Indstillinger
Råd og erfaringer søges (om at flytte sammen)
Hej Alle...
Jeg er ny herinde, men jeg har sådan brug for råd og vejledning, så jeg håber, at I kan hjælpe.
Jeg har den skønneste kæreste som jeg til dels er flyttet ned til. Han ejer et stort hus og jeg lejer en lejlighed - derfor er det mest nærliggende, at jeg flytter hjem til ham. Jeg har endnu ikke opsagt min lejlighed, men stort set alle ting er flyttet hjem til min kæreste.
Jeg har en dreng på snart 7 år som flytter med. William - min søn - og min kæreste har det dejligt sammen, og William er rigtig glad for, at vi flytter hjem til min kæreste.
1. problem
Som bekendt mister jeg mine tilskud osv., men det er lige meget. Vi kan sagtens få økonomien til at hænge sammen. Mit problem går lidt på det juridiske. Hvis jeg opsiger min lejlighed har jeg intet at falde tilbage på, hvis min kæreste smider mig og min søn ud. Det kommer selvfølgelig ikke til at ske, og jeg havde "taget chancen" hvis jeg var alene. Men altså - nu har jeg min søn og jeg skal ikke risikere at stå uden tag over hovedet hvis det værst tænkelige skulle ske. Hvad har I andre gjort/erfaringer med? Jeg har lidt tænkt på, om jeg skal få en advokat til at lave et dokument over at han ikke kan smide os ud uden en varsel på eksempelvis 3 måneder... Giver det mening?
Ift. testamente, krydslivsforsikringer osv. er det alt for tidligt til, at jeg vil ud i alt sådan noget... Når vi køber hus sammen skal vi selvfølgelig enten være gift eller tegne forsikringer/testamente så den længstlevende kan blive boende i huset hvis én af os dør, men så længe vi ikke ejer noget sammen, vil jeg ikke begive mig ud i alt det...
2. problem
Hvad skal vi gøre med husleje? Det er hans hus og jeg er ikke villig til at købe mig ind, da det er meningen, at vi skal sætte huset til salg om ½ - 1 års tid. Pt. betaler jeg ingenting så længe jeg stadig har min lejlighed - jeg kan ikke betale begge steder. Vi deles om alle udgifter til mad osv. Nu har jeg boet der er 14 dage og alt er gået godt, så jeg tænker at jeg skal til at sige min lejlighed op. Jeg skal jo ikke betale halvdelen af alle udgifter på huset, for som sagt er jeg ikke ejer. Jeg vil jo ikke afdrage hans gæld. Hvad gør man så? Skal jeg betale alle hverdagstingene (mad osv.) og så bor vi gratis? Eller skal vi være fælles om alle udgifter til mad og så betaler jeg ham et mindre beløb i "leje"?
3. problem
Når vi engang når så langt, at vi deles om alle udgifter (bolig, mad osv), hvad så med udgifterne til William? William er jo ikke min kærestes søn, så er det mærkeligt, hvis vi er fælles om at betale (2700 kr. om måneden i privatskole + SFO), tøj, fodboldkontingent osv... Jeg får omkring 2500 kr. fra Williams far om måneden - hvis de ryger i fællespuljen, er det jo ikke fordi, at der er tale om voldsomt mange penge... Jeg ved ikke hvad andre gør, men det er lidt mærkeligt, hvis min kæreste er med til at betale for min søn, men på den anden side vil vi jo aldrig blive lige rent økonomisk, hvis vi hver især betaler x antal kroner til bolig, mad, budgetkonto, opsparing osv. og at jeg så derudover skal betale alt vedrørende William.
Som I kan se, har jeg en milliard tanker og jeg ved ikke hvad der er rigtigt eller forkert. Jeg håber, at I kan og vil hjælpe...
Mange hilsner
Williams mor
Jeg er ny herinde, men jeg har sådan brug for råd og vejledning, så jeg håber, at I kan hjælpe.
