Mødet med mine forældre
Gensynet med mine forældre
Efter næsten to år uden kontakt til mine forældre, fordi jeg afbrudte kontakten fordi min ”far” har udnyttet mig seksuelt som barn og også som voksen (verbalt), mødtes jeg med mine forældre.
Jeg mødte dem på en cafe og de satte sig ned. Først var der ingen der sagde noget. Jeg havde ikke noget at sige til dem, da jeg ikke havde nogen forventning om at vi ville kunne genoptage kontakten. Medmindre de ville indse at det der var sket var forkert, og dermed undskylde og tage ansvaret over på dem selv. Det var derfor op til dem selv, hvornår kontakten kunne genoptages. Jeg havde bare ikke behov for at small-talke med dem, hvorfor skulle jeg det. Den eneste grund til at jeg ville mødes med dem, var for at se ”roden” til ”ondskaben” i øjnene, så jeg kunne få dem ud af mine tanker, og dermed få den dårlige samvittighed til at forsvinde.
De begyndte med at spørge om generelle ting mht. mit arbejde, osv. Jeg svarede ganske kort. Følte min ”far” sad og grinede at mig fordi jeg (igen) kun svarede kort. Han har altid kritiseret mig at svare kortfattet, og nu følte jeg så han sad og grinede af mig…Meget ubehageligt. Følte mig heller ikke så godt tilpas.
Efter ca. Fem minutter snakker vi så om det det hele drejer sig om. Først virkede det som om min ”far” var ved at græde, da jeg sagde de måtte indse det der var sket var helt forkert… der gik i hvert fald lidt tid før han svarede. Han forsøger så at fordreje mine ord og påstår jeg beskylder ham for at kysset mig vildt og gramset mig overalt som barn….Det havde jeg aldrig sagt, men har forsøger at fremstille mig som en løgner eller også fortalte han mig lige om en af sine tanker….(føj for satan):.
Han mener også at et enkelt lille tungekys som barn er normalt. Han vil så have jeg skal beskrive hvordan det var (kysset). Det vil jeg ikke. Selvfølgelig vil jeg ikke sidde og forklare hvordan kysset havde været. Han siger så at det er meget normalt at gøre, og rækker så tungen ud for at illustrere at vi måske bare begge havde rækket tunge og de så havde rørt hinanden….
Han mente også at jeg jo opfatter tingene på en anden måde end alle andre. Og at jeg opfatter tingene forkert. Han forsøgte igen, at dreje den hen på at det var så min måde at opfatte tingene på, og det var helt fint det kunne de godt acceptere. Og hvordan tror jeg ikke han havde det, efter mine beskyldninger og om jeg ikke tænkte på ham. Jeg kunne ikke se hvorfor jeg skulle tænkte på ham, det kunne han havde tænkt på før han gjorde dét som han gjorde.
Jeg fortalte om flere episoder. Først påstod han at det kunne han ikke huske .Jeg sagde ok, men det kan jeg, og det er sådan det skete. Derefter ændrede han mening og sagde at ”nej, det passer ikke, det har jeg ikke gjort". Det endte med at han sad og råbte af mig at det ikke passede og påstod at jeg jo måtte være syg i hovedet siden jeg kunne sige sådan noget, og at jeg skulle havde hjælp. Sagde måske noget i retning af, at det havde de altid vidst at jeg skulle have hjælp…Råbte også at nu overtrådte jeg hans grænser, når jeg sagde sådan noget.
Spurgte min ”mor” hvad hun syntes om de ting jeg havde fortalt, hun vidste ikke hvad hun skulle sige til det. Spurgte om hun ikke troede på det…. Altså at jeg løj. Jeg sagde ok, så du siger at jeg lyver. Hun kiggede bare ned i bordet og sagde ikke mere. Spurgte far om det samme, og han sagde ja. Jeg afsluttede med at sige ok, så har vi ikke mere at snakke om og gik.
Det var i store træk mødet med mine forældre der varede omkrig 15 minutter. Selv om det var hårdt bagefter og jeg var rystet, så er min dårlige samvittighed væk eller i hvert fald stærkt reduceret. Har ikke længere nogen sympati tilbage for min far, da jeg nærmest kunne mærke kulden og arrigheden lyse ud af hans øjne, da jeg konfronterede ham/dem. Der var ingen varme, og han forsøgte blot at fordreje mine ord, og få mig til at tvivle på mine oplevelser. Han er ikke min far, men blot en der gjorde min mor gravid for mange år siden.
