Indstillinger
Medicinering for ældre
Hej,
Min mor på 80 år spiser 19 piller i døgnet inkl. piller mod knogleskørhed, gigt, mavesyre, rysten på hænderne, nervepiller, lykkepiller, kolesterol, blodtryk og så 3-6 smertestillende piller dagligt. Jeg håber at lægen som ordinerer medicinen har styr på at intet af medicinen påvirker hinanden - men jeg er alligevel bekymret ! Er der nogen der har erfaringer med dette problem ? Bør jeg konfrontere hendes læge og høre om det virkeligt er nødvendigt med så mange ? Samtidig spiser hun nemlig stort set ikke ordentlig mad
Andmattho12
Min mor på 80 år spiser 19 piller i døgnet inkl. piller mod knogleskørhed, gigt, mavesyre, rysten på hænderne, nervepiller, lykkepiller, kolesterol, blodtryk og så 3-6 smertestillende piller dagligt. Jeg håber at lægen som ordinerer medicinen har styr på at intet af medicinen påvirker hinanden - men jeg er alligevel bekymret ! Er der nogen der har erfaringer med dette problem ? Bør jeg konfrontere hendes læge og høre om det virkeligt er nødvendigt med så mange ? Samtidig spiser hun nemlig stort set ikke ordentlig mad
Andmattho12
Kommentarer
Min mor ville ikke have nogen form for indblanding, så det var egentlig chokerende efter hendes død, at gennemgå hendes gemmer for bl.a et helt arsenal af alt muligt og vel sagtens umuligt medicin - især det, der var år for gammelt, hvilket hjemmesygeplejersken, der var inde på den hylde en gang ugentligt øjensynligt ikke hæftede sig ved.
Flere læger mener heller ikke ældre mennnesker bør have kolesterolmedicin.
Jeg ved, der er delte meninger om det. Men når jeg tænker på hvilke smerter jeg havde af den medicin, så kan jeg godt forstå din mor må have smertestillende.
Jeg ved naturligvis ikke om det er derfor hun har ondt, jeg fortæller kun, jeg havde smerter. Jeg tager ikke den medicin mere.
Min mor døde af smertestillende medicin. Dengang tænkte jeg ikke så meget over jeg burde have kigget efter hvilken medicin hun fik. Det er jeg meget ked af i dag.
Der stod også meget medicin rundt omkring, da hun var død.
Hvorfor får din mor lykkepiller. Kolesterolmedicin kan give depression.
Jeg har sagt til mine sønner, de må holde øje med mig, hvis jeg bliver alene og hjælpeløs. Jeg er meget bange for alt det skidt. Jeg er en gang havnet på sygehuset på grund af medicin. Så begyndte jeg at sige fra. Læger tror sjældent på bivirkninger. Så man er nødt til selv at tage affære.
Min svigerdatter har måtte tage sig af sin far, for der er det også galt.
Han er jo en gammel mand, som gør hvad lægen siger. Men han blev syg af medicinen.
Det kan være frygteligt svært at overskue en sådan mængde af medicin – også for lægen!
Hvis jeg var dig, ville jeg tage fat fra en ende af. Og det ville være en god ide at begynde med kolesterolmedicinen, som må være den mest oplagte at undvære.
Sagen er, at der er undersøgelser, der viser, at kolesterolmedicin ikke er til nogen gavn, i hvert fald ikke for kvinder og ældre mennesker. Desuden får mange mennesker smerter af kolesterolmedicin, hvis ikke de samtidig tager tilskud af Q10.
Jeg prøver lige at finde oplysninger om dette:
http://www.vitalraadet.dk/304+M54bcaec5740.0.html
http://www.ravnskov.nu/dancholesterol.htm
Det er rigtigt, at kolesterolmedicin giver risiko for depression, som Persille skriver:
http://www.bt.dk/nyheder/kolesterol-med ... dit-sexliv
Derudover er det en god ide at tjekke de forskellige slags medicin i interaktionsdatabasen for at finde ud af, om der skulle være nogen af dem, der ikke bør tages sammen. Jeg bringer et link til denne base:
http://www.interaktionsdatabasen.dk/
Selvfølgelig skal man være forsigtig med at blande sig i andre menneskers liv, selv når der er tale om ens mor. Men hvor ville jeg ønske, at jeg havde blandet mig mere i medicineringen af min mor, dengang hun for mange år siden fik farlig medicin!
Mange hilsner
Kameliadamen
Tak for de allerede mange input og gode råd. Eksempelvis det med kolesterolmedicinen havde jeg da ingen anelse om.
