Indstillinger
Forfærdelig Lægeoplevelse
Nu skriver jeg her, for jeg aner ikke hvad jeg skal gøre.
Jeg er 21 år, har bulimi, har lidt af det i 7-8 år, og jeg er ved at være desperat.
Hele min hverdag er bygget op omkring sygdommen. Alt hvad jeg gør er sat i forhold til hvordan det passer ind med at jeg skal kaste op. Min økonomi hænger i laser, jeg græder bare ved tanken om hvad jeg gør mod mine tænder.
Hver eneste dag er et helvede og en stor løgn jeg skal opretholde overfor hele min omverden fra jeg står op til jeg går i seng.
Igennem det sidste år har jeg et utal af gange bestilt en tid hos min læge, for nu skulle det endelig være. Det skulle stoppe. Jeg har dog aflyst samtlige aftaler igen, fordi jeg ikke kunne gøre det.
I sidste uge bestilte jeg igen en tid, og fik en idag kl 9. Jeg kunne ikke sove i nat, jeg var så nervøs, men samtidig kunne jeg ikke lade være med at glæde mig en lille bitte smule. NU skulle det endelig endelig være, jeg gjorde det.
Og jeg tog til lægen.
Jeg fortalte kort om min situation, jeg sad og rystede og stortudede og jeg fortalte at jeg var desperat.
Hvad jeg ikke havde regnet med var den respons jeg fik.
Lægen blev ved med at spørge ind til om ikke jeg vidste hvad der havde udløst det i sin tid.
Og jeg fortalte igen og igen at jeg ikke ved det.
Så spurgte lægen om jeg da ikke havde prøvet bare at styre det, altså at stoppe selv. Om jeg ikke bare kunne det?
Igen er mit svar at JO, selvfølgelig har jeg prøvet det, men det er da tydeligvis ikke lykkedes.
Lægen spørger hvorfor jeg tager til lægen med det nu?
Ja, fordi jeg er desperat fortæller jeg.
Hvorfor jeg er desperat, bliver der spurgt.
Jeg forklarer at jeg ikke kan mere. Jeg har brug for hjælp. Mit liv fungerer ikke.
Lægen slutter så af med at spørge om jeg overhovedet taber mig af det? For jeg er jo ret normalvægtig.
Jeg sad og vidste ganske enkelt ikke hvad jeg skulle gøre af mig selv. Jeg har brug for hjælp, jeg får endelig taget mig sammen til at opsøge hjælp. Og det var så hvad jeg fik.
Lægen fortæller at jeg kan komme igen om nogle uger så kunne vi se på hvad der skulle ske til den tid, og gav mig en tid midt i november. Fordi lægen skulle til nogle kurser i de næste par uger.
Og nu sidder jeg med en lægetid midt i november, som jeg ingen intentioner har om at møde op til. Jeg har aldrig lyst til at tage tilbage til den læge. Det var det værste jeg nogensinde har prøvet.
Er der nogle derude der ved hvordan jeg kan få hjælp udenom lægen, og gerne hurtigst muligt?
Det har taget mig et år at samle mod til at tage derop, og det mod holder ikke i to uger.
Jeg er 21 år, har bulimi, har lidt af det i 7-8 år, og jeg er ved at være desperat.
Hele min hverdag er bygget op omkring sygdommen. Alt hvad jeg gør er sat i forhold til hvordan det passer ind med at jeg skal kaste op. Min økonomi hænger i laser, jeg græder bare ved tanken om hvad jeg gør mod mine tænder.
Hver eneste dag er et helvede og en stor løgn jeg skal opretholde overfor hele min omverden fra jeg står op til jeg går i seng.
Igennem det sidste år har jeg et utal af gange bestilt en tid hos min læge, for nu skulle det endelig være. Det skulle stoppe. Jeg har dog aflyst samtlige aftaler igen, fordi jeg ikke kunne gøre det.
I sidste uge bestilte jeg igen en tid, og fik en idag kl 9. Jeg kunne ikke sove i nat, jeg var så nervøs, men samtidig kunne jeg ikke lade være med at glæde mig en lille bitte smule. NU skulle det endelig endelig være, jeg gjorde det.
Og jeg tog til lægen.
Jeg fortalte kort om min situation, jeg sad og rystede og stortudede og jeg fortalte at jeg var desperat.
Hvad jeg ikke havde regnet med var den respons jeg fik.
Lægen blev ved med at spørge ind til om ikke jeg vidste hvad der havde udløst det i sin tid.
Og jeg fortalte igen og igen at jeg ikke ved det.
Så spurgte lægen om jeg da ikke havde prøvet bare at styre det, altså at stoppe selv. Om jeg ikke bare kunne det?
Igen er mit svar at JO, selvfølgelig har jeg prøvet det, men det er da tydeligvis ikke lykkedes.
Lægen spørger hvorfor jeg tager til lægen med det nu?
Ja, fordi jeg er desperat fortæller jeg.
Hvorfor jeg er desperat, bliver der spurgt.
Jeg forklarer at jeg ikke kan mere. Jeg har brug for hjælp. Mit liv fungerer ikke.
Lægen slutter så af med at spørge om jeg overhovedet taber mig af det? For jeg er jo ret normalvægtig.
Jeg sad og vidste ganske enkelt ikke hvad jeg skulle gøre af mig selv. Jeg har brug for hjælp, jeg får endelig taget mig sammen til at opsøge hjælp. Og det var så hvad jeg fik.
