Indstillinger
Han kan ikke slippe ex konen!
Jeg mødte en dejlig mand for to års tid siden og vi blev meget hurtigt glade for hinanden - meget! Han var flyttet fra sin kone 2 år tidligere, men det viste sig som tiden gik, at de havde bibeholdt så tæt et venskab og relation til hinanden, at de på sin vis fortsat kørte parløb ift hinanden med begrundende hensyn til deres fælles søn - dog med separate bopæle. Jeg havde på fornemmelsen, at de måtte have så tæt fællesskab, at han spiste med dem i weekender og også en aften eller to i løbet af ugen.
Jeg måtte presse på for at få "lov" til at besøge ham og det første år lykkedes det kun 3 gange om aftenen og ingen kys/kærtegn. Han var givetvis nervøs for at sønnen skulle komme uventet.
Jeg har absolut ikke siddet denne adfærd overhørig. Har skændt grædt og sat forhold på pause i kortere intervaller. Sidst her før nytår, hvor han arrangerede juleaften sammen med ex igen.
På dette tidspunkt var jeg fortsat ikke "officiel", hverken overfor hende eller søn - eller venner.
Jeg/vi har en dyb ærlig kærlighed overfor hinanden og der er dybest set ingen tvivl om, at han VIL mig. Efter en måneds tænkepause med status - nu eller aldrig - alt eller intet. Vendte han tilbage med en klar beslutning om, at det skal være os og han gjorde mig for alvor officiel. Weekender og ferier bliver arrangeret sammen med mig og kalender afstemt ift. ex/søn.
Det gik rigtig godt de første to mdr. tid, men igen står jeg overfor problematikken med, at jeg skal "inviteres", når søn er hos ham. Sønnens kæreste bor der som en selvfølge. Jeg har set søn kort 4 gange på de tre mdr og han er meget positiv overfor mig.
Han refererer ofte til "deres tidligere liv" og har jævnlig kontakt til ex via telefon, besøger dem, en stor begivenhed i hans liv delte han først i deres regi - derefter alene med mig. Han har meldt ud, at han ikke vil slippe deres kontakt, hvilket jeg ikke har ønske om, men jeg ser fortsat, at de kører et ægteskabeligt fællesskab og de holder fast i deres gamle liv. Det bliver prioriteret højere og jeg bliver ikke inddraget, så han og jeg kan skabe et nyt liv sammen med nye rammer for ham, sønnen og mig.
Jeg bliver ramt på hele mit følelsesspekter. Jeg føler mig afvist, ikke god nok, holdt udenfor, bliver ikke inviteret helt ind i hans liv, har fortsat ikke mødt hans venner, hans ex.
Jeg føler, at jeg kæmper en kamp mod usynlige kræfter, hvor alt dybest handler om, at han ikke tager mig ind som sin retmæssige partner, som han også ønsker. Han er fyldt med skyldfølelse og frygt for at miste sønnen. Det amputerer hans handlekraft og jeg ser, at han styrer hele sit liv efter den indre frygt. Han har bundet sig økonomisk i yderligere to år endnu og er først fri til at vi kan etablere noget sammen på det tidspunkt, vores forhold er da næsten 5 år gammelt!
Har nogen erfaringer med denne konstellation, at møde en mand som ikke vil/kan slippe sin ex helt. Ikke tør markere overfor sit barn/børn, at nu er rammerne altså anderledes og det må de forstå.
Hvor langt skal man gå på tålmodighedens vej for at opnå et reelt og fornuftigt forhold til en mand. Vi har talt en del sammen om dette, men ændringerne sker så langsomt og jeg er følelsesmæssigt så slidt, fordi alt sker i så langsomt tempo.
Jeg har i en periode også kæmpet med stor jalousi over hende - deres venskab, fordi min fornemmelse var, at hensynet til hende hele tiden blev sat over mit og ikke mindst fortroligheden. Der er en stor side af hans eksistens som lukkes for mig og loyaliteten har ligget til hensyn for hende. Jalousien er i bero, da jeg ved indre arbejde kunne se, at det handlede om min vrede til ham - hun blev gjort til mit offer. Men det er hans prioritering og ansvarlighed der mangler.
