Hjem Sind og psyke Åben debat om depression

Tilbagevendende depressioner?

1356739

Kommentarer

  • Hej Helle

    Godt du er opmærksom på de ting i kommunikationen - og ikke mindst, hvad de gør ved dig og har gjort ved dig gennem tiden.

    Jeg kender ikke den bog, du nævner.
    Af de tre bøger, jeg nævte, vil jeg nok foreslå 'Efter alt hvad jeg har gjort for dig'. Den er rimelig let at gå til og Susan Forward opsumerer på så fin måde essensen i det hele.

    Dejligt, at der skete noget positivt for dig igår men synd, at det skulle overskygges af, at du var så tæt på en ulykke. Det må jo have været et chok. Det er jo vigtigt, at du får reageret på det, netop så det ikke sætter sig. Hvis ikke du får reageret, risikerer du bare, at reaktionen kommer forskudt og som diffuse symptomer eller depression.

    Jeg er bestemt med på at fortsætte :-)


    KH Helene
  • Hej Helene

    Tak for tilliden og din fortsatte sparring. Jeg havde lige brug for pause og at tygge lidt igennem. Efter det igår havde jeg en ond drøm som gjorde mig ked af det.
    Jeg kan godt læse faglitteratur, men den omtalte bog var nærmest universitets terminologi! I øvrigt har jeg ofte koncentrationsbesvær, så jeg tager små bidder ad gengen - jeg læste siderne her og et link igennem igen og vil gerne samle lidt op.
    Du skrev at det er vigtigt man elsker sig selv. JA nogle perioder må jeg bare overbevise mig selv om at jeg faktisk gør det, når jeg står op, gør mig i stand og sørger for at få noget at spise, nogle gange klæder jeg mig pænt på, det kan stive mig lidt af, men det er jo 'skind' og meget sjældent bruger jeg make up, selvom jeg i bogstaveligste forstand kan være tudegrim, så går jeg helst ikke nogen steder.
    Jeg kender også til at have det bedst under dynen, det er heldigvis ikke så tit, men jeg synes godt det kan være svært at få hverdagen til at hænge sammen alligevel, det er som regel kun de aller allermest vigtige ting jeg får gjort, det er uholdbart i længden. Når jeg tager tid til det der er nødvendigt for mig, får jeg en følelse af at det er noget jeg ikke må. KH Helle8
  • Hej Helle

    Selvtak :-)

    M.h.t. bøgerne må man jo nok starte et sted, hvor det er til at forstå, det man læser. Især i betragtning af, at det kan være svært at koncentrere sig. For mig virker det bedst, hvis jeg kan sætte det, jeg læser i direkte relation til mig selv - altså få en mere følelesmæssig oplevelse af, at det er mig, det handler om. Det ville jeg ikke kunne udfra en bog, der er skrevet i et fagsprog, jeg ikke forstår...

    Når man har været udsat for overgreb, er man blevet splittet fra sig selv. Man kommer til at kæmpe mod sig selv og der er en indre borgerkrig. At få de splittede dele til at forenes og slutte sig sammen er et stort og langvarigt arbejde. Det er jo noget, der går virkeligt dybt og ikke kun er overflade, som du skriver. Éns forhold til sig selv påvirker hele den måde vi er i verden på og hvem vi er som mennesker. Éns relation til andre mennesker kan aldrig være bedre end relationen til sig selv.

    Det sidste, du skriver, er, at du får en følelse af at gøre noget, du ikke må, hvis du tager dig tid til dig selv. Den følelse genkender jeg i høj grad. Tidligere i mit liv pustede jeg mig op og sagde til mig selv: 'Jeg har ret til...', så der var altid kamp for at tage mig ret til at have det godt, at tage mig ret til at sige noget, at tage mig ret til at gøre gode ting for mig selv. Alting var en kamp mod den skyldfølelse og følelse af, at der var 'nogen', der syntes, at jeg ikke havde ret til at få det godt o.s.v.
    I terapien kom det så tydeligt frem, at det var min mors påvirkning, jeg hele livet havde kæmpet imod. Det var helt klart hende, der havde indbygget en forestilling i mig om, at jeg ikke fortjente at få det godt o.s.v.
    De ting har jeg gudskelov fået bearbejdet, så nu føler jeg i mit inderste, at jeg har al ret i verden til at få det godt og være i verden som den person, jeg er. For jeg VED, at jeg er præcist lige så god som alle andre - hverken mere eller mindre.
    Og det er du også. Du har lært noget forkert, som skal aflæres igen.


