Hjem Sex & samliv Ægteskabsproblemer

Jeg er en idiot.. og hvordan kommer det til og gå ?

Redigeret 7 april, 2010, 13:46 i Ægteskabsproblemer
Jahe det er ikke anden en 3-4 mdr siden jeg sidst skrev..

Jeg har virkelig holdt fast i at jeg ikke skulle have en raserianfald igen. MEN idag skete det så .. Over madlavningen som drillede.. kan man være mere idiotiskt.. og nu har konen taget datteren med over til konens forældre..
Jeg er virkelig nede.. og jeg fatter ikke nu hvorfor jeg lod det ske igen..
Ok jeg har taget meget hensyn til at konen fik en hjernerystelse i februar og at hun i januar og februar har sin nedtid ang. hendes deprision. Men det fik så åbenbart også mig ned med flaget og så bang.. Lige pt. kan jeg ikke se hvordan jeg på nogen måde skulle få overtalt hende fra en skildsmisse ej heller hvordan jeg skal få mig selv videre. Jeg har nu fået et nummer til en psykolog en kolega har haft brugt og så må jeg se hva der sker derfra... Har det af helvede til og har egentligt brug for en og tale med men jeg er flyttet fra sjælland til fyn så dem jeg kunne finde på at snakke med er derovre.. og jeg gider ikke snakke i telefon lige pt.. det er for nederen..

ja det virker måske som om at jeg bare skriver for at komme ud med det måske det også er sandt men er der nogle som skriver et eller andet så ved jeg da at nogle gider sige jeg er en idiot...
«13

Kommentarer

  • det kan godt være du føler dig som en idiot
    det må også have været et stærkt udbrud --når konen render hjemme fra ---men så må hun blive hvor hun er for en tid --og du må slappe af der hjemme
    du har søgt psykolog --men har du ikke gjordt det tidligere ---ellers er det på tide og det rigtige du gør ---når i falder lidt til ro --og du fortæller hende at du har søgt hjælp ---kan det være i kan snakke jer til rette igen
    men nu ved vi andre jo ikke hvor voldsom du er når du får raseri udbrud ---vi ved heller ikke hvor tit det har sket ----hvad sker der inde i dit indre når du får de raseri anfald---har du altid haft det sådan---eller er det noget der har ydviklet sig ----er det noget du indtager der giver disse anfald ---men alt det må du tale med psykologen om---og måske i begge skal til psykolog ---hvad med dit barn --hvordan reagerer det --
  • Hej...

    Jeg har ikke set den tidligere debat, du har deltaget i, så jeg svarer dig bare ud fra det, du skriver her.

    Men jeg vil ikke sige, at du er en idiot. Det kan godt være, at du har gjort noget usmart men jeg kan ikke lide, at man taler nedsættende til sig selv eller andre. Det er der ingen, der får det bedre af.

    Ukontrolleret vrede eller raseri, som du åbenbart lider af, er ikke noget, man kan styre særligt godt med viljens kraft. Det kræver nogle andre ting. Derfor er det rigtigt godt, at du har fået kontakt til en psykolog. For det kan blive bedre. Ikke fordi du vil tvinge det igennem men ved at arbejde med din psyke og dine følelser.
    Om det kan give dig din kone tilbage ved jeg ikke, men det kan ialtfald betyde, at du kan få det bedre med dig selv og andre videre frem i livet.

    I forhold til sådanne problemer er der kun én ting, der hjælper rigtigt i forhold til dem, man har skadet: Det er når man tager ansvaret på sig, så de kan se, at man i handling arbejder på at forandre tingene. Som f.eks. ved at erkende, at man selv har et problem og gør noget aktivt for at forandre sig. Og faktisk forandrer sig. Så kan det måske være, at tiden kan læge sårene og give tilliden tilbage. For der sker jo det, når andre skader én, at tilliden ødelægges og man bliver utryg og bange. Man kan jo ikke have et nært forhold til én, der gør én bange og som har svigtet éns tillid.

    Jeg har nok været i en situation, der lignede din kones, engang. Dengang lod jeg mig spise af med min kærestes løfter om, at nu ville han søge behandling. Det gjorde han også og jeg tog ham tilbage. Men da behandlingen begyndte at gøre ondt og kræve noget af ham selv, så valgte han at stoppe igen. Så stoppede forholdet. Havde han fortsat behandlingen, så jeg havde set vilje til forandring og arbejde med sig selv, så kunne forholdet måske have holdt.

    Forkerte handlinger kræver, at man tager en konsekvens, så det aldrig kan ske igen. Og følelser som ukontrolleret vrede f.eks. kan ikke tøjles kun ved viljens kraft. Psykologhjælp skaber ikke hurtig forandring - men den er vedvarende og langtidsholdbar.