Jeg har i smug nedskrevet al den medicin som min mor tager og det er ialt 12 forskellige præparater (jeg har dog ikke lyst til at lægge navnene på medicinen herud).
Til Persille1 og spørgsmålet om lykkepiller. Min mor har altid haft "dårlige nerver" og har af og til fået depressioner. Min søster blev for 1 år siden ramt af en kræfsygdom og jeg tror at lykkepillerne startede der.
Jeg bor ret langt fra min mor og ser hende højst 1-2 gange om måneden men jeg vil konfrotere hende med noget af min nye viden ved en snarlig lejlighed og "insistere" på at vi taler med lægen om det sammen (hvis og såfremt det kan lade sig gøre).
Min største bekymring er også at hun ingenting spiser (jo ostemadder og kage) og får ondt i maven og så siger hun at så må hun jo have nogle flere piller..................(vist nok meget rammende for situationen)
M.v.h.
Andmattho
Jeg vil foreslå at du prøver at se på bivirkningerne på de forskellige præparater din mor får,her på siden: http://www.medicin.dk/ , så skriver du præparatet i feltet for Hurtigsøgning efter præparatet ude til højre på skærmen.(Siden er som bogen lægen slår op i)
Der er også den mulighed at du bruger den patientvenlige udgave af Medicinhåndbogen http://www.medicinhaandbogen.dk/
Hvis din mor er småtspisende er der mulighed for at få en GRØN recept hos lægen ,så din mor kan få Energi & proteintilskud på apoteket med jeg mener 40% tilskud.
Hilsen Rita
Hvad bekymrer dig i denne sammenhæng?
Det medicin du beskriver lyder ikke alarmerende. Din mor får sikkert kun det medicin der er nødvendigt, for at hun har det tåleligt.
Jeg tror man som pårørende skal blande sig udenom det lægelige, og kun blande sig, hvis du kan se din mor bliver sådan "lidt skør" i hovedet. Det kan skyldes uorden i væskebalancen eller demens.
Mange ældre får meget medicin. Smertemedicin er for de flestes vedkommende obligatorisk. Lykkepiller får hun måske på grund af en mindre depression, men de gives også af andre grunde f.eks. kvalme.
Medicin mod knogleskørhed er vel betænktsomt af hendes læge, og er medicinen ordineret fordi hun har knogleskørhed, så er den en nødvendighed.
Medicin mod at ryste? Har din mor Parkinson? Mange gamle ryster på grund af alderen, og medicin kan muligvis afhjælpe, at rysteriet ikke bliver for voldsomt.
Beroligende medicin kan også være en nødvendighed, især hvis din mor har en begyndende demens af en eller anden form.
Endelig er det også for nogle gamle en trist affære, at blive så gammel. Mange venner er døde, og ens børn kan bestemt ikke erstatte disse tab. Hvis ikke din mor har kontakt med jævnaldrende, så mister hun noget væsentligt i sit liv som børnene ikke kan råde bod på.
Du skal først og fremmest kun være datter i din mors liv. Ikke noget som helst andet.
Mangler hun hjælp til praktiske ting, så kan du evt. kontakte kommunen. Men lad være med at tilbyde dig som samarbejdsvillig i denne sammenhæng.
Endelig har du ingen ret til at blande dig i din mors anliggender, og slet ikke i lægelig sammenhæng.
Du kan være hende behjælpelig, hvis hun beder dig om det, ellers skal du lade være.
19 piller daglig er såmænd ikke så voldsomt. De er jo fordelt ud over dagen.
Min mand får mere end 19 piller som morgenmedicin. Hver eneste en af dem er nødvendige.
Jeg synes bestemt ikke, at det er nogen god ide, hvis du ”konfronterer” din mor med hendes store medicinforbrug, som du skriver. Hvis jeg var dig, ville jeg forsigtigt prøve at overbevise hende om, at hendes medicinforbrug kan være problematisk, fordi det ganske givet er sygdomsfremkaldende. Din mor kan nemt komme til at føle sig angrebet eller kritiseret. Det er ikke nemt at blive gammel og miste overblikket, men hun er jo et voksent menneske, hvis integritet og selvstændighed der skal værnes om. Hvis hun føler, at du kritiserer hende, vil hun forsvare sig, og så komme der intet ud af din hjælp.
