Indstillinger
hjælp min mand gider ikke at kommunikere med mig
Kære læser
Jeg skriver til jer, da jeg har brug for jeres gode råd. Jeg har brug for, at nogle af jer læsere vil hjælpe mig ud af min kattepinde, at I måske kan vise mig vejen frem med alle jeres gode råd.
Jeg er en kvinde der har været gift i snart 24 år. Jeg har kæmpet hårdt for at blive lykkelig i mit ægteskab, men det er bestemt ikke nemt. Jeg elsker min mand utrolig meget og selv om vi har været i gift i så mange år, ja, så er jeg den dag i dag stadigvæk forelsket i ham. Vores problem er ,at vi er meget forskellige fra hinanden og vi har hver vores synspunkter omkring livet - og sådan har det altid været.
Han er født og opvokset i Tyrkiet og kom hertil da vi blev gift, og jeg har været her stor set hele mit liv. At gå fra hinanden i min kultur er ikke lige noget man bare lige gøre, også ovenikøbet slet ikke hvis man har børn.
Det primære problem i vores forhold er, at min mand og jeg har svært ved at kommunikere med hinanden - det vil sige han er en beskeden mand med få ord, men kun overfor mig.Han kan godt lide at sidde hjemme foran fjernsynet og slappe af, og det er efterhånden blevet en vane. Jeg har forsøgt at fortælle ham hvor meget det gå mig på, at vores ægteskab sådan med tiden er blevet meget livløs, men han bliver kun provokeret af mine samtaler. Jeg er så stoppet med at tage emnet op. Hans danske sprog er ikke så tilstrækkeligt nok til at vi kan søge hjælp hos en parterapeut hvor han kan sætte ord på forskellige følelsesmæssige emner.
Jeg kan mærke på mig selv, at jeg med tiden er blevet mere og mere bitter over mit liv, over mit ægteskab, jeg er blevet så følsom at jeg ikke kan holde ud at se et romantisk par for næsen af mig. Jeg føler at mit ægteskab og mit liv bare suser forbi mig uden at jeg på nogen måder er i stand til at gøre noget som helst eller ændre på noget. Jeg føler mig svigtet, overset og i den grad ignoreret af min mand.
Jeg har forsøgt at fortrænge problemet, har forsøgt at engagere mig i andre ting, forsøgt at tage på cafe, gå nogle lange ture, se veninder m.m men det tilfredsstiller mig ikke, jeg føler det som en flugt og har ikke helt hjertet med mig.
Jeg savner en at dele mit liv med, jeg savner nærvære fra ham som er mig tættes, min mand, og jeg savner at får nogle oplevelser med ham som jeg kan se tilbage på. Jeg er 45 år og hvis det ikke skal være nu, at jeg mærker liv i mit ægteskab ja så er det jo næsten for sent i en sen alder. Min mand har ikke det stor behov for at tage ud på cafe eller i bio eller ud og spise, han slapper bedst af i sin sofa hvor han sidder i sine egene tanker.
Han tager sig af alt det praktiske herhjemme så på den måde er han pragtfuld, men det er bare ikke nok, og det er ikke fordi jeg ikke påskønner hans hjælp, men han er også nødt til at være mere social - han kræver ikke så meget af mig udover at jeg skal tage mig børneopdragelsen af vores nu to voksende børn.
Han fungere fint socialt med alle andre, er utrolig snaksagelig, men når det kommer til mig så går han fuldstændig i stå, så er lysten og overskudet der ikke.
please være sød og give mig nogle gode råd, hvad skal jeg gøre, dette problemer fylder utrolig meget hos mig og jeg føler ikke at jeg har ro i sjælden, problemet æder mig næsten op indenvendig.
Jeg bliver også helt målløs og jaluox når jeg ser ham fungere helt fint i andre sammenhæng hvor han kan tale, snakke, diskuttere, argumentere sammen med andre i familien, eller sine venner, men når jeg så prøver at tale med ham, så bliver det meget kortfattet, et nik eller slet ikke noget respons.
hvordan finder jeg livsgnisten? hvordan lære jeg at leve med dette problem uden at ødelægge mig selv psykisk?
Håber at nogle er jer seriøse læsere vil komme med gode råd.
Den triste og opgivende
Jeg skriver til jer, da jeg har brug for jeres gode råd. Jeg har brug for, at nogle af jer læsere vil hjælpe mig ud af min kattepinde, at I måske kan vise mig vejen frem med alle jeres gode råd.