Jeg har den skønneste kæreste som jeg til dels er flyttet ned til. Han ejer et stort hus og jeg lejer en lejlighed - derfor er det mest nærliggende, at jeg flytter hjem til ham. Jeg har endnu ikke opsagt min lejlighed, men stort set alle ting er flyttet hjem til min kæreste.
Jeg har en dreng på snart 7 år som flytter med. William - min søn - og min kæreste har det dejligt sammen, og William er rigtig glad for, at vi flytter hjem til min kæreste.
1. problem
Som bekendt mister jeg mine tilskud osv., men det er lige meget. Vi kan sagtens få økonomien til at hænge sammen. Mit problem går lidt på det juridiske. Hvis jeg opsiger min lejlighed har jeg intet at falde tilbage på, hvis min kæreste smider mig og min søn ud. Det kommer selvfølgelig ikke til at ske, og jeg havde "taget chancen" hvis jeg var alene. Men altså - nu har jeg min søn og jeg skal ikke risikere at stå uden tag over hovedet hvis det værst tænkelige skulle ske. Hvad har I andre gjort/erfaringer med? Jeg har lidt tænkt på, om jeg skal få en advokat til at lave et dokument over at han ikke kan smide os ud uden en varsel på eksempelvis 3 måneder... Giver det mening?
Ift. testamente, krydslivsforsikringer osv. er det alt for tidligt til, at jeg vil ud i alt sådan noget... Når vi køber hus sammen skal vi selvfølgelig enten være gift eller tegne forsikringer/testamente så den længstlevende kan blive boende i huset hvis én af os dør, men så længe vi ikke ejer noget sammen, vil jeg ikke begive mig ud i alt det...
2. problem
Hvad skal vi gøre med husleje? Det er hans hus og jeg er ikke villig til at købe mig ind, da det er meningen, at vi skal sætte huset til salg om ½ - 1 års tid. Pt. betaler jeg ingenting så længe jeg stadig har min lejlighed - jeg kan ikke betale begge steder. Vi deles om alle udgifter til mad osv. Nu har jeg boet der er 14 dage og alt er gået godt, så jeg tænker at jeg skal til at sige min lejlighed op. Jeg skal jo ikke betale halvdelen af alle udgifter på huset, for som sagt er jeg ikke ejer. Jeg vil jo ikke afdrage hans gæld. Hvad gør man så? Skal jeg betale alle hverdagstingene (mad osv.) og så bor vi gratis? Eller skal vi være fælles om alle udgifter til mad og så betaler jeg ham et mindre beløb i "leje"?
3. problem
Når vi engang når så langt, at vi deles om alle udgifter (bolig, mad osv), hvad så med udgifterne til William? William er jo ikke min kærestes søn, så er det mærkeligt, hvis vi er fælles om at betale (2700 kr. om måneden i privatskole + SFO), tøj, fodboldkontingent osv... Jeg får omkring 2500 kr. fra Williams far om måneden - hvis de ryger i fællespuljen, er det jo ikke fordi, at der er tale om voldsomt mange penge... Jeg ved ikke hvad andre gør, men det er lidt mærkeligt, hvis min kæreste er med til at betale for min søn, men på den anden side vil vi jo aldrig blive lige rent økonomisk, hvis vi hver især betaler x antal kroner til bolig, mad, budgetkonto, opsparing osv. og at jeg så derudover skal betale alt vedrørende William.
Som I kan se, har jeg en milliard tanker og jeg ved ikke hvad der er rigtigt eller forkert. Jeg håber, at I kan og vil hjælpe...
Mange hilsner
Williams mor
Kommentarer
Nu skriver du ikke noget om, hvor længe du har kendt din kæreste, for jeg synes måske nok, at det at bo sammen i 14 dage, er lige vel kort tid til at ”brænde broerne” bag sig. Du fortæller heller ikke noget om, hvorvidt du har talt med din kæreste omkring tankerne om den fremtidige økonomi?
