Indstillinger
Min skod historie.
Jeg er en mand på 25 år og jeg magter snart ik mit "liv" længere. Jeg har så mange negative tanker vedr. min situation og mit liv at jeg brækker mig. Mine forældre blev skilt da jeg var 8-9 år og jeg blev sendt væk da jeg var 11. I de skoler jeg har gået på kunne jeg aldrig være i fred. Altid var der nogen der ville slås elle hakke på mig, så jeg blev væk i isolation fra andre.
Jeg kan huske engang to "klassekammerater" ringede og spurgte om jeg ville være med til og spille bold. Glad skyndte jeg mig ned på fodboldbanen, men der ventede de kun for at gi mig tæsk. De stod på mit hoved og grinte, slog sparkede og hev i hver sit ben for at masse mine testikler op af et træ.
På den anden institution jeg boede på klarede jeg mig ok. Der var det gået op for mig at du må slå fra dig, og være uretfærdig mod andre for ikke selv og få den behandling. Jeg rendte sammen med de hårde drenge og gjorde alt hvad der hørte sig til. Vi tævede folk for sjov, tog en masse stoffer og lavede knæk. Ingen ku fuck med os. Det gik jo selvfølgelig helt galt. Efter en tilfældig stakkel havde fået tæsk blev vi anholdt.
Da jeg blev anholdt havde jeg boet hjemme et halvt år tror jeg. Min far besøgte mig i det ungdomsfængsel jeg sad i og gav mig et ultimatum. Ham eller mine venner. Jeg valgte ham og blev ensom igen.
Jeg søgte ind i hæren og kom ind da jeg var 19 år. Hæren var en fed tid, især rekrut tiden. Der var altid nogen og snakke med og hash og andre stoffer var der ikke åbenlyst noget af, så det rørte jeg ikke i de 4 år jeg var der. Jeg stoppede da min mor fik kræft, for at jeg ku være der for hende. Tanken var vel god nok, men det var en opgave jeg ikke magtede. Det var for hårdt for mig og se min mor forsvinde, så jeg gemte mig i hash tågen.
Efter min mor var gået bort og jeg havde været både arbejdsløs og påvirket i 1-2 år startede jeg på hf. Jeg har min sidste eksamen her i slutningen af juni og det skal nok gå.
Det var en kort opridsning af mit liv. Det gav faktisk lidt luft bare og skrive det, men der er mere. Den borgerlige tåbe vil nok sige "jamen du er jo i gang med uddannelse, alt er godt" det er langt fra sandheden.
Af de ting jeg har skrevet kan jeg udlede så mange frustrationer at alt blir sort. Der ligger jo meget mere bag end den korte opridsning jeg har givet. Jeg har ikke nogen nære venner, jeg fik min første kæreste for to år siden(længere historie), min familie er totalt splitet. Der er bare ik noget der hænger sammen.
Min økonomi er så fucked ! Jeg har 25kr til d. 1 hov nej der kommer sgu ik penge, der er ik mere SU. Jeg ved virkelig ikke hvad jeg skal gøre, der er ingen støtte fra nogen. Ikke engang min far, han har for travlt med og tjene penge.....
Jeg søgte hjælp et sted i kbh. hvor man kan komme hvis man har brug for fællesskab og man har en baggrund på institution. Det var godt lige indtil lederen blev fyret fordi han havde misbrugt statens økonomiske støtte. Det ene menneske er mere rådent end det andet !
Jeg ved ikke lige hvorfor jeg skriver alt det her..... Jeg stadig alene.....
Jeg kan huske engang to "klassekammerater" ringede og spurgte om jeg ville være med til og spille bold. Glad skyndte jeg mig ned på fodboldbanen, men der ventede de kun for at gi mig tæsk. De stod på mit hoved og grinte, slog sparkede og hev i hver sit ben for at masse mine testikler op af et træ.
På den anden institution jeg boede på klarede jeg mig ok. Der var det gået op for mig at du må slå fra dig, og være uretfærdig mod andre for ikke selv og få den behandling. Jeg rendte sammen med de hårde drenge og gjorde alt hvad der hørte sig til. Vi tævede folk for sjov, tog en masse stoffer og lavede knæk. Ingen ku fuck med os. Det gik jo selvfølgelig helt galt. Efter en tilfældig stakkel havde fået tæsk blev vi anholdt.
Da jeg blev anholdt havde jeg boet hjemme et halvt år tror jeg. Min far besøgte mig i det ungdomsfængsel jeg sad i og gav mig et ultimatum. Ham eller mine venner. Jeg valgte ham og blev ensom igen.
Jeg søgte ind i hæren og kom ind da jeg var 19 år. Hæren var en fed tid, især rekrut tiden. Der var altid nogen og snakke med og hash og andre stoffer var der ikke åbenlyst noget af, så det rørte jeg ikke i de 4 år jeg var der. Jeg stoppede da min mor fik kræft, for at jeg ku være der for hende. Tanken var vel god nok, men det var en opgave jeg ikke magtede. Det var for hårdt for mig og se min mor forsvinde, så jeg gemte mig i hash tågen.