Jeg er en kvinde der har været gift i snart 24 år. Jeg har kæmpet hårdt for at blive lykkelig i mit ægteskab, men det er bestemt ikke nemt. Jeg elsker min mand utrolig meget og selv om vi har været i gift i så mange år, ja, så er jeg den dag i dag stadigvæk forelsket i ham. Vores problem er ,at vi er meget forskellige fra hinanden og vi har hver vores synspunkter omkring livet - og sådan har det altid været.
Han er født og opvokset i Tyrkiet og kom hertil da vi blev gift, og jeg har været her stor set hele mit liv. At gå fra hinanden i min kultur er ikke lige noget man bare lige gøre, også ovenikøbet slet ikke hvis man har børn.
Det primære problem i vores forhold er, at min mand og jeg har svært ved at kommunikere med hinanden - det vil sige han er en beskeden mand med få ord, men kun overfor mig.Han kan godt lide at sidde hjemme foran fjernsynet og slappe af, og det er efterhånden blevet en vane. Jeg har forsøgt at fortælle ham hvor meget det gå mig på, at vores ægteskab sådan med tiden er blevet meget livløs, men han bliver kun provokeret af mine samtaler. Jeg er så stoppet med at tage emnet op. Hans danske sprog er ikke så tilstrækkeligt nok til at vi kan søge hjælp hos en parterapeut hvor han kan sætte ord på forskellige følelsesmæssige emner.
Jeg kan mærke på mig selv, at jeg med tiden er blevet mere og mere bitter over mit liv, over mit ægteskab, jeg er blevet så følsom at jeg ikke kan holde ud at se et romantisk par for næsen af mig. Jeg føler at mit ægteskab og mit liv bare suser forbi mig uden at jeg på nogen måder er i stand til at gøre noget som helst eller ændre på noget. Jeg føler mig svigtet, overset og i den grad ignoreret af min mand.
Jeg har forsøgt at fortrænge problemet, har forsøgt at engagere mig i andre ting, forsøgt at tage på cafe, gå nogle lange ture, se veninder m.m men det tilfredsstiller mig ikke, jeg føler det som en flugt og har ikke helt hjertet med mig.
Jeg savner en at dele mit liv med, jeg savner nærvære fra ham som er mig tættes, min mand, og jeg savner at får nogle oplevelser med ham som jeg kan se tilbage på. Jeg er 45 år og hvis det ikke skal være nu, at jeg mærker liv i mit ægteskab ja så er det jo næsten for sent i en sen alder. Min mand har ikke det stor behov for at tage ud på cafe eller i bio eller ud og spise, han slapper bedst af i sin sofa hvor han sidder i sine egene tanker.
Han tager sig af alt det praktiske herhjemme så på den måde er han pragtfuld, men det er bare ikke nok, og det er ikke fordi jeg ikke påskønner hans hjælp, men han er også nødt til at være mere social - han kræver ikke så meget af mig udover at jeg skal tage mig børneopdragelsen af vores nu to voksende børn.
Han fungere fint socialt med alle andre, er utrolig snaksagelig, men når det kommer til mig så går han fuldstændig i stå, så er lysten og overskudet der ikke.
please være sød og give mig nogle gode råd, hvad skal jeg gøre, dette problemer fylder utrolig meget hos mig og jeg føler ikke at jeg har ro i sjælden, problemet æder mig næsten op indenvendig.
Jeg bliver også helt målløs og jaluox når jeg ser ham fungere helt fint i andre sammenhæng hvor han kan tale, snakke, diskuttere, argumentere sammen med andre i familien, eller sine venner, men når jeg så prøver at tale med ham, så bliver det meget kortfattet, et nik eller slet ikke noget respons.
hvordan finder jeg livsgnisten? hvordan lære jeg at leve med dette problem uden at ødelægge mig selv psykisk?
Håber at nogle er jer seriøse læsere vil komme med gode råd.
Den triste og opgivende
Kommentarer
hvad ville der ske hvis du pirrede ham lidt sexuelt---det kan måske være svært at overvinde sig til det --men nogle mænd bliver lidt vilde over at det ikke er dem der skal tage initiativet altid
du må prøve at vække ham --uden at tale så meget ---hvis han vil følge med i par terapi --så prøv det --selv om han taler dårligt --så forstår han vel hvad i taler om
lad os høre fra dig igen
2) Du er stadig forelsket i ham - øhm... Forelskelse er noget med varme i
maven, og det lyder for mig som om, at du mere har irritation i maven.