På samme måde med maden. Mange ældre, som i årtier har lavet sund og velsmagende mad til deres familie, orker det ikke mere, når de bliver alene. Jeg kender en ældre dame, som efter at hun mistede sin mand, kun tog en ostemad i ny og næ og måske en tomat, hvis det gik højt. Hun forstod ikke kritikken af hendes madvaner, for hun fik da både protein og grønsager, sagde hun. Det ændrede sig, da hun blev langvarigt syg af jernmangel. I dag køber hun et varmt måltid, der dagligt bliver leveret af en privat madleverandør, som har ry for at levere mere frisk og velsmagende mad end kommunen. Måske var det en ide at foreslå din mor at få velsmagende og sund mad bragt?
Sådan som jeg forstår på dig, så mener du ikke, at din mors tendens til depression kan skyldes hendes medicin eller en eventuel vitamin- og mineralmangel. Du mener, at problemet skyldes, at din søster for et år siden fik kræft, i kombination med, at din mor i mange år har haft ”dårlige nerver”.
Jeg har lyst til at kommentere dette synspunkt, da det synes at være en udbredt misforståelse, at der kun kan være én årsag til en depression. Men depression kommer jo af belastning, og selvfølgelig er din søsters kræftsygdom en alvorlig belastning, der godt kan føre til depression hos din mor. Men det er klart, at jo flere belastninger, der er, jo større er risikoen for depression. Og din mors medicinforbrug og levevis indeholder flere ting, der giver risiko for depression:
1. Kolesterolmedicin
2. Medicin mod rysten på hænderne. Jeg ved selvfølgelig ikke, hvilken medicin, der er tale om, da du ikke skriver navnet, men normalt giver man en såkaldt betablokker (handelsnavn f.eks. Propal) mod rysten på hænderne. Og betablokkere kan virke depressionsfremkaldende! Betablokkere virker nemlig ved at mindske tilstedeværelsen af signalstoffet noradrenalin, som er et af de stoffer, der er nødvendige, for at man kan undgå depression. Betablokkere gives jo også mod forhøjet blodtryk, og jeg ser, at din mor også får medicin mod forhøjet blodtryk. Det er vigtigt, at den medicin, hun får mod forhøjet blodtryk ikke er en betablokker! Jeg får selv blodtryksmedicin, og har faktisk engang fået betablokker, som udløste en grim depression.
3. Nervepiller. Igen skriver du ikke, hvilken form for nervepiller, der er tale om, men både hvis der er tale om benzodiazepiner og antipsykotisk medicin, kan der være bivirkninger i form af depression.
4. Vitamin- og mineralmangel. Det er en kendt sag, at både jernmangel, D-vitaminmangel og B12-vitaminmangel kan medføre depression.
Det er muligt, at din mor kunne klare enhver af disse mange belastninger enkeltvis, men når der er en ophobning af belastninger som i din mors tilfælde, bliver risikoen for depression mangedoblet.
Jeg vil ikke give Linette ret i, at det er en god ide at tage beroligende medicin ved begyndende demens. Beroligende medicin gør hjernen endnu mere omtåget, og bivirkningerne skader endnu mere, når man i forvejen har lidt svært ved at huske.
For resten er det også sådan, at visse former for gigtmedicin kan forværre gigt. Det kan man f.eks. læse her:
http://www.helsenyt.com/frame.cfm/cms/i ... =9/menu=3/
Når du kontrollerer medicinen for at se, om der skulle være problematiske kombinationer, sådan som jeg foreslog dig at gøre ved hjælp af interaktionsdatabasen, så kan du jo kun undersøge kombinationerne to og to. Men man ved slet ikke, hvilke mærkværdige virkninger der kan være, hvis man tager mange forskellige slags medicin sammen, sådan som din mor gør. Der er ingen databaser, der viser det. Derfor er det et lotterispil, som muligvis kan gå godt, og muligvis dårligt. Og det bedste, man kan gøre, er naturligvis at reducere mængden af medicin til det absolut nødvendige. Her i Danmark dør der årligt ca. 5000 mennesker på grund af forkert medicin.
Jeg synes, at det er godt, at du vil gøre noget for din mor. Men husk at respektere din mor som et selvstændigt menneske. Jeg husker, hvor svært det kan være, for i takt med den ældres hjælpeløshed, har man en tendens til at behandle dem som børn, og det går selvfølgelig ikke.
Mange hilsner
Kameliadamen
Jeg selv kommer aldrig over min daværende læges medicinordinering. 8 dage på sygehuset kostede det mig.
Havde en anden læge ikke grebet ind var jeg død. Og det var et mirakel det blev gjort.