Hvad mener du? Det er ikke en naiv blåøjet relation, men pointen er at have mødt en mand, der ikke kan slippe sit gamle liv i frygt og angst. En binding til fortiden og overansvarlighed.
Tak :-)
Jeg måtte presse på for at få "lov" til at besøge ham og det første år lykkedes det kun 3 gange om aftenen og ingen kys/kærtegn. Han var givetvis nervøs for at sønnen skulle komme uventet.
Jeg har absolut ikke siddet denne adfærd overhørig. Har skændt grædt og sat forhold på pause i kortere intervaller. Sidst her før nytår, hvor han arrangerede juleaften sammen med ex igen.
På dette tidspunkt var jeg fortsat ikke "officiel", hverken overfor hende eller søn - eller venner.
Jeg/vi har en dyb ærlig kærlighed overfor hinanden og der er dybest set ingen tvivl om, at han VIL mig. Efter en måneds tænkepause med status - nu eller aldrig - alt eller intet. Vendte han tilbage med en klar beslutning om, at det skal være os og han gjorde mig for alvor officiel. Weekender og ferier bliver arrangeret sammen med mig og kalender afstemt ift. ex/søn.
Det gik rigtig godt de første to mdr. tid, men igen står jeg overfor problematikken med, at jeg skal "inviteres", når søn er hos ham. Sønnens kæreste bor der som en selvfølge. Jeg har set søn kort 4 gange på de tre mdr og han er meget positiv overfor mig.
Han refererer ofte til "deres tidligere liv" og har jævnlig kontakt til ex via telefon, besøger dem, en stor begivenhed i hans liv delte han først i deres regi - derefter alene med mig. Han har meldt ud, at han ikke vil slippe deres kontakt, hvilket jeg ikke har ønske om, men jeg ser fortsat, at de kører et ægteskabeligt fællesskab og de holder fast i deres gamle liv. Det bliver prioriteret højere og jeg bliver ikke inddraget, så han og jeg kan skabe et nyt liv sammen med nye rammer for ham, sønnen og mig.
Jeg bliver ramt på hele mit følelsesspekter. Jeg føler mig afvist, ikke god nok, holdt udenfor, bliver ikke inviteret helt ind i hans liv, har fortsat ikke mødt hans venner, hans ex.
Jeg føler, at jeg kæmper en kamp mod usynlige kræfter, hvor alt dybest handler om, at han ikke tager mig ind som sin retmæssige partner, som han også ønsker. Han er fyldt med skyldfølelse og frygt for at miste sønnen. Det amputerer hans handlekraft og jeg ser, at han styrer hele sit liv efter den indre frygt. Han har bundet sig økonomisk i yderligere to år endnu og er først fri til at vi kan etablere noget sammen på det tidspunkt, vores forhold er da næsten 5 år gammelt!
Har nogen erfaringer med denne konstellation, at møde en mand som ikke vil/kan slippe sin ex helt. Ikke tør markere overfor sit barn/børn, at nu er rammerne altså anderledes og det må de forstå.
Hvor langt skal man gå på tålmodighedens vej for at opnå et reelt og fornuftigt forhold til en mand. Vi har talt en del sammen om dette, men ændringerne sker så langsomt og jeg er følelsesmæssigt så slidt, fordi alt sker i så langsomt tempo.
Jeg har i en periode også kæmpet med stor jalousi over hende - deres venskab, fordi min fornemmelse var, at hensynet til hende hele tiden blev sat over mit og ikke mindst fortroligheden. Der er en stor side af hans eksistens som lukkes for mig og loyaliteten har ligget til hensyn for hende. Jalousien er i bero, da jeg ved indre arbejde kunne se, at det handlede om min vrede til ham - hun blev gjort til mit offer. Men det er hans prioritering og ansvarlighed der mangler.
Hvad mener du? Det er ikke en naiv blåøjet relation, men pointen er at have mødt en mand, der ikke kan slippe sit gamle liv i frygt og angst. En binding til fortiden og overansvarlighed.