3) At gå fra hinanden i din kultur er ikke lige noget man gør - jeg tror ikke der er nogen der "bare lige" går fra hinanden, og "din kultur" skal jeg ikke udtale mig om, men du bor i Danmark og er gift her på 24. år, så mon ikke "din kultur" mere drejer sig om dine egne indre værdier end egentlig kultur?
4) Han er en beskeden mand af få ord, men KUN OVER FOR DIG - så er han ikke en beskeden mand af få ord; han er en mand der ikke gider gøre en indsats i sit ægteskab.
5) Han bliver provokeret når du bringer dine frustrationer på bane, men er fuldt ud i stand til at samtale, diskutere sagligt og på anden vis opføre sig socialt sammen med andre end dig.
Måske er I inde i en dårlig cirkel med at du bebrejder ham i stedet for roligt at tale med ham, så han reagerer ved at lukke i eller provokere tilbage. Vær bevidst om, at der er stor forskel på "Hvorfor vil du aldrig lave noget sammen med mig?" og "Jeg kunne rigtig godt tænke mig, at vi lavede nogle flere ting sammen.".
Måske er han simpelthen ikke interesseret i at gøre noget for jeres ægteskab, men ønsker heller ikke at være den der gør det forbi.
Eller også er han faldet i en depression som han kan tilsidesætte i selskab med andre end det trygge (dig og fjernsynet), men som så kommer tifold tilbage når det netop kun er ham, dig og tv'et.
6) "Jeg kan mærke på mig selv, at jeg med tiden er blevet mere og mere bitter over mit liv, over mit ægteskab, jeg er blevet så følsom at jeg ikke kan holde ud at se et romantisk par for næsen af mig.". - Det stemmer ærlig talt ikke overens med at du skriver, at du elsker din mand utrolig højt og er forelsket i ham.
7) Og så slutter du af med at spørge, hvordan du lærer at leve med dette problem. Du skal sgu da ikke lære at leve med det her! Du skal få ændret på din situation, men jeg vil ikke vurdere om det er mest sandsynligt at det ender ud i et bedre kommunikativt ægteskab eller i en skilsmisse.
Slutteligt: Smid begreber som "kultur", "vi har jo børn sammen" og "det kunne være så godt, hvis bare..." langt væk og mærk efter i dig selv. Ønsker du at fortsætte dette de næste 30-40 år? Næppe... Hvad skal der ske for at du finder gnisten igen? Hvad skal der til for at HAN finder den? Hvad kræver det af dig, og hvad kræver det af ham?
Jeg tror, at du vil gøre godt i at overveje hvordan han har i det jeres ægteskab, og i det hele taget, og tage dét med i dit udgangspunkt i dine samtaler med ham. Igen for at undgå at det bliver til bebrejdelser og bebrejdelser...
Venligst
A
P.S. Hvorfor skulle I ikke kunne gå i parterapi? Han har taler jo glimrende i sociale sammenhænge... Men så er spørgsmålet også om han overhovedet ønsker terapi; det er jo nu en gang ikke alle der vil det.
Jeg kan komme i tanker om to årsager til jeres problem:
1. Din mand kan have et mindreværdskompleks i forhold til dig. Du har boet i Danmark hele dit liv og er integreret og taler godt dansk. Han kom hertil som voksen, og det er altid sådan, at man har sværere ved at blive god til at tale et sprog, når man først begynder at lære det som voksen.
2. Din mand kan have en depression, som Anna også er inde på.
Måske er der endda tale om begge årsager samtidig. Måske har din mand mere eller mindre givet op. Han tænker måske, at det i et forhold skal være manden, der er den stærkeste, dygtigste osv. Sådan tænker mange mænd stadigvæk, uanset kultur. Og det kan han jo ikke leve op til.
Hvad er der så at gøre ved det?
Det værste, du kan gøre er jo nok at tale med ham om det, for det er jo netop på det område, at han kommer så sørgeligt til kort. Sådan er det i forvejen med mange mænd. De kan ikke rigtig klare al den snakken.
Så hvis du kan vise det i handling, hvad du gerne vil, eller i et kort spørgsmål, f.eks. ”Skal vi ikke slukke for fjernsynet og gå en tur?”, så er det bedre.
Måske kan du også få dine voksne børn til at hjælpe. Hvis jeres voksne børn er enige i, at deres far er gået i stå, kan de måske opfordre ham til at gå til læge. At han faktisk godt kan tale med andre mennesker, hvis han vil, er ikke noget bevis på, at han ikke har en depression. De fleste depressive kan godt mande sig op indimellem, når de synes, at de er nødt til det.
