Nogen der kender det?
Hej piger.
Det er nu 7 år siden jeg fik diagnosen vulvodyni.
Jeg fik botox for 4 år siden ved Knud Damsgaard.
Jeg har indtil for kort tid siden ikke turde afprøve om det havde virket.
Har opbygget en angst for at prøve.
Men nu har vi de sidste par år snakket om at vi gerne snart ville have børn.
Især de seneste måneder begynder længslen efter en lille at være slem.
Så for en måned siden besluttede vi os at nu skulle det altså være.
Men angsten var stadig ekstrem. Vi har jo ikke været sammen fysisk i syv år.
Overhovedet. Og føler mig ikke særlig tiltrukket af ham. Har altid forstillet mig at det selvfølgelig ville komme når vi kom igang. Og hvis behandlingen så havde virket, ville alt jo være fryd og gammen.
Men sådan skulle det ikke gå.
Behandlingen har virket. Men følte overhovedet igen tiltrækning. Det var frygteligt:-(
Og nu står je altså her. Og aner ikke mine levende råd. Jeg elsker ham jo stadig. Bare ikke på den måde. Og efter alle de år hvor han har støttet mig i tykt og tyndt. Og været tålmodigheden selv, han har aldrig brokket sig over manglen på sexliv. Så kan jeg ikke få mig selv til at gøre det forbi med ham. Jeg skylder ham jo alt. Og jeg vil jo også helst blive sammen med ham. Hvis alt kan blive som før.
Men det bliver jeg jo ikke mor af. Burde jo være ellevild over at være helbredt.
Og nu er problemstillingen jo også en anden. Je skal jo fortælle ham at jeg ikke ønsker et sexliv med ham. Vil han finde sig i det når han nu ved jeg godt kan?
Øv hvor er det altså bare svært.
Nogen der har haft det lige sådan? At tiltrækningen aldrig kommer tilbage?
Håber på lidt gode råd fra nogen der kender til problemet.
Det er nu 7 år siden jeg fik diagnosen vulvodyni.
Jeg fik botox for 4 år siden ved Knud Damsgaard.
Jeg har indtil for kort tid siden ikke turde afprøve om det havde virket.
Har opbygget en angst for at prøve.
Men nu har vi de sidste par år snakket om at vi gerne snart ville have børn.
Især de seneste måneder begynder længslen efter en lille at være slem.
Så for en måned siden besluttede vi os at nu skulle det altså være.
Men angsten var stadig ekstrem. Vi har jo ikke været sammen fysisk i syv år.
Overhovedet. Og føler mig ikke særlig tiltrukket af ham. Har altid forstillet mig at det selvfølgelig ville komme når vi kom igang. Og hvis behandlingen så havde virket, ville alt jo være fryd og gammen.
Men sådan skulle det ikke gå.
Behandlingen har virket. Men følte overhovedet igen tiltrækning. Det var frygteligt:-(
Og nu står je altså her. Og aner ikke mine levende råd. Jeg elsker ham jo stadig. Bare ikke på den måde. Og efter alle de år hvor han har støttet mig i tykt og tyndt. Og været tålmodigheden selv, han har aldrig brokket sig over manglen på sexliv. Så kan jeg ikke få mig selv til at gøre det forbi med ham. Jeg skylder ham jo alt. Og jeg vil jo også helst blive sammen med ham. Hvis alt kan blive som før.
Men det bliver jeg jo ikke mor af. Burde jo være ellevild over at være helbredt.
Og nu er problemstillingen jo også en anden. Je skal jo fortælle ham at jeg ikke ønsker et sexliv med ham. Vil han finde sig i det når han nu ved jeg godt kan?
Øv hvor er det altså bare svært.
Nogen der har haft det lige sådan? At tiltrækningen aldrig kommer tilbage?
Håber på lidt gode råd fra nogen der kender til problemet.
Kommentarer
Min mand har støttet mig igennem hele forløbet, været med til samtaler og behandlinger. Nu er jeg så, så rask man kan blive uden operation idet Knud ikke vil operere før jeg har fået de børn jeg vil have.
Selvom jeg ikke er helt rask, er det nu muligt for mig at dyrke sex, bare ikke særlig lang tid. Men det jeg vil frem til er at det er og har været hårdt for vores parforhold. I og med vi ikke har dyrket sex og været hinanden rigtig nær i mange år, er der jo noget der mangler. Jeg elsker min mand over alt på jorden, men det kræver meget for mig at bygge en sex-tillid op til ham igen.
Vi har snakket meget om det og han har sågar konkluderet at jeg måske, nu hvor jeg er "rask" har lyst til at være sammen med andre.
Til det kan jeg jo kun sige nej, men jeg forstår tanken bag det. - med min mand har jeg næsten kun oplevet sexsuel smerte, hvilket har gjort mig skide angst for samleje med ham, men den smerte har jeg jo ikke oplevet med andre, så måske sex med en anden vil være rart?!?
Jeg har valgt at tro på at jeg med tiden kommer over angsten, for jeg vil min mand rigtig meget. - samtidig nævnte Knud Damsgaard at føde et barn måske vil hjælpe på vulvodynien. Og heldigt for os, er vi nu gravid og vi er over lykkelige
- dog stadig skræmt til benet over den smerte jeg snart skal gennemgå.
Men summasumarum - jeg synes du skal mærke godt efter. Stille dig selv de spørgsmål om det er din kæreste du vil have som dine børns far. For ja nu hvor du er rask så er der en hel verden fuld af dejlige mænd som du vil kunne starte et dejligt seksuelt forhold til uden smerten.
Det er svært men det er kun dig der kan mærke og føle hvad der er rigtigt. Hvis din tvivl virkelig bunder i at I er vokset fra hinanden, så skal du bare videre og finde en ny i stedet for at nøjes. Hvis det er fordi du nu er nysgerrig på hvordan det vil føles at være sammen med andre, så find ud af det sammen, - måske forstår din kæreste faktisk behovet.?
anyways, held og lykke piger -og selvom det måske er nemmere at få nogle nye positive erfaringer med en som man ikke forbinder med noget som helst -så er der ikke mange gutter derude som holder ved så længe trods sådan et problem -så i har da i hver fald nogle hengivne og loyale fyre på hånden -så hvis muligt er det da i hvert fald forsøget værd at tage tyren ved hornene og beslutte sig for at skabe nogle gode oplevelser netop der -for hvad er bedre end nærhed som ikke gør ondt? -det er nærhed med en som man ved elsker en betingelsesløst:)
Der er 150 andre piger/kvinder, der har oplevet eller oplever det samme som jer, og derfor kan give råd om alt. Der er også en håndfuld mænd (Jeg er er den ene).
Det er en lukket gruppe, så andre kan ikke se, at I er medlem og selvfølgelig heller ikke, hvad I skriver.
Mvh.
Alex (som er gift med en kvinde, der har vulvodyni)