Indstillinger
brug for input til meget nedslidt parforhold
Hej, jeg er i fuldstændig vildrede. Undskyld hvis mit indlæg bliver meget rodet, men jeg skriver meget impulsivt, for ikke at komme til at "pynte" eller "rette" på sandheden.
Jeg har levet sammen med min kæreste i 4 år, og vi har en fantastisk datter sammen på 3.
Min datter er mit et og alt, men jeg kan ikke sige noget i den retning om min kæreste.
Jeg værdsætter vores familie-liv meget højt, da både min kæreste og jeg kan være sammen med min datter, og vi støtter hinanden i mange ting, og kan dele vores oplevelser med hende med hinanden.
Min kæreste og jeg har intet sammen mere. Han er superlækker, ung ligesom jeg, intelligent, sjov og har en masse fantastiske kvaliteter..på trods af disse ting er det aldrig ham jeg har i hovedet når jeg tænker "sex". Jeg har absolut ingen lyst til ham og lægger derfor stort set aldrig op til sex - selvfølgelig til stor frustration for ham. Jeg er en meget varmblodet kvinde, som er åben for det meste og var før i tiden lidt af en nymfoman, så jeg ægrer mig over denne udvikling.
På det mere åndelige plan har vi heller intet sammen. Vi foretager os intet sammen med undtagelse af en videoaften i ny og næ. Det er som om han ikke kan foretage sig noget sammen med mig uden at der skal være et medie-apparat tændt eller vi har sex. Han har mild social-fobi, så med hensyn til restaurant-besøg og andre aktiviteter udenfor blandt andre mennesker er han undskyldt. Det er dog heller ikke det jeg har behov for...Ønsker nærvær..krammen, nussen, samtaler - uden at det ender i sex, men efter at have undværet det så længe afviser jeg alt fra ham efterhånden.
Når han vil være sammen er det altid om aftenen når vores datter er lagt i seng, men der er jeg ofte så træt at jeg intet orker. Ofte falder jeg i søvn ved siden af min datter, når jeg putter hende. Om dagen er der 1000 ting jeg -vælger- at gøre fremfor at være sammen med ham. Hvorfor jeg vælger ensomheden bevidst ved jeg ikke.
Jeg er blevet en sur, indebrændt kvinde, som leder efter alle fejl ved ham hele tiden og jeg er dødtræt af mig selv. Vi har daglige smådiskussioner...ingen råben og skrigen. "blot" snerren og afvisninger. For ham betyder disse ting ikke så meget, men jeg har meget svært ved at komme videre efter disse diskussioner og det hober sig op indeni mig.
Han er et dejligt mennesker og en god far for vores datter, men jeg vil ikke "ham" mere. Kun det magelige familie-liv, hvor pligterne er delt og vores datter har os begge to omkring sig.
Jeg tænker ugentligt på at gå fra ham og har luftet det for ham nogle gange, hvilket på ingen måde er rimeligt overfor ham..det ved jeg. Men hvad skal jeg gøre?
Hvis jeg kunne finde lysten til ham som menneske igen og ikke bare som "far til mit barn" ville jeg blive lykkelig, for den er vel en forudsætning for et godt samliv?
Det manglende nærvær er et stort problem for mig, men jeg har indset at det aldrig har ligget til ham..lige fra dengang jeg blev forelsket i ham. Da var det mig som tiggede om nus og nærvær, mens han ikke mente det var nødvendigt. Måske bærer jeg stadig nag over ydmygelsen fra dengang?
Jeg orker ikke skænderierne mere, men vil samtidig helst undgå et brud af hensyn til vores datter.
Det skal siges at en del af problemerne kan skyldes at jeg for to og 1/2 år siden var ham utro og valgte at bryde med ham dengang. Jeg har selvfølgelig undskyldt og fortalte også om min forbrydelse med det samme dagen efter, da at tie kun ville gøre det være..men der skal selvfølgelig meget til at hele sådan et sår. Et halvt år efter hændelsen flyttede vi sammen igen, og siden har min lyst til ham aldrig været den samme.
Jeg ønsker ikke at være sammen med fyren jeg var utro med...men jeg vil heller ikke rigtig min datters far.
Vores værdier er meget forskellige - både med hensyn til at være forældre og ting som økonomi, respekt vs ikke-respekt overfor andre mennesker, miljø osv.
Selv vores humor og simple ting som mad- og musik-smag kunne ikke være mere forskellige.
