Netdoktor.dk - Danmarks uafhængige leksikon om sygdomme

At blive kaldt ved fornavn af vildtfremmede mennesker!

Redigeret 9 september, 2012, 06:21 i Åben debat for ældre
Hej alle sammen

Nu er jeg så også kommet dertil, at jeg føler mig generet af et sprog-fænomen!

Det havde jeg ellers ikke regnet med. Jeg synes, at jeg så nogenlunde har kunnet vænnet mig til sproglige mærkværdigheder i den takt, de opstod. Jeg har grint af dem, men ikke følt mig generet – indtil nu!

Sagen er, at personer, som overhovedet ikke kender mig, tiltaler mig med fornavn, som om vi kendte hinanden!

Det begyndte i debatter på nettet, hvor man debatterer under sit fulde navn. Ved henvendelser direkte til mig, begyndte nogle mennesker at skrive @ efterfulgt af mit fornavn. Når jeg henvender mig til andre i disse debatter, skriver jeg både fornavnet og efternavnet, for jeg kender dem jo ikke.

Det er mennesker, som jeg overhovedet aldrig har set eller talt med!

Og avis-abonnement-sælgere og opinionsundersøgelses-folk ringer til mig – gerne lige når jeg står og laver sovs til aftensmaden. De begynder f.eks. samtalen sådan her: ”Grete, jeg håber ikke, at jeg forstyrrer dig, men… ”

Nu hedder jeg ikke Grete, men noget andet. Det var bare for at beskrive situationen.

Senest er min internetudbyder begyndt at bruge mit fornavn i henvendelser til mig!

”Hej Grete”, står der gudhjælpemig!

Det sker det vel ikke noget ondt ved, vil de fleste sikkert indvende.

Jo, jeg føler det som en omklamring eller en nedbrydning af en afstand, som er ønskværdig og normal. Det er lidt det samme, som når visse mennesker står alt for tæt på én, når man står og snakker, eller måske finder på at røre ved én for at understrege visse pointer i en diskussion, f.eks. prikker én på skulderen med en finger.

Adr!

Men desværre er der nok ikke noget at gøre ved det! Min reaktion vil nok blive betragtet som et aldersfænomen, der kan sammenlignes med dengang, hvor ældre mennesker følte sig generet af at blive tiltalt med ”du” af mennesker, de slet ikke kendte.

Det var bare et hjertesuk.

Men er der andre, der har den samme reaktion?

Mange hilsner

Kameliadamen

P.S. Man må gerne skrive ”Hej Kameliadame” til mig. Kameliadamen er jo mit brugernavn, og jeg har selv valgt det. Og jeg er nogenlunde tilfreds med det, fordi jeg er så begejstret for blomsten Kamelia. Dengang jeg valgte det, tænkte jeg ikke lige på, at mit brugernavn måske kan give forkerte associationer ;o)
«1

Kommentarer

  • He he, jeg valgte "persille", fordi det dufter og smager godt. Men jeg har fortrudt det lidt. Nå , skidt pyt.

    Jo, vi er enige. Jeg har også oplevet det. Hej " Sofie". Jeg troede det var en bekendt, men det var en fremmed der ringede. Det generer mig.

    Min mor var både grædefærdig og voldsomt generet af der blev sagt: Hej "Mette". Hun var altid blevet tituleret fru ...... og De. Hun kunne næsten ikke klare, der blev sagt "du" til hende. For hende var det en væmmelig oplevelse.
    Men det er jo kun de nye generationer der har ret. Alt hvad de gør og siger er korrekt. Os andre, jamen vores tid er forbi. Det hjælper ikke vi siger, vi er her altså endnu og har ret til at være her også.

    Jeg forstår ikke, der i vore dage er så lidt dannelse og høflighed, at der ikke tages hensyn til andre.
    Ikke alle unge syntes det er så godt. Mit barnebarn mener det ville være godt/sjovt, hvis man, som da jeg var ung sagde: Frøken "Solstråle" eller hvad man nu hed. Hun ville gerne, det blev ændret.

    At sproget skulle være under udvikling, nej, det mener jeg ikke, det er blevet meget forringet.

    Det er også kun i danmark vi er så uhøflige, den går ikke i udlandet. Min svigerinde hedder stadig Frau ...... de kunne ikke drømme om andet.


