Indstillinger
Jeg er ikke helt sikker på hvad det der sker, betyder?
Hej Alle,
Jeg er ked af hvis dette bliver meget langtrukken og forvirrende, men jeg er aldrig kommet ud med det og har muligvis brug for nogle gode råd. Jeg er meget forvirret over om det der sker med mig i virkeligheden enten er starten på noget skidt (eller det er jeg vel ikke) og om det måske er ved at føre ud i noget man ville kalde en sygdom. De fleste steder skal man ty til telefonen eller offentliggøre sig selv og det er vel det jeg i virkeligheden er bange for.
Jeg har altid følt at jeg var 'udenfor' og ikke god nok, både hos familie, venner, fyre.
Alt startede vel med at jeg fik af vide at jeg var for tyk (bogstaveligtalt af næsten alle, selv størstedelen af min familie) hvilket selvfølgelig aldrig har været rart.
Det startede ud med at jeg ville tabe mig, men har aldrig haft styrken til at holde fast i det, grundet mange andre ting, der helt sikkert også ligger bag dette.
Jeg begyndte at springe morgenmaden over, da det var det nemmeste at forklare sig ud af (både overfor mig selv og overfor andre) ved bare at sige jeg ikke har tid til at sørge for morgenmad. Derefter blev det frokost og til sidst røg aftensmaden ofte også ud af systemet og jeg kan nemt ende med at gå over 24 timer uden mad.
Når jeg så blev for sulten endte jeg med at overspise til den helt store medalje, hvilket jeg altid fik det dårligt med.
En dag blev det for meget for mig, så jeg valgte at gå ud og kaste op, for ikke at have følelsen af at jeg var overmæt.
Og har aldrig følt en rarere fornemmelse end at blive fri fra noget jeg virkelig hadede. Så det blev en vane at hver gang jeg havde overspist og havde det dårligt med mig selv kunne jeg ikke tænke på andet end den følelse jeg havde første gang jeg gik ud for at kaste op. Og jeg var sikker på at jeg ALTID ville kunne holde mig til følelsen når jeg havde overspist.
Men det er måske ikke helt sandt. Hvis jeg en gang imellem spiser frokost på arbejdet, får jeg det dårligt med mig selv og i starten kunne jeg holde det til bare at have det dårligt resten af dagen, men nu er jeg nødsaget til at gå ud og kaste op, på en arbejdsplads, med en masse mennesker omkring mig, og igen tænkte jeg at det nok skulle gå.
Jeg var sikker på at hvis jeg var i nærheden af nogle jeg virkelig holdte af og som jeg virkelig ikke ønskede fandt ud af hvad der sker, så ville jeg kunne holde det inde, men hvis jeg spiser med nogle fra min familie, kan jeg ikke tænke på andet end at jeg burde finde et sted at kaste op, hvor de ikke kan høre mig.
Så sent som idag, var jeg sammen med min farmor, vi hyggede os og spiste lidt salat og efter at have spist blev jeg virkelig drænet for energi og det eneste jeg kunne tænke på, var min kvalme. Jeg havde virkelig lyst til bare at køre op på jobbet (5 min væk) og sige at jeg bare skulle låne toilettet for at gå ud og kaste op. Men jeg gjorde alt for at holde tankerne væk fra det og så snart jeg var alene, følte jeg mig nødsaget til at gå ud og kaste op.
Umiddelbart er jeg bange for at min egen forklaring her, besvare mit spørgsmål om hvor vidt det her er et problem eller ej. (Desværre)
Mit næste problem er at jeg virkelig har lyst og behov for at fortælle nogle om det her, nogle der står mig nært og nogle som jeg ved jeg kan stole på. Og der er er da et par stykker, men hver gang jeg tænker på at skulle snakke med nogle om det, bliver jeg bange. Jeg er bange for at folk vil tænke jeg gør det for at få opmærksomhed, at folk ikke forstår det. Jeg er bange for at hvis min familie får det af vide, vil de blive mere end skuffede over mig og jeg er bange for at det vil få mig revet væk fra alt det gode jeg har i mit liv lige pt (er flyttet til sverige for at arbejde og jeg elsker at være heroppe og ville hade at det blev taget fra mig). Men det jeg nok er allermest bange for (Underligt nok) er at det skal stoppe og igen kommer jeg tilbage til den følelse det giver at spise, mærke kvalme og ubehag og komme ud med det ved at kaste op.
Så nu spøger jeg om råd og hjælp til at forsøge at få hjælp og komme ud af det. Det har stået på alt i alt snart 1 år, og jeg har kastet op i hvad der ligner et halvt år. Ikke på daglig vis, men i hvert fald et par gange om ugen.
Hvordan ville/kom i ud med det og hvad var jeres oplevelse med det? Jeg ved at min familie vil blive så skuffede over mig og jeg ved at der er mange af mine venner der ikke vil kunne forstå det. Jeg har EN person jeg ved jeg ville kunne sige det til, men hvis jeg prøver på det, bliver jeg bange for hvad der vil ske.
Jeg er på ingen måde stolt over det og jeg ved med mig selv at det ikke er sådan her jeg vil have det. Men den følelse har tydeligvis ikke været nok for mig, til selv at undgå det.
For mig virker det fuldstændig åndsvagt at jeg kan sidde og virkelig have en mening om det og ikke være stolt over det og være decideret afklaret med at jeg vil rette op på det, men så stadig ikke kan gøre noget ved det selv.
