret i stumper og stykker", fordi jeg er nødt til at udpensle den for ham, for at han kan forstå mig. Det gør han så ikke alligevel, og jeg er derfor holdt mere og mere op med at inddrage ham i, hvad jeg tænker og føler og oplever. Vi har ikke haft sex de sidste 8 år da han tager meget medicin grundet bla sukkersyge og dårligt hjerte. Det har han affundet sig med, og for mig var det en lettelse, da den del af samlivet var forbi.
For snart to år siden faldt jeg på nettet tilfældigt over navnet på min allerførste kæreste. Jeg søgte på fotoudstillinger som inspiration, da jeg selv er glad for at tage billeder, og så dukkede hans navn pludselig op i forbindelse med, at han udstillede en serie dejlige fotografier. Jeg skrev til den mail, der var angivet og fortalte, at jeg synes hans billeder var smukke, og spurgte om han kunne huske mig. Det kunne han, og nu har vi skrevet sammen omtrent dagligt lige siden. Vi har også mødt hinanden mange gange, men det er hver gang forbundet med store vanskeligheder for mig, at finde på undskyldninger over for min mand for at tage af sted alene. Min ven har ligesom jeg voksne børn og en ægtefælle gennem næsten 40 år. Hans kone er svært handikappet efter en hjerneblødning, så vi er altså begge bundet af både ægteskab og familie. Men vi har mange gange leget med tanken om, at forlade vores respektive ægtefæller og flytte sammen. Vi ville få det så godt med hinanden på alle måder Men det bliver ved tanken, for ingen af os ville kunne holde os selv ud, hvis vi svigtede vores familier så endegyldigt. Problemet er, at det er hårdt rent følelsesmæssigt, at leve så spaltet. Jeg længes efter min ven, vi elsker hinanden og er lige ulykkelige, men vi ved også, at det nødvendigvis må være, som det er. Vi skriver sammen, ringer en sjælden gang til hinanden og mødes nu efterhånden oftere og oftere. Går en tur i skoven, sidder på en bænk, mødes på en kro, en café osv. Små afmålte møder, der både lyser op og samtidigt gør så ondt, fordi de er stjålne, og fordi de er uforløste. Vi kører rundt i den samme ring, men lærer også hinanden mere og mere at kende. Kommer hinanden nærmere. Jeg har ingen som helst at dele mit problem med, for alle, jeg kender, kender jo også min mand og vil derfor tage hans parti og være helt uforstående.
Hvor længe kan jeg holde til at leve dette dobbeltliv????
Det er det, der skræmmer mig mest, for hvis jeg kører problemet helt ud, så ser jeg kun en eneste udvej, og det er at jeg gør en ende på mit liv. Kører ind i et træ eller finder en anden metode, der gør at mine børn skal kunne leve videre med opfattelsen af, at det var en ulykke.
Jeg ved ikke hvad jeg forventer af at skrive herind, men jeg er ved at eksplodere indvendigt, så jeg har virkelig brug for en eller anden form for respons.
«1

Kommentarer

  • Jeg kan godt se, at det er et frygteligt svært dilemma, men jeg tror egentlig ikke, du er så helt alene i verden med den problematik, som du tror.

    Når et ægtepar bliver gamle, så sker der jo netop ofte det, at den ene er rask og rørig, den anden bliver mere og mere svækket – aldersmæssigt, helbredsmæssigt.

    Der er jo ingen – og slet ikke din mand – der får glæde af, at du går helt i stykker på det her. Han kan/vil ikke så meget mere, men det betyder altså ikke, at du så heller ikke skal kunne tillade dig at leve og gøre gode ting, der gør dig glad.

    Jeg synes godt, du kan prøve at forklare din mand, at du da sagtens forstår at han hverken kan eller vil så meget mere, men at han altså må forstå, at det ikke gavner hverken ham eller dig, hvis du også skal ”stækkes”. Prøv om du kan gøre ham klart, at også du bliver i meget bedre humør, at du får langt mere overskud til at gøre de ting, han godt kan lide, hvis du også har plads til at gøre det, du gerne vil.

    Jeg foreslår klart, at du allierer dig med jeres børn i det her. Fortæl dem om hvor meget, du føler dig låst og nogle gange næsten i fængsel, fordi din mand netop er blevet svækket og ikke kan så meget. Det bør og skal dine børn have forståelse for, og fortæl dem, at du har brug for deres støtte til at kunne magte den opgave, det er at skulle indordne dig så meget efter din mand, og du derfor har brug for lidt egen-tid.

