Dokumentation

lotte123lotte123
Redigeret 18 april, 2015, 06:56 i Hvordan gik behandlingen?
Der tales og skrives rigtigt meget om, hvor ufattelig megen tid og ressourcer, der bliver brugt på dokumentation i sundhedssystemet. Alle – læger, sygeplejersker, øvrige behandlere klager over, at p.gr af al den dokumentation, er der dårligt tid til patienten.

Og så er det, jeg spørger: Hvem i grunden har forlangt al den dokumentation? Og hvorfor?

For det er da helt tydeligt, at den jo overhovedet ikke bliver brugt til noget – eller rettere den enkelte behandler bruger den jo ikke en gang, når en patient skal behandles.

Jeg var i går til en undersøgelse på sygehuset. I den forbindelse havde jeg modtaget et skema på flere sider, jeg skulle udfylde. Det var bl.a. oplysning om tidligere sygdomstilfælde, om medicinindtag, om eventuelle allergier og en beskrivelse af mit nuværende sygdomsforløb.

Dette skema havde jeg naturligvis med og gav til sygeplejersken, der blev rigtigt glad for det – for ”det var vel nok godt, jeg havde gjort det.” Så stillede hun en række spørgsmål – fra et andet skema – men for 90% vedkommende de samme, som jeg netop havde udfyldt på skema, bl.a blev det omhyggeligt noteret, hvilken medicin, jeg i forvejen har fået – og stadig indtager - for det problem, jeg nu døjer med, MEN som ikke har haft nogen form for effekt, hvilket er årsagen til, at jeg nu skal nærmere undersøges.

Da jeg kom ind til lægen, havde han ikke lige tid til at sige goddag, for ”han skulle lige dokumentere for den forrige patient + sætte sig ind i min journal”. Fint nok, det forstår jeg.

Nå, han fik da hilst og undersøgelsen blev foretaget.

Efter undersøgelsen: ”Ja, jeg skriver noget medicin op til dig, som du skal tage en uges tid, og hvis ikke du får det mærkbart bedre, skal du kontakte egen læge med henblik på nærmere udredning.”

Jeg tager på apoteket, og der erfarer jeg, at det er nøjagtigt den samme medicin, som jeg altså HAR indtaget et par uger uden effekt – samme mærke, samme dosis – og igen: Det var DERFOR jeg var sendt til videre udredning, hvilket ER blevet oplyst i dokumentation, og jeg i øvrigt også mundtligt havde gjort opmærksom på.

Jeg er nu retur ved egen læge, der – igen – sender mig til nærmere undersøgelser; skal nu begynde forfra med de ventetider, der nu er - og det fordi man overhovedet ikke har læst/sat sig ind i, hvorfor jeg overhovedet kom. Hvor mange gange, jeg bliver sendt ud på den karruseltur er ikke godt at vide.

Så igen – er der nogen, der ved, hvad al den dokumentation bruges til????
«1

Kommentarer

  • Jeg undrer mig også.

    Jeg skal langt om længe have undersøgt mine ben på sygehuset.
    Jeg har endelig fået en læge, som jeg er meget glad for. Han undrer sig også over smerterne i mine ben og sendte mig til en såkaldt specialist, som naturligvis får en stor sum penge for at sige blodforsyningen virker fint, farvel.
    Jo tak, men smerterne bliver værre og disse mærkelige knuder vokser.

    Min læge har nu givet mig henvisning til en specialist på et sygehus og jeg modtaget papirer, der skal udfyldes. Om det samme, som du fortæller om. Det har intet med mine ben at gøre. !!

    Der spildes oceaner af tid med den slags og hvad bruges det til. Det ville jeg også gerne vide.
    Man begynder at tro vi bliver registreret i hoved og r... . Med hvilket formål ??

    Jeg tvivler på det er lægerne, der forlanger det. Jeg ved jo de klager over der er så meget papirarbejde, at der ikke er tid til patienterne.

    Jeg skal også først til en sygeplejerske. !!