    Det er også uhøfligt, når nogen råber på hjælp og man gør sig meget umage med et svar. Hører man altid om svaret overhovedet bliver læst. Nej, det er da bare en selvfølge.
    Måske passer svaret ikke vedkommende, men derfor kunne man alligevel tilkendegive svaret er blevet læst.
    Det er da almindelig høflighed skulle man mene.
  • Jeg føler mig ilde tilpas, når man fra offentlige myndigheder, begynder en skriftlig henvendelse til mig med " Kære Linette". Jeg er ikke på privat brevveksling med f.eks. pensionskontoret, sygehuse og lignende steder.
    Det er en form for falsk omsorg, en form for at intimidere eller mislykket forsøg på, at skabe tillid.
    Gad vide hvordan en sagsbehandler ville opfatte en henvendelse der begyndte med "Kære Dorthe".
    Jeg er ikke "Kære" til nogen andre end min familie og venner.
    Jeg føler mig stødt over denne form for henvendelser fra ukendte personer.
  • Jeg tror at uvæsenet i offentlige myndigheder med at skrive "kære" i breve kommer fra høflig engelsk sprogbrug, hvor man ville skrive "Dear Sir/Madam fornavn + efternavn".

    I uhøflige Danmark har vi ikke noget bedre. "Hej" er en lige vel friskfyragtig bemærkning når den kommer fra Skat.

    Mht til efternavn og De i direkte tale, finder mange inkl mig selv faktisk at det virker forkert og uhøfligt, når vi tiltales sådan. Man føler sig som en oldsag. Jeg kender mange, der af høflighed har henvendt sig med De og fru hr til ældre medborgere, og som efterfølgende er blevet skældt ud (!). Måske det også er grunden til at flere og flere konsekvent bruger du og fornavn. Tlf-selskabernes medarbejdere får sikkert også ordre til at være "ung med de unge".

    Det er altså også svært for os andre at vide hvad ældre folk vil kaldes, men de ældre jeg har mødt, har sagt når de gerne vil være dus, kunne man ikke bare venligt sige at man foretrækker at være Des?
  • Jeg vil da gerne tiltales med "DU", for ellers føler jeg mig som en oldsag. Man kan vende sig til meget, sagde ålen, da den lå på panden.
    Jeg syntes bare, det er ærgeligt, det er blevet sådan.

    Men jeg kan ikke lide, når helt fremmede skriver Kære .... i et halv eller hel officielt brev eller hvad de nu skal kaldes.

    Og jeg undrer mig en del over "Hurtigtalerne", jeg har mere end svært ved at forstå, når der jappes i et hurtigt tempo om de må have lov til at forstyrre med spørgsmål.

    Det må de da gerne bare de ikke siger fornavn og taler så hurtigt, at jeg ikke forstår dem.

    Det der med at man gerne vil have der bliver sagt sådan og sådan. Hvordan tror du lige en gammel lidt hjælpeløs dame har det med at sige det til hjælperen. Ikke særlig godt.
    Jeg selv ville helst tiltales fru .... og ikke ved fornavn af mig ukendte mennesker.

    Men egentlig tror jeg ikke der protesteres mere hos de ældre over "du" formen, for dem der er tilbage, de har vænnet sig til det nu. Men der blev det i begyndelsen, meget, sådan privat. Mange var vrede i tavshed, for sådan var den generation.

    Joe, alting ændrer sig. Min ældste moster kunne ikke drømme om at sige til sin mor: Mor vil du. Man "dutter" ikke sin mor, sagde hun.
    Vil mor det og har mor lyst til o.s.v. Eller sige: Mor, hun kan. Det var absolut mindre pænt og sådan er der så meget.

    Ja, de er døde for længe siden nu.

    Nu føjer jeg lidt mere til. Når man modtager et brev med: Kære Sofie, så skriver man jo ikke tilbage: Venligst tiltal mig ikke med Kære Sofie.
    Det gør man bare ikke.
  • Hej alle sammen

    På en måde er det en god ide at diskutere disse ting. For det er ikke alting, der opfattes, som det er ment.

    Jeg har det også sådan, at jeg ikke bryder mig om at blive tiltalt med ”De”. Vi, der var unge i 1970’erne, så det som et stort fremskridt, at autoriteter ikke længere havde så meget magt. Og et af tegnene på det var, at man ikke længere sagde ”De” til lærere og andre myndighedspersoner. For mig var det et tegn på ligeværdighed, som jeg var godt tilfreds med.

    Men jeg er godt klar over, at mange fra den generation, der er ældre end jeg, ikke brød sig om at blive tiltalt med ”du”.

    Og på den måde kan det jo være svært at finde ud af, hvad folk foretrækker.

