Indstillinger
Min historie
Hejsa.
Jeg er en mand på 39 år. Torsdag sidste uge gik jeg til lægen da jeg fik nogle stik i brystet og efterfølgende hovedpine. Lægen målte efter og sendte mig til akut EKG måling. Alle tingene var som de skulle være og hun mente derfor at det var muskelrelateret. Dagen efter om morgenen tog det til med indre uro, rysteture og en pludselig uvished for hvad der var ved at ske. Jeg fik igen en tid hos lægen og der brød jeg så sammen. Hun spurgte ind til mit liv og jeg fortalte at jeg netop har gennemgået en fyringsrunde på jobbet hvor jeg selv blev skånet, men oplevede den enorme utryghed der er i sådan en situation. Samtidig har min mor været indlagt med et tilsyneladende alvorligt alkoholmisbrug. Noget vi i familien havde på fornemmelsen men ikke var klar over var SÅ alvorligt. Vi fik at vide at vi skulle være heldige hvis hun kom hjem igen. Det gjorde hun heldigvis men nægter desværre at vil kendes ved problemet omkring alkohol. Samtidig med ovenstående er jeg også familiefar med to vidunderlige piger på 3 og 7 så der er ikke meget ro herhjemme.
Lægen spurgte om jeg havde nogle at snakke med og jeg sagde at jeg har min familie. Til sidst spurgte hun så hvad hun egentlig kunne gøre for mig. Jeg nævnte noget om en sygemelding, da jeg havde en uges arbejde tilbage inden ferien og det vil hun da gerne sørge for hvis arbejdspladsen skulle kontakte hende.
Så blev det weekend og nu tager symptomerne til. Jeg fik en konstant indre uro/nervøsistet af sådan en karakter at jeg ikke kan sidde stille og bare har lyst til at flygte fra det hele. Jeg sover virkelig ringe og vågner tidligt hvor jeg kan mærke at kroppen er i alarmberedskab. Det hele kører bare og er dybt ubehageligt. Jeg begynder at græde helt uprovokeret og kan slet ikke samle tankerne. Søndag aften er det så slemt at min kæreste og jeg tager til vagtlægen da jeg ryster voldsomt. Han giver mig noget at slappe af på (oxapax) og jeg er i forvejen meget påpasselig med den slags, da jeg arbejder med misbrugere og hjemløse. Jeg ved hvor afhængighedsskabende benzodiazepiner er. Men jeg tager den ene og mærker ingen effekt. Efter en time tager jeg den sidste og falder så i søvn.
Mandag kontakter jeg lægen igen og beder om en anden end sidst. Jeg får en tid hos en yngre læge og forklarer ham historien hvorefter jeg igen begynder at græde. Han siger så at det lyder som "akut stressbelastnng" og henviser mig til en psykolog. Min indre nervøsistet er helt oppe i det røde felt og jeg spørger om han har noget der kan afhjælpe dette. Han har de samme piller som vagtlægen gav mig og jeg får en recept på disse. Mandag aften tager jeg en pille men uden effekt. Jeg ender op med at tage 3 piller indenfor 3 timer og det virker bare ikke rigtigt, så jeg ringer til ham dagen efter hvor han siger at det er sært. Han giver mig Truxal i stedet som jeg så har forsøgt med 2 gange og de virker nogenlunde. Jeg HADER bare at skulle indtage disse medikamenter da jeg jo slet ikke er vant til den slags. Jeg føler mig som svag når jeg ikke kan klare det selv men må erkende at det måske er godt at starte op på indtil psykologbehandlingen er gået rigtig i gang. Der var jeg i øvrigt i onsdags og skal igen i morgen og jeg ser frem til at komme derop.