    Gad vide om specialisten overhovedet har tid til at se mine ben. Jeg håber det bedste og frygter det værste. Der bruges alt, alt for meget tid på uvæsentlige ting.
    Det koster en formue, når man igen og igen forsøger at få hjælp.

    Jeg tænker bl.a. på alle de år hvor jeg var syg af blodtryksmedicin. Forsøg og atter forsøg og så til sidst opgivet. Hvad koster det ikke af penge.

    Det viste sig at det var blodtryks medicinen jeg ikke kunne tåle. Eller snarere kopimedicinen, hvor der er stoffer i, jeg ikke kan tåle. Men ingen læge fik den tanke. Den hjælp fik jeg på debatter af andre, som måske har været gennem det samme.

    Nu har lægemiddelstyrelsen igen forlangt jeg prøver kopimedicin og jeg har efterfølgende været syg i over en måned. Lægebesøg, medicinindkøb, hvor pengene bare bliver smidt ud. I stedet for at lade mig være i fred, når jeg nu havde det godt. Det havde været billigere for samfundet.
    Lægerne bliver stressede, patienterne bliver stressede. Hvem trækker i trådene, det er efter min mening en helt skør måde systemet fungerer på.
  • Hej Lotte

    Jeg kan godt forstå, at du er meget utilfreds med det forløb, du har haft. Det er meget forkasteligt, at lægen hverken har læst, hvad du skrev, eller har hørt efter, hvad du sagde, når du fortalte om den medicin, du har prøvet, og som ikke havde nogen som helst positiv virkning, og at han så faktisk giver dig samme uvirksomme medicin igen.

    Men når man taler om, at der bruges for meget tid på dokumentation i sundhedssystemet, så handler det nok ikke om den tid, PATIENTERNE spilder! Det kunne faktisk være en god idé at fokusere på patienternes tid også. Vi har nok ikke noget imod at bruge tid på at få et helbredsproblem løst. Men når vi så oplever, at den indsats, vi har gjort for at skrive om problemet og tale om problemet, slet ikke bliver værdsat, regnet for noget eller taget alvorligt, så bliver jo frustrerede og vrede. Og det er bestemt ikke godt for læge-patient-forholdet. Vi skulle jo gerne have tillid til lægerne, og det har vi jo ikke, når de opfører sig sådan!

    Nej, når man taler om, at der bruges for meget tid på dokumentation, så er det LÆGERNES og SYGEPLEJERSKERNES tid, der menes. Sådan som jeg har forstået det, så kræves al den dokumentation hovedsageligt af to årsager:

    1. Af hensyn til samfundsøkonomien. Der er på forhånd beregnet, hvor lang tid enhver behandling eller samtale må tage. Lægen er nødt til at skrive ned for hver ting, han har udført, for at sygehuset kan få de nødvendige penge til lægens løn og driften. Sådan har jeg i hvert fald forstået det.

    2. Af hensyn til en eventuel senere klage fra patienten. Alt hvad lægen har gjort, skal han dokumentere, så sagen kan bedømmes, hvis der skulle opstå en klagesag.

    Og så er der sikkert mange andre årsager, der har med statistikker at gøre.

    Sådan som jeg ser på det, så har noget af problemet med computerteknologien at gøre. Det er åh, så nemt at gøre dit og dat med en computer. Vi kender det jo fra vores egen tilværelse: Man kan lige svare på et spørgeskema fra en Kvickly eller Silvan eller…, det tager kun to minutter, men inden man har set sig om, har man brugt en hel formiddag på at sidde ved computeren!

    Det er, som om teknologien har fået for meget magt. Bare fordi en bestemt lille ting faktisk kan gøres ved hjælp af computerteknologi, så SKAL det også gøres. Og mange små ting, der kun tager lidt tid, ender med at føre til, at lægerne og sygeplejerskerne bruger det meste af deres tid på at sidde ved en computer.

