Hjem Sind og psyke Ensomhed

Ensomhed mobing mange andre ting et sidste råb om lidt hjælp

Redigeret 26 maj, 2011, 16:47 i Ensomhed
Her på det sidste er alt bare gået skæv, gået ned ad bakke... for at starte fra en ende af..jeg er 14. år går i 8. klasse. Jeg har i mange år blevet mobbet og blevet ødelagt indvendig men her det sidste halv år er alting bare blevet værre meget værre på en måde... jeg bliver mobbet mere hvor man holder mig udenfor... er også blevet svigte af min klasse lære.. og jeg har et meget lavt selvværd, det har jeg haft i mange år, men her det sidste halve år er det blevet værre, jeg har udviklet min egen verden og prøver at flygte fra den "virkelige verden" når jeg ikke er der og er hjemme græder, samt selvmords tanker og ved ikke hvad der skal blive ad mig,, ved ikke hvor meget længer jeg kan det. jeg har også uhyggelige drømme om natten og sover derfor tit kun 3timer. og dem fra min drømme verden begynder også at optræde i den "virkelige verden", også tit og ofte ved jeg faktisk ikke hvorfor jeg er ked af det men er sort set altid ked af det, jeg for tit at vide at jeg aldrig er glad, ingen har set mig grine nogen sinde... og viser bare aldrig nogle følgers overfor andre, fordi det er en svaghed... har det heller ikke godt her hjemme, mine forældre skændes hele tiden, og de stiller store krav til mig... og følger også ingen forstår mig... (jeg snakker med en psykolog lige fortiden) følger også nogle gange folk kan læse mine tanker om dem... og nogle gange om hvad jeg følger. fx vis nogle spørger hvordan jeg har det... følges det som om de kan se ind i mig... har også på det sidste tænkt om der kunne være noget galt med mig, alså kunne være psykisk syg, da et af min familie medlemmer er det... (min mors søster). og hende den psykolog har også spurgt hvordan jeg var som menneske hvilket jeg faktisk ikke kunne svare på, det kan "normale mennesker" jo, ved ikke hvem jeg er og om jeg er nogen ? jeg følger tit jeg bare er en skygge, og har tvivlet på om jeg faktisk fandtes, alså var til stede... og når jeg er alene tænker jeg meget tit på om jeg faktisk brugte findes... og i mine drømme ser jeg tit hvordan jeg kunne tage mit liv... og mange andre ting scener jeg har oplevet hvor jeg er blevet fx tævet,kaldt nogle ting.... grunden til jeg skriver dette nu er jeg håber på at få nogle råd/ en form for hjælp... og at det er ved at være mit sidste håb... er helt nede man kan vel beskrive det som en seng (de fere der er i en seng) det er vores forsvar inden i, mine er brække og slidte, og derfor for jeg det mere og mere skidt og det stopper aldrig....

håber på at få nogle råd
på forhånd tak

fra drengen uden sind

Kommentarer

  • Kære Juel

    Det du skriver, genkender jeg fuldstændigt. Det var som at læse om mig selv, da jeg var i din alder.

    Det er rigtigt godt, at du går hos en psykolog. Men det er rigtigt skidt, at du bliver ved med at gå på en skole, hvor du bliver mobbet. Det er også rigtigt skidt, at du ikke har det godt i din familie.
    Så længe du er sammen med mennesker, der behandler dig dårligt, vil du blive ved med at have det dårligt. Så får man det præcist på den måde, du beskriver. Det er simpelthen symptomer på, at noget er helt rivravruskende galt. Éns følelsesliv tager skade. Derfor er det utroligt vigtigt, at du kommer væk fra de mennesker, der ikke behandler dig ordentligt.

    Det, der sker, har IKKE har noget med dig at gøre. Det er ikke fordi, du er en dårlig person eller noget i den retning. Det handler kun om, at der er nogle mennesker omkring dig, der selv har det rigtigt dårligt. For at de selv kan føle sig bedre tilpas, så lader de det gå ud over en anden – og det er desværre blevet dig. Det er trist men sådan er nogle mennesker.

    Jeg vil også fortælle dig, at følelser ikke er en svaghed. Men jeg ved godt, at man kommer til at tro det. Men det er ikke éns følelser, der gør én svag – det er fordi, andre ikke forstår én og misbruger éns følelser, at man kommer man til at føle sig svag.

    At din mors søster har været psykisk syg, kan være fordi hun heller ikke har haft det godt som barn og ikke er blevet behandlet ordentligt. Hun har måske bare ikke fået nogen hjælp. Du behøver ikke at være bange for, om du har arvet hendes psykiske sygdom. Det er noget andet, det handler om.

    Der er IKKE noget galt med dig. Du reagerer fuldstændigt normalt på de forhold, du lever under. Alle bliver syge af mobning, hvad enten det er i skolen, på arbejdet eller i hjemmet. Derfor er det utroligt vigtigt, at du får hjælp til at få ændret disse forhold.

