angst

Rafael32

Jeg er 32 år, og hvad jeg kan huske så har jeg altid været bange for mennesker, kort sagt, hvad tænker mennesker om hvad synes de om det ligger altid i baghovedet, ,det ødelægger mit liv,eller retter sagt det har ødelagt halvdelen af mit liv, det har gjort jeg har ringe færdigheder som fx kan ikke svømme kan ikke køre bil, kan ikke score piger, kan ingenting, det har selvfølgelig ødelagt mit selvværd og selvtilid som hvad jeg ved af har altid været i bund. Jeg kan ikke tænke klart når jeg fx skal kigge andre personer i øjnene,jeg begynder og svede hænderne begynder og svede, får uro i maven, hjertebanken. Jeg ville gerne være sammen med andre mennesker lære andre mennesker det har jeg lysten til, men jeg føler mig bare klodset og fokert i forhold til andre. Min socialfobi giver mig hovedpine og jeg bliver ofte træt tidligt på dagen, da jeg bruger en masse energi på alle disse anspændelser i kroppen.Når andre sidder ved siden af mig, når jeg fx spiser eller sidder i et klasse lokale mister jeg koncentrationen, begynder at svede og kan ikke sidde stille med ansigt, hænder eller fødder. Derudover har jeg altid haft en konstante bekymring over hvad andre tænker om mig det har ført til at jeg en komplet afholdelse fra sociale begivenhederJeg har altid været den stille i klassen, som bare sad i et hjørne og følte mig utilpas sammen med andre.Men det skyldes helt sikkert, at jeg har haft nogle dårlige oplevelser med nogle mennesker gennem min barndom. Alle har undgået mig og ville ikke have noget at gøre med mig. Jeg bor alene nu og har aldrig haft en kæreste, har rigtig få venner, og er begyndt og få katastrofe tanker der gør mig urolig og bange for fremtiden. Er der nogen der har det ligesom mig, og er i kommet ud af det, og hvordan, har i taget nogen form for medicin det ku jeg virkelig gerne vide

Martin45

Hej. Ja, jeg har prøvet en del medicin. Det har ikke rigtig hjulpet noget. Det eneste, der har hjulpet, er samtaler med en psykolog. Det at komme ud hjælper også, blandt nogle mennesker, der har nogen af de samme problemer.
Jeg er enig i, at det kommer fra barndommen. Ingen fortjener at have det sådan. Jeg synes virkelig, du skulle finde nogle at snakke med, hvis du ikke allerede har det, om alle dine tanker.
Der er mange andre på din alder, der ikke kan køre bil, svømme og aldrig har haft en kæreste. Det er ikke unormalt og gør dig ikke til et ringere menneske. Men måske får du styrke til at ændre nogle af de ting, hvis du snakker med nogen.
Vh Martin

Rafael32

Tak for dit svar Martin, jeg er begyndt på samtaleterapi jeg har gået til det i 9 måneder, synes ikke rigtigt det hjælper tværtimod synes jeg det gør det værre, jeg bliver rigtig trist utilpas efter samtaleterapien, jeg har accepteret at tage imod piller mod angst, måske kan det hjælpe, tror jeg er så angstinvalid, at jeg nok aldrig kommer ud af det! jo mere jeg kommer op i alderen jo oftere har jeg også selvmordstanker,alt føles uvirkeligt for mig ,men det der mest skræmmer mig er jeg bliver rigtig vred og irritabel nogen gange ,og det kommer lige ud i luften uden grund, nogen gange får jeg også panikanfald som også kommer uden grund, og der gælder det virkeligt for mig og komme hjem hurtigst muligt hvis jeg er udenfor hjemmet. Jeg har ikke rigtigt nogen jeg kan stole på eller snakke med mere de har forladt mig en efter en, nogen er blevet gift og stiftet familie andre har jeg nok selv skræmt væk, jeg er rigtig indadvendt så har svært ved at få nye venner, men jeg tror absolut det hjælper hvis man kan snakke med nogen om sine problemer dog i mit tilfælde er det svært der jeg ikke rigtig har nogen, kan du huske hvilket medicin du prøvede dig af med ?benzodiazpiner skulle være effektiv imod angst det er hvad jeg er kommet frem til .

Alma47

Kære Martin
Så vidt jeg kan forstå på dit indlæg, så har du altid haft angst og omgivelserne har trukket sig fra dig siger du. Endvidere siger du at samtaleterapi ikke har virket, men har fået dig til at føle dig dårligere tilpas. Jeg tænker, at din diagnose måske ikke er korrekt. Måske har du social fobi, men med en bagvedliggende problematik. At omgivelserne har trukket sig fra dig allerede i din barndom kan måske skyldes, at du har en uopdaget Aspergers syndrom eller en anden gennengribende udviklingsforstyrrelse. Eller måske har du en ængstelig-evasiv personlighedsstruktur. I begge tilfælde vil traditionel behandling ikke være virksom. Jeg vil anbefale dig, at du starter med at gå til egen læge for at få en henvisning til en psykiatrisk udredning, så der er sikkerhed for din diagnose. I psykiatrien vil der også være hjælp efter udredning i form af psykoedukation eller gruppeterapi, afhængig af diagnosen. Denne form for hjælp er gratis. Skal du ud på det private marked er der nogen psykologer med psykiatrisk erfaring, som tilbyder behandling. Jeg ved bl.a at Abelhus Psykologcenter www.abelhus.dk har tilbud til personlighedsforstyrrede.
Det er svært at rådgive dig udelukkende på baggrund af de informationer, du giver, men det er tydeligt, at du lider og at du har brug for hjælp og jeg mener at hjælpen bør starte med en grundig udredning i den offentlige psykiatri.