Har du mulighed for at fremleje din lejlighed i f.eks. et halvt år? Et halvt år vil meget bedre vise, om det stadig fungerer. 14 dage kan alle holde sig på den lyserøde sky, men f.eks et halvt år vil vise en mere almindelig hverdag, og gøre jer begge mere sikre på, hvad I vil.
Min kæreste (nuværende mand) og jeg blev simpelt hen enige om at aftale skilsmissen først – fordi det er mange gange nemmere, når man er gode venner og forelskede. Og nej – vi fik aldrig brug for det, men det har bestemt været en rigtig god tanke for os begge, at det bare var på plads. Vi havde begge været gift før, så vi havde prøvet hvor ubehageligt, det er at skulle blive enige om den slags ting, når man samtidigt er uvenner og har det skidt.
Så – sæt jer sammen og lav en skriftlig aftale om hvordan og hvorledes, hvis I går fra hinanden, og skriv den under begge to – og hav hver jeres kopi.
Når I ikke er gift, så tilfalder jeres ejendele den, der har købt dem, så hvis du f.eks. køber en ny sofa, er det væsentligt, at du gemmer kvitteringen – med dit navn på – osv. Måske det er en god ide at lige tale med en advokat om, hvordan I gør det bedst og der får at vide, hvordan du sikrer dig, at når det nu er dig, der flytter ind hos din kæreste, at du så ikke står og også mister dine ejendele, hvis I går fra hinanden.
Dit første problem: Det må I prøve at tale sammen om, men hvis det hele nu ramler – hvor rart vil det være – og især for din søn – at skulle bo sammen i flere måneder til du har fundet en anden bolig? Men selvfølgelig – hvis huset er stort nok til at I kan leve adskilt, er det måske en fin ide.
Dit andet problem: Igen noget, I skal have en klar aftale om. Men det gammeldags ”cigarkassesystem” er nu ikke så tosset. Nu om dage kan man jo vælge at åbne et antal konti, der er hver sin ”cigarkasse”. Jeg kan bedst lide tanken, at I begge betaler et – aftalt – beløb til den almindelig husholdning; du måske en lille procentdel mere, så du også har betalt for Williams fornødenheder, og så betaler du en husleje. Ligeledes bør det aftales, at der i dit rådighedsbeløb er så du har en ekstra konto, som du indbetaler til, så der kan opspares til indskud til en lejlighed, hvis tingene går galt. De penge kan så senere bruges på en fed ferie, et større fælles forbrugsgode eller din brudekjole (hehe).
Grunden til at jeg ikke er så vild med tanken om, at du økonomisk står for husholdningen alene, er at du måske kan have lidt svært ved at servere sparemad, hvis du synes, der mangler lidt på kontoen – måske fordi du var nødt til at købe vinterstøvler til William f.eks. Derfor bør I begge bidrage, – og du har en konto, der hedder William. Hvis din kæreste har mange flere penge end dig, er det da også rimeligt at din husleje er mindre end hans; også fordi du jo aldrig ville bo i hus, hvis du var alene. Naturligvis bør der være lommepenge til jer begge, som I ikke skal forpligtes overfor.
Du skriver, at din kæreste har gæld? Den bør I også få talt om.
Dit tredje problem: Ja, der bør du jo nok fastholde en konto, der hedder William, og når I er der, hvor der er fællesøkonomi, så er han jo en del af ”pakken”, som din kæreste jo har sagt ja til og derfor vil din kæreste givet have forståelse for, at du netop sætter ind på den konto, så der er styr på den side af sagen.
Jeg håber, du kunne bruge noget af ovenstående.
Håber I får et dejligt liv sammen og at alle disse forberedelser viser sig at være totalt unødvendige, men alligevel – det giver jer en lettelse for fremtiden.
Ikke noget ved at sige, du kan bo der 14 dage ekstra, for så gælder den almindelig lejelov og du kan aldrig smide vedkommende ud, hvis der betales husleje. Du hænger simpelthen på lejeren, så længe det passer vedkommende. Dette er meget vigtigt.
