Sygt barn på 4 år alene hjemme!
Kære alle!
Jeg trænger til at få lidt perspektiv på en episode jeg var udsat for i går - og stadig chokeret over...
Min søn lå i går syg med opkast. Han havde kastet op hele natten og morgenen. Han er 4 år og 7 mdr. Jeg havde aftalt med hans far, af han skulle komme og passe ham i dagtimerne. Hans far og jeg er ikke sammen, men vi arbejder normalt fint sammen, har et godt forhold og jeg har tillid til hans dømmekraft.
Da jeg kommer hjem, viser det sig, at min søn har været alene hjemme, mens hans far har været nede og sætte sin p-skive samt været i supermerkede og købe kakao og cola. Jeg bliver utrolig forskrækket - jeg synes jo at min søn er alt for lille til at være alene, også selvom det "bare" drejer sig om 6-7 minutter, som hans far siger. Under alle omstændigheder, synes jeg ikke børn skal være alene før skole alderen, men i særdeleshed ikke et sygt barn der kaster op! Det skete jo ikke noget - min søn kastede hverken op, gik i panik eller gik ud af den ulåste dør - men det kunne han, efter min vurdering, ligeså godt have gjort.
Efterfølgende har jeg talt episoden igennem med min søns far. Han forstår slet ikke min bekymring og forskrækkelse, og mener at det han har gjort er helt forsvarligt.
Hvad mener I?
Jeg trænger til at få lidt perspektiv på en episode jeg var udsat for i går - og stadig chokeret over...
Min søn lå i går syg med opkast. Han havde kastet op hele natten og morgenen. Han er 4 år og 7 mdr. Jeg havde aftalt med hans far, af han skulle komme og passe ham i dagtimerne. Hans far og jeg er ikke sammen, men vi arbejder normalt fint sammen, har et godt forhold og jeg har tillid til hans dømmekraft.
Da jeg kommer hjem, viser det sig, at min søn har været alene hjemme, mens hans far har været nede og sætte sin p-skive samt været i supermerkede og købe kakao og cola. Jeg bliver utrolig forskrækket - jeg synes jo at min søn er alt for lille til at være alene, også selvom det "bare" drejer sig om 6-7 minutter, som hans far siger. Under alle omstændigheder, synes jeg ikke børn skal være alene før skole alderen, men i særdeleshed ikke et sygt barn der kaster op! Det skete jo ikke noget - min søn kastede hverken op, gik i panik eller gik ud af den ulåste dør - men det kunne han, efter min vurdering, ligeså godt have gjort.
Efterfølgende har jeg talt episoden igennem med min søns far. Han forstår slet ikke min bekymring og forskrækkelse, og mener at det han har gjort er helt forsvarligt.
Hvad mener I?
Kommentarer
De kunne også lege alene ude i haven. Jeg gik jo ikke fra dem i en halv time.
Herregud, far henter lige lidt cola og kakao for at glæde barnet. Han siger selvfølgelig: Jeg skynder mig tilbage. Og drengen var sikkert holdt op med at kaste op.
Stakkels farmand at blive bebrejdet for så lidt. Ja, det er så min mening.
Mine børn er i dag for længst voksne, men dette får mig til at tænke på en historie, jeg oplevede da min datter var 5 år.
Hun var syg - dog ikke noget særligt, men nok til at skulle være hjemme og storebror på 7 skulle hentes fra skole.
Det regnede, jeg var ikke ubetinget begejstret for at tage hende med ud i det vejr på cykel, og hun ville da også gerne blive hjemme og hygge med noget legetøj.
Jeg skulle være væk i maks et kvarter. Så jeg tog chancen.
Så skete der det, at mens jeg var væk, kom der en strømafbrydelse af en sådan slags at der blev tændt og slukket nogle gange dels for lyset dels for radioen. Det var nu ikke aften, men sådan en mørk efterårsdag.
Min datter gik i total panik og løb grædende og skrigende ud i haven, hvor naboen fandt hende og tilbød hende at komme med hjem, men det turde hun heller ikke; barnet var skræmt fra vid og sans.
Jeg gjorde det aldrig, aldrig mere. Den dag i dag - ca. 25 år efter, bliver jeg stadig dybt berørt ved tanken om det, der skete. Puh - hvor jeg følte mig som en dårlig mor.
Man ved aldrig, hvad der kan ske på ganske få øjeblikke, så jeg er enig med dig.
På den anden side - nu om dage er der jo mobiltelefoner, så hvis man kan aftale at barnet kan ringe, hvis der er den mindste smule, så kan et meget kort ærinde måske godt lade sig gøre - jeg ved det ikke.
Jeg synes ikke, at et især sygt barn, der i forvejen har det dårligt - skal udsættes for situationer, hvor det kan komme til at opleve angst over at være forladt. Heller ikke selv om det kun er få minutter.
Men naturligvis ikke i tordenvejr. Så bliver jeg inde.
Angst ved at være forladt, nej de har aldrig været bange. Jeg ville selvfølgelig ikke gå fra en der var ængstelig. Men det har der aldrig været tale om.