Men det værste ved alt det her, er at jeg har lyst til at flygte fra det hele. Ikke at jeg er suicidal men tankerne er drøner rundt og de har en negativ tendens og jo mere jeg tænker, desto mindre synes jeg at jeg er værd. At jeg ikke er en god nok far, at kæreste vil flytte fra mig osv. Det er simpelthen så frustrerende ikke at have kontrol over eget liv. Så kommer rysteturene men jeg bider dem i mig indtil aften hvor jeg tillader mig at tage en øl og det dæmper det noget. I går aftes havde jeg drukket en øl efter at have taget en truxal 3 timer før. Så var det pludseligt som om at intet var sket og alt var normalt. Så det kører altså meget op og ned lige nu.
Nu er jeg sygemeldt fra jobbet og ungere er ude af huset. Kæresten ligger og sover efter en nattevagt så der er helt ro og det nyder jeg. Jeg håber at fremtiden er lysere men lige nu er det altså svært at se lyset for enden af tunnelen.
Er det her mon tegn på stress som lægen siger, eller er der andet i det? Jeg ved det ihvertfald ikke.
Tak fordi du har læst min historie.
Jeg er en mand på 39 år. Torsdag sidste uge gik jeg til lægen da jeg fik nogle stik i brystet og efterfølgende hovedpine. Lægen målte efter og sendte mig til akut EKG måling. Alle tingene var som de skulle være og hun mente derfor at det var muskelrelateret. Dagen efter om morgenen tog det til med indre uro, rysteture og en pludselig uvished for hvad der var ved at ske. Jeg fik igen en tid hos lægen og der brød jeg så sammen. Hun spurgte ind til mit liv og jeg fortalte at jeg netop har gennemgået en fyringsrunde på jobbet hvor jeg selv blev skånet, men oplevede den enorme utryghed der er i sådan en situation. Samtidig har min mor været indlagt med et tilsyneladende alvorligt alkoholmisbrug. Noget vi i familien havde på fornemmelsen men ikke var klar over var SÅ alvorligt. Vi fik at vide at vi skulle være heldige hvis hun kom hjem igen. Det gjorde hun heldigvis men nægter desværre at vil kendes ved problemet omkring alkohol. Samtidig med ovenstående er jeg også familiefar med to vidunderlige piger på 3 og 7 så der er ikke meget ro herhjemme.
Lægen spurgte om jeg havde nogle at snakke med og jeg sagde at jeg har min familie. Til sidst spurgte hun så hvad hun egentlig kunne gøre for mig. Jeg nævnte noget om en sygemelding, da jeg havde en uges arbejde tilbage inden ferien og det vil hun da gerne sørge for hvis arbejdspladsen skulle kontakte hende.
Så blev det weekend og nu tager symptomerne til. Jeg fik en konstant indre uro/nervøsistet af sådan en karakter at jeg ikke kan sidde stille og bare har lyst til at flygte fra det hele. Jeg sover virkelig ringe og vågner tidligt hvor jeg kan mærke at kroppen er i alarmberedskab. Det hele kører bare og er dybt ubehageligt. Jeg begynder at græde helt uprovokeret og kan slet ikke samle tankerne. Søndag aften er det så slemt at min kæreste og jeg tager til vagtlægen da jeg ryster voldsomt. Han giver mig noget at slappe af på (oxapax) og jeg er i forvejen meget påpasselig med den slags, da jeg arbejder med misbrugere og hjemløse. Jeg ved hvor afhængighedsskabende benzodiazepiner er. Men jeg tager den ene og mærker ingen effekt. Efter en time tager jeg den sidste og falder så i søvn.
Mandag kontakter jeg lægen igen og beder om en anden end sidst. Jeg får en tid hos en yngre læge og forklarer ham historien hvorefter jeg igen begynder at græde. Han siger så at det lyder som "akut stressbelastnng" og henviser mig til en psykolog. Min indre nervøsistet er helt oppe i det røde felt og jeg spørger om han har noget der kan afhjælpe dette. Han har de samme piller som vagtlægen gav mig og jeg får en recept på disse. Mandag aften tager jeg en pille men uden effekt. Jeg ender op med at tage 3 piller indenfor 3 timer og det virker bare ikke rigtigt, så jeg ringer til ham dagen efter hvor han siger at det er sært. Han giver mig Truxal i stedet som jeg så har forsøgt med 2 gange og de virker nogenlunde. Jeg HADER bare at skulle indtage disse medikamenter da jeg jo slet ikke er vant til den slags. Jeg føler mig som svag når jeg ikke kan klare det selv men må erkende at det måske er godt at starte op på indtil psykologbehandlingen er gået rigtig i gang. Der var jeg i øvrigt i onsdags og skal igen i morgen og jeg ser frem til at komme derop.