    Jeg ved ikke helt, hvor galt det er med din mand, men måske du skal søge noget støtte via hjemmeplejen, hvis det er.

    Hvorvidt du ligefrem skal fortælle om din ven og jeres forhold, ved jeg ikke – men du kan altså godt forlange at have nogen tid for dig selv, uden at skulle stå til regnskab. Jeg synes sådan set godt, du bare kan fortælle, at du skal mødes med nogle ligesindede til teater, foto, kunst, cafebesøg osv., og at du da godt kan være lidt ”svævende” om, at det måske kun er en, du mødes med.

    Jeg fornemmer tydeligt, at hverken du eller din ven vil gå skridtet fuldt ud og forlade jeres ægtefæller, og jeg mener heller ikke, der er noget som helst galt i, at du nu har mødt en, hvor I sammen kan udvikle nogle gode og rare oplevelser, så derfor ser jeg sådan set heller ikke noget galt i, at du netop møder ham – og heller ikke, at du måske indvier dine børn i dette her, men det kender du selv dine børn bedst til at kunne vurdere, hvad de vil lægge i det.

    Jeg synes din ven skal gøre det samme – fortælle sin kone og sine børn, at selv om hustruen ikke er rask, så har han ret til at leve og gøre gode ting.

    Hvis I netop gør det – og gør det med god samvittighed – så vil I begge også have det overskud, der skal til, for at kunne hjælpe og støtte sin svækkede/syge ægtefælle.

    Sådan helt konkret, så kan jeg også foreslå dig at kontakte en rådgiver i Ældresagen og der fremlægge denne problematik, som jeg altså er ret så sikker på ikke er helt så enestående endda.

    Jeg er helt sikker på, at hvis du kan få hjælp og støtte til at omgå det her hemmelighedskræmmeri, så vil både du, din ven og jeres respektive ægtefæller faktisk få det meget bedre af det, i og med, at både du og din ven netop vil få overskud af det.
  • Jeg har tænkt nogle timer over din svære situation. For mig lyder det som om en skilsmisse med din mand ville være det rigtigste. Jeg kan godt se at det lyder enormt hårdt, men folk gør det hver dag fordi de er "vokset fra hinanden". Det kan godt virke som at svigte ham, men I er ikke gode for hinanden mere, I dækker ikke hinandens behov, I bringer ikke hinanden glæde - men frem for alt mener jeg ikke man kan leve sit liv efter andre menneskers behov. Hvis du forlader ham, har han også muligheden for at finde en mere rolig person, et hjemmemenneske om man så må sige, som matcher ham og hans nuværende behov væsentligt bedre end du gør. Måske bliver han endda tvunget lidt ud af de hjemlige rammer af det, hvilket nok ville være sundere end hans nuværende aktivitetsniveau.

    Din mand er selv i en vis udstrækning herre over at han ikke holder sig skarpest muligt, at han vælger en mere bastant retræte, end mange andre på hans alder. Hvis han virkeligt lagde sig i selen, lyttede til dig og ændrede sig så I begge fik den plads I har brug for - tror jeg godt han kunne væsentligt mere end det han byder dig, men det gør han jo ikke.

    Når det så er sagt, synes jeg din barndomskærestes dilemma er i en helt anden boldgade, at forlade en ægtefælle fordi sygdom har gjort pågældende handicappet synes jeg er usselt! Når man siger "ja" til ægteskabet er det i mod- og medgang man forpligter sig. Tænk hvis det var dig der var begrænset efter sygdom eller ulykke - og din ægtefælle herefter syntes I burde blive skilt fordi du havde fået begrænsninger, at hele Jeres liv og hjem skulle brydes op fordi du uforvarende var blevet handicappet.

    Var det mig ville jeg blive skilt og få en lille lejlighed i god afstand fra både børn, børnebørn og min tidligere mand, og der ville jeg med ro i sjælen sørge for at min barndomskæreste og jeg kunne finde rolige og glade timer med hinanden - så han styrket og glad kunne vende tilbage til livet sammen med sin kone, og sin øvrige familie. Hér ville jeg heller ikke leve i evig angst for at "nogen" så os sammen... Jeg véd godt at det vil efterlade dig med megen alene tid, men du virker jo også til at have mange interesser som du kan og bør vedligeholde.