Jeg vil rejse jorden rundt - opleve ting, mens han helst vil være hjemme foran sin computer.
Dog er der ting vi er enige om. Vi skatter begge tid højere end penge, tror på frihed, og ingen af os er særlig autoritetstro. Småting som at have en uhelbredelig sukkertand har vi også til fælles..
men når det gælder de store - konkrete spørsgmål er vi uenige.
jeg har f.eks. svært ved at rumme at han ikke mener at man skal sætte sig ned og lege med sit barn en halvtimes tid hver dag. (jeg har sat en min-tidsramme for at være sikker på at jeg får taget mig tid væk fra tøjvasken, telefonen etc. selvom det virker fjollet)
sådanne principper fylder meget for mig.
Har ellers sluppet kontrollen med rengøring, og vender mit blik i andre retninger hvis opvasken mangler at blive taget eller han har glemt at tørre bordene af.
Er jeg emsig? eller er vi simpelthen bare for forskellige?
kan nærvær læres hvis det aldrig har ligget til personen?
Er jeg en egoist hvis jeg vælger at gå fra ham pga disse ting?
Jeg har levet sammen med min kæreste i 4 år, og vi har en fantastisk datter sammen på 3.
Min datter er mit et og alt, men jeg kan ikke sige noget i den retning om min kæreste.
Jeg værdsætter vores familie-liv meget højt, da både min kæreste og jeg kan være sammen med min datter, og vi støtter hinanden i mange ting, og kan dele vores oplevelser med hende med hinanden.
Min kæreste og jeg har intet sammen mere. Han er superlækker, ung ligesom jeg, intelligent, sjov og har en masse fantastiske kvaliteter..på trods af disse ting er det aldrig ham jeg har i hovedet når jeg tænker "sex". Jeg har absolut ingen lyst til ham og lægger derfor stort set aldrig op til sex - selvfølgelig til stor frustration for ham. Jeg er en meget varmblodet kvinde, som er åben for det meste og var før i tiden lidt af en nymfoman, så jeg ægrer mig over denne udvikling.
På det mere åndelige plan har vi heller intet sammen. Vi foretager os intet sammen med undtagelse af en videoaften i ny og næ. Det er som om han ikke kan foretage sig noget sammen med mig uden at der skal være et medie-apparat tændt eller vi har sex. Han har mild social-fobi, så med hensyn til restaurant-besøg og andre aktiviteter udenfor blandt andre mennesker er han undskyldt. Det er dog heller ikke det jeg har behov for...Ønsker nærvær..krammen, nussen, samtaler - uden at det ender i sex, men efter at have undværet det så længe afviser jeg alt fra ham efterhånden.
Når han vil være sammen er det altid om aftenen når vores datter er lagt i seng, men der er jeg ofte så træt at jeg intet orker. Ofte falder jeg i søvn ved siden af min datter, når jeg putter hende. Om dagen er der 1000 ting jeg -vælger- at gøre fremfor at være sammen med ham. Hvorfor jeg vælger ensomheden bevidst ved jeg ikke.
Jeg er blevet en sur, indebrændt kvinde, som leder efter alle fejl ved ham hele tiden og jeg er dødtræt af mig selv. Vi har daglige smådiskussioner...ingen råben og skrigen. "blot" snerren og afvisninger. For ham betyder disse ting ikke så meget, men jeg har meget svært ved at komme videre efter disse diskussioner og det hober sig op indeni mig.
Han er et dejligt mennesker og en god far for vores datter, men jeg vil ikke "ham" mere. Kun det magelige familie-liv, hvor pligterne er delt og vores datter har os begge to omkring sig.
Jeg tænker ugentligt på at gå fra ham og har luftet det for ham nogle gange, hvilket på ingen måde er rimeligt overfor ham..det ved jeg. Men hvad skal jeg gøre?
Hvis jeg kunne finde lysten til ham som menneske igen og ikke bare som "far til mit barn" ville jeg blive lykkelig, for den er vel en forudsætning for et godt samliv?
Det manglende nærvær er et stort problem for mig, men jeg har indset at det aldrig har ligget til ham..lige fra dengang jeg blev forelsket i ham. Da var det mig som tiggede om nus og nærvær, mens han ikke mente det var nødvendigt. Måske bærer jeg stadig nag over ydmygelsen fra dengang?
Jeg orker ikke skænderierne mere, men vil samtidig helst undgå et brud af hensyn til vores datter.
