Spørgsmål jeg håber nogen kan svare på
Hej
Skriver det herinde selvom jeg har skrevet til netdoktor også, fordi de ikke garanterer svar, så håber egentlig mest der er nogen der kan svare på det.
Det er ikke et spørgsmål om nogen lidelse eller måske er det, det ved jeg ikke.
Beskriver det så godt jeg kan, men det er lidt svært at beskrive, men håber i forstår det.
Jeg er gået rundt med det her spørgsmål lige siden jeg overhovedet kunne huske, så håber i kan svare på det.
Lige siden jeg var lille har jeg lige pludselig(når jeg gik, spiste mm.) på en måde forladt min krop, ved godt det lyder mærkeligt det er derfor jeg ikke har sagt det til nogen endnu, har ventet i mange år nu.
Men jeg kommer på en mærkelig måde ud af min krop lige pludselig, og alle mine sanser forsvinder nærmest, men mine følelser bliver rigtig stærke og jeg får en meget stærk følelse af at jeg skal til at forlade nogen, men der jeg skal hen er meget bedre, lyder mærkeligt men sådan er det.
Men på en eller anden mærkelig måde er jeg to steder på samme tid, jeg kan se mig selv oppe fra, men min krop gør bare som den skal gøre Feks. Går videre, snakker og gør de ting jeg var igang med, som om det er forudbestemt alt det jeg gør.
Sådan kan jeg have det i en 1 time nogen gange mere eller mindre.
Håber inderligt i kan svare på det, vil snart gerne have svar på det efter de mange år jeg har haft det.
Skriver det herinde selvom jeg har skrevet til netdoktor også, fordi de ikke garanterer svar, så håber egentlig mest der er nogen der kan svare på det.
Det er ikke et spørgsmål om nogen lidelse eller måske er det, det ved jeg ikke.
Beskriver det så godt jeg kan, men det er lidt svært at beskrive, men håber i forstår det.
Jeg er gået rundt med det her spørgsmål lige siden jeg overhovedet kunne huske, så håber i kan svare på det.
Lige siden jeg var lille har jeg lige pludselig(når jeg gik, spiste mm.) på en måde forladt min krop, ved godt det lyder mærkeligt det er derfor jeg ikke har sagt det til nogen endnu, har ventet i mange år nu.
Men jeg kommer på en mærkelig måde ud af min krop lige pludselig, og alle mine sanser forsvinder nærmest, men mine følelser bliver rigtig stærke og jeg får en meget stærk følelse af at jeg skal til at forlade nogen, men der jeg skal hen er meget bedre, lyder mærkeligt men sådan er det.
Men på en eller anden mærkelig måde er jeg to steder på samme tid, jeg kan se mig selv oppe fra, men min krop gør bare som den skal gøre Feks. Går videre, snakker og gør de ting jeg var igang med, som om det er forudbestemt alt det jeg gør.
Sådan kan jeg have det i en 1 time nogen gange mere eller mindre.
Håber inderligt i kan svare på det, vil snart gerne have svar på det efter de mange år jeg har haft det.
Kommentarer
men ikke så ubevidst som du gør. Fx at du kan fortsætte en samtale ???
Min mor gjorde det samme, men det er vist sjældent. Ellers er det et alm. fænomen ved dyb meditation, men er faktisk en biting , der nærmest er forstyrrende. Det er mest praktisk at være i kroppen, men at være uden
for når man er alene er da en sjov oplevelse. Er du istand til at komme tilbage når du ønsker det ? Da jeg oplevede det første gang, mødte jeg "tilfældigvis"
en der havde stor erfaring og ofte var udenfor og især over. Jeg læste også en bog om fænomenet, men kan ikke huske hvilken. Der er absolut ingen grund til at blive bange, men det er åbenbart irriterende for dig ? vh søren .
PS. Efter jeg skrev dette indlæg, googlede jeg lige -ud af kroppen oplevelser-
der er mange henvisninger og endda et forum hvor folk kan udveksle erfaringer
(nogle af dem er helt ude hampen, nærmest gag-gag .
Det, du har oplevet, er et kendt fænomen, en såkaldt ”ud af kroppen- oplevelse”.
http://www.denstoredanske.dk/Sprog,_rel ... -oplevelse
Hvis jeg var dig, ville jeg læse noget om fænomenet, så du ved, hvad det drejer sig om. Der findes masser af bøger om emnet. Du kan prøve at søge på biblioteket, eller du kan også bare prøve at søge på www.google.dk på udtrykket ”ud af kroppen-oplevelse”. Du vil få masser af hits.
Der vil være nogle, der tolker fænomenet som symptom på psykose. Derfor skal du nok passe lidt på med at fortælle om det til læger. For hvis du kan acceptere, at du ind imellem har det sådan, og endda komme til at synes, at det er interessant, så er der jo ikke nogen grund til blive stemplet som skizofren og få stærk antipsykotisk medicin, som har voldsomme bivirkninger.
