Indstillinger
Gå fra hinanden "lettest"
Hej alle,
Jeg er 28 og i forhold med min kæreste på 26. Vi mødte hinanden da hun var 17 og jeg var 19 og har været sammen lige siden - ingen af os havde haft en kæreste før. Vi flyttede sammen i lejlighed for 6 år siden og har de sidste 3 år boet i et hus vi har købt sammen.
Problemet er at jeg føler vi er vokset fra hinanden. Min kæreste snakker om hun vil have der sker noget mere. Hun vil meget gerne have børn og giftes, hvor jeg er et helt andet sted fordi....
Som nævnt var vi unge da vi mødte hinanden og for mit vedkommende gjorde kærlighed blind og jeg var hurtig til at droppe stort set alt samvær med vennerne for at være sammen med hende. Det har idag resulteret i at jeg ikke ser størstedelen af mine barndomsvenner.
Da vi købte huset, var det mig der var fortaler for at købe lige netop det hus, da det var tæt på arbejde, familie og fritidsinteresser. Jeg har senere indrømmet at det nok var for impulsivt af mig, da jeg gerne vil flytte tilbage til barndomsbyen, hvor jeg har min familie, venner og fritidsinteresser. En by som hun slet ikke vil bo i.
De sidste 2 år har jeg tilbragt mere tid med nye venner og interesser, da jeg gerne vil bygge et nyt netværk op. "Desværre" for min kæreste er hun meget indelukket og har kun en egentlig veninde. Derfor skaber det en del skænderier fordi hun oftest sidder alene hjemme når jeg tager nogen steder. Men de gange jeg har inviteret hende med, har hun takket nej fordi hun ikke gider.
Jeg føler til tider at jeg aldrig rigtig har haft tid til at blive ordentlig voksen og jeg måske forsøger at kompensere for det nu. Vi taler ikke rigtig sammen mere om andet end hvordan hinandens dag har været. Vi kysser hinanden farvel og godnat/godmorgen men der er ingen glød mere.
Sex er stort set ikke-eksisterende. Har det altid været og jeg har altid overbevist mig selv (og hende) om at det ikke betyder noget fordi jeg elsker hende... gør jeg stadig men det er bare ikke nok mere...
For 14 dage siden havde vi et større skænderi hvor jeg sagde jeg ønskede en pause. Vi så ikke hinanden den efterfølgende uge og har nu været sammen den sidste uge eller dvs. vi opholder os i huset på samme tid men snakker ikke rigtig sammen.
Jeg føler, jeg har brug for at finde mig selv og finde ud af hvad jeg vil med livet. Men jeg "frygter" at fortælle min kæreste at jeg synes vi skal gå fra hinanden, netop fordi hun vil blive knust og hun ikke rigtig har nogen til at støtte hende i tiden efter.
Jeg føler mig som en kæmpe idiot fordi jeg kommer til at såre hende på den måde ved at gå fra hende men samtidig føler jeg at vores forhold mere eller mindre er et skuespil overfor vores familier og at vi kun bliver sammen for at vi ikke skal være alene. Men det er bare ikke nok for mig mere...
Oveni hatten var jeg, efter vores sidste skænderi, utrolig dum og drak mig fuld og endte i sengen med en anden kvinde/pige. Sidespringet har intet at gøre med at jeg vil gå fra min kæreste - det har ligget i kortene længe og er kun blevet forstærket nu, da jeg aldrig troede jeg kunne finde på at være sammen med en anden.
Jeg vil ikke fortælle min kæreste om sidespringet, da hun vil tolke det som at jeg har fundet en anden og det er årsagen til jeg ikke vil være sammen med hende mere og det er det slet ikke. Og samtidig vil jeg heller ikke såre hende mere end højest nødvendigt. Føler ingen grund til at strø salt i såret.... for inderst inde betyder hun stadig meget for mig og det vil hun på en eller anden måde altid gøre. Vi er bare vokset fra hinanden og vil nu forskellige ting med vores liv.
Formålet med mit indlæg her er både at få tankerne ned på skrift men også et håb om nogen af jer andre har gennemgået noget lignende og måske har nogle visdomsord i vil dele.
Håber der er en derude, der har "kosten" som kan hjælpe mig med at få "fejet op" i det rod af tanker jeg går med.