    Kærlig hilsen Helene
  • Hej igen

    Måske skulle vi efterhånden ændre overskriften som jeg har gjort med dette indlæg. For lige at gøre den med bøgerne færdig tror jeg at jeg gør det mere eller mindre ubevidst, man læser jo med de øjnes erfaring som man har. Det er utroligt som det du beskriver faktisk også passer på hvordan jeg har det indeni, ofte 'kan jeg ikke finde migselv', eller 'går ved siden af migselv'. Det var en voldsom oplevelse for mig at opdage at jeg gennem hele opvæksten havde været udsat for overgreb; Min fornemmelse er at alvoren af det først er begyndt at gå op for mig nu, jeg ville ønske jeg var længere i processen med at blive et helt menneske, det meste af mit voksenliv er alligevel gået med kontakt til behandlersystemet, som tidligere nævnt.
    Har du også problem med at folk ikke kan forstå det du siger eller skriver? Selvom jeg syndes det er tydeligt eller logisk nok, bliver jeg tit spurgt 'Hvad mener du' eller 'Hvad er det du siger'. Sidst jeg var i terapi talte vi om indforstået tale som så må oversættes, hvis den anden ikke kan gætte hvad jeg taler om, eller at min samtalepartner og jeg kender hinanden godt. Efterfølgende tænker jeg at det også kan være fordi følelserne ikke kommer rigtigt med ud - mht. dette oplever jeg at jeg slet ikke kan få ordene ud af munden når jeg nu ellers lige syntes det kunne være rart at øve mig, selvfølgelig overfor en hvor jeg føler mig tryg. Det er ganske vidst en kompleks sag og langvarig proces. KH Helle8
  • Hej Helle

    Hvis vi skal ændre overskriften, skal det gøres hver gang. Ellers skal der startes en ny tråd.

    Jeg forstår, at det er voldsomt for dig dels at opdage, at du igennem hele din opvækst har været udsat for overgreb og dels begynder at forstå, hvor alvorlige og komplekse følgerne er. Man skal faktisk til at omdefinere sin opfattelse af sig selv, sit liv, af andre mennesker - af livet. Og ikke mindst begynde at føle og rumme sine egne følelser.

    Det med at være 'ved siden af mig selv' eller ikke at kunne 'finde mig selv', kender jeg i høj grad. Selvom det er blevet meget bedre, er jeg stadigt ikke kommet rigtigt tilbage i min krop endnu. Det er det, jeg arbejder med i min nuværende terapi.

    Jeg kender bestemt også det med ikke at blive forstået. Inden jeg startede i terapi følte jeg mig altid anderledes og ofte misforstået. Jeg oplever stadigt, at jeg ikke bliver forstået, når jeg er sammen med 'almindelige mennesker', men nu føler jeg mig ikke længere anderledes eller forkert af den grund. Jeg ved, det bl.a. er fordi, vi har helt forskelligt erfaringsgrundlag. Sammen med mennesker, der har samme viden og forstår tingene på samme måde som mig og som deler mine livsanskuelser og værdier, føler jeg mig hverken anderledes eller misforstået.

    Vi arbejdede også med kommunikation i starten af min terapi. Min terapuet kunne f.eks. stille et spørgsmål og det svarede jeg på. Når jeg havde talt færdig, kunne han f.eks. sige: 'Og hvad mener du egentligt?' eller han stillede bare roligt præcist samme spørgsmål én gang til. Jeg blev forvirret og sagde: 'Det har jeg jo lige svaret på' - 'Nej, du svarede ikke på det'. Derved blev jeg meget hurtigt klar over, at jeg faktisk udtrykte mig tåget og ganske rigtigt slet ikke svarede - selvom jeg sagde en masse ord. En gammel, ubevidst forsvarsmekanisme fra barndommen, hvor det netop handlede om ikke at sige noget tydeligt, der kunne afsløre mig selv - for så kunne det jo også angribes og bruges imod mig. Altså et ubevidst udtryk for mistillid og negative forventnigner. Min slørede og tågede måde hindrede simpelthen andre i at forstå mig.
    Ligeledes måtte jeg i terapien lære at sætte ord på mine behov og hvad jeg følte. Dybt grænseoverskridende.