    Sandsynligvis vil dine børn vil agere aggressivt overfor dig, fordi du valgte at forlade deres far, og han er jo den forladte part og det er som oftest dem man har ondt af. At reparere på dette kan meget vel tage måneder eller år - og måske bliver det aldrig rigtig godt igen. Det kan også være at din mand sygner hen og dør indenfor et år eller to, måske vil både du og børnene føle det til dels var din skyld.

    Under ingen omstændigheder ville jeg fortælle børnene om din "nye gamle" kæreste, og jeg tror af hensyn til barndomskærestens familie etc. at jeg helt ville undlade at nævne det for nogen, medmindre hans kone gik bort, så I helt legitimt kunne vælge at flytte sammen, og præsentere Jer for familierne som par. Det giver mange fødselsdage uden samvær og kærligheden fra din barndomskæreste, mange juleaftener med sære stemninger blandt de involverede børn, ex-mand etc. - ikke desto mindre var det dén løsning jeg ville vælge - for at kunne se mig selv i spejlet hver morgen uden en skidt smag i munden.

    Lige meget hvilken løsning du ender med at vælge, vil det medføre enormt store mængde tårer, smerte, afsavn og tristhed - og det er selvfølgeligt enormt svært at sidde med denne viden - ikke desto mindre er det dit liv lige nu.