- J
Jeg er 28 og i forhold med min kæreste på 26. Vi mødte hinanden da hun var 17 og jeg var 19 og har været sammen lige siden - ingen af os havde haft en kæreste før. Vi flyttede sammen i lejlighed for 6 år siden og har de sidste 3 år boet i et hus vi har købt sammen.
Problemet er at jeg føler vi er vokset fra hinanden. Min kæreste snakker om hun vil have der sker noget mere. Hun vil meget gerne have børn og giftes, hvor jeg er et helt andet sted fordi....
Som nævnt var vi unge da vi mødte hinanden og for mit vedkommende gjorde kærlighed blind og jeg var hurtig til at droppe stort set alt samvær med vennerne for at være sammen med hende. Det har idag resulteret i at jeg ikke ser størstedelen af mine barndomsvenner.
Da vi købte huset, var det mig der var fortaler for at købe lige netop det hus, da det var tæt på arbejde, familie og fritidsinteresser. Jeg har senere indrømmet at det nok var for impulsivt af mig, da jeg gerne vil flytte tilbage til barndomsbyen, hvor jeg har min familie, venner og fritidsinteresser. En by som hun slet ikke vil bo i.
De sidste 2 år har jeg tilbragt mere tid med nye venner og interesser, da jeg gerne vil bygge et nyt netværk op. "Desværre" for min kæreste er hun meget indelukket og har kun en egentlig veninde. Derfor skaber det en del skænderier fordi hun oftest sidder alene hjemme når jeg tager nogen steder. Men de gange jeg har inviteret hende med, har hun takket nej fordi hun ikke gider.
Jeg føler til tider at jeg aldrig rigtig har haft tid til at blive ordentlig voksen og jeg måske forsøger at kompensere for det nu. Vi taler ikke rigtig sammen mere om andet end hvordan hinandens dag har været. Vi kysser hinanden farvel og godnat/godmorgen men der er ingen glød mere.
Sex er stort set ikke-eksisterende. Har det altid været og jeg har altid overbevist mig selv (og hende) om at det ikke betyder noget fordi jeg elsker hende... gør jeg stadig men det er bare ikke nok mere...
For 14 dage siden havde vi et større skænderi hvor jeg sagde jeg ønskede en pause. Vi så ikke hinanden den efterfølgende uge og har nu været sammen den sidste uge eller dvs. vi opholder os i huset på samme tid men snakker ikke rigtig sammen.
Jeg føler, jeg har brug for at finde mig selv og finde ud af hvad jeg vil med livet. Men jeg "frygter" at fortælle min kæreste at jeg synes vi skal gå fra hinanden, netop fordi hun vil blive knust og hun ikke rigtig har nogen til at støtte hende i tiden efter.
Jeg føler mig som en kæmpe idiot fordi jeg kommer til at såre hende på den måde ved at gå fra hende men samtidig føler jeg at vores forhold mere eller mindre er et skuespil overfor vores familier og at vi kun bliver sammen for at vi ikke skal være alene. Men det er bare ikke nok for mig mere...
Oveni hatten var jeg, efter vores sidste skænderi, utrolig dum og drak mig fuld og endte i sengen med en anden kvinde/pige. Sidespringet har intet at gøre med at jeg vil gå fra min kæreste - det har ligget i kortene længe og er kun blevet forstærket nu, da jeg aldrig troede jeg kunne finde på at være sammen med en anden.
Jeg vil ikke fortælle min kæreste om sidespringet, da hun vil tolke det som at jeg har fundet en anden og det er årsagen til jeg ikke vil være sammen med hende mere og det er det slet ikke. Og samtidig vil jeg heller ikke såre hende mere end højest nødvendigt. Føler ingen grund til at strø salt i såret.... for inderst inde betyder hun stadig meget for mig og det vil hun på en eller anden måde altid gøre. Vi er bare vokset fra hinanden og vil nu forskellige ting med vores liv.
Formålet med mit indlæg her er både at få tankerne ned på skrift men også et håb om nogen af jer andre har gennemgået noget lignende og måske har nogle visdomsord i vil dele.
Håber der er en derude, der har "kosten" som kan hjælpe mig med at få "fejet op" i det rod af tanker jeg går med.
