Alt for sene reaktioner
Hej.
Jeg er en pige på 28 år som har haft nogle rigtig svære år, hvor jeg har forsøgt at bearbejde hvad der er sket i min barndom og voksenliv. Jeg synes selv jeg er nået enormt langt med terapi, men problemet er at det hele bare gør så ondt hele tiden alligevel. Jeg har brug for at dele nogle af disse tanker med nogle andre, for jeg føler mig simpelthen så traumatiseret og ikke-funktionsdygtig at jeg er bange for det aldrig vil gå over.
Samtidig ved jeg at jeg selv kan have brug for at høre at jeg ikke er den eneste, så her er min historie.
Jeg vil dog kun beskrive det kortfattet, da dem der læser det jo desværre nok ved alt for godt hvad det handler om, og så er detaljer unødvendige.
Min far var meget dominerende og kontrollerende. Jeg blev udsat for voldelige overgreb og psykisk terror. Jeg har også nogle svage erindringer om situationer der har føltes forkerte og akavede, f.eks. når min far har skullet tage min temperatur eller undersøge mig mellem benene fordi jeg havde slået mig dér. Men det er altså kun meget svage erindringer. Da jeg blev teenager begyndte min mor at blive meget jaloux på mig, når jeg fik positiv opmærksomhed fra min far. Jeg er ikke helt sikker på hvad det handlede om, men jeg er godt klar over at han var betaget af mig, og synes jeg var dygtig i skolen. Jeg ved jo ikke hvordan en "normal" far skal være, så jeg er aldrig helt sikker på om han har handlet forkert da jeg var teenager eller om det bare var min mor der overreagerede. Min mors jalousi udviklede sig til at hun begyndte at nedgøre min krop når jeg stod nøgen på badeværelset, det hjalp ikke på mit selvværd, og i dag har jeg det simpelthen så dårligt med min krop.
Der er SÅ mange situationer som jeg husker som krænkende, at jeg næsten ikke kan holde styr på dem.
Senere i mit liv har jeg fundet ud af at min fars lillebror måske med meget stor sansynlighed har været udsat for incest fra min farmors side, og har spekuleret på om det måske også gælder min far.
Mit problem er at jeg den dag idag finder mig i at blive krænket og udnyttet af mænd.
I næsten 5 år levede jeg med en kontrollerende mand, som slet ikke værdsatte mig ordentligt, jeg har læst om psykopati, og har fundet ud af at han passer på alle områder uden undtagelser.
Jeg er så vred på mig selv over at jeg har fundet mig i hans dårlige behandling af mig. Flere gange ville jeg gå fra ham, men jeg kunne bare ikke.
Hvad endnu værre er, han endte med at blive fysisk syg, og jeg passede ham. Hans krænkelser og kontrol blev bare værre og værre, og til sidst endte det også med at han fik manipuleret mig til sex flere gange, hvor jeg slet ikke havde lyst.
Jeg endte med at afslutte forholdet, men der var der heller ikke noget tilbage af mig. Siden så jeg ham to gange som eks-kærester, og begge gangene var han ligeglad med mig som person, han fik mig til at gå med til sex, selvom jeg ikke havde lyst til det. Jeg havde jo dårlig samvittighed fordi jeg var gået fra en syg person, og den kunne han bruge mod mig.
Problemet er at alt dette her indså jeg først rigtigt et år efter det sidste overgreb. Hele min adfærd var som en der er blevet udsat for seksuelt overgreb, men hvorfor indså jeg det hele så sent? Da en ny kæreste, som jeg var blevet meget glad for samtidig forlod mig, da blev det hele for overvældende for mig, og jeg forsøgte at tage mit eget liv med piller.
Nu er der gået 1 år og 8 måneder siden selvmordsforsøget.