Tak hvis nogen læste med, det hjælper at lette sine tanker og oplevelser med andre selv om det kun er på skrift….
Efter næsten to år uden kontakt til mine forældre, fordi jeg afbrudte kontakten fordi min ”far” har udnyttet mig seksuelt som barn og også som voksen (verbalt), mødtes jeg med mine forældre.
Jeg mødte dem på en cafe og de satte sig ned. Først var der ingen der sagde noget. Jeg havde ikke noget at sige til dem, da jeg ikke havde nogen forventning om at vi ville kunne genoptage kontakten. Medmindre de ville indse at det der var sket var forkert, og dermed undskylde og tage ansvaret over på dem selv. Det var derfor op til dem selv, hvornår kontakten kunne genoptages. Jeg havde bare ikke behov for at small-talke med dem, hvorfor skulle jeg det. Den eneste grund til at jeg ville mødes med dem, var for at se ”roden” til ”ondskaben” i øjnene, så jeg kunne få dem ud af mine tanker, og dermed få den dårlige samvittighed til at forsvinde.
De begyndte med at spørge om generelle ting mht. mit arbejde, osv. Jeg svarede ganske kort. Følte min ”far” sad og grinede at mig fordi jeg (igen) kun svarede kort. Han har altid kritiseret mig at svare kortfattet, og nu følte jeg så han sad og grinede af mig…Meget ubehageligt. Følte mig heller ikke så godt tilpas.
Efter ca. Fem minutter snakker vi så om det det hele drejer sig om. Først virkede det som om min ”far” var ved at græde, da jeg sagde de måtte indse det der var sket var helt forkert… der gik i hvert fald lidt tid før han svarede. Han forsøger så at fordreje mine ord og påstår jeg beskylder ham for at kysset mig vildt og gramset mig overalt som barn….Det havde jeg aldrig sagt, men har forsøger at fremstille mig som en løgner eller også fortalte han mig lige om en af sine tanker….(føj for satan):.
Han mener også at et enkelt lille tungekys som barn er normalt. Han vil så have jeg skal beskrive hvordan det var (kysset). Det vil jeg ikke. Selvfølgelig vil jeg ikke sidde og forklare hvordan kysset havde været. Han siger så at det er meget normalt at gøre, og rækker så tungen ud for at illustrere at vi måske bare begge havde rækket tunge og de så havde rørt hinanden….
Han mente også at jeg jo opfatter tingene på en anden måde end alle andre. Og at jeg opfatter tingene forkert. Han forsøgte igen, at dreje den hen på at det var så min måde at opfatte tingene på, og det var helt fint det kunne de godt acceptere. Og hvordan tror jeg ikke han havde det, efter mine beskyldninger og om jeg ikke tænkte på ham. Jeg kunne ikke se hvorfor jeg skulle tænkte på ham, det kunne han havde tænkt på før han gjorde dét som han gjorde.
Jeg fortalte om flere episoder. Først påstod han at det kunne han ikke huske .Jeg sagde ok, men det kan jeg, og det er sådan det skete. Derefter ændrede han mening og sagde at ”nej, det passer ikke, det har jeg ikke gjort". Det endte med at han sad og råbte af mig at det ikke passede og påstod at jeg jo måtte være syg i hovedet siden jeg kunne sige sådan noget, og at jeg skulle havde hjælp. Sagde måske noget i retning af, at det havde de altid vidst at jeg skulle have hjælp…Råbte også at nu overtrådte jeg hans grænser, når jeg sagde sådan noget.
Spurgte min ”mor” hvad hun syntes om de ting jeg havde fortalt, hun vidste ikke hvad hun skulle sige til det. Spurgte om hun ikke troede på det…. Altså at jeg løj. Jeg sagde ok, så du siger at jeg lyver. Hun kiggede bare ned i bordet og sagde ikke mere. Spurgte far om det samme, og han sagde ja. Jeg afsluttede med at sige ok, så har vi ikke mere at snakke om og gik.