    Mennesker, der bruger tid ved en skærm, er ikke særlig nærværende. Og netop ved kontakten mellem lægen og patienten er det så vigtigt, at lægen er nærværende. Så egentlig er det dybt ulykkeligt, at læger bruger så meget tid ved en computer.

    Noget af problemet i forhold til det, både du, Lotte og du, Persille skriver, er jo også, at selve undersøgelsesforløbet ved helbredsproblemer er så tumpet tilrettelagt. Det foregår jo som regel sådan:

    En patient kommer til den praktiserende læge med et problem. Først forsøger lægen at kurere det, og lykkes det ikke, sender lægen patienten til en specialist.

    Efter en ventetid kommer patienten til specialisten, som undersøger problemet og konklusionen bliver måske, at der ikke – inden for hans speciale − er fundet nogen forklaring eller løsning. Den besked går tilbage til den praktiserende læge. Herefter sker der ikke mere!

    Men patienten har jo stadig et helbredsproblem, så han eller hun går til læge igen, og lægen sender patienten til en ny specialist eller til undersøgelse på et sygehus. Specialisten eller sygehuset undersøger og sender besked til den praktiserende læge, måske igen, at der ikke er fundet nogen forklaring eller løsning…

    Sådan kan der gå flere år! I mit tilfælde gik der ca. 10 år, fra jeg blev syg, til jeg fik diagnoserne.

    Det ville jo være meget bedre, hvis den praktiserende læge kunne henvise patienten til et team af flere specialister, der arbejder sammen. Så skulle patienten kun af sted én gang. Og de forskellige specialister kunne holde hinanden lidt i ørerne, så fejl kunne undgås.

    Jeg ved, at man har eksperimenteret med den type forløb vistnok i Horsens eller Vejle. Jeg kan ikke lige finde noget om det nu.

    Jeg tror også, at det nuværende system spilder en masse gode ressourcer og penge!

    Jeg forstår godt, at I begge er frustrerede!

    Mange hilsner

    Kameliadamen
  • Ja, du har helt ret Kameliadamen - det er simpelt hen tåbeligt indrettet - og det tror jeg alle er enige om; problemet er vel, om nogen får råbt højt nok om det.

    Jeg har lige siddet og skrevet mit forløb ned, da jeg havde læst dit, Persilles indlæg, så det kommer her:

    Jeg er helt sikker på, at det ikke er behandlerne selv, der forlanger at bruge tid på at sidde og skrive alt det her.

    Og, naturligvis skal der skrives ned hvad der er sket, hvad der skal ske for den enkelte patient. For mig at se er problemet, at det ikke bliver læst eller brugt.

    Før i tiden talte lægen/behandleren i en diktafon, og så fik sekretæren det til at skrive i journalen – og behandleren kunne gå videre til næste patient. Sekretæren skrev det hele ned i overskuelig form i patientens journal, men nu? Ja, som jeg ser det, så har hver faggruppe sit eget system, og tingene skal føres ind alle mulige – og umulige steder, så det bliver fuldstændigt uoverskueligt, hvorfor behandleren på forhånd totalt opgiver at sætte sig ordentligt ind i tingene.

    For mit vedkommende har jeg en tid haft nogle smerter i venstre side af brystet – og da dramaet med ambulance, undersøgelse for blodprop i hjertet var overstået, og der ikke var noget galt der, så var det ”nok” maven, hvorfor jeg fik noget mavesårsmedicin. Problemet er, at det ikke hjælper på mig, da det stadig er i venstre side, jeg har ondt, men da jeg nu har gået så længe med det, ville jeg da ikke afvise, at mavesækken nu også var påvirket af det problem – som jeg stadig ikke ved, hvad handler om, for det er tydeligvis et problem at undersøge mig der, hvor jeg har ondt. (?) Både jeg selv og min læge HAR altså foreslået en scanning.