    Ja, man må øve sig i at tale om følelser og blive mere åben og øve sig i at give udtryk for sine grænser. Men det er jo bestemt ikke hvem som helst, man kan øve sig sammen med. Familie og venner er næppe de bedst egnede. Selvom man måske er tryg, fordi de er velkendte, så kan man alligevel ikke være tryg, fordi man ikke er sikker på positiv respons. Det må være sammen med mennesker, der selv er rimelig følelsesmæssigt åbne og har empati.

    Det er meget komplekse problemer. Men når man har haft det meget dårligt, så kan man virkeligt også mærke og skønne på det, når der sker postive forandringer og man får det bedre :-)


    Kærlig hilsen Helene
  • Kære Helene
    Lad os bare fortsætte i denne tråd, så dem der måtte være intersserede kan finde vores indlæg uden at skulle lede. Jeg satte curseren i overskriften, så foreslog den selv tilføjelsen, som fortæller at det handler om overgreb fordi de, som her, kan være årsag til depressionerne.
    Lige nu snakker de om revselsesretten i radioen; til alle forældre: Lad være med at slå eller øve værre overgreb på jeres børn, der er en grund til at det er ulovligt!
    At have ret til - hed i mine tanker ' Alle andre må, jeg må bare ikke. Selvfølgelig er det ikke rigtigt, alle har lige ret uanset hvem de er. Jeg kan heller ikke lade være med at tænke: 'Hvor mange er egetlig virkelige mennesker'. Kun dem der har været i terapi og været i stand til at tage den til sig. Selvfølgelig er der undtagelser, men de fleste har haft problemer i frigørelsesprocessen, mødre har generelt svært ved at give slip på deres børn, selvom de selv har haft behovet, det er altså underligt og alligevel ikke fordi som du nævner 'Man kan kun give det videre man selv har lært'. Mødre altså, de ville sikkert have godt af et modspil for at lære at det ikke kun er deres verdensbillede som er rigtigt. Alt for mange har stået i lære i flikeskolen, men hvis sandheden skal frem er man nødt til at kunne give udtryk for SIN mening, som for os kræver blod, sved og tårer, og er mere eller mindre farligt alt efter hvor langt vi selv er i processen. Kørte jeg ud ad en tangent nu? KH Helle8
  • Kære Helle

    Når folk slår deres børn, er det p.g.a. følelsesmæssige problemer og dem kan man ikke lovgive imod. Enten handler det om, at man ikke kan se, at det er forkert og så slår man uanset, hvad loven siger eller også er man så impulsstyret, så man ikke kan beherske sig og så slår man også uanset, hvad loven siger. Det er helt andre løsninger, der skal til. Jeg tror ikke på, at straf hjælper nogen til at blive bedre mennesker. De skal have hjælp til at finde andre og bedre udveje og løsninger.

    Jeg kender udmærket det du skriver med, at 'alle de andre må, men jeg må ikke'. På et tidspunkt i min ungdom begyndte jeg at gøre oprør imod det. Jeg tænkte, at når andre 'havde lov til' f.eks. at sige noget, så ville jeg også. Og når andre f.eks. 'havde ret til' at kvaje sig uden, at det var nogen katastrofe, så ville jeg også have ret til det. Så jeg begyndte at kæmpe for min ret til at tale og til at kvaje mig m.m. I virkeligheden var der jo ikke nogen, der tog min ret fra mig. Det var 'kun' mine egne følelser, jeg kæmpede imod. Følelsen af, at det var min helt naturlige ret bare at slappe af og være, havde jeg bestemt ikke. Den blev først udviklet i løbet af terapien. Da jeg så ikke længere skulle kæmpe for min ret til alting, så blev jeg træt, for da mærkede jeg, hvor mange kræfter jeg havde brugt på at kæmpe.

