Indstillinger
Hvordan starter man samtalen?
Hej derude!
Jeg har over det sidste (snart lange) stykke tid følt, at hverdagen var for meget. Over de sidste tre uger er det blevet meget værre, og det er kommet til et punkt, hvor jeg dagligt har hovedpine, ondt i maven eller andre steder i kroppen, jeg sover helt skørt om natten (enten så tungt, at jeg misser vækkeuret med flere timer, eller 3-4 timer - altid afbrudt), og jeg kan slet ikke overskue noget. Opvask, støvsugning, ALT får bare lov til at ligge.. Samtidig har jeg konstant dårlig samvittighed over alle de ting, jeg ikke får gjort. Maven driller. Jeg kan ikke engang overskue at smøre en mad, når jeg er sulten, så ofte sidder jeg bare indtil jeg bliver dårlig af sult, indtil jeg får det gjort. Det er som om min krop ikke har mere i sig. Jeg er også efterhånden en del bagud i læsning og med forelæsningerne på mit studie, fordi jeg ikke kan overkomme at gå ud af døren og skulle forholde mig til verden udenfor.
Efter at have læst lidt rundt omkring, og efter at have taget et par af de der tests (jeg ved godt man ikke skal selvdiagnosticere, men den er altså helt gal i mit hoved), er jeg kommet frem til at jeg måske er en smule stresset... Det sidste stykke tid har for vores vedkommende været præget af omvæltning på studiet, MEGET dårlig økonomi af flere årsager, og andre småting. Det har betydet, at jeg har været nødt til at tage to studiejobs ved siden af mit studie, for at det hele kunne løbe rundt - det kan det nu alligevel ikke, og nu er vi nødt til at skrotte bilen, som er min "livline" til min familie, der bor meget langt væk og et sted, som er svært at komme til med offentlig transport.
Mit spørgsmål er nu: Er det bare mig, der er en piveskid, eller har jeg fat i det rigtige? Og endnu mere vigtigt - hvordan starter man en samtale med lægen om emnet, uden at lyde helt forrykt og som en hypokonder?
Håber nogen har lyst til at dele deres erfaringer, da det at jeg ikke ved hvordan samtalen skal startes indtil videre har afholdt mig fra at søge læge - jeg kan simpelthen ikke overkomme det...
Mvh. mig, den (muligvis) stressede..
Jeg har over det sidste (snart lange) stykke tid følt, at hverdagen var for meget. Over de sidste tre uger er det blevet meget værre, og det er kommet til et punkt, hvor jeg dagligt har hovedpine, ondt i maven eller andre steder i kroppen, jeg sover helt skørt om natten (enten så tungt, at jeg misser vækkeuret med flere timer, eller 3-4 timer - altid afbrudt), og jeg kan slet ikke overskue noget. Opvask, støvsugning, ALT får bare lov til at ligge.. Samtidig har jeg konstant dårlig samvittighed over alle de ting, jeg ikke får gjort. Maven driller. Jeg kan ikke engang overskue at smøre en mad, når jeg er sulten, så ofte sidder jeg bare indtil jeg bliver dårlig af sult, indtil jeg får det gjort. Det er som om min krop ikke har mere i sig. Jeg er også efterhånden en del bagud i læsning og med forelæsningerne på mit studie, fordi jeg ikke kan overkomme at gå ud af døren og skulle forholde mig til verden udenfor.
Efter at have læst lidt rundt omkring, og efter at have taget et par af de der tests (jeg ved godt man ikke skal selvdiagnosticere, men den er altså helt gal i mit hoved), er jeg kommet frem til at jeg måske er en smule stresset... Det sidste stykke tid har for vores vedkommende været præget af omvæltning på studiet, MEGET dårlig økonomi af flere årsager, og andre småting. Det har betydet, at jeg har været nødt til at tage to studiejobs ved siden af mit studie, for at det hele kunne løbe rundt - det kan det nu alligevel ikke, og nu er vi nødt til at skrotte bilen, som er min "livline" til min familie, der bor meget langt væk og et sted, som er svært at komme til med offentlig transport.
Mit spørgsmål er nu: Er det bare mig, der er en piveskid, eller har jeg fat i det rigtige? Og endnu mere vigtigt - hvordan starter man en samtale med lægen om emnet, uden at lyde helt forrykt og som en hypokonder?
Håber nogen har lyst til at dele deres erfaringer, da det at jeg ikke ved hvordan samtalen skal startes indtil videre har afholdt mig fra at søge læge - jeg kan simpelthen ikke overkomme det...
Mvh. mig, den (muligvis) stressede..
Kommentarer
viewtopic.php?t=27693&f=15
Jeg synes bare det er så svært at få taget hul på, hvis du forstår? Man går vel ikke bare ind til lægen og siger "hej, jeg tror jeg har stress". I mine øjne ville det være en helt skæv måde at starte på, og jeg ville føle det som om jeg nærmest trådte lægen over tæerne med mit hypokondri.. Men hvordan hulen gør man så? Er der nogen der bare har gjort sådan?
Stress er du nødt til at tage alvorligt, kom til lægen hurtigst muligt, så du kan få dit liv igen.
Fortæl om dine symptomer og hvordan du har det indeni evt. også om din ikke-fungerende hverdag. Din egen fornemmelse er tiest rigtig.
Kan du få gældssanering eller anden rådgivning, så du kan få det nødvendige overblik over din økonomi, måske kan du få boligstøtte, hvis du ikke allerede får det, tal med din sagsbehandler. God bedring Helle8
Tak for svaret - jeg har bestilt en tid hos lægen på tirsdag, så må jeg jo finde ud af at tage hul på bylden på en eller anden måde.
Vores gæld er slet ikke stor nok til sanering - det er mere den daglige økonomi fra måned til måned, der er noget rigtigt hø... Så i princippet er det jo "bare" at skære fra der, hvor man kan, men det er bare lidt hårdt når budgettet i forvejen ligger i den meget lave ende.
Har lige været ude og tage (halvdelen) af opvasken, det kunne jeg sådan lige mande mig op til. Nu er jeg helt flad, og har dundrende hovedpine.
Det er godt at du har fået en tid hos lægen, det er også der du skal starte med at få styr på dit liv og hele din situation.
Jeg synes, du skal printe det ud, du har skrevet her, og så tage samtalen med lægen ud fra det. Du behøver jo ikke at starte med at sige, at du er stresset, men start med at fortælle hvor dårligt du egentlig har det.
Måske er du røget ind i en lille depression, men uanset hvad det hedder skal du have hjælp.
Jeg ønsker dig god bedring
Hilsen Sofie
Ja, det er ikke rart når man er nødt til at vende hver 5 øre, som man siger. Fint du fik taget lidt opvask, vær du bare glad for det du faktisk får gjort.
Der er længe til tirsdag, men så langt så godt.
I øvrigt er jeg enig med Sofie i at det også lyder som depression. KH Helle8