Tak :-)
Kommentarer
Du skriver, at I har en dyb og ægte kærlighed til hinanden og at han dybest set vil dig? Det må vel betyde, at han ikke har den samme kærlighed til sin ekskone? Jo, de har haft et liv sammen, og jo, de har elsket hinanden, men i og med, at de er blevet skilt, må det vel betyde, at de har fundet ud af, at de holder af hinanden, men altså ikke har den kærlighed til hinanden, der gør at de kunne holde ud at leve sammen?
Du må helt klart bede ham definere, hvad det er, der gør at han ikke synes, du skal være en del af det venskab, han har med sin ekskone. Bede ham fortælle dig, hvad det er, han frygter ved at lade jer mødes. Bede ham forklare, hvordan du skal kunne tro på hans kærlighed til dig, når han gang på gang fravælger dig til fordel for sin ekskone, og oven i købet vælger at holde jul med hende – uden dig, og som jeg forstår det, så blev du slet ikke involveret i de planer, han lagde sammen med sin eks? Han må indse, at naturligvis er det vigtigt, at han har et godt forhold til sit barns mor, naturligvis er det forståeligt, at de har brug for at tale sammen, men han altså ikke både kan blæse og have mel i munden. Han må helt klart finde ud af sin prioritering. Jeg har ikke fundet ud af, om du nu ser hans venner/familie? Eller om du stadig ikke er med der heller?
Og så kommer vi til sønnen. Så vidt jeg kan læse, taler vi ikke om et lille barn, men en voksen, eller næsten voksen ung mand, der har sin kæreste boende? Her må du da også bede om forklaring på, hvad det er for et – i øvrigt totalt misforstået – hensyn, han mener sig forpligtiget til der?
Denne unge mand har mødt dig nogle gange og er positivt stemt over for dig. Han ved altså, du eksister, ved at hans far har en kæreste. Bed din kæreste tydeligt forklare dig, hvad problemet er i forhold til, at denne søn ser, at hans far har en ny kvinde i sit liv, siden du skal gemmes væk hele tiden.
Du beder godt nok om erfaringer fra andre, der har stået i samme situation, og det har jeg så ikke – og jeg er også helt sikker på, at jeg heller ikke ville acceptere at komme i en sådan situation. Jeg havde nok valgt – ikke at sætte forhold på pause, men helt og aldeles afslutte det. Hvis en kæreste ikke vil mig 100%, vil jeg slet ikke have ham, og så er min kærlighed til ham mit problem, som jeg så må arbejde på at komme over. Ikke på vilkår om jeg vil have en kæreste, der vælger mig fra for sin ekskone – gang på gang.
Min mand har et nært og tæt forhold til sin eks, men jeg har da været med fra første dag – dog er jeg også der, hvor jeg mange gange har valgt at trække mig i baggrunden og lade dem mødes alene, når de havde ting, der skulle tales om omkring deres børn, som jeg ikke har skullet ”blande” mig i. Jeg synes også, det er vigtigt, at man respekterer alenetid med egne børn – både min mand og jeg har særbørn, og selv om vi da gerne ser hinandens børn sammen, er der også ofte tidspunker, hvor vi vælger alenetid med vores børn. Jeg har desværre ikke den samme positive kontakt med min eksmand, men vi kan dog være i stue sammen, når der er arrangementer med vores børn, og nu også børnebørn. Alle vores børn er nu for længst voksne – men helt fra starten har vi prioriteret sådan.
Men der fra og til næsten at skulle inviteres til at se kærestens – store søn – og at han ikke mener, du overhovedet skal involveres i hans kontakt med sin eks, når det øjensynligt skal foregå hele tiden; er der altså et godt stykke vej.
Du skriver, at jeres kærlighed er dyb og ærlig, men den er åbenbart ikke så stor, at han har valgt dig til i hele hans liv.
Selvfølgelig skal han tage sig af sin søn og være der for ham og et godt venskab med sin ex er også meget vigtigt. Hertil forstår jeg det hele, men når det kommer til dig, kan du få hvad der er i overskud, hverken mere eller mindre.