Efter min mor var gået bort og jeg havde været både arbejdsløs og påvirket i 1-2 år startede jeg på hf. Jeg har min sidste eksamen her i slutningen af juni og det skal nok gå.
Det var en kort opridsning af mit liv. Det gav faktisk lidt luft bare og skrive det, men der er mere. Den borgerlige tåbe vil nok sige "jamen du er jo i gang med uddannelse, alt er godt" det er langt fra sandheden.
Af de ting jeg har skrevet kan jeg udlede så mange frustrationer at alt blir sort. Der ligger jo meget mere bag end den korte opridsning jeg har givet. Jeg har ikke nogen nære venner, jeg fik min første kæreste for to år siden(længere historie), min familie er totalt splitet. Der er bare ik noget der hænger sammen.
Min økonomi er så fucked ! Jeg har 25kr til d. 1 hov nej der kommer sgu ik penge, der er ik mere SU. Jeg ved virkelig ikke hvad jeg skal gøre, der er ingen støtte fra nogen. Ikke engang min far, han har for travlt med og tjene penge.....
Jeg søgte hjælp et sted i kbh. hvor man kan komme hvis man har brug for fællesskab og man har en baggrund på institution. Det var godt lige indtil lederen blev fyret fordi han havde misbrugt statens økonomiske støtte. Det ene menneske er mere rådent end det andet !
Jeg ved ikke lige hvorfor jeg skriver alt det her..... Jeg stadig alene.....
Kommentarer
Med den historie du har, er det ikke så underligt at du har det sådan. I den grad svigtet og mobbet.
Du beskriver nogle af symptomerne på en depression, tag evt. en test, hvis den viser at du har et problem, må du hurtigst muligt til lægen.
Personligt har jeg et traume på linie med overgreb, jeg tror det samme kunne gælde for dig. Den slags kræver prof. hjælp, så tal med lægen om du kan få en henvisning til en eller anden form for terapi, hvad der nu passer til dig. KH Helle8
Men - du er på en måde bedre stillet, du kan gennemføre en eksamen, som giver adgang til mange ting.
Din fortid forsvinder ikke, men den kan give dig en viden og en indsigt, som, hvis du magter det, kan gøre dig til en rigtig god og troværdig pædagog, psykolog, lærer, journalist, advokat eller andet, hvor du beskæftiger dig med de børn der bliver anbragt.
Ved du godt, at de fleste tidligere anbragte ikke har det specielt godt. Det er ikke kun dine forældrer det her handler om, det handler også om, at plejefamilier og institutioner ikke er som folk tror.
Jeg har selv to børnebørn der er anbragt, du kan tro, at hele familien lider. Det er noget forfærdeligt noget der sker, og familierne bliver splittet, også den del af familien, der egentlig ikke har noget at gøre med de anbragte børn.
Når børnene bliver 18, det er den ældste af mine to lige blevet, så søger de hjem tl deres forældrer og bedsteforældrer. Men de lider også. Man er blevet fremmedgjort overfor hinanden. I kender ikke hinanden mere. Det er en af årsagerne tl, at de unge tidligere anbragte har det svært. De står psykisk uden et tlhørsforhold. Inderst inde holder din far af dig, men han ved ikke hvordan han skal bære sig ad. Du har mistet din mor - det har ikke gjort det bedre for dig.
I vores familie er børnenes farfar død, ligeledes deres oldemor, og deres far er så syg, at han kan dø uden varsel. Børnebørnene her, fik ikke lov til, at komme og sige farvel. Det lider de under.
Du har mange ting, at give til verden, men ikke før, du har accepteret at du er blevet mishandlet, og frit kan tale om det.
Du følte en lettelse, da du havde skrevet det ned. Fortsæt med at skrive, det vil gøre dig godt.
Kan du nu have rigtig god vind, og pas din uddannelse.
Så det er synd, at din familie er splittet, det er synd, at du ingen venner har o.s.v. Men hvad vil du gøre ved det? Hvad vil du gøre for selv at blive en god ven? En, der har noget at byde på? Hvad har du lyst til at berige dit liv med, som ikke er afhængigt af andre mennesker, men alene af din egen indsats?
Måske hr du en depression, og så skal du naturligvis have hjælp, men måske vil det under alle omstændigheder være godt for dig at finde en god psykolog, så du kan få nogle redskaber til at leve med din fortid og selv tage ansvar for din nutid og fremtid.
Håber alt det bedste for dig, for du ved nok, at det ikke gør noget, at man er opvokset i en andedam, når blot man har ligget i et svaneæg!
Jeg har fået en tid hos lægen og så tager jeg den derfra.
Jeg vil lige kommenterer på rejen´s svar:
Det er rigtigt at jeg nu er voksen og derfor har et ansvar for mig selv. Jeg føler bare det nærmest er umuligt at skabe noget godt for mig selv. Lad mig forsøge at uddybe. Mange af mine negative tanker kommer når jeg ingen penge har, har jeg bemærket. Ikke at det kun er økonomi der går mig på, men det er en trigger til tidligere nævnte tanker. Jeg kan skubbe problemerne væk og holde mig beskæftiget når jeg har penge.