Men det værste ved alt det her, er at jeg har lyst til at flygte fra det hele. Ikke at jeg er suicidal men tankerne er drøner rundt og de har en negativ tendens og jo mere jeg tænker, desto mindre synes jeg at jeg er værd. At jeg ikke er en god nok far, at kæreste vil flytte fra mig osv. Det er simpelthen så frustrerende ikke at have kontrol over eget liv. Så kommer rysteturene men jeg bider dem i mig indtil aften hvor jeg tillader mig at tage en øl og det dæmper det noget. I går aftes havde jeg drukket en øl efter at have taget en truxal 3 timer før. Så var det pludseligt som om at intet var sket og alt var normalt. Så det kører altså meget op og ned lige nu.
Nu er jeg sygemeldt fra jobbet og ungere er ude af huset. Kæresten ligger og sover efter en nattevagt så der er helt ro og det nyder jeg. Jeg håber at fremtiden er lysere men lige nu er det altså svært at se lyset for enden af tunnelen.
Er det her mon tegn på stress som lægen siger, eller er der andet i det? Jeg ved det ihvertfald ikke.
Tak fordi du har læst min historie.
Kommentarer
Det lyder som stress, og det lyder som om, at du er i gode hænder, fordi du både får tilbudt medicin og psykologhjælp. Men ligesom en tilstand som din ikke blev opbygget på en nat, så bliver du heller ikke helbredt over natten. Ting tager tid, og du er nødt til at væbne dig med tålmodighed.
Normalt er det sådan, at man er mest angst i f.h.t. de ting, der ikke bliver italesatte. Derfor vil det måske være en god idé, at du snakker med din kæreste om de ting, der bekymrer dig. Spørg hende, hvad hun tænker, om der er noget, du/I sammen kan gøre, for at hun ikke løber surt i det, hvordan hun synes, I sammen skal tackle hele problemstillingen med jeres børn o.s.v. Viden skaber ofte ro, og det kan du vist godt trænge til.
Jeg håber alt det bedste for dig, og jeg er sikker på, at du nok skal komme ud på den anden side.
Jeg ønsker dig i hvert fald held og lykke!
Mange tak for dine ord. Du har helt sikkert ret i man bør tale sammen om de ting der går en på. Noget jeg ellers syntes har været god til men nu er blevet endnu mere opmærksom på. Min absolut ubegrundede frygt består jo i at jeg er bange for at familien ikke gider mig, at jeg ikke er god nok osv. og disse tanker kunne nok være blevet vendt til det positive hvis man havde taget snakken i opløbet.
Det er også min overbevisning at der må ligge noget mere og lure i gemmerne for min storebror har noget af det samme som jeg. Det er her at jeg håber psykologen kan være med til at give mig nogle brugbare værktøjer. Men kunne det for pokker ikke bare snart være slut med al den uro og tankemylder?!? Det er det værste i denne omgang. At skulle tage en pille når det topper. Noget jeg ellers aldrig bekymrer mig om at indtage, med mindre det er en vitaminpille eller en Panodil.
Ja, det er faktisk et fint billede at sætte på situationen. Og det kendetegner vel egentlig også meget godt min situation lige nu. Jeg er bare utålmodig. Vil gerne have at det går lidt stærkere med at finde den rette kurs igen. Det med ikke at huske så godt, aftaler er lig nul og bare tage dagen som det kommer, ligger normalt ikke til mig. Der plejer hele tiden at være noget at skulle forholde sig til. Enten skal børnene hentes/afleveres eller også skal husholdningen passes, jobbet kalder for begge parter med skiftende arbejdstider. Ja , så det er lidt ligesom at blive nulstillet.