Indstillinger
Kan slet ikke finde ud af mig selv.
Hej derude...
Så prøver jeg igen. havde brugt 2 timer på at beskrive alt det her også bliver man logget af.... ;-( og alt er væk... chok.. når det i forvejen er svært.
Jeg har brug for andre udefra kigger på det her. Ved slet ikke hvad jeg skal gøre.
Min mand og jeg har været sammen i 11½ år og sammen har vi 2 dejlige børn på 8 og 5.
Jeg skal prøve kort at beskrive det vi har sammen. Min mand laver meget ved siden af sit arbejde. Laver meget for andre og glemmer vores lidt. Jeg arbejder hjemme fra 6.30 til ca 16 +- 10. Jeg søger for næsten alt det praktiske her hjemme og børnene og har enda også lidt af det som jeg mener er han job udenfor. Han har også en fritids hobby som tager meget af den bedste tid på året. Jeg gør mange tid alene både hjemme og hvis vi skal noget.
Nu er jeg af den type der er meget konfliktsky! og har et service-gen af den anden verden. Alt og alle før mig selv.. Børn, mand, venner, familie...osv.
Jeg har tit kommet med stikpiller til ham om jeg er for meget alene.
Men han sagde også den gang jeg mødte ham at hobbyen tog meget tid, men troede da den ville blive mindre da vi fik børn.
Han er en god far dog er vi ikke altid lige enige om hvordan børnene skal opdrages. Syntes han er lidt hård.
Jeg har flere gange i mit liv haft nogen angst anfald. Men har bare ladet det ligge, fordi jeg ikke ture finde ud af hvorfor jeg havde det sådan! Og når det går over, køre hverdagen bare igen der ud af.
Og det er efterhånden lang tid siden jeg har haft det sidst, indtil for nyligt. Min mand ved godt at jeg har haft dem, men jeg har jo ikke vidst hvad det skyldes. Eller har ikke ture finde ud af hvorfor.
Det sidste ½ år har der været noget under opsejling igen. Og her for nyligt sagde jeg til ham at jeg ikke syntes det køre så godt og at jeg savnede mange ting. Han kunne godt se det, og syntes at vi skulle få børenene passet og tage ud og spise. Hvilket vi Aldrig har gjort før. sådan noget har vi ikke gjort. Heller ikke gåture i det fri (det er ikke noget for ham) gået ret meget i biffen og mange andre ting. I år er det første gang at vi som familie har været på ferie en hel uge. Ellers har det kun været en-dags ture. Det var også hyggeligt og børnene hyggede sig. Sådan noget har også manglet. Tænkte det kunne være en god ide, så kunne vi jo få snakket om ting vi ikke får snakket om.
Som vi kom tættere på den dag vi skulle ud og spise kunne jeg godt mærke at jeg blev mere nervøs og faktisk kom angsten tilbage igen.
Jeg var nervør for om vi overhovedet kunne snakke sammen og være sammen sådan. Vi får altid kun passet børnene når vi skal noget.
Det var også ret akavet da vi sad og spiste. Da vi var færdige blev vi enige om at tage hjem, leje lidt film og købe lidt snolder.
Det var overhovedet ikke som jeg havde forventet.. Sådan noget skal være hyggeligt. Kunne slet ikke finde ud af at være tæt på ham på den måde. Og midt inde i den ene film lagde han sig på knæ og friede til mig. Chok... det er altid det jeg har drømt om (et bryllup) Jeg prøvede også at være glad, men det føles bare så forkert og vi havde jo heller ikke fået snakket fordi jeg altid prøver at undgå konflikterne, og jeg er slet ikke god til at starte dem.
Angsten er der stadig... og han vidste også godt at jeg havde været lidt nersøv, for jeg havde sagt at jeg ikke vidste om vi kunne finde ud af det, når vi aldrig havde prøve det før.
Nu har jeg tænkt og tænkt, og har enda prøvet bare at lade den ligge som jeg hid til har gjort.. Men kroppen råber jo vagt i gevær. Har tænk og prøver at kigge ind i mig selv og mærker efter hvorfor angsten er der.. og jeg er bange for at det jeg hele tiden løber fra er at jeg måske ikke føler det samme for min mand som han føler for mig!! Puha det gør ondt...
Han ved ikke jeg har det sådan..
Jeg ved virkelig ikke hvad jeg skal gøre. Har tænkt begge veje.. men det er også skræmende og tænke hver til sit.
Igen tænker jeg ikke på mig selv. Tænker på hans drømme... og det at skulle sælge og dele alt og børnene. At det bare er nemmere at blive.
Jeg er virkelig bange for mig selv og mine følelser lige nu, og føler jeg er ved at blive skør!
Sex har jeg heller ikke lyst sammen med ham. Det er noget jeg føler jeg gør for at tilfredstille ham.
Og jeg skal lige sige at vi også har haft det godt sammen!! Det skal ikke være negativt det hele. Jeg holder af ham, men måske bare ikke på den rigtige måde..
Nu er det her slet ikke skrevet lige så godt som det jeg skrev tidligere.. men har da forsøgt.
Hjælp.
Hilsen hende der ikke kan finde ud af sig selv
og undskyld stavefejl
Så prøver jeg igen. havde brugt 2 timer på at beskrive alt det her også bliver man logget af.... ;-( og alt er væk... chok.. når det i forvejen er svært.
Jeg har brug for andre udefra kigger på det her. Ved slet ikke hvad jeg skal gøre.
