Indstillinger
Er altid utilfreds med min mand! Skal jeg ende forholdet?
Hej
Mig og min mand har haft en stor konflikt i vores liv for nogle måneder tilbage, som forårsagede at vores liv ændrede sig fra det normale, til det triste og deprimerende liv. - Set fra mit synsvinkel. Han har det fint og er glad. Det er bare mig der har mistet lykken, og det ved han godt, og hver gang han prøver på at gøre når sødt og specielt for mig, så holder det kun en dag og ikke mere.
Mit liv ændrede sig fra at jeg var lykkelig med mit arbejde og de planer jeg havde sat i mit liv, til at være hjemgående i et halvt år. - Og det var ham der tog den beslutning for mig af "sikkerhedsmæssig årsager". Han følte ikke at mit arbejde var et sikkert sted for mig. Og der begyndte mit depression. Uanset hvad min mand gjorde for mig, så kunne jeg ikke finde lykken i noget som helst. Og det ved han godt.
Vi skændes ofte om mit livs forandring, men han forstår ikke hvorfor det er et problem at jeg er hjemmegående. Han synes at jeg skal "nyde" det, og slappe af.
Det gik ud over sexlivet fra min side. Jeg havde meget sjældne lyst til at være sammen med ham i sengen, og når vi så havde sex poppede der konstant andre mænds ansigter i hovedet på mig. Og jeg kunne ikke styre det.
Somme tider forstiller jeg mig selv, som en kvinde der bor alene, har en super god kariere og hygger sig veninderne. Vores økonmi er elendig fordi vi kun lever af hans løn som lige er nok til at betale regningerne og handle ind for. Jeg forstår ikke at noget så fjollet kan spolere min glæde og følelser for ham, selvom han elsker mig så højt, og har været så god i mod lige siden jeg har kendt ham. Jeg aner ikke hvad skal stille op. Jeg føler mig ikke sexuelt tiltrukket af ham længere. Er ægteskab sådan?
Mvh
Maria Jensen
Mig og min mand har haft en stor konflikt i vores liv for nogle måneder tilbage, som forårsagede at vores liv ændrede sig fra det normale, til det triste og deprimerende liv. - Set fra mit synsvinkel. Han har det fint og er glad. Det er bare mig der har mistet lykken, og det ved han godt, og hver gang han prøver på at gøre når sødt og specielt for mig, så holder det kun en dag og ikke mere.
Mit liv ændrede sig fra at jeg var lykkelig med mit arbejde og de planer jeg havde sat i mit liv, til at være hjemgående i et halvt år. - Og det var ham der tog den beslutning for mig af "sikkerhedsmæssig årsager". Han følte ikke at mit arbejde var et sikkert sted for mig. Og der begyndte mit depression. Uanset hvad min mand gjorde for mig, så kunne jeg ikke finde lykken i noget som helst. Og det ved han godt.
Vi skændes ofte om mit livs forandring, men han forstår ikke hvorfor det er et problem at jeg er hjemmegående. Han synes at jeg skal "nyde" det, og slappe af.
Det gik ud over sexlivet fra min side. Jeg havde meget sjældne lyst til at være sammen med ham i sengen, og når vi så havde sex poppede der konstant andre mænds ansigter i hovedet på mig. Og jeg kunne ikke styre det.
Somme tider forstiller jeg mig selv, som en kvinde der bor alene, har en super god kariere og hygger sig veninderne. Vores økonmi er elendig fordi vi kun lever af hans løn som lige er nok til at betale regningerne og handle ind for. Jeg forstår ikke at noget så fjollet kan spolere min glæde og følelser for ham, selvom han elsker mig så højt, og har været så god i mod lige siden jeg har kendt ham. Jeg aner ikke hvad skal stille op. Jeg føler mig ikke sexuelt tiltrukket af ham længere. Er ægteskab sådan?
Mvh
Maria Jensen
Kommentarer
Først og fremmest er du nok nød til at uddybe lidt omkring situationen vedr. dit arbejde og det at din mand traf beslutningen for dig. Det forstår jeg ikke. Hvordan kunne han gøre det?
