Netdoktor.dk - Danmarks uafhængige leksikon om sygdomme

Er her et godt råd at få ?

Redigeret 4 juni, 2015, 03:29 i Opdragelse
Hej Netdoktor-debat.
Jeg er mormor til en dejlig pige der skal konfirmeres i 2016.
Hendes forældre er skilt og har været det siden 2005.
Min tidligere svigersøn har altid haft en stor glæde ved alkoholiske drikke og dette er taget til i mængde , som årene er gået. Nu er det så slemt, at min datter
ikke mener, at han er i stand til, at tage vare på deres børn (der er en lillebror på 10 år).
Min datter har derfor kontaktet Statsforvaltningen for at få hjælp, omkring samværsproblematikken og dette har resulteret i , at min tidligere svigersøn har lovet at gå på antabus og søge hjælp .
Og nu opstår mit problem - for i forbindelse med dette sagsforløb - så har min tidligere svigersøn skrevet adskillige breve til forvaltningen - og har svinet min datter til - han påstår at hun er løgnagtig, psykopatisk, svigtende og lignende.
Jeg er ryster i min grundvold - jeg ved hvor meget hun har lidt i forbindelse med hans drikkeri og hvordan det er gået ud over børnene, når de har været på samvær - ja - han er sågar blevet stoppet af politiet, med dem i bilen - og yderst beruset. Han har ikke sørget for mad til dem og da han skulle fragte dem til skole - mandag morgen - og ikke var i stand til det, så meldte han dem bare syge - bøvl på bøvl i årevis.
Tilbage til udgangspunktet - min datter har altid arbejdet ihærdigt på, at børnene skulle ha' et godt forhold til deres far - problemet er mit - for jeg kan ikke holde den tanke ud, at være i stue med ham - ikke efter, at jeg har fået forevist de breve han har skrevet til forvaltningen - hvor jeg indirekte er årsagen til , at min datter er løgnagtig etc.
Er der nogen der har et godt råd ? Jeg er ikke god til "skuespil" og har slet ikke lyst til , at være til en konfirmationsfest hvor min tidligere svigersøn er til stede.
Jeg har heller ikke lyst til, at skuffe mit barnebarn på hendes store dag - hun ser et lys i sin mormor (ja, det er så mig) og vil være som mig, når hun bliver stor - for , som hun siger - mormor du er så aktiv.
Med til historien hører, at hendes farmor også har problemer med alkohol, men heldigvis er farfaderen det hyggeligste væsen på jord.
Følelsesmæssigt er meget påvirket - og har svært ved at tænke klart - jeg må indrømme, at jeg aldrig havde forestillet mig, at min tidligere svigersøn kunne være så modbydelig og skrive så væmmelige ting og min datter - som slet ikke passer.
Hvor er misbrug en forfærdelig "ting".
Med venlig hilsen Petrea.

Kommentarer

  • Jeg læser lidt at det, du spørger om, ikke omhandler den yderst usympatiske måde, din ekssvigersøn har opført sig, men hvordan du skal kunne håndtere en konfirmation til næste år?

    Jeg kan sagtens følge, at du bare slet ikke kan magte at bare forsøge at være venlig overfor en person, der kan opføre sig på den måde, men der skal vel være andre til stede på denne dag?

    Desværre er der problemer i rigtigt mange familier, hvor nogen ikke kan tåle at være i nærheden af den eller de personer, og noget sådant bør der – af hensyn til især det unge menneske – tages forbehold for i forberedelsen af bordplanen.

    Du kan jo ret beset nøjes med at sige goddag til ham, for derefter at vende ham ryggen og forholde dig til de andre deltagere i festen. Desværre af erfaring ved jeg, at det faktisk sagtens kan lade sig gøre.

    Af hensyn til dit barnebarn mener jeg faktisk, at du må bide i det sure æble. Det vil ramme dig som en boomerang, hvis du i stedet vælger at blive væk fra dit barnebarns konfirmation, fordi du ikke kan holde denne ekssvigersøn ud. Ind i mellem må man beklageligvis, bide ting i sig og gøre gode miner til slet spil. Ligegyldigt hvad, så er han far til pigen, hun er altså en del af ham – sådan ER det.

    Men - nu er der et helt år til, og han er begyndt på antabus – og jeg synes faktisk, det skal komme ham til gode; det kunne jo være, at han dels holder det, dels på dette år når at få en lidt anden indsigt i sin opførsel.
  • Min mening og holdning er, at du selvfølgelig skal deltage i festen, når dit barnebarn skal konfirmeres, også for at være der for din datters skyld.