    Så held og lykke med det. Godt at du nu aktivt begynder at tage ansvar for dine følelser og handlinger.


    Hilsen Helene
  • Min datter blev rigtigt bange for mig. Hun ville ikke give mig et kram 30-45min efter anfaldet.. hun så mig kaste nogle plastbokse som lige var toppen af isbjerget der irriterede mig i køkkenet (maden drillede meget) og jeg havde fået 1-2 forvarsler om hvor det bar hen men blev først opmærksom på dem nu hver bagefter hvor jeg tænker hele situationen igennem... Jeg er helt nede lige nu.. konen kom dog tilbage og snakkede i ca 1 1/2 time.. ikke at vi fik ret meget på plads. men det gik op for mig at jeg havde gjordt lige precist det jeg havde lovet IKKE at gøre.. gå i mig selv og ikke få mine føelser / tanker ud.
    og det er det værste jeg kunne gøre mod min kone..

    ang. psykiater så det ikke noget jeg har taget kontakt til det er noget jeg tager kontakt til imorgen og så må jeg se hvor det får mig henaf..

    jeg vil smutte i seng og se om jeg kan sove, jeg vil tage på arbejde imorgen for hvis ikke jeg får andet og tænke på så ved jeg at jeg ødelægger mere en jeg kan reparere lige nu..
  • Jeg vil nu ikke kalde dig en idiot, og det skal du heller ikke selv kalde dig.
    Nu er det sådan, at mænds vrede kan skræmme meget, det er ligesom blevet forbudt for mænd at blive vrede eller rasende.
    Jeg synes du skal tage med i betragtning, hvad det var der fik dig til at blive så vred, så din kone forlader hjemmet.
    Jeg kender en yngre mand, der let bliver vred og skælder ud. Hans kone render hjemmefra, nogen gange tager hun på krisecenter, men vender altid hjem igen.
    Manden har gået til psykolog, og her får manden at vide, at der er intet unormalt ved hans vrede, tværtimod. Derimod undrede det psykologen hvorfor han ikke gik. Hvad fik ham til at blive hos en kone han ikke kunne stole på? Hun stjal i butikker, var deprimeret, sagde hun, havde evnen til at få andre til at tro, at hun var et offer. Det viste sig, at hendes problem var stoffer, uærlighed, m.m.
    Nu er de blevet skilt, og hun lever sit liv, som man gør med de problemer. Hun render ind i mænd der slår hende, fordi hun snyder og bedrager dem.
    Hendes eksmand har langt om længe fundet roen i sig selv og et fredeligt liv på landet.
    Jeg ved ikke om du alene skal påtage dig, kun at være "en god/sød mand" Det er træls at leve sammen med en deprimeret person, vedkommende yder jo ikke specielt meget til forholdet, ihvertfald ikke så længe depressionen står på.
    Har du følt dig overbebyrdet?
    Har du et iltert temperament?
    Respekterer din kone ikke dig og dine grænser?
    Tænk tingene godt igennem, find ud af om det er dig der bliver "jokket" på i forholdet, for så er det dig der er den forurettede.
    Men i stedet for at blive rasende, så gå, vedkend over for dig selv, at det der kan du ikke holde ud.
  • Jeg håber, at du har fået sovet godt.

    Ja, selvfølgeligt blev din datter bange og selvfølgeligt ville hun ikke kramme dig før lidt tid efter. Det værste er ikke, at det går ud over din kone, for hun er trods alt voksen og kan gå sin vej. Det værste er den måde, din datter bliver præget på.

    Da jeg fik børn, trykkede de (især den ældste) på alle de knapper, de IKKE skulle trykke på - alle mine gamle, følelsesmæssige blå mærker. Så jeg kender udmærket til de ukontrollerede raserianfald. Jeg har også kastet med mange ting gennem tiden og selv mens jeg gjorde det, vidste jeg, at det var frygteligt forkert af mig, men det var simpelthen ikke til at styre. Jeg søgte også hjælp, men de forkerte steder, hvor der ikke var noget hjælp at få. Efter ca. 10 års kamp med mig selv, lykkedes det mig at få vreden under kontrol, men så røg jeg over i den anden grøft og bed bare alting i mig, så jeg slet ikke reagerede længere og fandt mig i hvad som helst. Derved mistede jeg samtidigt glæden og ja - livsenergien.

    I dag ved jeg også, at vrede dybest set er en reaktion på magtesløshed. Har man stærke grænser, behøver man sjældent at blive vred. Heller ikke selv om man bliver krænket eller føler sine grænser overskredet eller bliver irriteret. Så kan man finde andre og bedre måder at få kontrol over situationen på. Men det er ikke noget, man klarer ved at VILLE det. Det er en følelsesmæssig proces og den skal man have professionel hjælp til.