Men altså, hvis det forholder sig sådan at din mand i almindelighed træffer den slags beslutninger på dine vegne, så er der altså virkelig noget galt. Selvfølgelig skal du være på arbejdsmarkedet, hvis det er det du ønsker. Det er en farlig og selvdestruktiv vej at gå når man vælger at gøre sig totalt afhængig af andre mennesker. Det går ud over din selvrespekt, økonomi og frihed.
Du skriver ikke noget om, hvorvidt I har børn. Hvis det ikke er tilfældet har du ingen moralsk forpligtigelse til at blive og kæmpe, hvis du ikke føler for det. Under alle omstændigheder bør du gøre det klart for din mand at du har brug for at arbejde, og hurtigts mulig finde et nyt job.
For det er jo dig, der har ansvaret for dit liv!
Jeg kalder selv mit humør for "det sorte hul", fordi jeg bliver ekstrem frustreret, sur og ked af det.
Jeg kan ikke fortælle alle detaljer om hvorfor jeg skulle stoppe arbejdet, fordi jeg er bange for at min mand afslører mig i at søge hjælp herfra. - Og så for jeg problemmer.
Men jeg kan fortælle at der var en person som forfuldte mig. Det er ikke en person jeg kender, men det er en person der har har en været en stor trusel for en af mine nærmeste bekendte. Og hele situationen har påvirket min mand meget, så han tog beslutningen for mig da han "ved bedrer". Jeg har ikke rigtig mulighed for at komme med min egen forslag i vores forhold. Det er ham der tager det fleste beslutninger på begges vegne.
Somme tider forstår jeg har ham, og andre gange havner jeg i "det sorte hul" og så er der intet der giver mening for mig.
Jeg har overvejet psykolog hjælp, men som sagt så kniber det lidt med økonomien.
Jeg fandt ud af at der var noget galt med mig, fordi jeg på det sidste ikke kan forstille mig være mor til hans børn. - I hvert fald ikke de næste 10 år, men sådan vil jeg jo ikke have det! Jeg vil gerne have børn.
Jeg husker fra mine forrige erfaringer med mænd, at når jeg har tænkte på den måde, så ville forholdet aldrig holde.
Har I mon snakket om alternativer, at du kunne lave noget lignende et andet sted, eller lave noget helt andet, i stedet for at gå hjemme?
At gå hjemme imod sin vilje, lyder næsten som at være fængslet i mine ører.
Jeg kender godt til at være blevet rigtig træt af sin mand, hos mig kommer det af, at han har gjort en masse ting jeg synes var uretfærdigt, og at han har prøvet at undertrykke mig. Jeg synes at man skal bakke hinanden op i et forhold, lade den anden komme til med sine meninger, prøve at finde kompromiser og være forstående. Prøve at "løfte hinanden" i stedet for at tro man kan styre den andens liv. Det er at gøre den anden mindre, og så kommer der en ubalance.
Håber I finder ud af det, det er synd du skal gå rundt derhjemme, når du hellere vil arbejde.
Det er meget svært at bedømme hvad der er op og ned ud fra dine indlæg, men det skinner igennem at du har det ad helvede til, at din mand er meget dominerende og at du er ved at miste dig selv. Alt i alt lyder det som et skrækkeligt grundlag at starte en familie på, og du skriver jo også selv at du ikke har lyst til at have børn med ham. Mit spørgsmål er så, hvorfor bliver du sammen med ham? Hvad er det han tilfører dit liv?
Vi har kun dette ene liv og en derfor også en forbandet forpligtigelse til at forsøge at få det meste ud af det. Derfor må du virkelig forsøge at søge ind til om du har valgt den rette mand. Hvis han ikke er den rette for dig må du videre i livet før der kommer børn ind i billedet og det virkelig bliver kompliceret!
Jeg synes at det er en rigtig god ide med psykologhjælp. Prøv at tal med din læge. Måske kan du få en henvisning, så koster det kun 1/3 af prisen.
Men på den anden side så ser jeg ham også som den type mand der passer perfekt til at være far og ægtefælle. Jeg har aldrig stødt ind på en mand som ham. Jeg er så splittet, og det er begyndt at skræmme mig.