Hjem Sind og psyke Mobning

var det mobning?

Redigeret 28 maj, 2011, 13:07 i Mobning
Hej
Jeg skriver om min barndom og mit liv med anoreksi og skizofreni. Jeg har skrevet lidt om mine veninder i folkeskolen. Det er ting der har påvirket mig, men jeg er i tvivl om det overhovedet er noget at snakke om. Om det overhovedet er mobning. For jeg tænker at det bare var mig der var svag. Det er lidt langt men jeg håber der er nogen der vil læse det.

"...Så begyndte de at snakke dårligt om mig. Det var i 7. klasse. De syntes at jeg var kedelig. K-E-D-E-L-I-G. Det ord har fulgt mig lige siden. Jeg var meget ked af det i den periode. De var mine bedste veninder, og jeg forstod ikke, hvorfor de pludselig ikke kunne lide mig mere. Og jeg var for bange til selv, at konfrontere dem med det. Jeg følte mig meget svigtet. Jeg husker en dag vi havde matematik og sad lidt for os selv og lavede opgaver. Sanne sad lidt væk fra mig, sammen med Sofie. Sanne snakkede lavmælt, men jeg kunne tydeligt høre, hvad hun sagde. Hun syntes jeg var kedelig. Og hun havde ikke lyst til at komme hjemme hos mig mere. Jeg blev ked af det, men også lidt sur. Jeg syntes ikke hun behøvede at tale så højt, at jeg kunne høre det.
Det påvirkede mig utroligt meget; Så meget at jeg ville flytte skole. Min mor fortalte klasselæreren om det, og hun snakkede derefter med os alle tre. Sanne og Charlotte undskyldte og sagde, at de ikke havde ment det. Men jeg havde svært ved at tro dem.
På et tidspunkt fik jeg en fibersprængning i højre arm. Det gjorde ret ondt, og jeg havde svært ved at bruge armen. I en idrætstime skulle vi spille håndbold, men da Sanne kastede bolden til mig kunne jeg ikke gribe den, og måtte løbe efter den. Jeg så, at Sanne hviskede noget til Charlotte, og da jeg gik tilbage med bolden, tyssede Charlotte på hende. Jeg synes de var tarvelige, for jeg kunne sagtens se det var mig de snakkede om. Jeg forstod ikke hvorfor de var sådan. Men jeg tænkte at det kunne være, at de havde ret i, at jeg var mærkelig.
De blev ved med at snakke bag min ryg om at jeg var mærkelig
og kedelig og at de ikke gad at være sammen med mig mere, men de sagde det aldrig til mig. Jeg blev meget usikker og var tit ked af det, men jeg blev ved med at være sammen med dem i skolen, for det ville de godt. Udadtil så det fint ud. Vi så ud til at være de tre bedste veninder, men jeg var i tvivl om det var mig som person de kunne lide. Jeg tænkte at de måske bare var sammen med mig, fordi jeg var god til de boglige fag. Nu tænker jeg at jeg bare skulle have ladet være med at være sammen med dem, men jeg tror jeg havde brug for at have mine ”veninder”. Jeg var meget usikker på mig selv og jeg syntes ikke jeg passede sammen med de andre piger i klassen.
Men Sanne havde en fantastisk evne til, at få mig til, at føle mig nedværdiget og dum. Og jeg følte mig som ”det tredje hjul”. Jeg var i vejen. En byrde for alle andre. Men jeg holdt det for mig selv. Lukkede følelserne inde. Det var alt for svært at forholde sig til det.
Jeg husker tydeligt en gang vi havde projektopgave. Sanne, Charlotte og jeg havde om emnet ”Pigers levevilkår i Saudi-arabien”, og i den forbindelse skulle vi ud til en dame, som kendte meget til det. Hun kunne svare på nogle af vores spørgsmål. Da vi cyklede hen til hende, sagde Sanne, at jeg ikke skulle gå med ind. Tre var alt for mange. Jeg turde ikke sige hende imod. Så jeg ventede udenfor. Det gjorde mig rigtig ked af det, men jeg lod som ingenting..."