Altså tidsbestemt kontrakt, som SKAL overholdes.
Tak for svar.
Jeg må desværre ikke fremleje min lejlighed - det har jeg undersøgt. Jeg giver knap 10.000 kr. om måneden for den, så det spiller en væsentlig rolle om jeg har den eller ej. Jeg kan i hvert fald ikke bidrage med noget hos min kæreste, så længe jeg har min lejlighed.
Med gæld mener jeg bare, at han har gæld i huset. Derudover ingen gæld. Vi har begge en fin økonomi - heldigvis.
Jeg har talt med min kæreste - ad flere omgange fordi det fylder så meget - og han synes, at jeg fokuserer for meget på det økonomiske. Men altså, det er jo fordi, at det er det eneste, som jeg er i tvivl om. Kærligheden tvivler jeg ikke på - hverken min eller hans. I går sagde han endda at hvis det betød så meget med alt det praktiske, kunne vi bare gå på rådhuset. Det viser også hvor meget han egentlig vil det her. Dog ønsker jeg ikke rådhuset udelukkende af praktiske årsager.
Vi har kun været sammen i ½ år. Det er ikke meget, men jeg har det bedre med ham end nogen anden nogensinde. Og det føles så rigtigt. Og vi hverken skændes eller noget - vi har det bare godt. Vi er 30 og 31 år, og min søn er 7 år, så vi er jo begge (forholdsvis :-) ) voksne og ansvarlige - det er ikke bare teenage-pjat...
Det lyder smart med at aftale skilsmisse i starten - og det ville vi også gøre hvis vi bliver gift tror jeg. Men nu? Jeg er lidt i tvivl om hvad det er, vi skal/kan aftale.
Jeg mener, I bør aftale hvordan og hvorledes, hvis I går fra hinanden. Det meste af det, jeg har skrevet er med henblik på, at I ikke er gift, da der altså gælder forskellige regler, og er man ikke gift, bør man i den grad selv sikre sig og have aftaler.
Jeg ville ikke være helt 100% tryg ved at din kæreste mener at alt det med økonomi ikke er væsentligt. det er dig, der står med "skægget i postkassen", hvis det går galt, hvorfor det er ret så væsentligt, at I netop HAR tingene i orden i forvejen.
Jeg kan godt se at 10.000 om måneden er mange penge, som ryger lige ud i det blå, men netop fordi du har dit barn, synes jeg det er en smule forhastet, hvis I kun har kendt hinanden i et halvt år, men det vælger du jo selv.
Vi var sammen et par år, før vi valgte at flytte helt sammen – inden da havde vi boet lidt hos ham, lidt hos mig og naturligvis også lidt hver for sig, som det hele nu passede i vores dagligdag.
Da vi flyttede sammen var både hans og min ældste flyttet hjemmefra, så der skulle kun være plads til to. Jeg havde en andelsbolig, som jeg solgte, han havde hus. Jeg havde således en ret pæn pose penge med mig, da jeg og min datter flyttede ind hos ham, og da jeg har en ledsygdom, der gør at jeg ikke var/er på arbejdsmarkedet, var de penge hele min ”livsforsikring”, så jeg var bestemt ikke indstillet på at bare putte dem ind i hans hus, der lige krævede lidt ombygning for at få plads til os alle.
Selv om min datter var den eneste, der boede fast ved os, brugte vi ikke så meget energi på, hvem der betalte hvad, men jeg var dog opmærksom på, hvad jeg rent faktisk skulle stå for, og klarede det netop med en konto kun for hendes fornødenheder.