- J
Kommentarer
For mig at se, er dit største problem, at du føler medlidenhed med din kæreste? Eller rettere sagt er bange for, at det er det, du vil komme til at føle, hvis du afslutter forholdet?
I lever med hver jeres ønsker og håb og fremtiden – og som jeg læser dit indlæg, så er der ikke noget håb om at I kan finde et fælles fodslag? I har ingen fælles interesser og det du vil, vil hun ikke – og det hun vil, vil du ikke? I har stort set heller ikke noget samliv – nej, det er ikke noget at bygge videre på.
Jeg vil da foreslå, at I sætter jer sammen og prøver at få en stille og rolig samtale om jeres liv sammen. Det der med at have et kæmpe skænderi fører ikke til så meget, men netop en dybtegående samtale om, hvordan I i grunden har det, kan give jer et billede om I skal fortsætte eller afvikle forholdet. Nu har I hus sammen, så I kan ikke ”bare lige” flytte fra hinanden, medmindre den ene har mulighed for at købe den anden ud, så en afvikling vil tage lidt tid.
At du røg i med en anden behøver du ikke fortælle, da jeg er enig i, at det sådan set ikke har noget med sagen at gøre – og det har det så alligevel, for hvis du var glad og tilfreds hjemme, så ville du jo ikke have gjort det, vel? Men det er da noget, du med stor sandsynlighed vil gøre igen – og igen, hvis ikke du fungerer.
Jeg har selv været gift med en mand, hvor jeg spillede ”teater” for familien i årevis – men det får man det altså ikke bedre af, tvært i mod.
I er så unge, at det er helt tåbeligt at fortsætte, hvis det er sådan, I har det med hinanden.
Først vil jeg sige, at jeg er enig med Lotte i hendes svar til dig.
Dernært kan jeg sige, at jeg selv har haft det, som du beskriver. Bortset fra, at jeg ikke var sammen med mine kærester i så mange år og ikke havde købt hus sammen med nogen. Men følelserne var de samme. Derfor var det også altid mig, der afsluttede forholdene, for jeg ville noget andet og mere med mit liv - eller som man siger: vi voksede fra hinanden.
Skyldfølelsen over at afslutte forholdet måtte jeg så æde. Jeg kunne ikke lade den komme i vejen for, at jeg kunne komme videre i mit liv. Jeg kunne selvfølgeligt ikke blive i et forhold, for at undgå at gøre nogen ondt, så ville jeg jo ofre mig og det ville der ikke komme noget godt ud af - men svært var det, ingen tvivl om det.
Desuden er skyldfølelsen jo 'fordampet' med tiden. Jeg kom videre med mit liv og mine tidligere kærester kom videre med deres liv. Når jeg ser dem nu (mange år senere), kan jeg se, at det var uundgåeligt, at vores veje måtte skilles, for vi skulle simpelthen ikke den samme vej her i livet. Mennesker mødes og mennesker skilles, når tiden er til det.
Mange hilsner Helene
Måske kan nedenstående argumenter få dig, til at tage fat om nældens rod i en fart:
- som de andre har skrevet: det skal ikke være jer to, så hvorfor vente med at gøre det forbi? hvorfor trække pinen mere ud? Det bliver jo ikke nemmere af den grund.
- Hvis du har det skidt i forholdet, så har hun det også. Selvfølgelig bliver hun ked af det når du gør det forbi, men hun bliver glad igen jo.
- Hun har kun én veninde, og kommer sjældent ud - det ændre sig så snart hun er single. Min ekskæreste var meget asocial, inaktiv og deprimeret. Da jeg slog op blev han jo nødt til at se nogle mennesker, så han fik hurtigt opbygget et netværk og blev mega glad for sit liv (kunne han ikke have gjort det, da vi var sammen!?)
- Du har lige skrevet, at du vil gøre dit forhold forbi i et forum, og muligvis også sagt det til en kammerat - ret beset kan du ikke være bekendt at andre går rundt med denne viden, men ikke hun.
- Mand dig nu lidt op, og tag dig sammen og få det gjort!
Jeg ved godt mine argumenter kan lyde lidt hårde... men det er i hvert fald sådan jeg har "overtalt mig selv".