Det skal siges at en del af problemerne kan skyldes at jeg for to og 1/2 år siden var ham utro og valgte at bryde med ham dengang. Jeg har selvfølgelig undskyldt og fortalte også om min forbrydelse med det samme dagen efter, da at tie kun ville gøre det være..men der skal selvfølgelig meget til at hele sådan et sår. Et halvt år efter hændelsen flyttede vi sammen igen, og siden har min lyst til ham aldrig været den samme.
Jeg ønsker ikke at være sammen med fyren jeg var utro med...men jeg vil heller ikke rigtig min datters far.
Vores værdier er meget forskellige - både med hensyn til at være forældre og ting som økonomi, respekt vs ikke-respekt overfor andre mennesker, miljø osv.
Selv vores humor og simple ting som mad- og musik-smag kunne ikke være mere forskellige.
Jeg vil rejse jorden rundt - opleve ting, mens han helst vil være hjemme foran sin computer.
Dog er der ting vi er enige om. Vi skatter begge tid højere end penge, tror på frihed, og ingen af os er særlig autoritetstro. Småting som at have en uhelbredelig sukkertand har vi også til fælles..
men når det gælder de store - konkrete spørsgmål er vi uenige.
jeg har f.eks. svært ved at rumme at han ikke mener at man skal sætte sig ned og lege med sit barn en halvtimes tid hver dag. (jeg har sat en min-tidsramme for at være sikker på at jeg får taget mig tid væk fra tøjvasken, telefonen etc. selvom det virker fjollet)
sådanne principper fylder meget for mig.
Har ellers sluppet kontrollen med rengøring, og vender mit blik i andre retninger hvis opvasken mangler at blive taget eller han har glemt at tørre bordene af.
Er jeg emsig? eller er vi simpelthen bare for forskellige?
kan nærvær læres hvis det aldrig har ligget til personen?
Er jeg en egoist hvis jeg vælger at gå fra ham pga disse ting?
Kommentarer
Jeg tror, du forventer nogle ting, af din kæreste, som du aldrig har fået. Du vil gerne have kæl og nus i dagligdagen. Det fik du ikke fra starten af jeres forhold, han har endda gjort klart, at han ikke er til den slags. Du vil ting i livet, som han aldrig har ønsket, I har ikke fælles humor, smag og interesser.
Alligevel har du valgt at leve sammen med ham, få et barn. Prøv en gang at mærke efter, hvad det var, du faldt for og hvorfor, du valgte at det skulle være ham, du fik barn med. Det er ofte modsætningerne, man falder for, og det er således også dem, man skal fastholde og acceptere.
Jeg kan forstå, at det, at du var utro på et tidspunkt, egentlig er noget, han er kommet over og har accepteret skete? Hvis det er tilfældet, så lad være med at bruge flere kræfter på det – sket er sket, og du/I har været heldige, at det så ikke har slået alvorlige skår.
Det er dig, der er blevet sur og indebrændt, dig der ikke har lyst til sex, hvilket gør ham frusteret, og dermed også lidt sur i hverdagen.
Jeg tror desværre også, det er dig, der forventer ting af ham, som du aldrig har fået, og heller ikke skal forvente at få, men jeg synes så heller ikke, du skal kæmpe med det alene. Jeg synes, I skal prøve at få en snak om disse ting, en snak, hvor du måske gør klart, at det muligvis er dig, der forventer ting, der ikke kan lade sig gøre, at det piner dig, at du har det sådan, og om han vil hjælpe dig videre. Og så skal I sammen finde ud af en god måde, som I begge kan have det godt med, og nej, du skal stadig ikke forvente, at det er ham, der forandrer helt fundamentale ting hos sig selv, det vil aldrig kunne lade sig gøre, men han skal måske have mere forståelse for, at du altså savner disse ting, og det går ud over din lyst til ham.
Faktisk tror jeg, I måske ville få ville få stort udbytte af en parterapeut, der kan hjælpe jer godt på vej.
Håber I kan komme på rette vej – det kan ingen jo desværre love vil ske.
Du har helt ret i det du siger. At han ikke er den type person der pusler om andre er jeg simpelthen nød til at se i øjnene.
Faktisk er der sket en hel masse ting siden jeg sidst skrev.
Jeg skrev imens min kæreste var på weekend for at besøge sin familie og venner i KBH, og var efter megen grubleri klar til at tage en seriøs snak med ham, da han kom hjem.
