Indstillinger
der er meget lidt luft tilbage i rummet…
Jeg er ved at blive kvalt i mit eget forhold, men jeg elsker… vi har været sammen i ca. 10 år og vi bor sammen med hendes to piger på 13 og 11 år. Alt er gået godt til for 1,5 år siden fik min kæreste fik konstateret sclerose. Alt er gået ned ad bakke siden diagnosen, forståelsen for hinanden, sexlivet er væk, overskuddet og viljen er på retur. Den ældste datter taler ikke til mig mere, har nærmest lagt tragedien over på mine skuldre, den mindste er blevet så bange for, at der skal ske mor noget, at min kæreste sover hos hende hver nat. Min kæreste siger også, “ja, jeg bliver nødt til at gøre så meget, som muligt med mine børn, mens jeg kan,” Men der er ikke noget der tyder på, at hendes sygdom skulle invalidere hende på noget tidspunkt. Jeg har prøvet meget, men jeg føler ikke min kæreste lytter til det jeg siger. Jeg synes selvfølgelig ikke, det er rimeligt, at hele tragedien skal ende hos mig, at jeg pludselig står nærmest uden kæreste. Konkret vil jeg gerne have, at hun siger fra overfor sin ældste datter, som opfører sig ganske urimeligt. At den yngste får hjælp udefra til sin angst. At vi kan sove sammen igen. At vi kan elske igen. At vi kan snakke igen…at jeg kan trække vejret igen og få luft og overskud til livet!
Kommentarer
Jeg har ikke forstand på det her med sygdoms indflydelse på parforhold, men det der springer mig i øjnene er, at hun ikke skal sove med sin datter hver nat. Og det er min holdning, uanset hvor gammel barnet er.
Ikke at det skal stoppe fra den ene dag til den anden, men der skal tages hånd om det.
Har I talt om terapi? Både som par, som familie og til børnene individuelt?
Jeg tror, at det vil hjælpe andre der har mere forstand på situationen end jeg ved at skrive hvor gamle hendes børn er.
Alt det går jeg ud fra, I har sat jer ind i, og jeg læser lidt, at din kæreste forestiller sig det værst tænkelige scenarie? Med den medicin, der efterhånden er udviklet, så er det de færreste, der hurtigt bliver totalt handicappede, hvorfor både hun og I hurtigst muligt skal have hjælp til at se mere realistisk på situationen. Selvfølgelig er din kæreste bange for det her, og vil være der mest muligt for sine børn, som hun sikkert tror, hun vil komme til at svigte totalt, før de bliver voksne. Derfor glemmer hun dig.
Jeg vil råde jer til at tage kontakt til Scleroseforeningen, som jeg bestemt vil mene har en rådgivning, der kan hjælpe jer med lige præcis de her problemer. Og det er vigtigt, at I får den hjælp nu, da børnene også er på vej ind i teenagealderen – en periode hvor de i alle højeste grad har brug for nogle faste rammer hjemme, og så nytter det ikke noget, at din kæreste i sin angst for denne ”tragedie”, som du kalder den, lader dem styre hele familien, for det kommer der ikke noget godt ud af, hverken for hende eller hendes børn.
Men – kontakt den forening – og gør det nu, inden dels jeres forhold går i stykker, dels hendes piger i deres angst for, hvad der kommer til at ske også bliver helt ødelagte.
Bedste tanker