Jeg prøver virkelig på at komme videre, men flere gange kommer jeg i forhold med mænd, hvor jeg går på kompromis. Jeg ender altid med nogen der ikke behandler mig ordentligt og ikke respekterer mig. Når så forholdet er slut, af den ene eller anden grund, føler jeg mig så forfærdeligt værdiløs.
Problemet er at jeg sådan set ser tegnene (adfærd som viser han ikke respekterer mig ordentligt), men den del af mig der så forfærdeligt gerne vil elskes, ses og accepteres, vinder, og det lykkes mig at undertrykke det for mig selv.
Så kommer reaktionen, alt alt for sent, når det hele er sket, og jeg sidder tilbage og føler mig ingenting værd. Og værst af alt, jeg er så vred på mig selv. Jeg føler mig selvfølgelig også vred på den person der ikke har behandlet mig ordentligt, men jeg har jo tilladt det. Det er mig der er den traumatiserede, det er mig der er den der er langt ude, ikke ham.
Er der nogle der kender til det samme? Hvad skal jeg gøre for at komme videre? Og kan jeg komme videre? Jeg har brug for håb, for jeg er virkelig bange for at min destruktive adfærd skal blive ved.
Det skal lige siges at jeg lige har oplevet en krænkelse+afvisning igen, og når det sker går der gerne lidt tid før jeg indser de tegn jeg skulle have handlet på. Så begynder jeg at få selvmordstanker, skærer i mig selv, og holder også helt op med at indtage føde.
Jeg havde altså brug for at dele dette med nogen, måske er der nogen der kender det med de alt for sene reaktioner, og måske er nået længere end mig terapeutisk.
KH Alfa22
Jeg er en pige på 28 år som har haft nogle rigtig svære år, hvor jeg har forsøgt at bearbejde hvad der er sket i min barndom og voksenliv. Jeg synes selv jeg er nået enormt langt med terapi, men problemet er at det hele bare gør så ondt hele tiden alligevel. Jeg har brug for at dele nogle af disse tanker med nogle andre, for jeg føler mig simpelthen så traumatiseret og ikke-funktionsdygtig at jeg er bange for det aldrig vil gå over.
Samtidig ved jeg at jeg selv kan have brug for at høre at jeg ikke er den eneste, så her er min historie.
Jeg vil dog kun beskrive det kortfattet, da dem der læser det jo desværre nok ved alt for godt hvad det handler om, og så er detaljer unødvendige.
Min far var meget dominerende og kontrollerende. Jeg blev udsat for voldelige overgreb og psykisk terror. Jeg har også nogle svage erindringer om situationer der har føltes forkerte og akavede, f.eks. når min far har skullet tage min temperatur eller undersøge mig mellem benene fordi jeg havde slået mig dér. Men det er altså kun meget svage erindringer. Da jeg blev teenager begyndte min mor at blive meget jaloux på mig, når jeg fik positiv opmærksomhed fra min far. Jeg er ikke helt sikker på hvad det handlede om, men jeg er godt klar over at han var betaget af mig, og synes jeg var dygtig i skolen. Jeg ved jo ikke hvordan en "normal" far skal være, så jeg er aldrig helt sikker på om han har handlet forkert da jeg var teenager eller om det bare var min mor der overreagerede. Min mors jalousi udviklede sig til at hun begyndte at nedgøre min krop når jeg stod nøgen på badeværelset, det hjalp ikke på mit selvværd, og i dag har jeg det simpelthen så dårligt med min krop.
Der er SÅ mange situationer som jeg husker som krænkende, at jeg næsten ikke kan holde styr på dem.
Senere i mit liv har jeg fundet ud af at min fars lillebror måske med meget stor sansynlighed har været udsat for incest fra min farmors side, og har spekuleret på om det måske også gælder min far.
Mit problem er at jeg den dag idag finder mig i at blive krænket og udnyttet af mænd.
I næsten 5 år levede jeg med en kontrollerende mand, som slet ikke værdsatte mig ordentligt, jeg har læst om psykopati, og har fundet ud af at han passer på alle områder uden undtagelser.