    Du kan selvfølgeligt ikke løse disse problemer alene. Du er nødt til at finde nogen, der kan hjælpe dig. Det kan være meget svært, for du stoler jo nok ikke særligt meget på, at nogen vil hjælpe dig og kan forstå dig. Men hvis ikke du selv gør noget først, så bliver tingene jo ikke bedre.
    Jo mere åben, du kan være overfor din psykolog, desto bedre kan hun hjælpe dig.
    Men der må også ske noget andet, så du ikke skal udsættes for flere overgreb. Måske kan du kontakte din læge og vise ham det, du har skrevet her? Eller måske kan du kontakte kommunen? Alle har en sagsbehandler og de har pligt til at hjælpe, hvis de finder ud af, at et barn lever under forhold, der er skadelige. Eller du kan prøve at ringe anonymt til Børnetelefonen og få nogle råd om, hvad du kan gøre. De har telefonnummer 116 111 og der er telefontid mandag-torsdag kl. 12-21 og fredag kl. 12-19.

    Jeg håber virkeligt for dig, at du får noget ordentlig hjælp, så du kan få det bedre.


    Mange hilsner
    Helene
  • jeg fandt dette i et andet indlæg men det passer også på mig det kunne lige så godt være mig.... jeg har bare ikke rigtigt kunne formulere det

    Mine symptomer:
    - Jeg er 14 år gammel (snart 15) og har aldrig rigtig haft nogle venner. Jeg mener, selvfølgelig taler jeg med mine skolekammerater, men jeg har aldrig rigtigt haft nogle som er kommet ind på livet af mig.
    - Jeg kan bedst lide at sidde for mig selv inde på mit værelse og spille computer og høre musik
    - Jeg kan ikke klare hvis der er for mange mennesker rundt om mig.
    - Jeg har flere gange tænkt på at tage mit eget liv
    - Jeg "leger" at jeg er andre personer end mig selv. F.eks. når jeg ser en film bygger jeg videre på den og leger at jeg er f.eks. hovedpersonen. Jeg "leger" også at jeg er folk der slet ikke eksisterer.
    - Jeg har en ide om at min folk overvåger mig, f.eks. at der er nogle der har sat overvågningskameraer op inde på mit værelse.
    - Inde i mit hoved har jeg det som et af de der programmer om kendte mennesker, f.eks. hvor der sidder nogle studieværter og taler om mig.
    - Når jeg "leger" at jeg er en anden person, er det også ligesom at mit hoved er et studie hvor de taler om personen jeg "leger" at jeg er.
    - Jeg har svært ved at komme igang med opgaver f.eks. i skolen.

    på for hånd tak
  • Kære Juel

    Dette underbygger sådan set bare dit første indlæg. Det første du skrev var fuldt ud forståeligt og meget stærkt.

    Jeg har ikke rigtigt andet at tilføje end det, jeg svarede dig første gang.
    Du har brug for hjælp til at få ændret din dagligdag, så du ikke udsættes for overgreb og desuden har du brug for psykologhjælpen. Psykologhjælp virker aldrig hurtigt - og den skaber jo ikke de forandringer i skole og hjem, du har brug for.

    Mange hilsener Helene
  • Hey Juel :),

    Nu er tråden ved at blive gammel, men jeg faldt lige over den og tænkte jeg lige ville skrive lidt.
    Jeg er 15 år og går i 9 klasse og snart på htx,
    Jeg kender godt nogle af de symptomer som du skriver, f.eks. Den med overvågningskameraere på værelserne, selvmordstanker, også er jeg oså ret usikker og pænt paranoid :P ..
    Men jeg håber ihvertfald at du på den ene eller anden måde kommer ud af nogle af dine problemer.
    Du skal vel også snart til at gå ud af skolen? Også starte på en frisk på et gymnasium eller erhvervsuddannelse? :)

    Held og lykke med tingene :)
    Hilsen noggs122
  • Kære Juels.

    Jeg føler rigtig meget med dig.
    Jeg kan faktisk også genkende alle de ting du beskriver bortset fra mobningen.
    Men jeg havde det rigtig dårligt derhjemme, og oplevede mange af de samme følelser, som du så fint beskriver.

    Jeg kan ikke lade være med at tænke på, hvad psykologen siger til dig om det?
    Hvad synes hun, du skal gøre?

    Og har du fortalt hende om dine selvmordstanker? Det tror jeg ville være godt at fortælle hende, så hun kan hjælpe dig med de tanker, og de drømme du har. Det kan hjælpe rigtig meget at sige det højt til nogen. Så står du ikke alene med det mere, og så kan du måske opleve, at tankerne letter lidt.

    Men som Helene skriver, så håber jeg for dig, at du har mod på at søge noget hjælp nu er her. Så der kan ske nogle ændringer i din hverdag. Jeg synes forslaget med at ringe til børnetelefonen er et rigtig godt forslag. Du kan også kontakte Cyberhus. Jeg ved ikke, om du kender dem. De har både brevkasser og chatrådgivning. De har også en debat, så du kan skrive med andre unge, der oplever det samme som dig. Der er nemlig desværre mange andre end dig.

    På chatrådgivningen kan du logge på helt anonymt og chatte med voksne, der kan hjælpe dig til at finde ud af, hvad du skal gøre. Og man må gerne logge på flere gange. Nogle gange er det ikke nødvendigvis et godt råd man har brug for, men mere bare en at tale med.

    Jeg håber, at du finder én du kan snakke med. Om det så bare bliver din psykolog, du åbner lidt mere op for.

    Tanker fra Trine
  • Nu har jeg ikke ligefrem et råd som kan hjælpe.. Men hvor er det dog skønt at se folk skrive så meget, og komme ud med hvad de har for at hjælpe. Det har jeg stor respekt for, da det er med til at gøre en bedre indsats ... Og til Juel.. Jeg følger med dig!

    Virtuel kram herfra
Log in eller Registrér for at kommentere.