Min mand og jeg har været sammen i 11½ år og sammen har vi 2 dejlige børn på 8 og 5.
Jeg skal prøve kort at beskrive det vi har sammen. Min mand laver meget ved siden af sit arbejde. Laver meget for andre og glemmer vores lidt. Jeg arbejder hjemme fra 6.30 til ca 16 +- 10. Jeg søger for næsten alt det praktiske her hjemme og børnene og har enda også lidt af det som jeg mener er han job udenfor. Han har også en fritids hobby som tager meget af den bedste tid på året. Jeg gør mange tid alene både hjemme og hvis vi skal noget.
Nu er jeg af den type der er meget konfliktsky! og har et service-gen af den anden verden. Alt og alle før mig selv.. Børn, mand, venner, familie...osv.
Jeg har tit kommet med stikpiller til ham om jeg er for meget alene.
Men han sagde også den gang jeg mødte ham at hobbyen tog meget tid, men troede da den ville blive mindre da vi fik børn.
Han er en god far dog er vi ikke altid lige enige om hvordan børnene skal opdrages. Syntes han er lidt hård.
Jeg har flere gange i mit liv haft nogen angst anfald. Men har bare ladet det ligge, fordi jeg ikke ture finde ud af hvorfor jeg havde det sådan! Og når det går over, køre hverdagen bare igen der ud af.
Og det er efterhånden lang tid siden jeg har haft det sidst, indtil for nyligt. Min mand ved godt at jeg har haft dem, men jeg har jo ikke vidst hvad det skyldes. Eller har ikke ture finde ud af hvorfor.
Det sidste ½ år har der været noget under opsejling igen. Og her for nyligt sagde jeg til ham at jeg ikke syntes det køre så godt og at jeg savnede mange ting. Han kunne godt se det, og syntes at vi skulle få børenene passet og tage ud og spise. Hvilket vi Aldrig har gjort før. sådan noget har vi ikke gjort. Heller ikke gåture i det fri (det er ikke noget for ham) gået ret meget i biffen og mange andre ting. I år er det første gang at vi som familie har været på ferie en hel uge. Ellers har det kun været en-dags ture. Det var også hyggeligt og børnene hyggede sig. Sådan noget har også manglet. Tænkte det kunne være en god ide, så kunne vi jo få snakket om ting vi ikke får snakket om.
Som vi kom tættere på den dag vi skulle ud og spise kunne jeg godt mærke at jeg blev mere nervøs og faktisk kom angsten tilbage igen.
Jeg var nervør for om vi overhovedet kunne snakke sammen og være sammen sådan. Vi får altid kun passet børnene når vi skal noget.
Det var også ret akavet da vi sad og spiste. Da vi var færdige blev vi enige om at tage hjem, leje lidt film og købe lidt snolder.
Det var overhovedet ikke som jeg havde forventet.. Sådan noget skal være hyggeligt. Kunne slet ikke finde ud af at være tæt på ham på den måde. Og midt inde i den ene film lagde han sig på knæ og friede til mig. Chok... det er altid det jeg har drømt om (et bryllup) Jeg prøvede også at være glad, men det føles bare så forkert og vi havde jo heller ikke fået snakket fordi jeg altid prøver at undgå konflikterne, og jeg er slet ikke god til at starte dem.
Angsten er der stadig... og han vidste også godt at jeg havde været lidt nersøv, for jeg havde sagt at jeg ikke vidste om vi kunne finde ud af det, når vi aldrig havde prøve det før.
Nu har jeg tænkt og tænkt, og har enda prøvet bare at lade den ligge som jeg hid til har gjort.. Men kroppen råber jo vagt i gevær. Har tænk og prøver at kigge ind i mig selv og mærker efter hvorfor angsten er der.. og jeg er bange for at det jeg hele tiden løber fra er at jeg måske ikke føler det samme for min mand som han føler for mig!! Puha det gør ondt...
Han ved ikke jeg har det sådan..
Jeg ved virkelig ikke hvad jeg skal gøre. Har tænkt begge veje.. men det er også skræmende og tænke hver til sit.
Igen tænker jeg ikke på mig selv. Tænker på hans drømme... og det at skulle sælge og dele alt og børnene. At det bare er nemmere at blive.
Jeg er virkelig bange for mig selv og mine følelser lige nu, og føler jeg er ved at blive skør!
Sex har jeg heller ikke lyst sammen med ham. Det er noget jeg føler jeg gør for at tilfredstille ham.
Og jeg skal lige sige at vi også har haft det godt sammen!! Det skal ikke være negativt det hele. Jeg holder af ham, men måske bare ikke på den rigtige måde..
Nu er det her slet ikke skrevet lige så godt som det jeg skrev tidligere.. men har da forsøgt.
Hjælp.
Hilsen hende der ikke kan finde ud af sig selv
og undskyld stavefejl
Kommentarer
Siden kopierer jeg det, så sker den slags ikke mere.
Jeg kan næsten regne ud, hvordan du har det. Du har følt dig alene med det meste i alt for lang tid. Når man bliver "glemt", så kølnes kærligheden, hvilket jo er meget naturligt. Det er ikke sikkert den er væk, men ligger i "koma".
Hvis han vil have dig, så må han vække dig igen.
Jeg syntes godt du kan fortælle ham, du føler dig svigtet, at for meget er overladt til dig, medens han har travlt andre steder. Så du vil ikke giftes lige nu, men se tiden lidt an.