Hjem Kvinder Vulvodyni

Nogen der kender det?

Redigeret 9 september, 2013, 04:14 i Vulvodyni
Hej piger.
Det er nu 7 år siden jeg fik diagnosen vulvodyni.
Jeg fik botox for 4 år siden ved Knud Damsgaard.
Jeg har indtil for kort tid siden ikke turde afprøve om det havde virket.
Har opbygget en angst for at prøve.
Men nu har vi de sidste par år snakket om at vi gerne snart ville have børn.
Især de seneste måneder begynder længslen efter en lille at være slem.
Så for en måned siden besluttede vi os at nu skulle det altså være.
Men angsten var stadig ekstrem. Vi har jo ikke været sammen fysisk i syv år.
Overhovedet. Og føler mig ikke særlig tiltrukket af ham. Har altid forstillet mig at det selvfølgelig ville komme når vi kom igang. Og hvis behandlingen så havde virket, ville alt jo være fryd og gammen.
Men sådan skulle det ikke gå. :(
Behandlingen har virket. Men følte overhovedet igen tiltrækning. Det var frygteligt:-(
Og nu står je altså her. Og aner ikke mine levende råd. Jeg elsker ham jo stadig. Bare ikke på den måde. Og efter alle de år hvor han har støttet mig i tykt og tyndt. Og været tålmodigheden selv, han har aldrig brokket sig over manglen på sexliv. Så kan jeg ikke få mig selv til at gøre det forbi med ham. Jeg skylder ham jo alt. Og jeg vil jo også helst blive sammen med ham. Hvis alt kan blive som før.
Men det bliver jeg jo ikke mor af. Burde jo være ellevild over at være helbredt.
Og nu er problemstillingen jo også en anden. Je skal jo fortælle ham at jeg ikke ønsker et sexliv med ham. Vil han finde sig i det når han nu ved jeg godt kan?
Øv hvor er det altså bare svært.
Nogen der har haft det lige sådan? At tiltrækningen aldrig kommer tilbage?
Håber på lidt gode råd fra nogen der kender til problemet.

Kommentarer

  • Både og, vil jeg sige. Jeg fik konstateret vulvodyni kort efter jeg fandt sammen med min nuværende mand, for 7-8år siden. Det er først inden for de sidste par år jeg er kommet i behandling hos Knud i Holbæk.

    Min mand har støttet mig igennem hele forløbet, været med til samtaler og behandlinger. Nu er jeg så, så rask man kan blive uden operation idet Knud ikke vil operere før jeg har fået de børn jeg vil have.

    Selvom jeg ikke er helt rask, er det nu muligt for mig at dyrke sex, bare ikke særlig lang tid. Men det jeg vil frem til er at det er og har været hårdt for vores parforhold. I og med vi ikke har dyrket sex og været hinanden rigtig nær i mange år, er der jo noget der mangler. Jeg elsker min mand over alt på jorden, men det kræver meget for mig at bygge en sex-tillid op til ham igen.
    Vi har snakket meget om det og han har sågar konkluderet at jeg måske, nu hvor jeg er "rask" har lyst til at være sammen med andre.
    Til det kan jeg jo kun sige nej, men jeg forstår tanken bag det. - med min mand har jeg næsten kun oplevet sexsuel smerte, hvilket har gjort mig skide angst for samleje med ham, men den smerte har jeg jo ikke oplevet med andre, så måske sex med en anden vil være rart?!?

    Jeg har valgt at tro på at jeg med tiden kommer over angsten, for jeg vil min mand rigtig meget. - samtidig nævnte Knud Damsgaard at føde et barn måske vil hjælpe på vulvodynien. Og heldigt for os, er vi nu gravid og vi er over lykkelige :)
    - dog stadig skræmt til benet over den smerte jeg snart skal gennemgå.