Bare jeg havde gjort mere, da min mor blev voldsomt syg, så var det ikke gået, som det gik.
Men det er ikke nemt, for jeg prøvede at protestere mod min mor blev sendt hjem fra sygehuset, men de vidste "bedre".
Få dage efter gik det helt galt igen. Havde jeg dog bare kigget på medicinen og undersøgt bivirkningerne.
Jeg vil aldrig nogensinde have så meget medicin. Jeg har haft så rigeligt af bivirkninger med blodtryksmedicin og kolesterolmedicin.
Kolesterolmedicin vil jeg aldrig have mere. Så hellere dø end have de bivirkninger.
Jeg kender faktisk flere ældre, der ikke vil have den medicin mere.
Jeg kender en ældre mand, som bliver så forfærdelig dårlig af noget medicin han får. Jeg kan hverken stå eller gå, siger han, jeg bliver så forfærdelig svimmel. Han tager kun halvdelen af medicinen.
Det kan jo ikke hjælpe man poster medicin i folk, der så bliver endnu mere syge af det.
Hvis det var min mor i dag, ville jeg undersøge bivirkningerne af alt hendes medicin og tale med lægen om det. Naturligvis med min mors samtykke.
Med hensyn til min svigerdatters far gjorde lægen først noget, da hans børn henvendte sig.
80 år er da ingen alder, man er stadig ung. Nej, man er ikke gammel, nåe ja, måske heller ikke helt ung.
Min svigermor er over 90 år . Hun har sin forstands fulde brug. Hende skal man ikke så gerne give gode råd.
Så det gør vi ikke. Men jeg kigger alligevel efter, hun ikke får for meget medicin.
Hun fandt selv ud af at den medicin hun fik gjorde ondt værre. Men hendes læge er vist ellers ganske fornuftig, hun får kun to slags nu.
Jeg tror ikke man som ældre kan tåle alt det gift, som medicin jo i virkeligheden er. Indvoldene kan ikke holde til det og det tager man ikke meget hensyn til i dag.
Der har også været meget tale om, at demente mennesker bliver sløvet med medicin og at det absolut ikke er godt.
“En fjerdedel af det du spiser holder dig i live
og de tre andre fjerdedele holder din læge i live”
http://politiken.dk/indland/article151017.ece
Gamle mennesker er skrøbelige, og medicin samt andre påvirkninger, virker meget forskelligt.
Hvis man har fået beroligende medicin gennem en årrække, er det bestemt ikke anbefalelsesværdigt at tage det fra de gamle, det kan give alvorligt bagslag, især hvis det drejer sig om benzodiazepiner.
Nogen gange må man vælge mellem pest eller kolera. Det er trods alt den gamle selv der skal vælge.
Jeg tror bestemt ikke, at vi som almindelige debattører har nok indsigt i at råde og vejlede i medicinske spørgsmål. Det må man overlade til dem der har forstand på det.
Jeg har min svigermors sygejournal liggende her. Hun har mange sygdomme, og også altid haft "lidt sarte nerver".
Noget jeg hæfter mig meget ved er, at hun havde nogle forfærdelige ben, fyldt med vand. Hjemmeplejen har sat støttebind på i årevis, fordi ingen støttestrømper kunne passe hende.
På et tidspunkt bliver hun indlagt, de fjerner hendes vanddrivende medicin og giver hende i stedet Unikalk Silver og en ACE-hæmmer i lavdosis. Hun havde D-vitaminmangel og har som barn haft engelsk syge. Man regnede med, at hendes nuværende problemer skyldtes en sekundær hyperpara.
Hendes vand i benene forsvandt, som dug for solen.
Det beroligende medicin blev også seponeret, og virkede godt nok så længe hun var på sygehuset. Da hun kom hjem var de nød til at give hende det igen.
Derudover havde hun ofte blærebetændelse, som hos ældre kan give delirium, og gøre, at man antager dem for at være demente eller det kan forværre en demens.
Men ellers er journalen lang og uforståelig, fyldt med faglige udtryk om ioner og blodværdier, som viser, at selvom hendes værdier er "pæne" så havde hun blodmangel.
Jeg mener ikke, at man som pårørende skal gøre noget specielt i forhold til medicinske anliggender.
Jeg har grebet ind, da jeg så min svigermor vakle rundt og hun opførte sig på en besynderlig måde. Jeg fik hende indlagt på sygehuset, og dengang drejede det sig udelukkende om uorden i væskebalancen samt en blærebetændelse.
Jeg stolede på, at hjemmeplejen sørgede for at spørge lægen til råds, men det gør de ikke.