Det er spændende at se, hvad Netdoktors læge vil svare på dit spørgsmål ;o)
Andre tolker fænomenet religiøst.
Det er en kendsgerning, at børn ofte har den slags oplevelser, hvor de kan se noget, som andre ikke kan se. Børnene får som regel at vide af de voksne, at det ikke kan passe, og at de må tage fejl. Derfor tilpasser de sig og bliver ligesom alle andre. Men der er nogle, der bliver ved med at have sådanne oplevelser også i voksenlivet, uden at der er tale om psykisk sygdom.
Det er også en kendsgerning, at ud af kroppen-oplevelser især forekommer i krisesituationer, eller når man er lige ved at dø. Der findes talrige beskrivelser fra mennesker, der under operationer har forladt deres krop og set sceneriet oppefra, fra et punkt nær loftet. De har kunnet se sig selv ligge på operationslejet og set læger og sygeplejersker, der stod og baksede med dem.
Måske er det sådan, at vi alle fra fødslen har denne evne til at ”forlade kroppen”, men de fleste mister evnen. Den kan så muligvis komme tilbage, hvis man er i krise eller i livsfare, eller den kan opøves via meditation.
Jeg har selv engang, da jeg var barn oplevet at se mig selv udefra. Det var netop i en krisesituation, hvor jeg følte, at jeg var i fare. Min far, der var en tyrannisk og voldelig mand, lavede en scene midt om natten, hvor han råbte meget højt. Det var meget voldsomt. Min far var en stor mand med mange kræfter, og jeg var en lille pige på ca. 4 år.
Jeg havde bestemt ikke lyst til at være til stede, så jeg gjorde alt muligt for at lade, som om jeg ikke var der: rørte mig ikke og trak næsten ikke vejret. Pludselig så jeg mig selv fra et punkt oppe under loftet. Det var ret mærkeligt. Men det var ikke så underligt, at jeg ikke havde lyst til at være i min krop, for jeg var meget bange.
Jeg har kun oplevet fænomenet den ene gang, så vidt jeg kan huske.
Men altså, hvis din ud af kroppen-oplevelse ikke giver dig vanskeligheder i din hverdag og ikke føles ubehageligt, så er der ingen grund til at gøre noget ved den. Jeg tror endda, at du vil komme til at synes, at det er ganske interessant ;o)
Mange hilsner
Kameliadamen
Jeg "fløj" gennem flere skylag. Først flere år senere opdagede jeg, at der kunne være flere skylag. Det vidste jeg ikke på det tidspunkt.
Ude i verdensrummet kunne jeg kigge ned på mig selv og se hele operationsrummet, som gennem et teleskop. Jeg så, der stod en person ved min ene side og to ved den anden.
Det interesserede mig ikke så meget, som hvor jeg var.
Jeg studerede min krop, som ikke var af kød og blod, men bestod af lys. Det så helt fantastisk ud. Jeg så også jordklodens blålige lys.
Jeg så et lys komme imod mig med meget høj fart. Jeg oplevede derefter ikke mere.
Derefter begyndte jeg at læse det jeg kunne finde og engang fandt jeg en oplevelse, fortalt af en dreng, som havde oplevet det samme som jeg. At være ude i verdensrummet.
Jeg diskuterede også med en bibliotekar, for jeg ville gerne læse om den slags ting, om ikke der var skrevet bøger. Jo det var der, men "den slags" kunne de virkelig ikke tage hjem.
Jeg spurgte ham om de da skulle bestemme, hvad man måtte læse. Ja, de havde ansvar for hvad folk læste !!!!!!! ( Godt de tider er forbi ) I dag kan man låne masser af bøger om den slags. Nogle virkelig gode andre "langt ude".
Det lyder tamt nu, det jeg skriver, men det føltes virkelig fantastisk. Da menneskene begyndte at komme ud i verdensrummet og der blev taget billeder så jeg, det stemte overens med de billeder, der blev sendt ned.
Hvordan skulle hjernen kunne give mig billeder i en drøm, som mange år senere viser sig at være korrekte. Det spekulerer jeg over.
http://en.wikipedia.org/wiki/Peter_Fenw ... ychologist)
Dr.P. Fenwick
http://iands.org/research/important-res ... ality.html
For at være sikker på du ikke lider af ene eller anden form for epilepsi skal du undersøges. Men jeg tror også på, der er mere mellem himmel og jord end videnskaben i øjeblikket kan forklare.
Mens en anden en kun har hængt oppe under loftet, har du været ude i verdensrummet og set ned på jordkloden!
Mange hilsner
Kameliadamen
Jeg undrer mig bare meget over det.
Jeg er et menneske, der ikke afviser, men jeg vil også meget gerne have tingene undersøgt videnskabeligt.
Jeg har oplevet andre ting på et langt senere tidspunkt, hvor jeg var fuldstændig vågen og helt klar i knolden.
Så et eller andet er der. Men hvad ????
Mange hilsener til dig også.