    P.S. Min mand er af en helt anden mening, han synes din mand og din barndomskærestes kone begge er at betragte som syge, og de fortjener ikke at I forlader dem - til fordel for hinanden, fordi sygdom/alderdom begrænser dem. Han siger ordret "man indleder ikke noget forholdslignende til en anden mand, når man er i et ægteskab". Hans råd er: find nogle gode veninder som giver med- og modspil, krammere og glade timer. Lad være med at ødelægge din barndomskærestes familie og din egen med. Afslut definitivt med barndomskæresten og fortsæt livet som inden du mødte barndomskæresten - men få væsentligt flere veninder som dækker dit behov socialt set. Tag kampen op med din mand, og forklar disse veninder er vigtige for dig - og han er ikke inviteret! Før var det ham som var den udfarende i husstanden - nu er det din tur!
  • Jeg har en veninde, som fandt sin ungdoms kærlighed igen, dog først efter at hun selv var blevet skilt. Hans kone er handicappet efter en trafikulykke. De har nu i 13 år set hinanden som kærester. Han besøger min veninde i hendes hjem, men de tager også ud sammen. Hans kone og børn kender til forholdet, denne åbenhed betyder meget for alle parter, og det virker.
  • Tusind tak, hvor er det velgørende, at få så fin og medlevende respons på mine indeklemte tanker, følelser og problemer. Jeg har selv været ude i alle de afkroge - plus en masse andre - som I trækker frem.
    Skilsmisse er udelukket. Jeg kan ikke forlade min mand, nu når han er svækket og helt tydeligt har brug for at jeg er der. Han ville desuden reagere meget voldsomt og ville helt afgjort blive en belastning og en plage for vores børn. Det ønsker jeg ikke at lægge på deres skuldre. De er aller tre der i livet, hvor de sætter børn i verden, har ansvarsfulde jobs og i det hele tager har brug for overskud til at klare deres egne forpligtelser. Så længe jeg er der for deres far, mærker de ham ikke som en belastning, og omvendt kan jeg hjælpe dem med børnepasning etc. Det vil jeg ikke lave om på. Desuden ville jeg som en af jer ganske rigtigt sagde, aldrig kunne se mig selv i spejlet, hvis jeg forlod ham. Tanken har jeg haft gennem mange år (den har intet med min barndomskæreste at gøre), men har holdt ved for børnenes skyld og det kan jeg ikke ændre på nu. For mange år siden var min mand mig utro. Det var kort tid efter min fars pludselige død, hvor jeg brugte meget energi og mange følelser på at være der for min mor. Dengang var det tæt på, at vi var blevet skilt, men han ombestemte sig og vi blev sammen.
    Problemet er ikke så meget at jeg savner venskab med andre - veninder feks. Venskabet med min gamle kæreste er i og for sig heller ikke selve problemet. Problemet er og blive min mand, der dagligt giver mig utryghed og en fornemmelse af altid at skulle være i beredskab. Han kan være meget dramatisk i sin væremåde. Feks hvis han har lidt ondt et eller andet sted, eller hvis han opfatter noget som den mindste bebrejdelse. Det gælder alle - ikke bare mig - og pgra hans svækkelse er alle tilbøjelige til at hjælpe ham og udglatte alt, som man gør det over for et barn. Derfor er det klart at jeg, når jeg mærker varme, genklang og omsorg fra min gamle kæreste, føler det som en enorm lettelse. En slags comfort zone, som jeg havde glemt kunne findes.
    Hans situation er ganske rigtigt en anden. Han siger selv, at han har sagt ja til sin kone i medgang og modgang og derfor ikke kan forlade hende uden at miste sin selvrespekt. Men hans liv er også hårdt. Forestil jer at der kommer hjælpere ind i jeres hjem hver fjerde time - døgnet rundt, året rundt. Udover at hjælpe og støtte sin kone med alt det, hjælperne ikke gør samt køre hende til og fra tandlage/ frisør/ læge/ optræning osv, står han så også for alt i huset: madlavning, indkøb, rengøring, reparationer, havearbejde m.m.m. Det levner ikke megen tid til privatliv, til fritidsinteresser eller bare til en tur i biografen. Han halser af sted dagen lang og har kun to gange om ugen ca fire timer til sig selv, mens hans kone er til genoptræning. Han er slidt, og ved ikke hvor længe han kan holde til det hverken fysisk og psykisk.
    Udover at jeg jo også i mit ægteskab altid har været den, der trak det allerstørste læs (min mand har aldrig kunnet noget med sine hænder) har jeg det også elendigt rent psykisk, sammen med min mand og ved godt, at han ikke er sund for mig. Det er ikke sundt livet igennem at skulle kæmpe for at få lov til at være den man er, altid at skulle forklare sig, eller i bedste fald prøve at finde “gemmesteder” eller oaser, hvor man kan få lov til at vegetere lidt og finde indre ro. Men sådan har mit liv været i mange år nu. Det har mit venskab med min barndomskæreste ikke ændret på. Allerhøjest har det sat mit liv i relief, for han har i modsætning til mig, haft et godt samliv med sin kone. De har altid villet det samme. Men den hun var, har han jo mistet. Han forsøger dagligt at finde hende og tale til hende.
    Men han og jeg har begge talt det hele igennem, og vi har begge valgt at blive hvor vi er. Jeg ville aldrig kunne se mine børn i øjnene. Selvom jeg tror de godt ville kunne forstå mig, så ville et brud med deres far få så store konsekvenser for hele familien, at det ganske rigtigt ville tage mange år, at komme over det. Så mange år har jeg ikke …..
    Så vi bliver, hvor vi er. Det er vores vilkår, og dem kan vi ikke ændre på.
    Men vi prøver at blive ved med at mødes som vi gør, og at skrive sammen og bruge hinanden på den måde - være der for hinanden.
    Kernen i mit problem er nok netop det, at det er hemmeligt. Det er så svært at være hemmelig om noget så stort og vitalt i mit liv. Det skizma, at jeg ikke kan være åben om noget, der betyder så meget for mig, er svært at leve med, for det bliver kun sværere og sværere, og det er nok det, der er ved at flå mig i stykker indvendigt.
    Det gør virkelig ondt indeni, men jeg kan ingen udvej se på længeres sigt og må bare tage en dag ad gangen.
    Den åbenhed som du, 70Marthkje, fortæller om din veninde oplever - sådan ville jeg ønske det kunne blive for mig en dag. Men det desværre kun en drøm …
    Sorensen1 - du skriver at du synes jeg skal lade mig skille -og som du kan læse af ovenstående, kan jeg ikke det. Det er udelukket. Men det er ikke rigtigt, som din mand er inde på, at jeg ”ødelægger min vens familie”. Jeg ødelægger intet for ham. Tværtimod. Han er meget bevidst om, at jeg derimod giver ham så meget, at han kan være gladere sammen med sin kone. Jeg har rent praktisk også gennem den tid vi har skrevet sammen, hjulpet ham utrolig langt. Rusket op i ham. Sendt ham til psykolog feks. Fundet et madfirma, der kunne levere retter til dem hver dag, så han ikke skulle bakse med det, plus mange andre ting, der var svære for ham. Han siger selv, at jeg har gjort hans liv nemmere. Omvendt har han også været der for mig. Så vi giver hinanden meget. Tilfører hinanden energi. Hjælper hinanden op at stå, fordi vi heldigvis er nede på forskellige tidspunkter. Det er altså ikke bare “fordi jeg har brug for at komme lidt ud med veninder”, det handler om, selv om jeg føler, at min personlige frihed i mit ægteskab er - og altid har været - meget indskrænket. Mit nye venskab er meget større end “bare lidt hygge og frihed”..
    lotte123 Dejligt svar. Du giver mig på en måde fred med det, jeg gør. Giver mig “lov” til at mødes med min ven i smug. Det føles ikke så forkert, når andre kan forstå mig. Problemet er så bare, at det der “i smug” gør så ondt på længere sigt.
  • Ja det er desværre blevet fuldstændig legalt og i orden, at vores voksne børn har så travlt, er så pressede osv. - og det er de sikkert også, men sådan var det jo også for os andre, da vi havde job, småbørn osv - men den gang var det bare ikke helt så "legalt" at forvente at den ældre generation bare stod til rådighed og at man selv havde fuld ret til at sige fra.