Lægen fortæller at jeg kan komme igen om nogle uger så kunne vi se på hvad der skulle ske til den tid, og gav mig en tid midt i november. Fordi lægen skulle til nogle kurser i de næste par uger.
Og nu sidder jeg med en lægetid midt i november, som jeg ingen intentioner har om at møde op til. Jeg har aldrig lyst til at tage tilbage til den læge. Det var det værste jeg nogensinde har prøvet.
Er der nogle derude der ved hvordan jeg kan få hjælp udenom lægen, og gerne hurtigst muligt?
Det har taget mig et år at samle mod til at tage derop, og det mod holder ikke i to uger.
Kommentarer
Skynd dig at skifte læge.
Med kærlig hilsen.
Men jeg synes det er rigtig flot af dig at du fik kontaktet lægen. Det må du rose dig selv for, også selvom det endte som det gjorde.
Mvh
Jeg ved ikke hvordan nogen kan få den tanke, at specialistuddannelsen bare er et kort kursus.
De praktiserende læger kan ikke tage sig af spiseforstyrrelser, der skal specialister til.
Hvis din læge virkelig har spurgt ind til det, som du fortæller, ved din læge ikke meget om spiseforstyrrelser.
Det er et godt råd du får om at kontakte LMS.
Det var flot, at du fik samlet mod til at kontakte din læge. Nu kommer så den næste prøvelse - at holde fast i, at du MÅ OG VIL have hjælp, selvom du ikke fik den i første omgang.
Jeg er helt enig i, at du vil gøre dig selv en stor tjeneste ved at skifte læge. Du kan få brug for din læge mange gange fremover i forbindelse med de problemer, du har og din læges reaktioner viser med al tydelighed, at du ikke kan få den hjælp hos ham.
Derudover er det en god idé at kontakte LMS http://www.spiseforstyrrelser.dk/
Godt gået, at du vil være rask. Kæmp for dig.
Mange hilsner Helene
Du skal have et virtuelt kram herfra skal du! Det er SÅ godt, at du endelig får søgt hjælp. Du skal vide, at når først du får hjælpen, så ser det lysere ud. Du kan godt komme ud af det.
Den læge ved ikke et klap om bulimi og formentlig heller ikke om psykiske lidelser i det hele taget. Jeg er simpelthen noget så forarget. For fanden... At en LÆGE kan komme med den tåbelig konklusion at normalvægt betyder at man ikke har en spiseforstyrrelse er jo bare komplet vanvittigt! Og at han spørger om du overhovedet taber dig af det viser blot endnu mere at han ikke ved hvad han snakker om. Det drejer sig jo ikke kun om vægt det her. Det er en tvangstilstand du går rundt i.
Du ringer til en anden praktiserende læge og får en tid. Fortæl i telefonen hvor dårligt du har det og at du har brug for en tid hurtigst muligt.
Forhåbentlig kan du komme til nu her før weekenden.
Du kan godt sige, at du var hos din egen læge og han først ville se dig i november og han er på kursus nu, og at du har akut brug for at tale med en læge.
Du skal have en henvisning til en psykiater og/eller til et sted der behandler spiseforstyrrelser.
Hvis du bor i København vil jeg anbefale dig at spørge om du kan blive henvist til psykoterapeutisk klinik i Nannasgade på Nørrebro. Der gik jeg i behandling for bulimi og det var skide godt.
Nu har du endelig fundet modet og du har været afsted. Så kan du også igen!!! Jeg tvivler på at du vil møde en så afstumpet læge i andet forsøg.
Desværre er der venteliste på behandling de fleste steder, så jeg vil i høj grad anbefale, at du samtidig får en henvisning til en psykolog eller psykiater der kan hjælpe dig i mellemtiden.
Hvis det her udløser at du ryger endnu længere ned psykisk, så skal du tage kontakt til psykiatrisk skadestue. Du finder den nærmeste ved søgning her på netdoktor.
Rent faktisk kan det være, at et besøg der vil resultere i at du bliver henvist til behandling, så måske det ikke er helt dumt at opsøge psykiatrisk skadestue...
Ja, du kan kontakte Landsforeningen mod Spiseforstyrrelser og Selvskade. Det vil jeg da i og for sig også anbefale dig.
Jeg kan dog oplyse, at LMS ikke fører nogen form for behandling, og de støttegrupper der findes gennem LMS ikke er for folk der stadig står dybt i spiseforstyrrelsen. Det er støttegrupper for folk der er kommet / er godt på vej ud af sygdommen.
Jeg hader når man ikke bliver taget seriøst når man kommer og fortæller om et stort problem at man ikke bliver taget seriøst af dem der har jobbet til at hjælpe en videre. At de ikke engang kan udføre deres job, er jo for dårligt.
Dette kunne have været min datter der skrev dengang i 2010, det er det måske også??
Alderen passer og historierne er nøjagtig og hjerteskærende ens.
Min datter mødte heller ikke forståelse og fik ikke hjælp, hun begik selvmord foran et tog d. 18. februar 2015..................hun magtede simpelthen ikke livet med bulimi mere.
Hvor smertefuldt det end er så har Josefine fred nu og den vished at hun ikke længere lever med den hverdag anonymbruger2 beskriver her, giver mig en lille trøst i den store sorg.