Håber der er nogle der har nogle råd der måske kan hjælpe mig på vej.
Jeg er ked af hvis dette bliver meget langtrukken og forvirrende, men jeg er aldrig kommet ud med det og har muligvis brug for nogle gode råd. Jeg er meget forvirret over om det der sker med mig i virkeligheden enten er starten på noget skidt (eller det er jeg vel ikke) og om det måske er ved at føre ud i noget man ville kalde en sygdom. De fleste steder skal man ty til telefonen eller offentliggøre sig selv og det er vel det jeg i virkeligheden er bange for.
Jeg har altid følt at jeg var 'udenfor' og ikke god nok, både hos familie, venner, fyre.
Alt startede vel med at jeg fik af vide at jeg var for tyk (bogstaveligtalt af næsten alle, selv størstedelen af min familie) hvilket selvfølgelig aldrig har været rart.
Det startede ud med at jeg ville tabe mig, men har aldrig haft styrken til at holde fast i det, grundet mange andre ting, der helt sikkert også ligger bag dette.
Jeg begyndte at springe morgenmaden over, da det var det nemmeste at forklare sig ud af (både overfor mig selv og overfor andre) ved bare at sige jeg ikke har tid til at sørge for morgenmad. Derefter blev det frokost og til sidst røg aftensmaden ofte også ud af systemet og jeg kan nemt ende med at gå over 24 timer uden mad.
Når jeg så blev for sulten endte jeg med at overspise til den helt store medalje, hvilket jeg altid fik det dårligt med.
En dag blev det for meget for mig, så jeg valgte at gå ud og kaste op, for ikke at have følelsen af at jeg var overmæt.
Og har aldrig følt en rarere fornemmelse end at blive fri fra noget jeg virkelig hadede. Så det blev en vane at hver gang jeg havde overspist og havde det dårligt med mig selv kunne jeg ikke tænke på andet end den følelse jeg havde første gang jeg gik ud for at kaste op. Og jeg var sikker på at jeg ALTID ville kunne holde mig til følelsen når jeg havde overspist.
Men det er måske ikke helt sandt. Hvis jeg en gang imellem spiser frokost på arbejdet, får jeg det dårligt med mig selv og i starten kunne jeg holde det til bare at have det dårligt resten af dagen, men nu er jeg nødsaget til at gå ud og kaste op, på en arbejdsplads, med en masse mennesker omkring mig, og igen tænkte jeg at det nok skulle gå.
Jeg var sikker på at hvis jeg var i nærheden af nogle jeg virkelig holdte af og som jeg virkelig ikke ønskede fandt ud af hvad der sker, så ville jeg kunne holde det inde, men hvis jeg spiser med nogle fra min familie, kan jeg ikke tænke på andet end at jeg burde finde et sted at kaste op, hvor de ikke kan høre mig.
Så sent som idag, var jeg sammen med min farmor, vi hyggede os og spiste lidt salat og efter at have spist blev jeg virkelig drænet for energi og det eneste jeg kunne tænke på, var min kvalme. Jeg havde virkelig lyst til bare at køre op på jobbet (5 min væk) og sige at jeg bare skulle låne toilettet for at gå ud og kaste op. Men jeg gjorde alt for at holde tankerne væk fra det og så snart jeg var alene, følte jeg mig nødsaget til at gå ud og kaste op.
Umiddelbart er jeg bange for at min egen forklaring her, besvare mit spørgsmål om hvor vidt det her er et problem eller ej. (Desværre)
Mit næste problem er at jeg virkelig har lyst og behov for at fortælle nogle om det her, nogle der står mig nært og nogle som jeg ved jeg kan stole på. Og der er er da et par stykker, men hver gang jeg tænker på at skulle snakke med nogle om det, bliver jeg bange. Jeg er bange for at folk vil tænke jeg gør det for at få opmærksomhed, at folk ikke forstår det. Jeg er bange for at hvis min familie får det af vide, vil de blive mere end skuffede over mig og jeg er bange for at det vil få mig revet væk fra alt det gode jeg har i mit liv lige pt (er flyttet til sverige for at arbejde og jeg elsker at være heroppe og ville hade at det blev taget fra mig). Men det jeg nok er allermest bange for (Underligt nok) er at det skal stoppe og igen kommer jeg tilbage til den følelse det giver at spise, mærke kvalme og ubehag og komme ud med det ved at kaste op.
Så nu spøger jeg om råd og hjælp til at forsøge at få hjælp og komme ud af det. Det har stået på alt i alt snart 1 år, og jeg har kastet op i hvad der ligner et halvt år. Ikke på daglig vis, men i hvert fald et par gange om ugen.
Hvordan ville/kom i ud med det og hvad var jeres oplevelse med det? Jeg ved at min familie vil blive så skuffede over mig og jeg ved at der er mange af mine venner der ikke vil kunne forstå det. Jeg har EN person jeg ved jeg ville kunne sige det til, men hvis jeg prøver på det, bliver jeg bange for hvad der vil ske.
Jeg er på ingen måde stolt over det og jeg ved med mig selv at det ikke er sådan her jeg vil have det. Men den følelse har tydeligvis ikke været nok for mig, til selv at undgå det.
For mig virker det fuldstændig åndsvagt at jeg kan sidde og virkelig have en mening om det og ikke være stolt over det og være decideret afklaret med at jeg vil rette op på det, men så stadig ikke kan gøre noget ved det selv.
Håber der er nogle der har nogle råd der måske kan hjælpe mig på vej.