Om formiddagen inden han kom hjem skrev jeg mine forventninger til et velfungerende parforhold, som er sundt for begge parter og tænkte; "vil han ikke bare prøve at opfylde -nogle- af de her behov er jeg den der er skredet".
Jeg ville selvfølgelig også prøve at finde frem til hvordan jeg kunne gøre det samme for ham, så han også var lykkelig..dog var jeg meget "migmigmig" i hovedet.
Det hele ændrede sig dog da han kom hjem og alle mine tanker faldt til jorden. 1. han var alt alt for sød og dejlig til jeg kunne overveje at skride uden at kæmpe for forholdet. 2. jeg havde glemt at han havde sagt en uge forinden at han ville tage en ven med hjem, da de skulle se fodbold hos os.
Så det hele ventede til senere. Da vennen var taget hjem læste han min liste, og var (til min store overraskelse) helt enig i at de ting på listen betyder meget (nærvær, sex, respekt, tid sammen, betænksomhed etc.) og han skrev en tilsvarende liste, hvor punkter som "at have det sjovt sammen", "hygge" og selvfølgelig sex blandt andet indgik. Det kom helt bag på mig at han vægtede humor så meget, og det gik op for mig at de sidste par måneder havde jeg lagt al sjov rimelig meget på hylden.
Vi snakkede længe sammen og blev enige om at nu skulle vi være kærester med kæmpestort K(!) og mindre duer ikke hvis vi skal forblive sammen.
De sidste par dage har været virkelig dejlige og vi gør begge ting for hinanden. Han er ikke drømme-prins-agtig med roser på bordet osv., men han er den kæreste jeg faldt for dengang - bare endnu bedre fordi han er mere moden nu.
Om det holder ved jeg ikke, men jeg vil fandme kæmpe for det. Jeg havde ikke troet at han ville være ligeså dedikeret som mig. Det tager selvfølgelig tid..alt sker ikke på to dage, men hele stemningen er meget bedre end før, og skænderierne en del kortere fordi jeg husker på; "nå ja det hele handler ikke om mig" og bakker ud af konflikten, hvis den er startet på et fjollet grundlag (f.eks. hvem der gør hvad af praktiske ting). Og han er blevet noget bedre til at sluge sin stolthed og sige undskyld.
og tænk...min lille fantastiske pige, som kan være lidt af en hystade (hun har det ikke fra fremmede) har været helt rolig og ikke lagt op til konflikter i flere dage. Hvorfor mon? :P
Åh, hvor er jeg glad på dine og jeres vegne, også glad for, at du melder tilbage, for det vil forhåbentligt være til inspiration for andre, der har et trængt forhold.
Ideen med at netop sætte sig og skrive en liste om ønsker op til en ”samlivssamtale”, hvis jeg ellers kan bruge det opstyltede udtryk -:) er alle tiders – og det er så også på den måde, man ofte finder ud af, hvor jeg-fikseret man nemt bliver, når man føler sig utilfreds i sit liv og forhold. Mange – måske især mænd – vil sikkert bedre kunne lide formen med først at stille og roligt formulere sine ønsker, og hvad man selv vil gøre, for at få et bedre liv.
Selvfølgelig kommer der også en hverdag efter dette, men så er det utroligt vigtigt lige at stoppe op og tælle til tre, og vurdere hvor vigtigt, det i grunden er, inden man ryger i luften – og det er du så bekendt med, at du måske skal arbejde lidt med. Flot – flot – flot.
Det er jo ofte sådan, at hvis man ikke føler, man fungerer i sit parforhold, så har partneren det jo med stor sandsynlighed på samme måde, og jeg tror desværre at mange forhold går i stykker, fordi man ikke giver sig tid, plads eller mod til at få ryddet op ind i mellem. Det er jo utænkeligt at man bare ignorerer en mærkelig lyd i bilen; den kommer straks til service, men en ”mærkelig lyd” i parforholdet bliver ofte negligeret, og denne mærkelige lyd kan, hvis ikke den får et ”serviceeftersyn” så på et tidspunkt udvikle sig til ubodelig skade, så forholdet ender med at blive skrottet for at blive i bilmetaforen.
At jeres barn har reageret så positivt og så hurtigt, beviser jo, hvor påvirkede børn bliver, når de skal leve med et anspændt forhold hos forældrene – så hvis ikke man kan finde andre årsager til at gøre noget for at få sit forhold ”gået efter”, når det knirker, så er påvirkningen hos børnene da en overvejende grund.
Held og lykke fremover – I skal nok klare den, hvis I husker at værne om hinanden.