    Min læge sendte mig derfor til udredning – og sygehuset vælger at mene, at det stadig ”nok” er maven og indkalder mig til gastroskopi; en i øvrigt helt forfærdelig og meget smertefuld undersøgelse. Jeg bliver ved med at fortælle dem, at mit problem IKKE er den mavesæk, at jeg dog ikke vil afvise, at det problem, jeg har, kan have udløst noget irritation i maven; men de ved jo bedst – og jeg gennemgår denne forfærdelige undersøgelse. Og jo – jeg er lidt rød og irriteret i mavesækken – hvilket jeg altså godt vidste. Min påstand om, at det altså er noget andet, der har udløst denne irritation bliver ignoreret. Men man læser ikke, hvad jeg er kommet for, man forholder sig ikke til, at jeg altså har smerter et helt andet sted. Nej – man sender mig hjem med besked om at tage noget medicin, der jo så viser sig at være lige den samme, som det er påvist IKKE hjælper.

    Jeg har nu været syg i snart fire uger – og jeg er STADIG overhovedet ikke undersøgt der, hvor jeg hele tiden har haft smerter, men bevares – jeg er to gange blevet sendt af sted med blå blink for mistanke om blodprop i hjertet, har nu gennemgået en frygtelig gastroskopi – så jeg har allerede kostet samfundet en formue.

    Hver eneste gang er jeg nødt til at fortælle hele historien igen, som selvfølgelig skrives ned – for så at forsvinde i et stort sort hul? Vi begynder helt forfra – hver gang. I hvert fald er jeg nødt til at være 100% på mærkerne for at sikre, at de i det mindste ikke hælder noget medicin i mig, som jeg gang på gang – på gang – fortæller, at jeg ikke kan tåle. Min store rædsel er, at jeg bliver bedøvet – og de så uhindret kan give mig noget, jeg bliver endnu mere syg af.

    Jeg er er stadig meget bekymret og nervøs for, hvad jeg fejler – for jeg har altså smerter, men ”nogen” beslutter altså hele tiden, at jeg skal undersøges andre steder end der, hvor jeg har smerterne.

    Jeg afventer lige pt om jeg bliver indkaldt til den scanning her ret hurtigt – og hvis det stadig ikke kan lade sig gøre, så må vi finde pengene, og kontakte et privathospital.
  • Selvfølgelig handler det om penge - og kun det, men helt ærligt; er der da ingen, der kan se, at det her system er det dyreste, man kan finde?
  • Jeg læste et sted, der skulle spares på scanninger, fordi de var dyre. Ingen tænker på hvor meget det koster, når man undlader. Utallige undersøgelser uden resultat.
    Da min svigermor endelig efter et halvt år blev scannet fandt de ud af hvad der var galt. Inden da havde det kostet flere lægebesøg, afprøvning af medicin der ikke havde nogen virkning og et par sygehusophold. Hvor er besparelsen, spørger jeg.-

    "Min store rædsel er, at jeg bliver bedøvet – og de så uhindret kan give mig noget, jeg bliver endnu mere syg af."


    Det er også min store rædsel. Rengøring halter det også med, så man risikerer både det ene og andet. Jeg tænker bl.a. på den stakkels mand der døde efter en knæoperation. Tillid, det har jeg ikke mere.
  • Ja, jeg fik også argumentet, at en scanning var meget dyr.

    Jeg har kigget på et privathospitals hjemmeside og har set, at en scanning vil koste omkring et par tusinde, og hvis ikke jeg får en sådan tilbudt i næste uge, er det de penge, jeg vil føle mig tvunget til at ofre.

    Men ja - alt det andet, der gøres i stedet, hvad koster det ikke? Jeg kan følge den første ambulance, der blev sendt til mig, for selvfølgelig handler det om, at tænke værst muligt scenarie. Jeg følger dog ikke ambulance nummer to, der blev sendt et par dage efter, da jeg havde talt med egen læge - og hvor der blev foretaget nøjagtigt det samme som få dage tidligere.