Jeg er så vred på mig selv over at jeg har fundet mig i hans dårlige behandling af mig. Flere gange ville jeg gå fra ham, men jeg kunne bare ikke.
Hvad endnu værre er, han endte med at blive fysisk syg, og jeg passede ham. Hans krænkelser og kontrol blev bare værre og værre, og til sidst endte det også med at han fik manipuleret mig til sex flere gange, hvor jeg slet ikke havde lyst.
Jeg endte med at afslutte forholdet, men der var der heller ikke noget tilbage af mig. Siden så jeg ham to gange som eks-kærester, og begge gangene var han ligeglad med mig som person, han fik mig til at gå med til sex, selvom jeg ikke havde lyst til det. Jeg havde jo dårlig samvittighed fordi jeg var gået fra en syg person, og den kunne han bruge mod mig.
Problemet er at alt dette her indså jeg først rigtigt et år efter det sidste overgreb. Hele min adfærd var som en der er blevet udsat for seksuelt overgreb, men hvorfor indså jeg det hele så sent? Da en ny kæreste, som jeg var blevet meget glad for samtidig forlod mig, da blev det hele for overvældende for mig, og jeg forsøgte at tage mit eget liv med piller.
Nu er der gået 1 år og 8 måneder siden selvmordsforsøget.
Jeg prøver virkelig på at komme videre, men flere gange kommer jeg i forhold med mænd, hvor jeg går på kompromis. Jeg ender altid med nogen der ikke behandler mig ordentligt og ikke respekterer mig. Når så forholdet er slut, af den ene eller anden grund, føler jeg mig så forfærdeligt værdiløs.
Problemet er at jeg sådan set ser tegnene (adfærd som viser han ikke respekterer mig ordentligt), men den del af mig der så forfærdeligt gerne vil elskes, ses og accepteres, vinder, og det lykkes mig at undertrykke det for mig selv.
Så kommer reaktionen, alt alt for sent, når det hele er sket, og jeg sidder tilbage og føler mig ingenting værd. Og værst af alt, jeg er så vred på mig selv. Jeg føler mig selvfølgelig også vred på den person der ikke har behandlet mig ordentligt, men jeg har jo tilladt det. Det er mig der er den traumatiserede, det er mig der er den der er langt ude, ikke ham.
Er der nogle der kender til det samme? Hvad skal jeg gøre for at komme videre? Og kan jeg komme videre? Jeg har brug for håb, for jeg er virkelig bange for at min destruktive adfærd skal blive ved.
Det skal lige siges at jeg lige har oplevet en krænkelse+afvisning igen, og når det sker går der gerne lidt tid før jeg indser de tegn jeg skulle have handlet på. Så begynder jeg at få selvmordstanker, skærer i mig selv, og holder også helt op med at indtage føde.
Jeg havde altså brug for at dele dette med nogen, måske er der nogen der kender det med de alt for sene reaktioner, og måske er nået længere end mig terapeutisk.
KH Alfa22
Kommentarer
Jeg har også haft en barndom med en dominerende og tyrannisk far. De voldelige overgreb og den psykiske terror gik dog mest ud over min mor, men det er klart, at det også gik ud over mig, både direkte og indirekte. Jeg har dog ikke oplevet incest, og jeg har ikke oplevet nedgørende behandling fra min mors side.
Min barndom har ført til, at jeg også har fundet mig i meget nedværdigende behandling fra mændenes side. Og det har taget mange år at lære at sige fra over for manipulerende opførsel, grænseoverskridende bemærkninger og udnyttelse.
Du skriver, at du har været i terapi og fået bearbejdet meget. Det er også helt tydeligt, at du har en god indsigt i, hvad der sker og hvorfor. Men reaktionen på overgrebene kommer alt for sent, som du selv skriver i din overskrift.