    Jeg synes stadig, du skal tale med dine børn om denne her situation, for jeg er ret sikker på, at hvis du en dag vælter under det massive pres, du er under - og som jeg kan forstå, du har været i mange år, så vil dine børn som noget af det første spørge dig, hvorfor du dog ikke for længst har fortalt dem om, hvor galt det i grunden er - for som du fortæller det, så er de vel sagtens godt klar over, at dit liv ikke ligefrem er en "dans på roser", men så længe du ikke beder dem om hjælp og støtte, så kan du heller ikke forvente, at de selv skal finde ud af det og komme dig til hjælp.

    Jeg fornemmer lidt, at du i dit ægteskab altid har været mere eller mindre "tromlet"? Jeg hæfter mig ved, at han for år tilbage var dig utro, og I var tæt på at blive skilt, men "ham ombestemte sig". Jeg kan ikke lade være med at spekulere på, om du egentligt havde noget at skulle have have sagt i den situation - om du overhovedet fik "noget" til gengæld, om jeg så må sige.

    Nu er han blevet gammel og svækket, presset på dig er øget - du holder egentlig ikke af ham, men jeg følger sagtens, at hvis du skulle gå, så skulle du have gjort det for år tilbage - ikke nu.

    Du skal have dine børn på banen; de skal hjælpe og støtte dig i det krav, du skal stille til din mand: Du VIL have ret til at have noget tid for dig selv, du VIL have lov til at gøre det, uden at skulle stå til regnskab - for hvis ikke det kan lade sig gøre, så ramler det hele for dig - og det får ingen glæde af, heller ikke dine børn. Dine børn bør stå samlet over for deres far og være med til at bekræfte dig i dette helt rimelige krav. Stadig - er det op til dit forhold til dine børn, om du vil fortælle, at du har en virkelig god ven og støtte. Faktisk mener jeg, du har krav på deres forståelse for det, men det er dig, ikke mig, der kender dine børn. Jeg gætter på, at dine børn jo er helt klar over, at der nok ikke i mange år har været den store kærlighed mellem dig og din mand - at de da sagtens kan se, at han ikke behandler dig rimeligt, så mon ikke også de under dig lidt glæde i livet? Og - samtidig med at du netop på ingen måde vil svigte din mand nu. Tvært i mod - du har brug for overskud til at magte opgaven.

    Mht din ven, så er han også voldsomt presset, og har han fået undersøgt ordentligt om mulighederne for at hans kone kan komme på aflastning på et plejecenter ind i mellem? I det forhold er der jo heller ingen, der får glæde af, at han vælter under presset.

    Måske I kunne planlægge det sådan, at I sammen kan tage på et par dages ferie, hvor I i den grad kan få slappet af og få ladet batterierne op.

    Nej - jeg ser ikke, der er noget galt i noget sådant; I har begge ægtefæller, der er hhv syg/svækket, der kræves voldsomt meget af jer begge, og sådan er det - sådan er livet desværre ind i mellem, og I vil jo netop ikke vil svigte på nogen måde, men også I har ret til at have det lidt godt og være glade - bare en gang i mellem.

    Det kommer jo tusindfold tilbage på den gode måde - til alle parter.
  • Jeg syntes, at lotte har skrevet et ualmindelig dejligt, varmt og medfølende svar til dig, og jeg er meget enig med hendes betragtninger omkring dit vanskelige og svære forhold til din mand.

    At du har lyst til andet i dit ægteskab, end det din mand kan bidrage med er fuldt forståeligt, og jeg tror også, at du deler dette med mange ældre, som har en ægtefælde der er faldet af på den.