    Du må glemme hensynet til dig selv, bide i det sure æble, som lotte så rigtigt skriver, og være med til at give dit barnebarn en dejlig dag, hvis du ikke deltager, kan du aldrig gøre det om, og du vil skuffe hende mere end du aner, og jeg tror du vil fortryde.

    Uanset hvordan din svigersøn har behandlet dig og din datter, så holder dit barnebarn sikkert af ham på sin måde, for det er trods alt hendes far, og børn er meget loyale over for både far og mor, og det skal de have lov at være. Hun kunne føle, at det pludselig bliver til hendes problem, og det må I voksne gøre alt for ikke sker.

    Din svigersøn skal da ikke have lov til at ødelægge denne store dag, og når din datter kan være sammen med ham, så både kan og skal du også kunne, for det vil da kun gå ud over dit barnebarn.

    Men nu er der længe til, og alt kan ske, men lov mig at dit barnebarn, ikke bliver delagtiggjort i at du overvejer at blive væk, så store problemer skal dette unge menneske ikke tumle med.
  • Jeg lød nok meget kontant, og du må ikke tro, at jeg ikke kan forstå, at det kan være svært for dig, for han lyder da ikke særlig sympatisk din svigersøn, men jeg ville selv ofre alt også mig selv, for at gøre denne dag til en dejlig dag for dit barnebarn:-)

    Nej ret du ryggen og løft hovedet, og sig til dig selv, at denne dag skal han nu ikke få lov at ødelægge… som han har ødelagt så meget andet.
  • Sofie45 du lyder ikke mere kontant end rimeligt er.
    Jeg ville aldrig, aldrig udeblive fra mit barnebarns konfirmation af den årsag. Det er da meget lidt kærligt over for barnebarnet. Kunne min datter være sammen med ham, så ville jeg også kunne. Det ville ikke være min person det drejede sig om. Men min datters og barnebarnet. Jeg selv ville komme i sidste række i en sådan situation.
  • Petrea09
    Enten er dit indlæg blevet totalt misforstået - eller også kunne du ikke bruge de råd, du fik.

    Eftersom du er mormor, må du nødvendigvis tilhøre en alder, der vel lige melder tilbage?

    Det her er jo et debatforum - ikke en brevkasse.

    Jeg står i hvert fald der, hvor jeg føler, at jeg måske har misforstået det hele, og derfor eventuelt har såret dig - og det er da ikke specielt rart.
  • Petrea jeg sad forleden dag og skrev et indlæg til dig, med nøjagtig samme undren som Lotte over, hvorfor du ikke lige synes, at du burde svare tilbage, men jeg trykkede ikke på send.

    Men jeg tror, at du efterlyste svar på, hvordan du kunne komme udenom at deltage i dit barnebarns konfirmation.

    Men se sådan et svar ville du aldrig få fra mig, for uanset hvor mange konflikter du har med din svigersøn, så retfærdiggør det ikke at svigte dit barnebarn på denne store dag.

    Rigtig mange her sender et indlæg fordi de gerne ønsker et svar, men helst et svar, de kan være enige i, men sådan er virkeligheden ikke, når man deltager i en debat.
  • Jeg er helt enig, man undres over mennesker der stiller spørgsmål og aldrig svarer tilbage.
    Det er da almindelig høflighed. Men jeg skriver ikke særlig meget mere, for det er kedeligt, når man ikke får svar eller bliver skældt ud, hvis meningerne ikke stemmer overens.

    Jeg brugte selv netdoktors debat til at søge efter hjælp, da jeg var syg. En dag kom hjælpen, men inden var jeg glad for de svar jeg fik.
    Jeg kunne ikke drømme om ikke at svare tilbage, for det trøstede mig at nogen gav sig tid og tanker for at svare mig. Uanset om rådene kunne bruges eller ej, så havde nogen gjort sig ulejlighed med at svare og det var jeg taknemmelig for.
  • Persille jeg er meget enig med dig, for jeg skriver heller ikke selv så meget, af samme grund som dig.

    Man tænker og overvejer meget det svar man giver, og jeg synes simpelthen, det er så uforskammet ikke lige at skrive tilbage, for som lotte skriver det her er ikke en brevkasse men et debatforum.

    Det ville da også være skønt, at der var lidt flere der ville give deres mening til kende, for jo flere meninger jo bedre debat.
  • "Det ville da også være skønt, at der var lidt flere der ville give deres mening til kende, for jo flere meninger jo bedre debat."


    Absolut, det er jo formålet. Jeg har da også ændret opfattelse et par gange når jeg hørte gode argumenter, men tiderne har ændret sig. Derfor er jeg blevet mere tilbageholdende.

    Min mening er nu, at mormor må være en lidt vanskelig person.
Log in eller Registrér for at kommentere.