Det var i store træk mødet med mine forældre der varede omkrig 15 minutter. Selv om det var hårdt bagefter og jeg var rystet, så er min dårlige samvittighed væk eller i hvert fald stærkt reduceret. Har ikke længere nogen sympati tilbage for min far, da jeg nærmest kunne mærke kulden og arrigheden lyse ud af hans øjne, da jeg konfronterede ham/dem. Der var ingen varme, og han forsøgte blot at fordreje mine ord, og få mig til at tvivle på mine oplevelser. Han er ikke min far, men blot en der gjorde min mor gravid for mange år siden.
Tak hvis nogen læste med, det hjælper at lette sine tanker og oplevelser med andre selv om det kun er på skrift….
Kommentarer
føler med dig. også selvom jeg ikke kan sætte mig ind i din situation. Jeg synes det er stærkt gået at du gik med til at møde dem.
desværre høres det igen og igen at forældren vender alting så det ikke ser ud til at være deres skyld.
selv har jeg ingen kontakt med min egen far. pga af alkohol. men det kan jo slet ikke samlignes med dette. men ved hvordan det er at blive kaldt løgner af andre i familien fordi de tror på hans ord.
Men hold hovedet højt og kæmp videre.
Og blev ved at holde dig til det IKKE er din skyld. for vil det aldrig være.
de kærligste hilsner
Salani.
Hold da op, hvor er det godt gået af dig. Du har virkeligt grund til at være stolt af dig selv. Du vovede at konfrontere, du vovede at opleve, at dine forældre ikke påtog sig ansvaret, du vovede at se virkeligheden i øjnene - og så kunne skyldfølelsen slippe. Det er kæmpestort.
Da jeg fortalte mine søstre om incesten, blev jeg svinet til. Jeg fik at vide, at jeg var skør; at jeg var fuld af løgn; at jeg var uden realitetssans; at jeg ikke påtog mig ansvaret for mit eget liv men tørrede det af på en død mand; at jeg skulle se at vågne op til virkeligheden; at jeg altid havde været så snotforkælet og hysterisk; at jeg bare prøvede at gøre mig interessant; samt at jeg bare prøvede at promovere mig selv på bekostning af mine søstre.
Det tog mig flere år, før jeg formåede at få sat en stopper for min ældste søsters verbale overgreb, men det lykkedes, da jeg meget klart og tydeligt sagde, at nu ville jeg ikke finde mig i at blive krænket af hende længere og konfronterede hende med hendes egne ord. Som hun naturligvis påstod, at hun aldrig havde sagt!!
Uanset, at det er dig, der har sejret, fordi du ikke lader dig styre af dine forældres verdensbillede længere, så er det jo en hård omgang. Så Hvordan har du det nu bagefter?
KH Helene
Jeg er også stolt af mig selv. Det gik ligesom jeg havde forventet. De ville fornægte og forsøge at give mig skylden. Men da jeg ikke længere har nogle stærke følelser tilbage for dem, betød deres ord og reaktion ingenting for mig.
Min søster (og alle de andre i familien) har også forsøgt at overbevise mig om at jeg var skør og uden realitetssans ligesom hos dig. Og endda også fordi jeg ønskede opmærksomhed. Det har jeg aldrig kunne bruge til noget, så hende ser jeg hellere ikke længere.
Min succeskriterium var at jeg ville møde dem, specielt min far og se ham i øjnene. Jeg havde frygtet han var sunket helt sammen til en gammel mand, men det var han ikke alligevel. De så ud til at klare sig. Så det var en kæmpe lettelse for mig. Jeg fik endda også sagt nogle af de ting han havde gjort og fik faktisk den bedste reaktion jeg kunne få fra en mand som ham: at han blev gal og råbte og hadet lyste ud af ham. Det gjorde det så meget lettere for min skyldfølelse, (over at have ”såret” ham ved at fortælle sandheden), at forsvinde ud af min krop og sind, da han ikke har nogen varme og kærlighed i sig og overfor mig.
Har stadig planer om at snakke med en hypnotheapeut om nogle uger (venteliste), så jeg kan få snakket om det med en professionel. Har dog ingen planer om at genoptage kontakten med dem, da jeg ikke vil kæmpe og forsvare mig selv hele tiden overfor dem. De er syge og svage og jeg vil ikke lade mig hive med ned af dem. De må kæmpe deres egne kampe og tage ansvar for dem selv, deres handlinger og liv.
God weekend
Kh
C
Også rigtig god weekend til dig.
Kærlig hilsen Helene