Indstillinger
En kvindes syn på et afskeds/ultimatum brev ang. forhold
Hej alle sammen!.
Jeg står i en mærkelig periode af mit liv, hvor jeg er mere forvirret end nogle sinde før, og derfor søger jeg råd fra jer.
for 10 dage siden valgte min eks og gå fra mig, så allerede nu ved nogle lunde hvad følelser jeg sidder med.
På de dage vi har været væk fra hinanden har jeg snakket en del med hende ang. os..
Hun kan fortælle og skrive til mig hun savner mig.. og hvis jeg siger til hende jeg altså elsker hende, så svare hun tilbage hun os elsker mig.
Men hvis jeg kommer ind på emnet om at prøve og tage det med ro, og bygge noget tillid op igen og prøve stille og roligt svare hun i stil med: "Jeg er forviret og ved ikke om jeg kan acceptere det med mig selv."
Udover dette, så elsker hun og komme hjem til mig i den lejlighed vi boede i sammen og bare være sammen med mig..
Men som tiden er gået, indser jeg at jeg ikke har lyst til at lave den fejl som jeg gjorde i mit sidste forhold, nemlig gå i et halvt år, og håbe hvor efter det hele ender galt. Så jeg har overvejet tanken om at skrive et brev til hende hvor jeg fortæller hvor meget jeg elsker hende, og hvor ondt det gør og leve i sådanne end periode som jeg er i nu og stille hende et ultimatum som lyder på at vi enden kan prøve stille og roligt sammen igen og bygge noget nyt op, for vi elsker hinanden uden tvivl. Eller, hvis ikke hun kan accepter mig i hendes liv hvor jeg ikke bare indgår som en ven, så fortælle jeg simpelthen ikke kan holde ud og have hende i mit liv som vil resultere i et komplet stop med kontakt.
Vil det være en go idé? Er der nogle af jer der har prøvet det før som kan fortælle om det? for jeg føler virkelig jeg mangler bare et eller andet ord for om jeg skal tage springet og gøre det, eller om det kun kan ende i en dårlig ting.
Tak for jeres tid:
Matheus.
Jeg står i en mærkelig periode af mit liv, hvor jeg er mere forvirret end nogle sinde før, og derfor søger jeg råd fra jer.
for 10 dage siden valgte min eks og gå fra mig, så allerede nu ved nogle lunde hvad følelser jeg sidder med.
På de dage vi har været væk fra hinanden har jeg snakket en del med hende ang. os..
Hun kan fortælle og skrive til mig hun savner mig.. og hvis jeg siger til hende jeg altså elsker hende, så svare hun tilbage hun os elsker mig.
Men hvis jeg kommer ind på emnet om at prøve og tage det med ro, og bygge noget tillid op igen og prøve stille og roligt svare hun i stil med: "Jeg er forviret og ved ikke om jeg kan acceptere det med mig selv."
Udover dette, så elsker hun og komme hjem til mig i den lejlighed vi boede i sammen og bare være sammen med mig..
Men som tiden er gået, indser jeg at jeg ikke har lyst til at lave den fejl som jeg gjorde i mit sidste forhold, nemlig gå i et halvt år, og håbe hvor efter det hele ender galt. Så jeg har overvejet tanken om at skrive et brev til hende hvor jeg fortæller hvor meget jeg elsker hende, og hvor ondt det gør og leve i sådanne end periode som jeg er i nu og stille hende et ultimatum som lyder på at vi enden kan prøve stille og roligt sammen igen og bygge noget nyt op, for vi elsker hinanden uden tvivl. Eller, hvis ikke hun kan accepter mig i hendes liv hvor jeg ikke bare indgår som en ven, så fortælle jeg simpelthen ikke kan holde ud og have hende i mit liv som vil resultere i et komplet stop med kontakt.
Vil det være en go idé? Er der nogle af jer der har prøvet det før som kan fortælle om det? for jeg føler virkelig jeg mangler bare et eller andet ord for om jeg skal tage springet og gøre det, eller om det kun kan ende i en dårlig ting.
Tak for jeres tid:
Matheus.
Kommentarer
Hun er gået fra dig, men der er ingen tvivl om, at I elsker hinanden højt, at I har kontakt, hvor I bekræfter hinanden i dette. Hun nyder at komme hos dig, hvor I har det rart sammen.
Hvorfor i alverden kan det være, hun har ønsket at forlade en sådan idyl?
Jeg tror, der er væsentlige ting, du må have udeladt her, men det får være; det behøver du ikke forklare; det gør bare forståelse lidt mere vanskelig, når man sidder her i et anonymt debatforum og forvirres over dette indlæg.
Mit forslag er da helt klart, at du beder hende melde ud i klokkeklart sprog, om hun vil være kæreste med dig eller om hun ikke vil.
Hvis hun siger ja, så må I tage den der fra - finde ud af, hvad der var galt og så arbejde sammen på at løse jeres problem.
Siger hun nej, så er du nødt til at forholde dig til, at det ikke skal være jer to, og det er bestemt både forståeligt og rimeligt, at du så siger til hende, at slut er slut - I må derfor også afbryde jeres forbindelse, for dine følelser kan ikke klare det her, hvor du konstant vil håbe og tro.
Så hvis det er slut, så er det slut - og I må helt afbryde kontakten, hvis du skal komme godt videre i dit liv.
Om du skal skrive det til hende eller sige det, må du selv finde ud a, hvad du har det bedst med, men du kan bestemt godt tillade dig at forlange at hun melder klart ud.
Ja jeg undgik og fortælle hvad grunden var siden hun forlod mig, da jeg ser den lidt som irrelevant, i og med situationen lyder som den gør.. og så alligevel ikke, da det nok har stor betydning på udfaldet i helhed.
Der kom nogle uoverensstemmelser ang sex, hvor jeg overskred en grænse. Og det var bestemt forkert af mig (ikke noget utro eller noget, men imellem os).
jeg kunne godt pynte historien med og sige vi var fulde og halv sov osv. Men det vil jeg ikke. Jeg erkender min fejl. Dog havde jeg ikke troede det skulle ende så galt at vi skulle gå fra hinanden på det, og igen også en af grundene til jeg tvivler på om det vil være en god ide og give hende sådanne et ultimatum, da jeg jo håber det var en panik reaktion og håber lidt tid kan få hende på andre tanker.
Den svinger hele tiden oppe i kysen. Skyder jeg mig selv i foden HVIS nu lidt mere tid kan rede det.?.. Den er svær.
Matheus
Du lyder til at bebrejde din ex-ex-kæreste, at du har "spildt" et halvt år på hende. Men helt ærligt, tror du ikke, at hun lige som dig har forsøgt at finde ud af, hvad der var det rigtige? Og, hvis du synes, det halve år var spildt, hvorfor stoppede du så ikke forholdet?
Nu vil du ikke risikere det samme igen, hvilket jeg i princippet godt kan forstå, for det er følelsesmæssigt utroligt hårdt. Men igen; din ex-kæreste er nok ved at finde ud af, hvad hun vil, og hvad hun føler. Hvis du virkelig respektere hende og dig selv, så gør du op med dig selv, om du vil give hende den tid og plads, hun har behov for, for at finde ud af, hvad hun vil. Vil du ikke det, så tager du selv ansvar for dit liv og stopper forholdet. Så det er ikke hende, du skal stille et ultimatum, det er dig selv!