    Det er rigtigt, at når man har været i terapi og har taget den til sig, så kommer man til at opleve verden anderledes end de fleste. Alt for mange mennesker gemmer sig bag deres facade og har slet ikke åbnet for de dybder i sindet og i følelseslivet, som terapi åbner for. Det ville være fantastisk, hvis det var almindeligt muligt at søge terapi på linie med, at man nu søger behandling for fysiske lidelser.

    Du har ret i, at frigørelsesprocessen ofte skaber problemer. Det er en grundlæggende del af det dysfunktionelle mønster: Selvstændighed, individualitet og frigørelse er ikke tilladt. Derved bliver børnenes naturlige udvikling bremset.
    Børnene får ikke dækket deres behov af de voksne, mens de voksne søger at få dækket deres behov af børnene. Det skaber så mange negative følelser og uopfyldte behov og det er alt for ofte dem, der binder familien til hinanden. Familien er måske ikke særlig rar at være i, men man er afhængig af den og ved måske knap nok, hvem man selv er uden den. Det gør ondt at give slip.

    Det er ikke nok, at mødrene får modspil og lærer, at det ikke kun er deres eget verdensbillede, der er rigtigt. Det er lige så meget fædrene. Og efterhånden som børnene vokser op og bliver voksne, så er det også dem. Derfor er det hele familien, der har brug for hjælp til at bryde de dysfunktionelle mønstre, der går i arv generation efter generation.

    Ja, alt for mange har stået i lære i flinkeskolen. Det var en hård skole, der brugte frygt for at få eleverne til at holde kæft og indordne sig. Når man udsættes for konstant frygt, så finder sindet måder at beskytte sig på. Disse overlevelsesstrategier og forsvarsmekanismer bliver en del af personligheden. De er styret af det autonome (ubevidste) nervesystem på linie med hjerteslag og vejrtrækning. De kan altså ikke forandres alene ved viljens kraft uanset, hvor meget viden og motivation, man har. Derfor er det så svært at bryde ud af flinkeskolen og lære at begynde at sige sin mening, sige fra og til og sætte grænser.
    Nogen overvinder angsten og ser deres smerte i øjnene, fordi de er nået til et punkt, hvor der ikke er andre muligheder, hvis de skal overleve. Men der er mange, der aldrig når dertil, fordi deres forsvar og overlevelsesstrategier er så effektive, så de kan leve uden at mærke nogen særlig smerte. Den giver de nemlig som regel videre til andre, så de ikke selv mærker den. Og det er os, der så mærker den, der må tage konsekvenserne og gå i terapi.

    Nå, nu fik jeg da skrevet mig varm… så det blev lidt langt :-)


