svært ved at finde ståsted

dagenigen40

Indlæg fjernet efter brugerens eget ønske, Netdoktors redaktion.

anna84

Det her drejer sig vist ikke bare om hvordan du kommer igang med at date... Det er vist mere dit behov for nærhed og tryghed der afspejles i det at det er det du fokuserer på.

Det lyder faktisk som om, at du har det temmelig skidt.

Har du selv tænkt på om det kunne være en idé at prøve at tale med en psykolog om hvorfor du har det som du har det??

Helene2

Hej Dagenigen

De problemer, du har, kan ikke 'bare lige' løses, men det ved du jo sikkert godt. Men du kan gøre noget for at få det bedre.

Det der giver mening med livet er positive følelser. Hvis man ikke kan mærke meningen med livet, så er det fordi, der er alt for mange negative følelser, der blokerer for livsenergien og livslysten.
Når problemerne har det omfang, du beskriver, så er det nok nødvendigt at finde ud af, hvad og hvem der er årsag til, at du har det så skidt. Det er ikke et arbejde du selv kan klare. Det kræver hjælp fra en terapeut eller psykolog.

Man kan sige, at inderst inde ligger din livsglæde og livsenergi og deri findes meningen med livet. Men 'noget' ligger i vejen, så du ikke længere kan mærke den. Derfor må det 'noget' frem i lyset og arbejdes med, så du kan komme til at mærke dig selv og finde glæden og meningen med livet.

Mange hilsner Helene

Kameliadamen1

Hej Dagenigen

Når jeg læser, hvad du skriver, genkender jeg mig selv, fra dengang jeg var 19 år.

Jeg tænker tit: Hvis bare jeg havde vidst, hvad jeg ved i dag – flere årtier senere – så kunne jeg have haft et meget bedre liv! Derfor vil jeg gerne prøve at fortælle dig om de erfaringer, jeg har gjort mig. Måske kan du bruge nogle af dem! (Jeg bringer to indlæg, da jeg nok ikke kan begrænse mig til ét enkelt).

Men først vil jeg beskrive, hvad vores lighedspunkter er, sådan som jeg ser det, så du selv kan danne dig en mening.

Dit arbejdsliv stresser dig. Sådan havde jeg det også.

Du har problemer med dit kærlighedsliv. Det havde jeg også. I en del år – både som ung og som midaldrende – valgte jeg kærlighedslivet fra. Det var jeg simpelthen nødt til, hvis der skulle være overskud til at klare mine forpligtelser. Da jeg var i tyverne var der en periode, hvor jeg blev gift og fik børn. I den periode nedtrappede jeg de arbejdsmæssige forpligtelser, og på den måde kunne jeg klare det. Men at skulle vælge mellem arbejdsliv og kærlighedsliv passer jo ikke med en moderne livsførelse.

Den virkelige verden skræmmer dig, skriver du. Jeg havde også et anstrengt forhold til omverdenen, og i mange år forstod jeg ikke hvorfor. Først i løbet af de sidste par år, er det gået op for mig, hvordan det hænger sammen – i hvert fald for mig.

Jeg har fundet ud af, at jeg er en særligt sensitiv person – ikke i den forstand at jeg er sart, men i den forstand, at jeg sanser, fornemmer og føler mere, end gennemsnittet af mennesker gør. Jeg får altså langt flere sansemæssige indtryk, som min hjerne er nødt til at bearbejde, end andre mennesker gør. Det betyder selvfølgelig, at en almindelig arbejdsdag vil udtrætte mig langt hurtigere, end det gælder for en gennemsnitsperson.

Hvad gør man i den situation? Man lukker af for omverdenen, så tit som muligt. Det er man nødt til, for ellers kan man ikke klare det. Men når man lukker af, så vil man automatisk vende sig indad. Det er, hvad jeg gjorde, i hvert fald indimellem. Når du skriver, at du er indelukket, kan det så være, fordi du er nødt til at beskytte dig imod at bliver overbebyrdet af alt for mange indtryk fra omverdenen? Det var i hvert fald sådan, det hang sammen for mit vedkommende.

Du skriver også, at din verden ikke giver mening. Den er tom og ulykkelig. Ja, sådan havde jeg det også af og til. For det meste havde jeg travlt med at opfylde mine forpligtelser, og hvis jeg sådan lige med nød og næppe klarede det, så gav min verden nogenlunde mening. Men det var jo ikke et liv! Indimellem brød jeg sammen og fik depressioner, og da havde jeg det naturligvis, som du beskriver: Min verden var tom og ulykkelig, og jeg kunne ikke se nogen mening med livet.

Hvad er så løsningen på disse problemer? (Hvis jeg har ret i mine iagttagelser)

Ja, du er allerede begyndt at finde vejen, når du i din overskrift efterlyser et ståsted. Du er nødt til at begynde med dig selv – dér, hvor du står - og ud fra de livsbetingelser, du har. Hvis jeg har ret i, at du er en særligt sensitiv person, så behøver det ikke at være en ulempe. Det kan også være en fordel. Det handler ”bare” om at indrette dit liv, så det passer til dine ressourcer. (fortsættes i næste indlæg).

Kameliadamen1

(Fortsat fra det tidligere indlæg):

Derfor må du begynde med at mærke efter i dig selv, og spørge dig selv, hvad du mærker. Du må lære at mærke, hvad du har behov for, og hvad du ønsker, i stedet for at halse af sted for at opfylde de krav, som du mener, at omverdenen stiller til dig.

Når du har ændret dit liv, så det passer bedre til dine ressourcer, vil du få det bedre. Når man som du er nødt til at være indelukket for at beskytte dig selv, mærker du ikke i tilstrækkelig grad den udveksling af impulser og energi, som man normalt har med andre mennesker. Det er i udvekslingen med andre mennesker og med Verdensaltet, at man mærker det rigtige levende liv, som giver mening. Som det er nu, mærker kun de anstrengende sider af denne udveksling, og så lukker du af. Men efterhånden vil du kunne lære at beskytte dig selv mod det negative, men blive beriget af det positive i samværet med mennesker, og i selve det at være til i verden.

Umiddelbart tror jeg ikke, at dating-verdenen er noget for dig. Jeg vil tro, at du møder de forkerte mennesker dér. Men når du har ændret dit liv, så det i højere grad er i overensstemmelse med dine ressourcer, så mener jeg, at du automatisk vil møde mennesker, som du er på bølgelængde med. Du vil da udstråle en energi, som virker umiddelbart tiltrækkende for den type mennesker, som passer til dig.

Jeg siger ikke, at denne ændring er noget, man kan foretage i en fart. Jeg vil tro, at du er nødt til at have hjælp. Jeg havde personligt glæde af at gå hos en psykolog, der havde specialiseret sig i kropsorienteret psykoterapi.

Og så vil jeg gerne anbefale dig en bog af Elaine Aron: ”Særligt sensitive mennesker”. Du kan låne den på biblioteket. Egentlig er bogen temmelig omstændelig og lidt irriterende, som amerikanske selvhjælpsbøger ofte er. Men den indeholder et uvurderligt budskab, og det kan man heldigvis læse sig til på ca. 5-20 sider af bogen. Så du behøver ikke at trætte dig selv med at læse hele bogen )

http://www.williamdam.dk/krop_og_sind/k ... 74_da.html

NB: betegnelsen særligt sensitiv er ikke en diagnose, men en særlig karakteristik. Man er altså ikke syg, selv om man har det sådan. Man skal bare lære at indrette sit liv, så man har det bedst muligt med sin særlige følsomhed.

Mange hilsner og held og lykke

Kameliadamen