I dag er jeg kommet så langt, at jeg kan sige fra i tide over for manipulerende og grænseoverskridende adfærd fra andre. Men det har taget meget lang tid at opnå den forandring. Jeg kan huske, at jeg stod i samme situation som du, med god indsigt i problemerne, men uden at kunne reagere på min indsigt. Der er desværre et langt stykke vej fra at have den fornødne indsigt (det er jo en rent intellektuel viden) til at kunne reagere på den. For at kunne det, må du have den følelsesmæssige side af sagen med. Og du må formodentlig også have ændret en hel masse ubevidste opfattelser af dig selv. Du må gradvist lære dig selv og dine behov at kende, og lære at du har ret til at have omsorg for dig selv og beskytte dig selv. Den ret har alle selvfølgelig, men at indse det er jo igen en rent intellektuel forståelse. Men det tager tid at få forståelsen omsat i praksis.
Jeg havde også meget vrede, og jeg rettede den også mod mig selv i perioder. Det er meget selvdestruktivt. Jeg lærte i terapi en metode til at afløb for vreden, så den hverken skadede mig selv eller andre. Min terapeut gav mig simpelthen en tæppebanker og opmuntrede mig til at tæske i en madras, mens jeg forestillede mig, at jeg tæskede de mennesker, der havde gjort mig fortræd, og bandede og skældte ud på dem.
Herhjemme har jeg også ofte tæsket puderne. Jeg har brugt kraftfuld musik til at få vreden ud, og det har hjulpet mig meget, sådan at jeg ikke kom til at rette vreden indad mod mig selv. Jeg kan anbefale Beethovens Egmont-ouverture, som er meget velegnet til at få afløb for vrede.
Selv om du skriver, at du allerede har bearbejdet meget, så tror jeg desværre ikke, at det er nok. Jeg kan anbefale kropsorienteret psykoterapi, som jeg havde meget glæde af. Almindelig samtaleterapi, hvor man bare sidder og taler om problemerne, er efter min mening ikke tilstrækkeligt.
Min erfaring er, at det er en god investering at få terapi. Men man skal være sikker på, at der er tale om kvalificeret terapi.
Jeg sender dig alle gode ønsker for fremtiden og en snarlig forandring til det bedre
Kameliadamen
Jeg kan genkende meget af det, du skriver – både omkring familiemønstrene, din smerte, dine forsinkede reaktioner m.m. Hvis du vil læse lidt om, hvad jeg har været ude for, kan du læse under min profil.
Du er nået langt med terapien og i din proces, men ikke langt nok. For i så fald ville det ikke gøre så ondt længere. Målet er vel, at du har fået et godt liv, så du er i stand til at leve med det, der er sket uden smerte. Når du har fået det godt i nutiden, kan du slippe fortidens smerte.
Jeg har altid kun haft forhold til alkoholikere og nu ved jeg, at når man er sammen med en misbruger, bliver man misbrugt. Til sidst var det simpelthen for hårdt for nervesystemet med de evige følelsesmæssige rutscheture, så i 1999 afsluttede jeg mit sidste forhold. Jeg besluttede, at jeg hellere ville være alene til mine dages ende, end jeg igen ville involveres med en misbruger (alkoholiker). Hvis ikke det havde været for min terapi, ville jeg sikkert have været alene til mine dages ende. Jeg er ikke sammen med nogen endnu, men jeg regner da med, at jeg på et tidspunkt vil kunne have et forhold igen. Jeg er bare ikke klar endnu. Til den tid bliver det et følelsesmæssigt åbent, nært, forhold med ligeværdighed og gensidig kærlighed og respekt.
Mit valg har selvfølgeligt betydet, at jeg ikke har forsøgt at få dækket mine behov af et andet menneske men har lært at give mig selv det, jeg har brug for.