    Du skal ikke skamme dig over at have fundet en god ven, der giver dig glæde og adspredelse, tværtimod nyd det og tænkt på, at du også selv skal overleve, og også føle at livet stadig har noget godt til dig.

    Vi ved jo aldrig, hvordan vores alderdom bliver, og vi ved aldrig hvornår den ene part bliver meget ældre og svækket førend den anden.

    Hvis det skete i mit eget ægteskab ville jeg gøre som dig, om jeg ville skjule det overfor min mand kan jeg ikke rigtig udtale mig om, men jeg tror det.

    Tænk på ham som en ven og ikke som en du er ham utro med, for det er du ikke, en god ven kan ligeså godt være mand som kvinde.

    Om børnene skal have det at vide, ved du bedst selv, men nu er det jo heller ikke børnene, der kan og skal leve dit liv.

    Du føler at du har et ansvar overfor din mand, og det kan jeg godt forstå, men du har også et ansvar overfor dig selv.

    Jeg håber og ønsker for dig, at du kan lære at leve i nuet, og tage de små glæder I kan give hinanden, du har forøvrigt skrevet et meget tankevækkende indlæg.
  • Nej, jeg tror ikke jeg kan klare at tale med mine børn om det. Ikke fordi jeg ikke tror, at de ville kunne forstå mig, for det er jeg sikker på, at de kan, men jeg vil gå langt for at skåne dem. Det har hele tiden været min rettesnor, og det er ikke blevet anderledes nu, hvor de er voksne. Deres liv skal ikke overskygges af, at jeg ikke trives med deres far. For dem og deres børn er vi jo en enhed, med de særheder der nu følger med. Min datter venter sit andet barn til maj og er så stjernelykkelig. Jeg kan ikke bære at se hendes verden ramle, for det ved jeg den vil gøre mere eller mindre.
    Mine valg i livet er jeg nødt til at stå ved.
    Men venskabet med min - nej ikke barndoms- men ungdomskæreste - er en helt anden ting, som har rødder tilbage til længe før jeg mødte min mand. Der ligger jo også meget dér, som gør, at jeg synes det giver mening for mig, at vi nu igen har fundet sammen. Det er jeg også meget bevidst om. Men det er på den anden side med til at få det hele til at vokse, fordi det ripper op i en masse - feks i mit forhold til min mor. Så min ven er ikke kun en ven, men repræsenterer på den måde meget mere. Det er måske i virkeligheden grunden til at det ikke er så ualmindeligt endda, at man genfinder en ungdomskæreste i en sen alder. Der var nogle ting, der blev åbnet engang …
    Det er rigtigt, at hvis jeg skulle have forladt min mand, skulle det være sket for mange år siden. Nu er det for sent.
    Men at jeg skal have mere frihed, er jeg også selv klar over. Jeg arbejder også meget på at det kan lade sig gøre. Og det er virkelig et arbejde, for det skal forberedes længe i forvejen, at jeg tager en dag fri og hvilken grund, jeg anfører.
    Jeg har foreslået min ven, at hans kone kom til aflastning - altså for at han kunne blive aflastet. Det ville han godt kunne arrangere, og han har også prøvet at overtale mig til, at vi tog på en miniferie sammen. Men det ville aldrig være muligt for mig i forhold til min mand at tage af sted "alene". End ikke et par dage ville det kunne lade sig gøre, hvor gerne jeg end ville.
    Min ven er helt afklaret med, at han mødes med og har stærke følelser for mig. Det samme er jeg jo omvendt set. Jeg skammer mig ikke over det, men har bare svært ved at leve med, at noget der er så stort, bliver behæftet med hemmelighedskræmmeri og småløgne.
    Kan man lære at hærde sig så meget, at det ikke gør ondt at lyve. Kan man lære at holde dobbeltbogholderi oppe i sit hoved og inde i sit hjerte, så man ubesværet kan hoppe fra den ene virkelighed til den anden?
  • Det er svært at udtrykke sig klart på skrift – især når man ikke kender hinanden.

    Det er selvfølgelig dig, der kender din familie – ikke mig. :-)

    Men – jeg læser, at din mand simpelt hen stækker dig; du kan intet foretage dig uden at skulle stå til regnskab, du er nødt til at være til stede for ham, du er langt hen ad vejen nødt til at gøre det, han vil – og tilsidesætte egne behov og ønsker. Han er blevet gammel, svækket, har svært ved at forstå helt, hvad der foregår omkring ham. Hvorvidt han i øvrigt ikke er god for dig, er ikke lige det, det handler om, men det handler om, at du – helt klart – har besluttet, at du ikke vil forlade ham, du vil være der for ham, men også du har brug for at kunne ”trække vejret” - netop for at kunne magte den tunge opgave, du har.