Vi stod i en situation, hvor vores aktiver var nogenlunde ens; mine penge fra salget af min andelsbolig svarede ret præcist til halvdelen af hans hus' værdi, og da vi jo har børn hver især, var vi også opmærksomme på, at hvad nu, hvis en af os døde, så derfor var vi ved advokat for at få lavet en ”sam-eje-kontrakt”, og en sådan kan udformes stort set som man selv ønsker det. Vi fik faktisk rådet at det smarteste ville være at gifte os, og i øvrigt lave testamente, så længstlevende kunne sidde i uskiftet bo – godt nok ville den først træde i kraft for de umyndige børn efterhånden som de blev myndige.
Så – vi valgte rent faktisk den praktiske løsning; vi listede op på Rådshuset i total hemmelighed, og fortalte først børn, familie og venner om det bagefter. Halvandet år senere gentog vi det hele i kirken med fest og det hele.
At gifte sig på rådhuset af praktiske årsager er ikke en dårlig ide, når man nu er sikker på kærligheden. Det gør altså ting mange gange nemmere, og vi havde en totalt romantisk dag, og nød i fulde drag at vi netop var så hemmelige.
Vi havde en pragtfuld bryllupsfest – men den dag var altså noget helt specielt, som vi stadig glæder os over, at vi fik, selv om det var aldrig så praktisk.
Nu er det her jo et debatforum - derfor kunne jeg da godt tænke mig at få en tilbagemelding, når jeg nu har brugt tid på at fortælle dig, hvordan tingene var for mig. Især når du direkte har spurgt om det.
Jeg sidder i hvert fald tilbage med en følelse af, at jeg har fornærmet dig, hvilket overhovedet ikke på nogen måde har været min mening.
At du/I føler jer 100% sikre efter et halvt år, er jo et valg I foretager - at min mand og jeg (der nu har været sammen i snart 20 år) følte det var bedre at vente et par år - selv om også vi naturligvis havde hver vores husleje - var så vores valg.
Du har slet slet ikke fornærmet mig, jeg har bare været ophængt de sidste dage så har ikke haft så meget internet-tid :-)
Jeg er rigtig glad for dine svar og jeg tager dem til mig. Du har ret mht rådhuset, og jeg har iøvrigt ikke det store ønske om en kæmpe fest - jeg vil gerne bare have min Anders - både "live" og på papir... Pt er det ikke aktuelt men den dag vi køber noget sammen - eller får et barn sammen - skal der styr på tingene. Jeg kan rigtig godt lide din idé om at aftale skilsmissen på forhånd - bare for en sikkerheds skyld :-)
Jeg rykkede adresse igår og opsagde min lejlighed i forgårs... Min mavefornemmelse er god selvom hele hytten sejler og der er tusind ting at gøre. Det er det rigtige vi gør så jeg har besluttet at droppe "kontrakten" så han ikke kan smide mig ud - jeg vil jo ikke blive her alligevel såfremt vi gik fra hinanden...
Tak for alle dine råd - det hjælper at høre tingene fra folk som har mærket det på egen krop...
Nu har du hørt fra mig, og det for mig gik godt, men jeg ville godt nok ønske, at der havde været nogle indlæg fra nogen, hvor det netop IKKE gik.
Når man er forelsket, kan alt jo lade sig gøre, alt er vidunderligt, man er 100% sikker på alt, men se bare på, hvor mange parforhold, der går i stykker - alle de var jo også sikre, da det hele var totalt lykke.
Nej - få dog nogle enkle klare aftaler, hvis det nu går galt - skriv det ned og gem hver et eksemplar.
Du skriver selv tidligere, at havde du været alene, så var du sprunget ud i det, men nu har du altså et barn, som du skal tage hensyn til - så om ikke andet, så sørg for at have en konto, du sparer op på, så du har til et indskud. Der vil aldrig være noget forkert i lige at have "livrem og seler" på mht sådanne ting.
Alle, der står i din situation, siger som dig: Det her er det rigtige, det her går godt - men statistikken taler sit tydelige sprog.
Så - der er slet, slet ikke noget forkert i lige at få lavet nogle klare aftaler - og så håbe at disse aftaler aldrig bliver aktuelle.