Det er bare det at når man læser om forskellige folk der har prøvet det, er det kun i få sekunder, mit det kan vare i op til mere end en time, og jeg gør alting almindeligt som om jeg er to steder på en gang og jeg ved hvad jeg skal gøre, det er lidt svært at forklare:(
Og det kommer ikke i nogen fare situationer men lige pludselig, og når det lige pludselig sker så bliver jeg helt forvirret, kan ikke huske noget så, glemmer hvad folk siger til mig, men af en eller anden grund bliver jeg meget mærkeligt lykkelig og glad samtidig med at jeg forvirret.
Har altid været et religiøst menneske(kristen), så det er lidt svært for mig det her.
Det har det altid været, det er som om alle mine sanser forsvinder, var en gang ved at blive kørt over af en bil fordi jeg ikke anede hvad jeg lavede.
Men min krop gjorde bare som den skulle for at tilpasse sig på en mærkelig måde i omgivelserne, så der ikke var nogen der lagde mærke til noget.
Det ville jeg gøre, hvis det var mig. Det du fortæller lyder lidt mærkeligt.
"Ud af kroppen oplevelser" har jeg aldrig, hverken læst eller hørt om, på den måde du beskriver.
Jeg vil heller ikke blive stemplet eller sendt til en eller anden psykiatrisk institution.
På et tidspunkt finder du ud af hvad det er, og kan styre det.
Du svarede mig ikke på mit spørgsmål om du kunne komme tilbage
hvis du ønskede det . vh søren (1. indlæg)
Det var dejligt, at du kom med en tilbagemelding efter de forskellige svar, du har fået.
Når jeg skrev, at ud af krop-oplevelser ofte kommer i farefyldte situationer, så var det, fordi det er sådan for nogle mennesker, men langtfra for alle.
Nogle mennesker er bare mere modtagelige for den slags oplevelser, og det er du åbenbart.
Men så skriver du:
”Har altid været et religiøst menneske (kristen), så det er lidt svært for mig det her.”
Jeg forstår det sådan, at du hentyder til, at dine oplevelser ikke rigtig er passende, set i lyset af den gængse kristendomsforståelse inden for den etablerede kirke. Dine oplevelser passer bedre til new age-spiritualiteten, som den etablerede kirke kritiserer så voldsomt.
Personligt er jeg såkaldt kultur-kristen. Jeg kommer i kirken til dåb, konfirmationer, bryllupper og begravelser, og jeg holder meget af de dejlige salmer og de mange flotte kirkebygninger.
Men jeg kommer nødigt i dem, fordi der gennem tiderne er sket så meget i kirkens regi, som er undertrykkende og livsfornægtende.
Religioner er jo opstået, fordi en enkelt person, f.eks. Jesus, Muhammed eller Buddha har haft anderledes oplevelser og har fortolket dem religiøst. Der er så blevet stiftet en religion på grundlag af disse oplevelser. Problemet er bare MÅDEN, disse religioner lever videre på, for det er jo helt oplagt ikke personer med særlig religiøs indsigt, der har videreført traditionerne, men derimod ADMINISTRATORER, uden erfaringer med den slags oplevelser.
Derfor kan personer, der har særlige oplevelser sagtens føle sig forkerte i den etablerede kirke.
Hvis jeg var dig, ville jeg se stort på det! I den kristne tradition er der desværre mange eksempler på fordømmelse og straf over for personer med særlige evner, men der er heldigvis også eksempler på både mænd og kvinder med særlige evner, der blev værdsat og elsket.
Hvis jeg var dig, ville jeg læse nogle af de biografier, der findes om den slags personer. Jeg kan f.eks. nævne Frans af Assisi eller måske snarere Clara af Assisi eller Teresa af Avila. Der findes en prisbelønnet roman i to bind på dansk om Hildegard af Bingen.
Lige nu kan jeg ikke huske, om disse personer er særlig kendt for at have haft oplevelser af den karakter, som du har, men jeg husker én, der i den grad er kendt for det, nemlig Pater Pio, der levede i Italien fra 1887-1968. Han er især kendt for fænomenet ”bilokation”, altså at han angiveligt har været til stede to steder samtidig”! Han kunne altså helt bevidst forlade sin krop og f.eks. drage til et helt andet kontinent og gribe ind i begivenhederne dér!
Du kan læse lidt om Pater Pio f.eks. her:
http://www.aakanden.dk/anm_mirakler_hvidt.htm
(Der står noget om Padre Pio et stykke ned i teksten, der er en beskrivelse af en bog, der er skrevet af cand. theol. Niels Christian Hvidt. Når jeg har valgt den henvisning, er det, fordi den må være en af de mere seriøse.)
Her står lidt om bilokation:
http://www.denstoredanske.dk/Sprog,_rel ... bilokation
Når jeg foreslår, at du skal læse om disse mennesker, så er det, fordi det muligvis kan få dig til at føle dig tilpas som kristen med de erfaringer, du nu engang har!
Mange hilsner
Kameliadamen