    Men summasumarum - jeg synes du skal mærke godt efter. Stille dig selv de spørgsmål om det er din kæreste du vil have som dine børns far. For ja nu hvor du er rask så er der en hel verden fuld af dejlige mænd som du vil kunne starte et dejligt seksuelt forhold til uden smerten.
    Det er svært men det er kun dig der kan mærke og føle hvad der er rigtigt. Hvis din tvivl virkelig bunder i at I er vokset fra hinanden, så skal du bare videre og finde en ny i stedet for at nøjes. Hvis det er fordi du nu er nysgerrig på hvordan det vil føles at være sammen med andre, så find ud af det sammen, - måske forstår din kæreste faktisk behovet.?
  • yep:) blev opereret v knud damsgård for uha...mange år siden (var kun 17-18 år) må sige at fysisk så hjælp det -men der hvor balladen så efterfølgende ligger er jo oppe i ens hjerne...jeg tror virkeligt på at kroppen har sin egen hukommelse, og det er jo ikke nødvendigvis noget der foregår bevidst. Nemt forklaret så lader det til at hjernen lynhurtigt laver en kognitiv forbindelse: sex=smerte , og den forbindelse lever jo i bedste velgående selvom den fysiske del er "repareret". Og som med alt andet kognitivt må regelen om at erstatte det tankemønster nødvendigvis gælde: at lære at sex=noget rart:) -og det lære man vel så kun ved gode oplevelser...og dem er man jo så nødt til at erhverve sig:-/ Problemet er så også at når man nu eksempelvis har gennemgået alle disse ting med et andet menneske, så kan det let ske at man også forbinder den PERSON med noget der er ubehageligt (ikke nødvendigvis bevidst) -og det i sig selv er enormt ødelæggende og fustrerende fordi man jo samtidigt ganske paradoksalt netop er den person evigt taknemmeligt for at "have holdt ud", -man er kun tryg og nær med den person -så samtidig med at han vil være det mest oplagte valg til at lære end krop og tanker at erstatte de gamle dårlige associationer, så er han på en måde også en DEL af dem, hvilet får en til at slå bremserne i endnu mere. Jeg var jo som sagt ikke ret gammel, og havde kun haft det ene forhold (var med min første kæreste i 5 år) og nogenlunde samtidigt med at jeg var færdig med hele det forløb, var vi også vokset fra hinanden som man jo nemt gør i den alder. Så jeg stod så der alene -mere eller mindre nyopereret og skræmt fra vid og sans for nogensinde at skulle komme tæt på en igen. Så der kom efterfølgende mange år som single:o) -i princippet anede jeg jo ikke om det havde virket eller ej -og jeg kan så fortælle at selvom lysten biologisk dukker op, er det ganske angstprovokerende at skulle forsøge sig med en "ny" som ikke har et eneste begreb om hvad man har bøvlet med...Men anyways jeg blev så forlovet en del år efter, og det lykkedes også at få udskiftet det gamle tankemønster, så nu er sex=noget rart:) -det som jeg så ALDRIG havde forudset var, at når man i mange år har levet uden, så lader det til (i hvert fald for mit vedkomne) at man ligesom har vænnet sin krop til at leve uden -dvs det kan ligepludseligt godt knibe med lysten/man mister let tiltrækningen, eller der skal meget til for at vække den...Så der er et nyt arbejde at tage fat på indimellem... Jeg kan forestille mig at når man så samtidigt har gået mange år uden OG er med den samme person som OGSÅ har været med i hele forløbet, så er det ligepludseligt 2 ting man skal vende rundt på samme tid. Min tanke er bare: der er en god grund til at lysten og tiltrækningen er væk -men har man stadigt den samme mand som man elsker og er tryg ved, så er der også nogle rigtigt gode forudsætninger for at komme over begge dele -især hvis man er bevidst om de forbindelser man laver -og gør sig det klart at det egentligt ikke er personen man ikke er tiltrukket af, men at det muligvis er det man FORBINDER ham med der tænder en af...og at den slags forbindelser kan ændres:)
    anyways, held og lykke piger -og selvom det måske er nemmere at få nogle nye positive erfaringer med en som man ikke forbinder med noget som helst -så er der ikke mange gutter derude som holder ved så længe trods sådan et problem -så i har da i hver fald nogle hengivne og loyale fyre på hånden -så hvis muligt er det da i hvert fald forsøget værd at tage tyren ved hornene og beslutte sig for at skabe nogle gode oplevelser netop der -for hvad er bedre end nærhed som ikke gør ondt? -det er nærhed med en som man ved elsker en betingelsesløst:)
  • Jeg vil bare anbefale alle jer piger, der lider af vulvodyni om at søge ind i en gruppe på Facebook, der hedder Vulvodyni - underlivssmerter.

    Der er 150 andre piger/kvinder, der har oplevet eller oplever det samme som jer, og derfor kan give råd om alt. Der er også en håndfuld mænd (Jeg er er den ene).

    Det er en lukket gruppe, så andre kan ikke se, at I er medlem og selvfølgelig heller ikke, hvad I skriver.

    Mvh.

    Alex (som er gift med en kvinde, der har vulvodyni)
Log in eller Registrér for at kommentere.