Hvis han virkelig mener sin kærlighed til dig, så må jeg formode, at han nu bliver så voksen, at han tager sit liv op til revision, han kan ikke blive ved med at spise hos sin ex flere gange om ugen, og bare behandle dig og dine følelser som om, du bare er et lille vedhæng til hans liv, når det passer ind i livet sammen med ex og søn.
Denne søn er jo ikke noget barn længere, og han må også forklare sig selv at han også har ret til et liv sammen med dig.
På mig virker det som om, han er bange for sin ex, siden han gør mere ud af hende end af dig. Denne hensyntagen er i min verden helt forkert, hensyn er godt helt sikkert, men han virker ikke som en moden og voksen mand.
Du må have en god tålmodighed, dette beundrer jeg men jeg kan være bange for, at hvis du ikke får ham til at tage dig helt naturligt ind i sit liv, så I sammen opbygger et stort fællesskab, så er jeres forhold ikke anderledes i dag end om nogle år.
Jeg kunne også mene at han er meget egoistisk, men jeg tror mere på at han frygter noget hvis han ikke makker ret overfor sin ex.
Du bliver nød til at tage denne alvorlige snak med ham, og så må han vælge hele dig, og ikke som nu lidt af dig.
For øvrigt har Lotte skrevet et godt indlæg til dig, jeg er helt enig i det.
Jeg vil først skrive et stort tak, fordi I har taget jer tid til at svare på mit indlæg. I er begge rigtig gode til at ramme ind i essensen på trods af min meget afkortede version - og jeg forstår forvirringen omkring mine modstridende oplysninger. Det er korrekt, for jeg er ramt ind i en essens af kæmpe diffusitet på alle fronter.
Jeg har sat ham stolen for døren. Jeg har banket hårdt i bordet flere gange og det kan kun hjulpet et stykke tid og tilstandene rykket sig et stykke. Sidst var her før nytår, hvor jeg stoppede forholdet. Gav ham en måned, hvor han kunne bestemme sig. Efter den måned tog han beslutningen og først der blev jeg introduceret for søn. Men i løbet af to mdr. gled ændringerne ligesom i sig selv igen og nu er der storkrise på ny, fordi jeg ikke kan holde til det og ikke vil finde mig i det.
Jeg kan snart ikke se hoved og hale i, hvad der er en "normal" reaktion, men ved at jeg næste står samme sted som hidtil. Jeg indgår ikke som et naturligt element når han har sønnen på 16 år (næsten 17), men hans kæreste bor der, når han er hos ham! Jeg ska "inviteres" og det er faktuelt sket 3 gange på 4 mdr. Jeg har ikke overnattet mens han er der og jeg bliver ikke en naturlig del af familien.
Han har fortsat tæt kontakt til sin ex. Jeg kan ikke overskue omfanget, men min oplevelse er, at det mest er i telefonen. Har en stor følelse af, at de delte påskefrokost - hvor jeg selvfølgelig ikke blev inviteret og det blev holdt skjult for mig. Det er en ret sikker formodning.
Jeg har endnu ikke mødt hans venner og familie, men han har gjort mig officiel! Jeg er så dybt frustreret for manden vil alt med mig! Lyder fortærsket og dumt, og jeg føler det, som er jeg i et forhold med en gift mand!
Korrekt ift. sønnen. Han tør ikke markere mig ind i frygt for hans reaktion på trods af at sønnen har været meget positiv og taget mig ind med det samme. Tidligere en frygt for ex-konens reaktion - jeg blev holdt skjult i to år på trods af at han bedyrede platonisk venskab som søskende!
Jeg er selv skilt for 6 år siden og vi skiltes som venner - og med respekt for nye partnere. Vi støttede hinanden i løsrivelsesprocessen og jeg står derfor med kæmpe frustrationer nu. Føler mig holdt hen og holdt for nar.
Jeg har et kæmp opgør i disse dage og giver kun forholdet ganske kort tid. Jeres gode indlæg støtter (desværre) min overhængende beslutning om, at jeg må forlade ham og komme videre med mit liv.
Jeres sunde og gode parforhold bekræfter det - og er præcis mit sigte.
Tusind tak :-)