    Den dag, du simpelt hen segner under det pres, der hviler på dig – og du eventuelt ryger af sted med en blodprop, så er det jeg vil mene, at dine børn i den grad vil stå og sige: ”Hvorfor har du ikke sagt til? Hvorfor har du ikke råbt vagt i gevær?”

    Det er det, jeg foreslår dig at gøre, og gøre nu – før det går galt. Dine børn skal som sådan ikke involveres i jeres – måske ikke for gode – samliv, da det jo netop er hvad de er opvokset med. Og – det er i øvrigt en hel anden diskussion.

    Dine børn må da vel have bemærket, at deres far ikke er helt så frisk mere? De har vel set, at han er blevet sværere at kommunikere med? De har vel opdaget, at du netop er langt mere frisk, at det er dig, der søger for det hele, og han ikke mere kan så meget? De bør også have bemærket, at det måske ikke er helt rimeligt – for heller ikke du er jo 17 år mere.

    Det er netop det, du bør bede din børn om hjælp til. Hjælp til at sammen med dig gøre din mand begribeligt, at du ikke magter det pres konstant, at du har brug for frirum; at du har brug for at have en eller to dage om ugen, hvor du gør, hvad du har lyst til – at du måske endda har brug for at tage væk nogle dage. OG – at det handler om, at du har brug for at få ladet batterierne op, så du igen kan være der bedre og mere for din mand.

    Han skal gøres begribeligt, at det i den grad generer dig, at du skal stå til regnskab – at du netop har brug for noget, der er dit – og kun dit.

    Hvad du så foretager dig, når du har det frirum – ja, det kommer så hverken din mand eller dine børn ved – for det handler om, at du har brug for ro og et eget frirum. Du kan sagtens fortælle, at der netop er ting, du gerne vil have helt for dig selv – for det er hvad DU har brug for. Det er det – og egentlig kun det – de skal hjælpe dig med at bakke op omkring. Om ikke andet så kan du jo fortælle, at du har brug for at være helt og aldeles alene – og måske endda være det nogle dage, så du kan trække vejret frit – selv bestemme om du skal se danske film, eller gå en tur, hvornår og hvad du vil spise osv. Det er nemt nok at finde på ”historier”, for at dække over, at det er noget andet, du gør – det handler om at du skal have lov til at gøre ting, der er dine og kun dine, når du først har fået det frirum til at gøre ting for dig selv, du ikke skal aflevere regnskab for. Jeg følger sagtens, at hverken din mand eller din børn helt vil kunne forstå det, hvis du har en ven. Dine børn primært, fordi unge ikke fatter, at også den ældre generation kan have brug for bekræftelse og seksualitet. (Det er ikke dine børn – sådan har det vel altid været. Forældre har pr definition ikke noget samliv – og ikke behov for nærvær med ligesindene.) :-)

    At jeg så mener, at man ikke gør sine børn en tjeneste ved at foreholde dem, hvad der virkelig foregår, at din mand faktisk ikke har været god ved dig i mange år, kommer heller ikke sagen ved, men det er nu en gang sådan, at hvad man er opvokset med og har set i sin barndom – ja, det kan man ikke sådan lige slippe, hvorfor deres adfærd med stor sandsynlighed er påvirket af, at der måske ikke altid har været en god og tryg stemning i deres barndomshjem, og det kunne de måske have brug for at få sat ord på. Men – det kommer som nævnt, hverken mig eller andre ved.

