Indstillinger
Dårligt forhold med svigermor
Dårligt forhold til svigermor..
Hej.
Jeg er en pige på 18 år som snart har været sammen med min kæreste i 2 år.
Vi bor begge ved vores forældre, og er derfor meget afhængige af vores forhold til hinandens forældre.
I starten følte jeg mig rigtigt godt taget i mod, men det efterhånden gået ned af bakke, hver gang jeg prøver at starte en samtale blive den hurtigt lukket af hende igen. Og nu ved jeg slet ikke hvad jeg skal snakke med hende om (kom med nogen gode råd)
Det skal siges at jeg er ret sikker på hun ikke kan lide mig, hun har skændes med min kæreste omkring vores forhold. Vi står og leder efter lejlighed, hun skændes tit med ham om han har styr på det. Idet viser hun jo også at hun heller ikke tror jeg har styr på tingene, hvilket jeg synes jeg selv har.
Jeg vil rigtigt gerne have et godt forhold med både svigermor og svigerfar.
Min svigerfar har ofte haft nogen dumme kommentar omkring af jeg ikke snakker så meget, hvilket gør jeg ikke rigtigt har lyst til af snakke med dem. De blevet meget afvisende overfor mig, hvad gør jeg får at skabe et godt forhold?? Ved det vil betyde meget for min kæreste og ikke mindst mig selv. Da vi jo bruge rigtigt meget tid hos dem.
Hej.
Jeg er en pige på 18 år som snart har været sammen med min kæreste i 2 år.
Vi bor begge ved vores forældre, og er derfor meget afhængige af vores forhold til hinandens forældre.
I starten følte jeg mig rigtigt godt taget i mod, men det efterhånden gået ned af bakke, hver gang jeg prøver at starte en samtale blive den hurtigt lukket af hende igen. Og nu ved jeg slet ikke hvad jeg skal snakke med hende om (kom med nogen gode råd)
Det skal siges at jeg er ret sikker på hun ikke kan lide mig, hun har skændes med min kæreste omkring vores forhold. Vi står og leder efter lejlighed, hun skændes tit med ham om han har styr på det. Idet viser hun jo også at hun heller ikke tror jeg har styr på tingene, hvilket jeg synes jeg selv har.
Jeg vil rigtigt gerne have et godt forhold med både svigermor og svigerfar.
Min svigerfar har ofte haft nogen dumme kommentar omkring af jeg ikke snakker så meget, hvilket gør jeg ikke rigtigt har lyst til af snakke med dem. De blevet meget afvisende overfor mig, hvad gør jeg får at skabe et godt forhold?? Ved det vil betyde meget for min kæreste og ikke mindst mig selv. Da vi jo bruge rigtigt meget tid hos dem.
Kommentarer
Måske er det en af grundene, at I ikke HAR styr på tingene. At de er nervøse på deres søns vegne.
Alle unge tror de har "styr på tingene". Det troede jeg også selv engang, men det havde jeg langt fra. Det opdagede jeg først senere.
Jeg tænker på hvis mine børn skulle have en kæreste til at være hos os det meste af tiden, jeg blev skør. Du tænker sikkert ikke på hvad det kan give af uro og besvær, når der altid er gæster i hjemmet. Hvis du overnatter, du skal vaskes, have mad o.s.v.
De "gider" måske ikke have dig, som ekstra barn, de er blevet trætte af det og vil gerne have det lidt mere for dem selv.
Jeg ville også være dybt ulykkelig, hvis mine børn havde haft en fast kæreste og ville have lejlighed i så ung en alder. Jeg ville tænke på min egen ungdom, som blev ødelagt. Jeg ville nødig se mine børn i samme situation.
Jeg mener man skal vokse og udvikle sig, se på hvad er det egentligt man ønsker sig af livet.
Tror nu ikke, at jeg ikke forstår dig. Jeg husker meget tydeligt min egen ungdom. Jeg husker hvordan man tænker.
