Indstillinger
Ved ikke hvad jeg skal gøre... :(
Jeg er en pige på 24 år, jeg fødte den dejligste lille prins for 11 uger siden. Men... Jeg er allerede gravid igen, er 5 hele uger henne, og nu ved jeg ikke hvad jeg skal gøre... Jeg troede ærligtalt ikke, at jeg kunne blive gravid så hurtig efter. Jeg er sammen med barnets far, og han ved heller ikke hvad vi lige skal stille op. Kan vi klare to små børn, har vi penge til det, og så hele det der med at skulle være gravid igen, synes lige det var så dejligt at have min krop igen. Jeg er så bange for at jeg kommer til at fortryde en abort, men samtidig kan jeg/vi klare to?
Håber der er nogen der har prøvet noget ligende eller bare har et godt råd!!
Håber der er nogen der har prøvet noget ligende eller bare har et godt råd!!
Kommentarer
Jo, det bliver lidt hårdt, men på den anden side, så vil børnene i den grad have glæde af at være så tæt på hinanden, og I slipper for jalousi, der ofte kan være et problem, for et barn på 10-11 måneder vil slet ikke opfatte en lille ny som en trussel. Om I har råd til to, ved jeg naturligvis ikke, men så meget dyrere er barn nummer to altså heller ikke. I skal stort set ikke have mere udstyr - det den ældste vokser ud af, kan gå direkte til den næste. Hvis I kun har planlagt at skulle have et barn, så er det naturligvis en streg i regningen, ellers er det altså langt hen ad vejen en fordel at have klaret det hele på en gang. Du har også den fordel nu, at du er på barsel - og kan vel gå direkte der fra på barsel til den næste. Derfor vil du have mulighed for også at hvile under hele denne graviditet, for naturligvis er der gang i den med en lille ny, der vågner om natten osv., men du skal jo ikke tænke på et arbejde.
Lige her og nu virker det uoverskueligt - det kan jeg sagtens forstå, men prøv lige at se på, at der altså også er en række fordele. Tænk på, at om nogle år, vil I være lykkelige for det.
Som du beskriver det, så vil du ikke have det godt med en abort, hvorfor du virkelig skal tænke det meget grundigt igennem.
Det er en meget stor beslutning, I skal træffe for uanset, hvad I vælger, kan den ikke gøres om. Derfor skal I have både hjerte og hjerne med i den.
Heldigvis lyder det som om, at I kan tale sammen om det.
Det er måske lidt utraditionelt, men jeg vil nok foreslå Jer, at I hurtigst muligt bestiller en tid hos en parterapeut, I kan drøfte det sammen med. Han eller hun vil kunne stille Jer nogle spørgsmål og give Jer nogle vinkler, som I måske slet ikke selv har tænkt på. Jeg tror, det vil kunne hjælpe Jer til større afklaring, så I kan føle Jer sikre på at gøre det, der vil være bedst for Jer, Jeres søn og det ufødte barn.
P.S.: At der er så lidt aldersforskel på børnene kan være en fordel men det kan bestemt også være en ulempe. Det kan gå godt men børnene vil vokse op som det, der kaldes 'pseudo-tvillinger' og det kan skabe grundlag for meget jalousi etc. Så vidt jeg ved, anbefales det, at der helst er omkring 3 år imellem.
Mange hilsner Helene
Men - Helene! Hvor i alverden har du den med de tre års aldersforskel fra? En tre-årig vil netop være uhyre klar over, at der lige pludselig går en masse tid fra, som der før har været. Det vil et væsentligt mindre barn ikke.
Pseudotvillinger eller ej; naturligvis skal man være opmærksom på, at det er to vidt forskellige mennesker, men det mener jeg ikke har noget med aldersforskel at gøre.
Jeg har det med 3 års alderen bl.a. fra min niece, der er pædagog. Jeg har også læst det i nogle bøger om børns udvikling, men jeg husker desværre ikke præcist hvilke.
Hilsen Helene
Hehe - jeg er også påvirket af, hvad jeg har fra "pædagogverdenen". Der kan man bare se.
Men - det er jo overhovedet ikke, hvad denne debat handler om, undskyld! Børn kommer når børn kommer, og nu er der et barn på vej, det er det, det handler om, så for ikke at "mudre" debatten, vil jeg gentage, at jeg finder, at det er en rigtig god ide at få en snak med en parterapeut.
Det var utroligt hårdt at have to blebørn. Der er ikke overskud til meget andet.
Jeg er usigelig glad for begge mine børn. De er knyttet tæt sammen.
Men man skal gøre sig klart, det er hårdt. Mener man ikke at kunne klare det, så kan det jo gå ud over begge børn.
Jeg bryder mig ikke om tanken med en abort, men jeg fordømmer heller ikke den kvinde, der føler det overstiger, hvad hun kan klare.
Jeg var med til at kæmpe for fri abort. Jeg mener den enkelte kvinde selv må træffe sin afgørelse.
Og så afhænger det jo også af manden, vil han hjælpe. Jeg måtte klare alt alene.
Jeg ville faktisk gerne have haft lidt tid til at nyde det første barn. Have gjort meget mere for ham. Men på den anden side ville jeg slet ikke undvære mit andet barn. Fra det øjeblik han kom til verden har jeg elsket ham lige så højt. Ikke et øjeblik har jeg været ked af mine børn.
Dengang havde vi ikke noget valg, det er der nu. Jeg tror den enkelte må finde ud af, hvad man bedst kan klare. Vi er forskellige.
En bekendt fik en illegal abort. Det gjorde kvinder dengang. Hun drømte om det barn, havde mareridt i lang tid. Men, som hun sagde: Jeg kunne ikke klare et tredie barn også. Så hun fortrød ikke.
Ingen kan tage den beslutning for en anden. Det afhænger af, hvordan man nu engang er.
Allerførst: Når man vælger at stille et så vigtigt spørgsmål, som dit, i en åben debat og til fremmede mennesker, er det meget vigtigt, at man kan sortere i de svar der kommer tilbage. For vi er alle sammen forskellige mennesker med vidt forskellige holdninger, værdier og livsindstillinger.
Det er fint, hvis man bliver klogere af debatten - men den kan måske også forvirre mere end at gavne?
Og spørgsmålet er nu om det bedste for dig og din beslutning for/imod abort er, at lytte til alle disse individuelle holdninger?
Af samme grund vil jeg ikke komme med nogle råd til dig, men i stedet stille dig spørgsmålet: Hvad siger din egen allerdybeste stemme?
Lykke til! Uanset hvad du vælger.