Men at gå ind og "kloge sig" i medicinske anliggender, det er de færreste pårørende der har forstand på det, derfor skrev jeg som jeg gjorde.
Journalen jeg har, er ikke specielt gammel, men man "ordnede" problemerne med helt andre midler end jeg havde forestillet mig.
Man skal som pårørende gribe ind, hvis man kan se at der er noget galt, og sørge for at det bliver undersøgt. Men at mene, at man skal gøre noget udelukkende fordi man mener at medicineringen er for voldsom eller forkert, det har vi ingen ret eller viden nok til at gøre.
Du skriver, og jeg citerer:
”Jeg tror ikke, at vi som almindelige debattører har nok indsigt i at råde og vejlede i medicinske spørgsmål. Det må man overlade til dem der har forstand på det.”
Det er din mening, men jeg vil gerne argumentere for min, som er det stik modsatte.
Alle, der skriver her i Netdoktors debatter og stiller spørgsmål, ved, at de råd, de får er givet af ikke-fagfolk. (Der er ganske vist nogle få, der tror, at de skriver til en læge, men de får som regel med det samme at vide, at vi, der skriver her, er almindelige mennesker uden nogen sundhedsfaglig uddannelse).
Jeg synes, at det er et gode, at vi her kan udveksle erfaringer om sundhed og sygdom. Vi giver os jo ikke ud for at være specialister. Der videregives også informationer, altså fakta, som ikke uden videre kan betvivles, og der er mange debattører, der henviser til, hvorfra informationerne stammer, så spørgeren selv kan kontrollere sandhedsværdien.
Og som du selv skriver om, så begås der fejl i sundhedsvæsenet, som f.eks. at næringsstofmangler ikke opdages, eller der bliver givet forkert medicin, eller der bliver givet medicin, der har sygdomsfremkaldende virkninger eller ubehagelige bivirkninger, eller som giver uheldige virkninger, når det kombineres med anden medicin. Hvis vi bare overlader ansvaret til lægerne, som har begået disse fejl, så bliver fejlene jo ikke rettet. Jeg var da helt sikkert død i dag, hvis jeg bare havde ladet lægerne bestemme over den behandling, jeg skulle have. Det er vigtigt, at vi som patienter kontrollerer lægerne. Og når man ikke selv har tilstrækkelig indsigt, så må man jo spørge nogen. Derfor synes jeg, at det er et gode, at disse debatter findes.
Foreslår du, at Netdoktors debatter skal lukkes?
Jeg mener ikke, at vi skal lade læger skalte og valte med vores liv efter forgodtbefindende. Hvis lægerne ved, at man ikke vil finde sig i hvad som helst, tror jeg også, at de bliver mere påpasselige. Det er i hvert fald min erfaring. Jeg har tidligere stolet alt for naivt på læger. Det gør jeg ikke mere.
Du skriver også:
”Jeg mener ikke, at man som pårørende skal gøre noget specielt i forhold til medicinske anliggender.”
Problemet er jo, at man som syg og svækket eller ældre menneske måske ikke har kræfter til at kontrollere det, lægen gør. Hvis jeg bliver så svag, at jeg ikke længere magter at kontrollere, hvad lægen gør, så vil jeg da ønske, at mine pårørende vil hjælpe mig. Men jeg ønsker selvfølgelig ikke, at der bliver talt ned til mig, eller at min selvstændighed bliver taget fra mig. Jeg bliver så ked af det på syge ældres vegne, når de omtales som ”lidt skøre i hovedet”, når der er problemer med væskebalancen. Det er jo ofte medicinen, der er skyld i ubalancerne. Jeg har selv prøvet at have kaliummangel som følge af medicinering for højt blodtryk. Kaliummangel kan man blive meget omtåget og konfus af, og det er meget ubehageligt at høre på den respektløse beskrivelse af den slags problemer. Og du er ikke alene om at tale om problemet på den måde. Jeg kender også læger, der taler sådan om væskebalance-problemer.
Jeg fortryder meget, at jeg ikke kom min mor til hjælp, da hun fik antipsykotisk medicin. Jeg vidste ikke dengang, hvor farlig antipsykotisk medicin kan være. Og det gives jo i høj grad som beroligende middel til ældre på plejehjem.
Om man skal komme andre til hjælp eller ikke, er for mig et spørgsmål om moral. Mit udgangspunkt er, at jeg ønsker at være over for andre, som jeg gerne vil have, at andre er over for mig.
Mange hilsner
Kameliadamen