Men nu er jeg ældre, har børn og jeg ved hvad man så føler og tænker. Man vil så nødig ens børn skal begå de samme fejltagelser, som man selv gjorde.
Men jeg ved også det ikke er nemt at forstå, når man er ung.
Jeg giver dig nogle grunde, som du måske ikke lige tænker over.
Jeg ville selv reagere på samme måde, hvis det var min søn. Selv om jeg godt ved det måske ikke er klogt. For unge mennesker tror altid de har styr på tingene.
Ingen prøvede at stoppe mig på nogen måde, som disse forældre gør. Hvor ville jeg ønske mine forældre havde snakket med mig og jeg havde indset, det skulle vente. Nej, de tog min kæreste ind i huset, havde de dog bare aldrig gjort det. Hele min ungdom blev ødelagt og det kan jeg ikke glemme.
Måske er det sådanne tanker dette forældrepar har. De ønsker det bedste for deres søn og er bange. Det ville jeg selv være på grund af mine erfaringer.
Jeg ved du tænker, jamen sådan er det ikke med os, vi er sikre, vi har styr på det. Jeg ved, det har I ikke.
I er meget, meget unge – og jeg enig med både Persille og dine svigerforældre i, at sandsynligheden for, at I har styr på det hele, nok er meget minimal.
Børn/unge af i dag er vant til et ualmindeligt højt serviceniveau fra hjemmet, og jeg gætter at dine svigerforældre i den grad synes, at både du og deres søn nok vil have godt af at lære at klare jer selv først.
Hvordan er det, når du er hos ham - han hos dig? Deltager I i familiens daglige pligter – eller møder I bare op, når maden står på bordet?
Har du/I f.eks. lavet maden, støvsuget, ordnet badeværelset, når familien kommer hjem – måske bare ind i mellem?
For mit vedkommende ville jeg nok også få et noget anstrengt forhold til et svigerbarn, hvis det bare uden videre forventedes, at jeg skulle servere mad, rydde op, vente på at komme til i badeværelset, have en ekstra top på vasketøjskurven, fordi jeg – uden selv at have indflydelse på det – havde fået netop, som Persille skriver – et ekstra barn, der bare skal serviceres.
Så ville jeg også – i det i den grad – gøre opmærksom på, at min søn/datter ikke havde styr på tingene, og jeg ville også gøre en aktiv indsats for at få dem til at forstå, at det der med at finde lejlighed, flytte sammen er en rigtig dårlig ide – også selv om jeg måske synes udmærket om det pågældende svigerbarn.
Hvis man starter med at flytte sammen, når man flytter hjemmefra, så vil man aldrig nogensinde lære, at den mælk, der står og er sur på køkkenbordet, står der, fordi man SELV har glemt at sætte den i køleskabet, at når der ikke er mere rent tøj, så er det fordi man SELV har bragt sig i den situation osv... Nej, man vil altid tro, at det er fordi partneren.... Og ikke mindst økonomisk; det er virkelig meget sundt at lære at klare sig SELV, og nok den eneste måde, hvor man kan lære netop det.
Så – flyt hjemmefra, men gør det hver for sig – lær at klare jer selv, hver for sig. Det betyder jo ikke, at I ikke fortsat kan være kærester, men det betyder jo nok, at I begge må bo under mindre kår, end hvis I fandt en lejlighed sammen, men det er nu sundt nok.
Det sådan at min kæreste er 20 år og det er hans forældre der presser på med af flytte, vi er kun hjemme ved ham i weekenderne, da jeg har arbejde og ikke kan være ved ham i hverdagene.
- Det skal også siges at vi ikke er dovne, vi hjælper til med aftensmad osv.
Men kan godt se hvad i mener med jeg måske trænger mig på, men det bare det som jeg også skrev at de siger tit jeg ikke snakker så meget. Det jeg vil frem til med dette var: at jeg altid blev sat mod en mur når jeg endelig snakkede, jeg er lidt generet type, men ikke helt vildt.