    Jeg vil give Asklepios ret i, at offentlige myndigheder, der vil være høflige, ikke har andre muligheder end at skrive Kære…

    At skrive ”Hej…” er netop alt for friskfyragtigt. Jeg har diskuteret sagen med min søn og svigerdatter (som er i 30’erne), og de bryder sig bestemt ikke om ”Kære…” i breve og ville foretrække ”Hej…”

    Vi, der er fra en tid, hvor man skrev mange flere breve, også til personer, som man ikke kendte ret godt, f.eks. folk, som man kun havde en erhvervsmæssig kontakt med, er vant til at skrive: ”Kære Niels Søndergaard”, altså ”Kære” og fornavn og efternavn. Det svarer netop til den engelske høflige brevstil som Asklepios sammenligner med. Men ”Kære…” og så kun fornavnet fra f.eks. skattevæsenet vil jeg ikke bryde mig om!

    Linette kommer ind på, at visse måder at tale på, kan virke intimiderende. Den følelse har jeg selv haft mange gange.

    Jeg kan huske, at jeg engang for mange år siden blev frygtelig dårligt behandlet i en bank. Jeg klagede, og der blev sendt bud efter en overordnet, som skulle ordne sagen. Han begyndte med at sige sådan noget i retning af:
    ”Nu skal du høre, Grethe, banken kan ikke tage ansvaret for…”

    Jeg havde aldrig set den mand før, men kiggede hurtigt på hans navneskilt, der sad på hans jakke, og læste, at hans fornavn var Frederik, så jeg sagde:

    ”Du kan vel godt se, Frederik, at jeg ikke kan være tjent med at miste så mange penge!”

    Det var tydeligt, at manden krympede sig over at blive tiltalt på den måde. Men det var ham, der begyndte!

    For resten sagde jeg heller ikke ”du” til mine forældre, sådan som Persille skriver. I hvert fald ikke som barn. Det var ikke velset. Da jeg blev voksen, vænnede jeg mig til at sige ”du” til min mor, som jeg havde et afslappet forhold til. Men det faldt aldrig naturligt at sige du” til min far, som var meget autoritær. Jeg omskrev som regel sætningerne, så jeg ikke kom i en situation, hvor ordet ”du” forekom.

    Mange hilsner

    Kameliadamen
  • Jeg har ikke problemer med at bruge du - formen nogen steder. Men at begynde et brev fra en offentlig myndighed med "Kære ..." , det føler jeg mig ikke tilpas ved.
    Vi er jo ikke "Kære" til skattevæsenet, pensionskontoret, hjemmeplejen o.s.v., tværtimod. Vi, det har jeg ihvertfald oplevet, bliver altid betragtet som en mulig socialbedrager m.v.
    Der var en pensioneret socialrådgiver der skrev i en artikel, at det var ikke venlighed man skulle forvente, selvom de skulle tale pænt til borgerne, næh, de skulle altid se på borgeren som en mulig socialbedrager.
    Det er den mistanke eller falske venlighed jeg er meget, meget overfølsom over for. Jeg mærker den ligeså snart man taler med dem, hvadenten det er i telefonen eller ved personlig fremmøde. Det fik jeg bekræftet af den artikel.
    Det er da rart at vide, at ens egne fornemmelser, har rod i en virkelighed, det offentlige sikkert ikke bryder sig om at vedkende sig.
    Så det der med at skrive "Kære ....", den er noget malplaceret.
    Forøvrigt gælder det også andre steder, forsikringsbranschen er ligeså uldent.
    Jeg har så sent som i dag været ude for det.
    Det drejer sig om en ratepension min mand havde. Jeg ved, at jeg kan konvertere den til et engangsbeløb. De ville fortælle mig, at jeg kun kunne konvertere til en livsvarig livrente. Det betyder, at hvis jeg dør om en måned, så bliver pengene ikke udbetalt til mine børn. Det kunne være nydeligt.
    Som det er nu, så sparer kommunen penge, fordi udbetalingen går ind som en personlig indkomst, og derved får jeg ikke fuld pension.
    Noget helt andet er, at nu har de trukket tiden ud, og det fandt jeg så ud af hvorfor. Når vi når 2013, så kan man ikke mere kapitalisere sine pensionsordninger.
    Jeg sagde det til ham jeg talte med i dag. Han bekræftede, at det var rigtigt, men det oplyser de ikke deres kunder om.
    Så det er bare med at få sine penge ud. Jeg kan godt selv holde hus med dem.
    Man må gerne have de samme penge i banken, og selv hæve af dem, så er det ikke mere personlig indkomst.
    Altså forstå det hvem der kan.
    Så al den venlige brevskrivning der starter med "Kære ..", glem det. Det er snarere noget man gør for at narre os til at tro på, vi kan have tillid.
  • Du har ret og så er vi ovre i : Tal med din bankrådgiver.