Når man bliver vred på sig selv, giver man sig selv skylden. Det er smertefuldt at få at vide, at man er skyldig og forkert. Hvis man har meget empati, så handler det slet ikke om skyld og så er der ingen grund til vrede. Hvis du virkeligt forstod dig selv og hvorfor du har handlet, som du har, så ville du formentligt i stedet trøste dig selv og love dig selv, at sådan vil du aldrig gøre mod dig selv igen. Det vil være en form for tilgivelse af dig selv.
Jo mere vred du bliver på dig selv, desto mere vil du nok være tilbøjelig til at søge trøst eller beskyttelse hos en anden. Det er jo en naturlig reaktion, når nogen bliver vred på én. Desværre vil du sikkert have tilbøjelighed til at søge den trøst eller beskyttelse hos mænd, der ikke kan give dig det. Det kan du undgå ved at lære at trøste og beskytte dig selv i stedet for at blive vred.
Når man giver sig selv skylden over noget, så følger der også skam med. Skyld og skam rettet mod sig selv kan være selvhad og selvforagt. Mennesker frygter disse følelser rigtigt meget, fordi de er ekstremt smertefulde. Min oplevelse har været, at efterhånden som jeg slap af med skyld og skam, blev smerten også mindre.
En effektiv måde at slippe af med skyld og skam på, er at beslutte sig for, at man aldrig igen vil gøre noget, man skammer sig over og dybest set føler forkert.
Hvorfor du indså det hele for sent? Måske fordi dine reaktioner er lagret dybt i dit nervesystem og derfor 'automatiske'. Under et (seksuelt) overgreb, kommer man ind i en slags hypnotisk trance. Det lagres i det ubevidste. Når man senere i livet bliver udsat for en lignende situation, som f.eks. at én kræver sex, så kan man ubevidst få vækket den samme trancetilstand, og opleve, at man mister sin egen bevidste vilje.
Dertil kommer, at du måske allerinderst inde har overhørt en lille stemme, der hviskede, at du ikke skulle gøre det. Men behovet for kærlighed, nærvær, omsorg etc. kan have overdøvet stemmen.
Før man kan løse et problem må man bevidst definere det og finde faldgruberne. Det er et problem for dig, at du for sent reagerer og siger fra. En del af løsningerne kan måske være:
1) Vær opmærksom på, at dit behov for kærlighed, nærvær, trøst, beskyttelse m.v. kan få dig til at gå ud over dine egne grænser.
2) For at undgå at gå ud over dine egne grænser, kan det være hensigtsmæssigt, hvis du ikke søger at få disse behov dækket hos et andet menneske, før du har meget stærke grænser.
3) Du kan beskytte dig selv ved at være meget selektiv med, hvem du omgås. Sørg for slet ikke at have kontakt til mennesker, der har en misbrugsadfærd.
4) Vær bevidst om, at du kan risikere at gå ind i en trancetilstand, hvis du udsættes for f.eks. seksuelle krav. Brug al din bevidste vilje og styrke til at stå imod.
Du kan komme videre. Din adfærd er selvdestruktiv, fordi du tolker den som selvdestruktivt. Du kan i stedet gå ud fra, at der er en positiv hensigt bag al adfærd. Underbevidstheden prøver med denne adfærd at hjælpe dig til at tackle nogle svære følelser og situationer. Adfærden virker bare ikke efter hensigten. Hvis underbevidstheden finder ud af, at der findes andre mere behagelige måder, der giver både kort- og langsigtede gevinster, vil den helt sikkert foretrække dem. Terapi skal gerne kunne give underbevidstheden forståelsen af, at noget andet, end det man plejer at gøre, vil hjælpe bedre.
For mig var NLP- og hypnoterapi den rigtige terapiform. Det er bare pokkers dyrt.
P.S.: Kender du bogen: 'Kvinder der elsker for meget' af Robin Noorwood?
Mange hilsner Helene
Nu ved jeg også at jeg kan finde ud af at lytte til den lille stemme indeni, for det var den der fortalte mig at jeg skulle skrive et indlæg her:)
KH Alfa