Men - til dig, Persille. Jeg er faktisk aldeles overbevist om, at jeg aldrig ville får lov til at være alene med mine små børnebørn, hvis deres forældre fik det indtryk, at jeg kunne finde på at gå fra dem - heller ikke en gang for lige at rende i Brugsen.
Ja, sådan er vi så forskellige. :-)
Sikke en grim oplevelse du har haft Lotte! Det var rigtig synd for både dig og din datter. Det er præcist sådan en oplevelse jeg gerne vil beskytte min søn imod. Normalt har jeg hverken katastrofetanker eller generel mistillid til min omverden, men jeg bygger mine synspunkter på generel pædagogik, der jo pointere, at børn først i en alder på 10 år (ca.) er i stand til at handle, fornuftigt hvis en uventet situation opstår.
Jeg mener ikke det er rimeligt, at lade en 4-årrig beslutte, om han vil være alene. Børn i den aller kan simpelthen ikke overskue hvad det vil sige, og kan jo sagtens gå i panik, selvom han har sagt ok til situationen.
Det er efter min mening noget andet at gå ned med skrællet, lade børnene lege i haven eller gå ned med vasketøjet. Personligt kunne jeg bare slet ikke finde på at gå længere væk, end at jeg kan høre min søn hvis han kalder på mig eller se ham gennem en rude. Sådan er jeg :-)
Hvordan ved man, hvornår et opkast sygt barn er færdig med at kaste op?! Min søn kastede op igen senere på dagen. Tanken om, at han skulle sidde alene hjemme og kaste op, er da slet ikke til at bære.
Persille - jeg er rigtig glad for at det er gået godt, når du har ladet dine små børn være alene hjemme, hvis ikke, er jeg sikker på, at din holdning og samvittighed ville være anderledes.
Næe, lotte123 , det kan gerne være, men mine børn vidste jeg passede meget på dem. F.eks. har mine øjne ikke forladt dem et sekund ved stranden.
Der har aldrig været nogen fare overhovedet. Det kommer simpelthen an på alle omstændighederne. Værre er det heller ikke.
Der bliver stillet et spørgsmål. Man svarer det, man nu mener om sagen og er man ikke enig skal man så til at forsvare sin mening. Faktisk mener jeg, der ikke er særlig hyggeligt her i øjeblikket.
Jeg mente barnet var næsten 5, men bevares.
Jeg håber ikke drengen overhørte "samtalen" med far, så er situationen da først blevet slem. Åbenbart har far og søn rigtig hygget sig, men det måtte de måske ikke. Eller kun på mors måde.
Jeg troede det drejede sig om, hvad man mente om situationen og ikke angreb på min mening.
Den lader jeg herefter være usagt.
Den yngste ønsker ikke at være alene, så derfor er han det ikke.
Men jeg tænker: drengen er akut syg. Far har ikke haft mulighed for at købe ind til dagen, og de to "drenge" vil naturligvis gerne hygge sig. Far snakker højst sandsynligt med sønnen om, at han skal være alene 10 min. mens han køber ind til hygge. Derfor er sønnen sikkert forberedt, har sagt ja, og kan bagefter være sej over, at han klarede det - stor dreng. Du skal passe på, at du ikke kommer til at pyldrer for meget og påføre din søn et problem, som han ikke har. Og især går det galt, hvis det egentlig var noget, han var stolt af, for så gør du jo ham og hans følelser forkert, og dermed underminerer du hans selvværd.
Dertil kommer, at selv om dig og far ikke vurderer ens, så er det ikke ensbetydende med, at far tager fejl. Han begår måske i dine øjne omsorgssvigt, mens du i hans øjne begår omsorgsvold. Så snak om jeres forskellige normer og grænser, men uden bebrejdelser, anklager eller en holdning om, at man selv besidder den evige sandhed, for det gør ingen.
Selvfølgelig har man ret til sin mening, og selvfølgelig skal man ikke angribes, hvilket jeg absolut heller ikke mente, jeg gjorde.
Vi to ser bare helt forskelligt på det her - og så er den ikke længere.
Jeg er da meget ked af, at du ser sådan på det, jeg mener bare ikke, man overhovedet kan regne med en aftale indgået med et så lille barn - fordi så små børn ikke er i stand til at overholde aftaler. Heller ikke 5-årige.
Du har heldigvis aldrig oplevet konsekvens af lige at stikke af i få minutter - det har jeg - og derfor har vi forskellige indgangsvinkler til det.
Og det samme mht børnebørnene - jeg vil da ikke afvise, at det kan være den historie, der sidder i min datter, og hun derfor har samme holdning mht, sine børn. Vi har nu ikke diskuteret netop det, men vi har da talrige eksempler på, at der netop kan ske noget på et splitsekund - også når man er til stede.
Så - godt ord igen - jeg respekterer dig på nøjagtig samme måde som hidtil, selv om der er et punkt, hvor vi ikke er enige.
:-)
Men jeg er til gengæld helt enig med dig i, at jeg heller ikke håber barnet overhørte denne meningsudveksling mellem forældrene.