    Så held og lykke med at få ringet til psykologen :-)


    Hilsen Helene
  • Jeg kan godt huske den tidligere debat, som ikke ligger længere tilbage end fra omkring jul.

    Der fik du også sat stolen for døren og lovede at søge hjælp. Jeg har netop skimmet den debat, og der fremgår det ikke helt, om du rent faktisk den gang søgte den hjælp?

    Du var heldig at din kone kom tilbage, I fik talt om tingene og alt skulle nu gå den rette vej igen. Nu er vi kun i midten af marts og det er sket igen. Du har skræmt din kone og datter fra vid og sans igen.

    Hvor mange gange skal din kone - og ikke mindst dit barn - tilgive dig?

    Du må have erkendt, at det er dig, der har et alvorligt problem, at det er dig, der skal have noget hjælp til at takle disse ukontrollerede raserianfald.

    Hvis det var mig, ville jeg muligvis have forståelse en gang, men jeg ville ikke have det igen.

    Så hvad enten du igen bliver tilgivet eller ej, så er det nu - lige nu - du søger noget hjælp, inden du får skadet dine nærmeste for livet.
  • Jeg har ikke læst din tidligere tråd (du kan evt. linke til den), så jeg kan kun svare med udgangspunkt i det du her skriver.

    "Har det af helvede til og har egentligt brug for en og tale med men jeg er flyttet fra sjælland til fyn så dem jeg kunne finde på at snakke med er derovre.. og jeg gider ikke snakke i telefon lige pt.. det er for nederen.."

    Smid lige din stolthed ad helvede til og se at få noget støtte! Det lyder som om, at du er en tikkende bombe for tiden, og du har brug for al den hjælp og støtte du kan få. Du skal have en psykologtid, du skal tale med din læge og du bør i allerhøjeste grad også få en ven med ind over det her.

    Psykologen har formodentlig en del ventetid, så din praktiserende læge kan støtte dig så længe. Desuden vil din praktiserende læge formentlig kunne give dig en henvisning til psykolog/psykiater og/eller igangsætte umiddelbar støtte i form af samtaler med henblik på at afdække om du har en medicinkrævende depression. Jeg vil foreslå dig, at du kommer i behandling hos en psykolog der på sigt også vil kunne varetage parforholds-/familieterapi. Din egen læge bør kunne hjælpe dig med at finde en sådan.

    Jeg ved at mit sprog her er hårdt. Jeg tror nu en gang at det er dét du har brug for for at forstå. Jeg kan dog tilføje, at du er på rette vej, i og med at du er bevidst om, at der er et problem. Jeg håber inderligt, at du får den rette hjælp.

    Venligst
    A
  • Dengang gik jeg til min egen læge og han syntes ikke der var brug for yderligere hjælp en at jeg/vi kunne snakke med ham om det. Vi fik faktiskt nogle numre til parpsykologer men fik ikke fat i dem og konen syntes efter nogle uger at det egentligt nok også var ligemeget for det gik jo udemærket.

    Idag ringede jeg rundt til 5 psykiatere inden der var bid og det kun på en akut tid mandag. altså om 1 uge.
    Og ja det er det samme som ved jule tid dog lige med det ekstra at januar/februar er konen's værste måneder hva angår hendes deprision.
    Det ved jeg godt og så skal jeg holde den oppe for ikke at vi blive irriterede på hinanden og det "plejer" hellerikke og gå så galt som det gjorde igår.. somregl skulle vi kun lige have en opsang hinanden imellem...

    Noget helt andet er at vi i januar bookede 4 dage ved lalandia som er nu på torsdag.. jeg syntes at vi skal tage afsted uanset hvordan vi har det (vi 2 voksne) bare for dattere'ns skyld. Hva syntes i ??
  • Hvis I vel at mærke KAN slappe og hygge jer sammen, så er det en rigtig god ide, men det er en rigtig dårlig, hvis I har et "isafkølet" forhold til hinanden, for det vil jeres barn kunne mærke, og hun vil således blive utryg.

    Og så har jeg tænkt på, at det i det hele taget kunne være en god ide, at det ikke kun er dig, der søger hjælp, men også din kone - og at denne hjælp er en I søger sammen, for I skal vist begge have hjælp.

    Hvordan og hvorledes skal nok vurderes individuelt og med professionel bistand, så selv om det først er på mandag, du kan komme til en samtale, så tag den, og få indledt et behandlingsforløb, der passer til dig og jer og jeres situation.
Log in eller Registrér for at kommentere.