Pga. nogle dårlige valg jeg har taget tidligere plus det faktum at min far hellere vil rejse jorden rundt, end han vil hjælpe sine sønner i gang. Så er det bare svært og få lortet til og hænge sammen. Det jeg mener er at jeg har store udgifter og lille indkomst. Jeg giver 3800 for 20 slidte m2 og kan ikke flytte pga. jeg ingen penge har. I det her samfund er det bare pisse svært og komme ud af den økonomiske krise jeg er i.
Klart der er gratis uddannelser og kontanthjælp(har aldrig modtaget KH), men hvad er det værd hvis man kun lige kan overleve? Jeg vil så gerne ha et job igen, men jeg går helt ned efter et afslag så jeg vil ikke søge et. Jeg startede på hf netop fordi jeg ikke kunne finde job.
Jeg ved at det kun er mig selv der kan lave om på tingene og jeg har da også et mål. Det er bare så sort for tiden og jeg er sgu bange for jeg snart gør noget dumt bare for at der sker noget.
Til sidst vil jeg lige sige tak igen for svarende !
Så rejs dig fra sofaen og stop dit klynkeri og gå ud og få dig et job. Selv har jeg haft det ene skodjob efter det andet, men det har givet penge, og det har givet en masse sjove oplevelser ind imellem, og jeg har mødt mange rigtig fantastiske mennesker, jeg alternativt ikke ville have mødt.
Og ja, gu får man afslag. Du tror vel ikke, der står en arbejdsgiver og bare venter på, at du letter dig og kommer? Nææææ du, man er selv nødt til at gøre en indsats og komme i huk.
Så endnu egnang; stop klynkeriet og tag et voksenansvar på dig og se at få noget ud af dit liv. Det er dit ansvar!!!!
Men vi satte en ære i at klare os, også selv om pengene var små, for det var de.
I mange år, var det sådan for os, at økonomien var så stram, at det var bare med, at få det til at løbe rundt, og håbe på, at ingen uforudsete udgifter dukkede op Det gik alligevel.
En dag vil du blive rigtig glad og stolt af dig selv, hvis du holder det ud.
Det er ikke altid et gode, hvis forældrene hjælper for meget.
Lige nu, skulle der være mulighed for et job i sommerferien. Mange steder har de brug for nogen, der kun kan arbejde i sommerferien.
Så se dig omkring. Bor du i en større by, hvor turister kommer på besøg, så vil der være brug for ekstra hænder.
Det lyder som om, at du har det rigtig skidt, og i sådan en situation kan det være rigtig svært bare sådan lige at hive sig selv op af hullet.
Jeg tænker, at du må tage små skridt, for at ændre dit tankemønster. Det med, at du hele tiden falder tilbage på at dunke dig selv i hovedet med de ting du har gjort, og med de ting andre har gjort ved dig, fortjener du ikke. Du må erkende, at de ting, der er sket, står ikke til at ændres. Beslut dig for, at nu starter vi på en frisk, og at de dumme ting, der er fortid ikke behøver at være nutid. Når de dumme tanker kommer, så læg dem (i tankerne) ned i en kasse, som du lægger låg på, og så kommer den op på en hylde, og så prøv at skabe et positivt tankemønster i stedet.
Prøv at lægge et budget, og overvej hvilke ting du kan lave, der får dig til at blive glad, som ingen penge koster.
Beskæftig dig selv med gode ting, der giver dig noget - lån en god bog på biblioteket, skriv dagbog over de ting, du kan lide, gå en tur i gaderne med hørebøffer med fed musik i.
Så tænker jeg også, nu ved jeg jo ikke, hvor du bor, men der er jo KFUM, som du jo kender fra militæret, hvor man sikkert kan blive et eller andet medlemshalløj, eller bare dukke op, jeg ved det ikke, men der kan du måske finde lidt open-mindet fællesskab.
Jeg håber virkelig for dig, at du gør noget ud af det der psykolog-noget - det kunne gå hen og blive en åbning for en ny start.
Gode tanker herfra!
Så endnu engang vil jeg, selv om jeg tror, det er håbløst, fordi du har valgt at ville svælge i din uansvarlighed, opfordre dig til at få noget professionel hjælp og tage ansvaret for dit liv på dig.
Jeg bliver helt ærligt forarget over den måde, du har behov for at hugge ham ned på.
Og kom dog over dig selv, at du har brugt 10 minutter af dit liv på det her. Hvad havde du tænkt dig? Evig taknemmelighed fra hans side af?
Det du gør, er ikke at hjælpe det skrøbelig menneske, der har sat sig foran sin skærm og skrevet her, fordi han ikke har andre steder at henvende sig, du har snarere fortalt ham, og bekræftet ham i, at han ikke er god nok.
Tænk dig dog om.