    Jo, god morgen, jeg troede også engang at de råd man kunne hente var de bedste man nu kunne få i sin økonomiske situation. Det reklameres der jo med.
    Det opdagede jeg for mange år siden, det ikke var. Det er kun bankens interesser, det drejer sig om. Ikke dine eller mine.
    Fra den dag blev jeg klar over, man ikke kan stole på den slags. Man er sin egen rådgiver og kan man ikke finde ud af det er det bare ærgeligt.

    Dengang for længe siden blev jeg så vred, at jeg skiftede bank. "Mine millioner" kunne de skyde en hvid pind efter. Så kan de lære det, kan de.

    Nej, her i huset stoler vi ikke på andre end os selv og læser alt igennem også det der står med småt forneden skjult bag andet. Jeg tænker f.eks. på forsikringsselskaber.

    Og nu jeg er ved dem, så glemmer jeg aldrig vi skulle en tur til udlandet. Da vi altid er meget forsigtige tegnede vi sygeforsikring til det bedste af det bedste. Forsikringsselskabet tegnede gladeligt forsikringen, men spurgte ikke om en af os havde været indlagt fornylig.
    Det havde jeg, hvis jeg var blevet syg igen dækkede forsikringen ikke. Det opdagede jeg ved et tilfælde længe efter.
    Heldigvis blev jeg ikke syg, men man bliver vred over de manglende oplysninger. Man skal sandelig passe mere end på.

    Men hvis jeg var blevet syg igen, hvad så. Vi skulle have betalt alt selv.
    Joe, vi har skiftet forsikringsselskab også. De er sikkert ligeglade, men det var vores eneste mulighed for hævn.
  • Ikke fordi jeg er snerpet men det er virkelig uforskammet når fremmede tiltaler een med fornavn. Man kunne i det mindste bruge både for- og efternavn. Når man ringer til et firma så bliver der også bare nævnt "det er Dorthe". Der kunne jo være flere i pågældende firma som hedder Dorthe. Jeg beder altid om at få personens både for- og efternavn. Bare lige sådan for en sikkerheds skyld.
  • Har nogen af jer forestillet Jer hvordan det er at være offentligt ansat, og skulle skrive til borgere?
    Man kender ikke borgeren, aner ikke om det er en stivnakket "jeg tolererer kun De, Dem og Deres", eller en "hej du"....

    Personligt har jeg altid benyttet "Kære "Fulde navn på borgeren""

    Men lige meget hvad man gør, så vil der altid være en eller flere der ikke er tilfredse - alene fordi det er det offentlige de kommunikerer med.
  • citat
    Har nogen af jer forestillet Jer hvordan det er at være offentligt ansat, og skulle skrive til borgere?
    Man kender ikke borgeren, aner ikke om det er en stivnakket "jeg tolererer kun De, Dem og Deres", eller en "hej du"....

    citat slut

    Nu er vi jo ikke uintelligente, så naturligvis har vi forestillet os det. Tror du ikke min generation kender til arbejdslivet.

    Men hvor svært kan det egentlig være at udvise en smule almindelig høflighed. I dag bruger vi DU formen, men man kunne jo skrive "Navnet" og undlade "KÆRE" fra officielle instanser.
    Breve fra en officiel instans, hvor der skrives "Kære Mette", det er jo latterligt.

    Man er altså stivnakket, hvis man tilfældigvis har en anden opfattelse. Det anede mig jo nok.
    Har du tænkt over hvordan det føles, når alt hvad man kender bliver vendt, drejet og ændret.

    Hvordan tror du ikke det føltes for et gammelt menneske, som hele sit liv er blevet tiltalt med De, Dem, Deres, Frøken, Fru og Hr.
    Når fornavnet kun blev brugt af familie og venner. Ældre mennesker græd over uhøfligheden fra "stivnakkede" unge mennesker. Undskyld min uhøflighed.

    Nå, men den generation er ikke mere, de er døde. Vi andre har vænnet os til DU formen, men endnu ikke til "Kære Mette" fra hos ukendte mennesker på officielle kontorer.
    Kald det så bare stivnakket.
Log in eller Registrér for at kommentere.