    Kærlig hilsen Helene
  • Kære Helene
    Ja det blev langt, det er ok, jeg læste det igennem et par gange.
    Det med revselsesretten var bare så a' pro pos. Der er tale om at barnet bliver straffet for en forkert handling, det vi taler om her er noget andet, om end retfærdig straf kan give traumer, hvis den er for hård. At slå er kort sagt magt eller afmagt, uanset det du nævner som ligger bag.
    At selv små kvajefejl opleves som en katastrofe - JA, især når jeg er deprimeret og selvværet kan ligge på et meget lille sted, det var faktisk også noget jeg ville sige. Det går bedre idag, men jeg har utroligt mange tanker jeg prøver at få hold på.
    Familier skulle gerne fungere som ET hele med samme regler for alle, det normale er dog snarere eneforælder, bonus og eller pap m.fl. Intet under det går så skævt, det er dog ingen undskyldning.
    Jeg var det 'sorte får' som det gik ud over, min krænker syntes jeg ikke var til at styre og kunne ikke forstå mine reaktioner, selvom jeg var den lille, stille, glade(?) pige, som stadig når det er muligt, gør store anstrengelser for at det stykke arbejde jeg leverer er i orden. Dagdrøm blev mit værested; gad vide om vi tænker 'i to lag', med det der, 'hvad sker der nu' hele tiden i underbevidstheden? Det er anstrengende at være som et jaget dyr, klar til at flygte, selvom det tilsyneladende græsser fredeligt.
    Selv slapper jeg kun rigtigt af med 2-3 personer på TOmandshånd, sikkert ikke engang i selskab, jeg har ikke det store behov for samvær eller at gå i byen, hvis det er der, kan jeg ikke mærke det, i hvert fald påvirker det mit sociale mønster i den retning.
    Hvis jeg ikke fik det hele med vender jeg tilbage. KH Helle8
  • Hej igen
    Det gik ellers lige, jeg skrev en del stikord ned, som jeg vil prøve at få med hen ad vejen. Nu føler jeg mig nærmest som en apatisk zombie, i chok; bare rolig, det er nok en del af processen, jeg skal nok passe på mig selv, det er jeg jo vant til.
    Jeg tror både min krænker (hvis forkortelse er nødv. MK) og jeg har fortrængt det skete. Jeg havde lagt det langt væk i det fjerneste hjørne med en stor lås, med et tykt lag støv og spindelvæv på. Når det dukkede op, trigget af et eller andet, tænkte jeg måske 'Jeg blev slået, og hvad så, det sker jo ikke mere' - efter jeg var flyttet. Krænkeren tror sikkert ikke der skete noget ved det for 'Helle8 klarer sig godt og fungerer med evne til at tackle de udfordringer hun har'.
    Låget er løftet, og kan ikke bare lægges på igen. Der er sket utrolig meget på den uge tråden har handlet mere målrettet om overgreb. KH Helle8
  • Hej Helle

    Det er ikke så mærkeligt, at der kommer en reaktion, når du har åbnet dig så meget her på ND. Det lyder som om, at du tidligere har forholdt dig rationelt og ikke følelsesmæssigt til det, du har været igennem og nu åbnes der til følelserne. Det er jo bestemt positivt, selvom det gør ondt, når alt det fastfrosne begynder at tø op. Jeg håber, at du har din terapeut i baghånden til at samle dig op, hvis det bliver nødvendigt?

    Ja, det er klart, at krænkerne ikke nødvendigvis kan vide, hvor dybe spor overgrebene har sat, når vi ser ud til at klare os. At vi udadtil virker velfungerende gør det bestemt lettere for dem at glemme og måske helt fortrænge deres egne handlinger.

    Du skriver i dit indlæg fra i går, at gad vide om vi tænker i 'to lag'. Det gør vi – faktisk i flere lag. Der er det bevidste og alt det ubevidste, der er det ydre og det indre, der er krop, sind og sjæl (der kan føle og opleve tingene helt forskelligt), der er fortid og nutid, der bliver blandet sammen, for fortiden lever stadigt i både sind og krop, så længe den er ubearbejdet og uforløst.
    Da jeg blev klar over, hvor massivt jeg fortrængte, føltes det som om, at jeg havde hemmeligheder for mig selv. Som om jeg havde levet og stadigt levede to parallelle liv – et ydre og et hemmeligt indre liv. Det var modbydeligt og jeg ville for alt i verden kunne huske, så jeg fik følelsen af at have ét bevidst, sammenhængende, kontinuerligt liv.

    Din beskrivelse er meget præcis: At være et jaget dyr, parat til at flygte, selvom det tilsyneladende græsser fredeligt. I bogen 'Væk tigeren' beskriver Peter A. Levine denne tilstand som at træde både speeder og bremser i en bil i bund – på samme tid. Indeni er alt i højeste alarmberedskab og man kører 200 km/t, mens alt ser stille og roligt ud udenpå. Helbredelse er, når man stille og roligt og langsomt kan få al den overskudsenergi (kamp/flugt energi) kanaliseret ud – sammen med en dygtig behandler. Det er det SE-terapi går ud på.

    Ja, både tilknytningstraumer og choktraumer påvirker vores evne til at fungere socialt. Derfor er det så vigtigt med en god behandler, vi har tillid til. Det, der er ødelagt af andre mennesker, må også heles af andre mennesker.
    Så jeg genkender i høj grad, det du skriver om at være sammen og ikke være sammen med andre mennesker. Jeg lever selv stadigt meget isoleret.

    KH Helene
Log in eller Registrér for at kommentere.