    Jeg synes stadig, det kunne være en ide om du kunne tale med en rådgiver fra Ældresagen omkring denne problematik – som jeg stadig ikke tror er helt så enestående.
  • Kære lotte 123 - tak fordi du giver mig gode, gennemtænkte svar. Det betyder utroligt meget for mig, da jeg ikke tidligere på noget tidspunkt har haft mulighed for at vende mine problemer med nogen udefra. Det har været så frustrerende, at det næsten ikke har været til at holde ud, at skulle gå med det alene. Jeg har selvfølgelig delt mine tanker og frustrationer med min ven, men han er jo selv belastet.
    Du synes jeg skylder mine børn at forklare dem, hvordan det hænger sammen i forholdet mellem mig og deres far, og hvordan det altid har været problemfyldt, fordi vi er så forskellige.
    Jeg har mange gange talt især med vores datter om det, og hun specielt, kan indimellem stadig blive provokeret af sin fars reaktionsmønster. Hun kender også mekanismen.
    Der findes mennesker, ligesom min mand, som ikke har evnen til at forstå ting på andres vegne. Som kun kan se ud fra sig selv og med sig selv som omdrejningspunkt. Jeg taler ikke om - hvad skal man sige - egoister i al almindelighed, selv om det godt kan forveksles, men om en manglende evne til at forstå og sætte sig ind i, hvorfor andre siger og handler som de gør. Det er i mine øjne et handikap - en manglende evne, som man er født med, og af den grund er uden skyld i.
    Når jeg skriver det, er det for at forklare, hvorfor det er umuligt at trænge ind til min mand i forhold til min følelse af manglende frihed. Han kan rent enkelt ikke se den. I hans øjne har jeg al den frihed jeg vil have - men når jeg udøver den, vil han jo gerne vide til hvad, hvorfor osv så jeg alene af den grund hellere afstår.
    Ja det er ikke nemt at gøre rede for, men du foreslår at jeg kontakter Ældresagen …. hvad tror du de kan bidrage med? Er der en psykolog der, man kan snakke med måske?
  • Kæreste.... Jeg er ret sikker på, at jeg forstår dig til fulde. Har en meget tæt veninde som har en problematik, der minder meget om din, og hun er ind i mellem ved at segne totalt under presset.

    Det er netop der, jeg mener du skal have jeres børn på banen. Hvis du fortæller din mand, at du har brug for mere frirum, så vil du jo netop få skudt i skoene, at du da kan gøre lige hvad du vil, at du da har masser af frirum osv. Og så bliver du alligevel udsat for ”forhør”.

    Hvis dine børn sammen med dig direkte siger til ham, at du har både ret og krav på at have tid, der er helt din egen, og også ret til ikke at blive underkastet forhør, så står du langt, langt stærkere. Din mand bliver på den måde fra flere sider gjort begribeligt, at du er stækket, når han nu ikke kan så meget, som du kan – at det da er sørgeligt, at han ikke har de kræfter, men at det ikke betyder, at du skal afgive dit liv og din frihed for at stå til rådighed for ham. Og selvfølgelig skal du og dine børn bruge ”våbenet” - at du netop er der og støtter ham, at du netop tager broderparten, når han ikke kan så meget – og at det også derfor er rimeligt, at du også tænker på dig selv, så du på den måde får bedre overskud – at det netop IKKE er rimeligt, at alt kun skal handle om ham. Han skal måske endda konfronteres med, at hvad nu, hvis du segner under presset – hvad forestiller han sig så? Fortæl ham, at det da – for ham – er langt mere vigtigt at holde dig frisk, glad og ”på benene” så længe som muligt.

    Med en sådan støtte fra dine børn, vil han givet erkende rimeligheden i det. Og jo – jeg ved da godt, at i det øjeblik dine børn ikke lige er der, og du kommer hjem fra en tur – så har han ”glemt” det her, og vil afkræve dig forklaring, men så kan du netop sige til ham, at ”hallooo – husk den aftale, du selv har været med til at indgå. Jeg hverken kan eller vil udsættes for forhør. Jeg fortæller dig, hvad jeg har lyst til – ikke mere.” Du har sådan set også ret til at fortælle ham, at sådan spiller klaveret fra nu af – kan han acceptere, så er det sådan det er, hvis du skal kunne magte den tunge opgave, det er at passe ham og indordne dig efter, hvad han kan magte; kan han ikke, så må han jo finde sig en anden, der vil finde sig i hans luner.

    Som du beskriver jeres liv, så tror jeg faktisk godt, du kan være så kontant. Husk dog selvfølgelig at være lige så sød og venlig, som du vel hele tiden har været.

    Det med Ældresagen er udelukkende, at jeg faktisk mener, de har en rådgivning – for den situation, hvor den ene ægtefælle er frisk og rørig, og den anden er syg/svækket og ikke magter så meget mere, er jo en meget almindeligt problematik – hvorfor jeg også mener, at de der har nogle råd og fif til dig. Det handler jo om, at du netop udtrykker, at du ikke har nogen at tale med det her om – og der er en mulighed.
Log in eller Registrér for at kommentere.