Mange hilsner
Kameliadamen
Jeg siger : Du taler aldrig til mig. Når vi er ude elsker han selskabet.
Nu er han ganske vist ikke den type der "råber højt", men nyder at sidde og snakke stille. Ikke med mig, men andre.
Jeg er holdt op med at ærgre mig, måske fordi jeg selv er stille. Men jeg ved han er meget glad for mig. Så jeg spekulerer ikke så meget over det, kun somme tider, hvor jeg råber højt: Nu skal der ske noget.
Sådan skal han tages.
Det jeg mener er, det er måske bare din mand, der er sådan af natur uden det betyder noget over for dig. Det er bare en tanke.
Min far var en meget stille mand og min mor meget mere livlig. Min far sad hjemme og min mor rendte til alt muligt. Min mor var min fars store kærlighed, det er jeg ikke i tvivl om.
Vi er forskellige. Elsker din mand dig trods hans tavshed. Det kunne jo være.
Du er jo ung, så jeg kan godt se det er svært.
Min mor var jo også ung dengang, men affandt sig med det. Det kunne hun, men spørgsmåler er jo kan du.
Hvis ikke du ønsker skilsmisse bliver du nok nødt til det. Jeg tror ikke man kan ændre andre mennesker, de er, som de er.
Efter min ringe mening er det vigtigste for dig at finde ud af om han elsker dig. Hvis du føler dig elsket vil du blive mere rolig i sindet, tror jeg.
Men det får du ham sikkert ikke til at sige, det må du finde ud af på anden måde. Der kan være mange små tegn, som du kan hæfte dig ved.
Jeg tror helt ærligt ikke du behøver at lægge så meget i tavshed over for dig.
Vi er alle en smule anderledes når vi er ude blandt andre.
Når der kommer børnebørn er det dejligt at være to, der elsker dem sammen. Men igen, vi er forskellige. Nogle vil elske det og andre er ikke så begejstrede.
Du må gøre op med dig selv om du kan leve på den måde. Sæt dig og skriv fordele og ulemper op. Ulempen er jo også om dine voksne børn bliver sure.
Jeg ved godt mange siger, det ikke er noget, der kommer børnene ved.
Det er jo rigtigt, men for en mor, eller far, der elsker sine børn betyder det alligevel næsten alt.
Da jeg giftede mig igen spurgte jeg først mine børn, hvad de mente. De sagde det drejede sig om, hvad jeg følte og det var jeg glad for.
Jeg kunne ikke bære på nogen måde de tog afstand fra mig.
Men det kommer jo også an på, hvordan man er. Nogle ville jo ikke tage det så tungt og sige, det kommer de nok over.
Jeg siger det, for at vise hvor forskellige vi er. Du kan kun vide, hvad du helst vil. Hvad du kan klare, hvordan dit følelsesliv reagerer.
Jeg kan huske du har skrevet dette før et eller andet sted. Det er synd, du stadig har det dårligt.
Jeg har læst de andre indlæg til dig og forhåbentlig kan du finde lidt du kan bruge i vores svar til dig.
Måske har din mand en depression, som der bliver skrevet til dig. Eller måske er han bare sådan af natur.
Hvis du kan tale med dine børn om det var det jo en rigtig god ide.
Jeg er glad for alle jer, der har sat deres tid af til at sende mig et svar, og som har forsøgt at give mig noge gode råd. Det er rart at høre andres vinkel på tingene.
Jeg skrev, at jeg elsker min mand og at jeg den dag i dag, stadigvæk er forelsket i ham, det jeg mener med det er, at mit hjerte dunker stadigvæk for ham. Jeg higer efter hans opmærksomhed og har stor behov for at mærke hans nærvær. Vi taler stort set ikke ret meget i løbet af dagen, måske har han ikke behov for det tænker jeg, eller også er han træt og har ikke særligt meget overskud når han kommer hjem.
Men så tænker jeg at i weekenderne er han da udhvilet men jeg mærker stadigvæk at han er tavs og passiv. Han er på i forhold til det praktiske i hjemmet, men det med at sætte sig ned og tale om lidt stort og småt ja det oplever jeg ikke. så snart han kommer hjem fra sit arbejde, så det første han gøre er at sætte sig foran fjernsynet, han spørg ikke engang os andre hvordan vores dag er gået.