    Jeg følger heller ikke, at jeg skulle gennemgå den gastroskopi, når det jo VAR påvist, at det IKKE handlede om mavesår. Her var der tre sygeplejersker, en læge + et vel sagtens meget dyrt kamera, for ikke at tale om alt det linned osv. der blev svinet til. Er det virkelig billigere end en scanning, der endda kan scanne der, hvor problemet sidder?

    Nu taler man i øvrigt om, at sende mig til rektoskopi - en ligeledes meget ubehagelig og smertefuld undersøgelse - jeg har STADIG ondt oppe ved brystet, og nej - jeg afviser ikke, at det skyldes problemer i mit tarmsystem, men det kan altså også være noget andet, som man i øvrigt givet ville kunne se på en scanning, og hvis det er noget andet, så har både den ene og den anden "skopi" været unødvendig.

    Men selvfølgelig - ved at tilbyde mig den ene smertefulde undersøgelse efter den anden, så kan det jo være, jeg opgiver, og prøver at leve med disse smerter -

    Og ja, det er jo det billigste, og hvis jeg så oven i købet falder død om, fordi man ikke har undersøgt ordentligt, og det eventuelt får udviklet sig fatalt, så sparer man jo også alle andre ydelser....
  • Nu vi har talt om de scanninger.

    Jeg har omsider fået en forklaring, som jeg kan forstå: Man er ret karrig med de scanninger, fordi der altså bruges nogle stråler, som kan være kræftfremkaldende. Derfor vælger man de andre metoder først.

    Da jeg nu har haft ondt i snart fem uger, og man stadig ikke aner, hvad det handler om, har man dog besluttet, at jeg skal scannes, hvilket bliver på fredag.

    Men - man var altså meget omhyggelig med at spørge ind til, hvornår det sidst var sket, og da det for mit vedkommende var i 2010, mente man det var forsvarligt.

    Så - der er altså en forklaring, jeg fatter så ikke hvorfor man fremturer med, at det er fordi, det er for dyrt - det er det sikket også, men det er altså ikke hovedårsagen.
  • lotte123 , hvordan går det. Er der fundet ud af noget.
  • Tak for sød tanke. Det går bedre. Kommer tilbage om nogle dage, da jeg pt kun har mobil
  • Så er jeg ”på” igen.
    Jeg har jo været til diverse undersøgelser, og man kan ikke finde ud af det. Ved scanningen viste det sig, at jeg har nogle godartede cyster på leveren, noget arvæv på lungerne, som sikkert stammer fa en lungebetændelse – og jeg kan nu overhovedet ikke huske at have haft lungebetændelse nogen sinde, men det må jeg åbenbart have haft, og vel sagtens en ubehandlet af slagsen, da jeg netop har noget arvæv. Og så – naturligvis – nogle udposninger på tarmen, men det vidste jeg i forvejen, da jeg har haft diverticolitis.

    Alt i alt er jeg meget tilfreds med at have fået foretaget denne undersøgelse, og den viser jo heldigvis, at der ikke er noget alvorligt galt, men hvad det så er, der gør at jeg nu på snart tredje måned stadig har disse smerter, der dog heldigvis er aftagende, men altså stadig optræder, ja... det ved man ikke.

    I svaret fik jeg at vie, at man afsluttede mig fra dette sygehus, men man ville sende det videre til et andet sygehus, der – måske??? - vil indkalde til nærmere undersøgelser.

    Hvornår dette ”måske” skal oversættes til, at jeg ikke skal undersøges videre, ja, det ved jeg heller ikke. Hvor længe jeg skal afvente, om der alligevel kommer indkaldelse? Tja.. hmm.

    Jeg har netop været på en dejlig afslappende ferie, og i næste uge har jeg bestilt tid hos en akupunktør, og så håber jeg, at den alternative verden – igen – kan hjælpe mig.

    Jeg må tilstå, at jeg ganske enkelt ikke orker at kontakte egen læge igen, og igen skal sendes fra det ene til det andet sted, hvor man hver gang vælger at "afslutte" og sende mig retur.
«1
Log in eller Registrér for at kommentere.