Borderline?! What the f***!!
Jeg savner min veninde... Jeg savner hendes varme og hendes livs glæde... Væk var det hele! .. Hvorfor kan hun ikk bare blive normal? Hun ryger ind og ud af psykiatrisk afdeling. Da de ikke behandler borderline, blir hun sendt hjem et par dage efter. Hun har prøvet at tá sit eget liv 6 gange på 4 mdr.. Jeg hader hende!! Hvorfor er hun blevet til et andet menneske.. Et menneske som ikke er taknemmelig for livet. Et menneske som er bange for mennesker!! Hva kan JEG gøre for at være der for hende?! Jeg kender intet til psykiske lidelser, da jeg rent faktisk ikke 'tror' på dem.
Kommentarer
Måske savner hun dig mere end du forstår og har svært ved at knytte bånd , som du sikkert kan med dine andre venner . Hvilket er 100 % iorden.
KK Anne
Du tror ikke på psykiske lidelser.
Hvad mener du med det?
Tror du at din veninde gør det her for sjovt?
Tror du, at hun ikke vil have et godt liv, og ikke ville tage sig sammen, selv om hun godt kunne?
Tror du, at hun gør alt det her for at genere dig?
Jeg kan godt forstå, at du bliver vred over hendes mange selvmordsforsøg. Det er SÅ frustrerende at stå på sidelinjen og være vidne til én man elsker opgiver livet.
Jeg kan varmt anbefale dig at ringe til livslinjen eller til psykiatrifondens telefonlinje.
Og jeg kan helt sikkert også anbefale dig at kontakte foreningen Bedre Psykiatri, som du kan få en snak med enten i telefonen eller ansigt til ansigt. De er helt vildt gode!
Desuden vil jeg anbefale dig at gå på biblioteket og låne bogen "Bag om Borderline" af foredragsholder Karin Dyhr, som beskriver sit liv med Borderline. Den beskriver ned til mindste detalje hvordan man har det, når man har borderline diagnose.
Du skal vise din veninde, at du er der for hende uden at presse hende. Og det er bare så skide svært og frustrerende - jeg ved det. Jeg håber rigtig meget, at du tager kampen op og prøver at bekæmpe din frustration med viden, som kan give dig en forståelse af din veninde.
Du får lige lidt links til de ting, jeg har skrevet om:
Bedre Psykiatris pårørende rådgivning: http://www.bedrepsykiatri.dk/raadgivnin ... rende.aspx
Psykiatrifondens telefonrådgivning:
http://www.psykiatrifonden.dk/Forside/T ... A5dgivning
Livslinjens telefonrådgivning:
http://www.livslinjen.dk/
Karin Dyhr, foredragsholder. På hendes hjemmeside kan du læse uddrag fra bogen Bag om Borderline og bestille bogen. Men den kan som sagt også fås på biblioteket:
http://karindyhr.dk/boeger/bob_uddrag01.asp
Held og lykke med det.
Kærlig hilsen Trine
Det kan f.eks. ske ved en adskillelse fra forældrene. Bare otte dage er nok. Det afhænger lidt af barnets egen psykiske struktur.
Har det lille barn oplevet en stor angst for at blive forladt, så kan nogle børn "overleve" ved at lukke af for sine følelser.
Jeg har set sådan et forløb i min uddannelse. Det er filmet hvordan det sker. Det er hjerteskærende, og ingen kan hjælpe det lille barn ud af dette traume.
Når barnet bliver voksent, kan det med den fornødne hjælp, genskabe sig selv i sin ægte form. Det er dyrt og kræver mange resourcer, derfor behandler man ikke disse tilstande.
Har man råd til det, kan man selv betale en psykolog. Det er en mega lang proces, der er ingen garanti for at det hjælper. Man skal have fat i den oprindelige forladthedsfølelse, og det er ikke uden risiko. Det er den følelse man har lukket og slukket for, og levet et "som om liv". Dette har man gjort for "at have det godt".
Alle mennesker ønsker at have det godt.
Psykologerne brugte denne lille sunde kernefamilie til at vise, hvad der kunne ske.
Det var så hjerteskærende, men man kan ikke kalde det omsorgssvigt. I så fald er vi alle omsorgssvigtede.
Denne lille dreng fulgte vi dag for dag, og han afviste sin mor, da hun dukkede op igen.
Det er noget der sker, noget ingen kan gøre for, det sker bare.
Når man har set hvordan det opstår, man har set den lille drengs fortvivlelse, og hvordan den ebber ud i resignation, forladthedsdepression eller andre forstyrrelser, så forstår man også, at det er meget vanskeligt at hjælpe, og bestemt ikke noget lægfolk eller kvaksalvere skal beskæftige sig med.
Det samme kunne ske, når man indlagde børn på sygehus. Når børnene blev stille, så mente man de havde det fint. Der havde imidlertid forud for stilheden været nogle dage med samme angst og fortvivlelse, som vi så hos den lille dreng.
Man kan vel næppe kalde det omsorgssvigt, barnet skulle jo behandles. Omsorgssvigtet var opstået på grund af regler om, at man ikke måtte besøge sine børn, når de var indlagt.
De film vi så, ligger til grund for, at man nu indlægger en forældre sammen med sit barn.
Ikke alle børn tåler at blive adskilt fra sine forældrer, alligevel gør man det rask væk i forskellige sammenhænge. Det offentlige mener endda det er godt, ellers gjorde man det vel ikke.
Børn der bliver passet medens mor er på sygehus eller på ferie. Man kan næsten ikke undgå det, men ikke alle børn skades af det. Det afhænger helt af barnets egen psykiske struktur.
I