Jeg tror også at han af og til er lidt deprimeret, når hvor nogle af jer har nævnt det - han har ikke haft så mange succesoplevelser og derfor har han det bedst med at holde tingene for sig selv. Jeg har min frihed til at gøre det jeg har lyst til, og har også forsøgt at holde mig optaget, har været tilmeldt sprogkursus, har været ude med veninder, og har været ude for at ikke at gå i stå, men uanset hvordan jeg vender og drejer det, ja så er jeg tilbage til samme problem.
Jeg føler, at jeg mangler en at dele mit liv med, en jeg kan fortælle hvordan jeg har det og hvad jeg føler" en som også vil fortælle mig hvordan han har det, hvor vi kan tale lidt om vores børn, lægge fremtidsplaner eller andet, altså helt almindelig basale hverdagsting som man ellser har i et par forhold.
Jeg har forsøgt at ændre min måde at tale med ham på, være stille, afventet til han selv vil sige noget, eller bringe på banen, banket i bordet, været sur og bitter, alt er afprøvet, men intet har hjulpet. Og når jeg så ser ham blandt familie og venner hvor han kommunikere på helt almindeligvis og mere til med andre, hvor han både har humor, kan være seriøs, kan udtryke sine holdninger og meninger, hvor andre spørge ham til råds og han er der med det samme, ja, så kommer det helt bag på mig, jeg går fuldstændigt i baglås og kan ikke forstå noget som helst af det hele - det giver ikke nogen mening.
Der er nogen af jer der spørg, om han elsker mig, det er jeg ikke i tvivl om, for det gøre han, men han vil helst bare køre sololøb og han vil helst slappe af i sin sofa, ordne alt det praktiske og gider ikke at have nogle emner op til diskussion,måske fordi vi ikke deler samme holdninger og meninger.
Jeg føler at jeg lever i et passivt ægteskab, i et forhold hvor vi lever som to stume mennesker.
Jeg har forsøgt at holde en pause fra ham, men det har heller ikke hjulpet.
Jeg ved ikke om nogle af de ting som jeg har forsøgt at uddybe lidt mere i mit indlæg kan give en ny vinkel på min situation.
hilsen Tanya
Nej, du har jo forsøgt stort set alt.
Det eneste, jeg kan komme på, er at få hjælp fra udenforstående. I mit første indlæg foreslog jeg, at det skulle være jeres store børn, der rusker lidt op i deres far. Men hvis det ikke lige er en oplagt mulighed, så kunne du eventuelt få lidt hjælp fra noget af al den familie og de venner, som din mand taler så godt med.
Men måske synes du, at det er illoyalt over for din mand at bede dem om hjælp? Jeg tænker bare på, at de mennesker, som I har kontakt med, jo også må kunne se, at der er noget galt mellem din mand og dig, og de behøver måske kun et lille vink fra dig for at tage et initiativ over for din mand. Men hvis han ikke vil hjælpes, er det jo ikke så let.
Jeg lagde mærke til, at du skrev, at din mand ikke har haft så mange succesoplevelser. Det var faktisk også den fornemmelse, jeg havde. Måske ville det være en vej til hans hjerte, og til, at du kunne få en mere livlig mand, hvis du kunne hjælpe ham til succesoplevelser.
Der må være noget, han brænder for, selv om han skjuler det godt, ved bare at sidde i sin sofa. Hvad kan han lide at gøre: Sætte gamle biler i stand, dyrke roser, fange fisk med fiskestang, sætte gang i fodboldspil for store drenge i lokalområdet …? Hvad er han god til? Noget må der være. Hvis du begynder at tale med ham om ting, hvor han er på hjemmebane, er det en god begyndelse til mere kontakt mellem jer, som efterhånden også kunne dreje sig om de ting, som du gerne vil snakke om.
Det skal selvfølgelig gøres med lidt fingerspids-fornemmelse, så det ikke er alt for oplagt, at du prøver at være ”pædagogisk”. Ellers kan jeg desværre ikke finde på noget.
Mange hilsner
Kameliadamen
altså er han måske kørt træt af sin kone --men er allige---vel den trofaste mand som ikke render sin vej
har du foreslået ham om i ikke skulle lade jer skille ----sig til ham at det kan godt være at han har det hyggeligt i sit sofa-hjørne
men du kan ikke holde jeres kolde ægteskab ud ---men jeg tror ikke du er den eneste der lever i et forhold som dit --jeg har da hørt om andre ægte mænd der ligner lidt på din mand---