Tænker at det bare var mig der tog det for nært. De gik jo ikke og kaldte mig grim og tyk og dum.

Mvh.

Kommentarer

  • Hej Luna

    Man behøver ikke at kalde folk for grim, tyk eller dum for at få dem til at føle sig dårligt tilpas. De piger behandlede dig ikke med respekt, de nedgjorde dig, talte om dig bag din ryg, holdt dig udenfor og gjorde dig usikker på dig selv.

    Man kan efter min mening ikke tage sig ting for nært. Man ta'r det, som man ta'r det. Man føler, det man føler. Hvis du følte dig dårligt behandlet og blev usikker og følte dig underlegen/mindreværdig, så er det det, du har at forholde dig til. Det er helt forståeligt. Du var hverken sart eller nærtagende.

    Det er også forståeligt, at du ikke kunne lade være med at være sammen med dem, for vi har allesammen brug for nogen at være sammen med. Og selv nogen, der ikke behandler én ordentligt, kan føles bedre end ingenting. Men det betyder ikke, at man ikke tager skade af det. De ting, du har oplevet i skolen, har givetvis haft stor betydning.

    Der findes ikke harmløst drilleri og den slags. For det gør altid ondt på den, det går ud over. Hvis ikke man behandler andre med respekt, så sætter det sig spor.

    KH Helene
  • Hej Helene
    Tak for dit svar.
    Jeg har bare altid følt mig dum over at det påvirkede mig så meget. Især når jeg læser hvad andre har været igennem, som tit synes meget værre. Min kæreste blev mobbet meget i skolen, fordi han havde briller og var lidt nørdet, men han er slet ikke påvirket af det. Men det er vel også forskelligt hvad man kan klare.
    Mvh.
  • Hej Luna

    Ja, det er forskelligt, hvor meget man kan klare. Der er mange ting, der spiller ind. Nogle er f.eks. rigtigt gode til at lukke af for det, der gør ondt og blive mere eller mindre følelsesløse. Andre er gode til at 'slå igen' og bliver vrede i stedet for at blive kede af det. Andre trækker sig ind i sig selv og opdager nærmest slet ikke, når andre ikke behandler dem ordentligt. Vi har alle forskellige måder at beskytte os på.

    Det handler også om summen af belastninger, man udsættes for. Familien har jo også påvirket én. Hvis der ikke er trygt, hverken i skolen eller hjemme, så er det klart, at man bliver mere påvirket, end hvis man kan være tryg ét af stederne.

    Men fælles for alle er, at det GØR ondt, når man ikke bliver behandlet med respekt og éns grænser ikke respekteres og éns følelsesliv tager skade. Det GØR ondt, når man bliver holdt udenfor; når man bliver talt grimt til; når der bliver talt bag ryggen af én; når man får at vide, at man er kedelig, grim, dum, doven, sart - eller noget andet negativt.
    Vi er bare kommet til at tro, at det er os, der er for nærtagende eller for sarte eller for svage, men det er ikke sandt. Det er helt naturligt at sige AV, når man bliver ramt.

    Der er bestemt ingen grund til, at du skal føle dig dum over, at du er blevet meget påvirket af det. Ja, der er mennesker, der har været ude for værre ting, men det gør ikke det, du har været ude for mindre betydningsfuldt.
    Det er ikke en konkurrence om, hvem der har haft det værst. Det, der har gjort ondt på dig, har gjort ondt på dig - det, der har gjort ondt på mig, har gjort ondt på mig. Vi behøver ikke sammenligne os, vi kan bare konstatere, at vi begge har været ude for noget, der har gjort os ondt og som har skadet os dybt.


    KH Helene
  • Tak du giver altid gode svar.
    Mvh
  • Tak, Luna :-)

    KH Helene
Log in eller Registrér for at kommentere.