Mit barnebarn
Hvad skal vi gøre ? mit barnebarn er 24 år. Hun er blevet misbrugt af sin far da hun var ca. 13, der blev rejst sag senere, men da var der ikke nogen håndgribelige beviser. Nu er hun blevet mor, og så opdager vi at hun har kontakt med sin far, da vi konfrontere hende med det siger hun at hun har tilgivet ham, og at det skulle vi andre også gøre, han er en helt anden nu. Jeg har det sådan at jeg ikke kan tilgive den slags, da jeg syntes det er så stort et tillidsbrud, og sådan ser de fleste af os på det. Hun siger hun har gjort det for at komme videre, men for mig at se er det fordi, han lokker hende med penge og med en lille er der nok at bruge penge til. Jeg har også spurgt hvordan kæresten ser på det, så siger hun at han har været ude for noget lignende med sin far, og at han er så ked af han kun fik 1½ år sammen med sin far inden han døde. Er det der naturligt, hele familen har været involveret i incesten og støttet, nu tror hun vi alle kan være gode venner med ham, der har ødelagt så meget for os alle. Jeg mener hun har brug for professionel hjælp er der nogen der kan råde.
vh 1mormor
vh 1mormor
Kommentarer
Hvor er det dog godt, at du hører alarmklokkerne ringe og reagerer på dem. Det er der efter min mening al mulig grund til.
Der er i høj grad grund til at tro, at en mand, der én gang har krænket ét barn seksuelt, vil gøre det igen. Det er ikke noget, de bare holder op med. Muligvis med få undtagelser (og langvarig terapi) men almindeligvis forandrer de sig med al sandsynlighed ikke.
Din barnebarns kontakt med sin far har intet at gøre med, at hun har tilgivet ham. At sige, at man tilgiver uden at have bearbejdet problemerne (i et langvarigt terapiforløb) er en måde at kunne lade være med at forholde sig til følelserne på og dermed undlade at tage konsekvenserne af det, der er sket. Det er en måde at beskytte sig selv på, der opretholder status quo. Hun gør det desværre meget almindelige, at hun dermed undskylder krænkeren og ser igennem fingre med hans overgreb. Dette er i høj grad til fare for hendes eget barn, der derved kan risikere at blive udsat for overgreb uden, at hun måske vil bemærke det eller tage det alvorligt.
Efter min mening har dit barnebarn bestemt brug for professionel hjælp, men hvis hun ikke selv er parat til det, så er det meningsløst. Man kan ikke tvinge hende til behandling.
Ikke desto mindre kan man ikke lade hendes lille barn sejle sin egen sø og risikere, at det udsættes for misbrug. Alle mennesker har pligt til at underrette de sociale myndigheder, hvis de bliver bekendt med, at et barn udsættes for omsorgssvigt, vold m.m. (husker ikke lige definitionen). Det kan være meget svært, når det er éns egen familie, derfor vil jeg råde dig til at ringe til den professionelle rådgivning på Støttecentret mod Incest. De kan vejlede dig i, hvordan du bedst tackler denne situation. De har telefontid tirsdag ml. 09–12 og onsdag ml. 12–15. Deres tlf. nr. er 33 13 63 83.
Og igen - hvor er det fint og meget ansvarligt, at du reagerer.
Mange hilsner Helene
vh mormor
Hvor sindsygt end det her det lyder; kan jeg godt forstå dit barnebarn.
Jeg er selv blevet misbrugt af min mor og stedfar fra jeg var 8 til jeg var 13, og selvom det gør ondt at tænke på det, savner jeg stadig min mor, og ville nogen gange ønske, at jeg talte med hende.
Selvom hun har gjort noget så grænse overskridende mod mig, har jeg stadig et kærlighed/hade forhold til min mor. Jeg hader hende for hvad hun har gjort imod mig, men jeg elsker hende stadig, fordi hun er min mor.
Jeg kan forestille mig at det er det sammen med dit barnebarn.
Hun vil gerne være sammen med sin far, fordi hun elsker ham stadig.
Hvis du tror at det kun er på grund af pengene, kan du snakke med hende om det. Spørg om de har brug for penge? Hjælp hende.
Hvis hun ikke vil have penge, kan det også være fordi hun får omsorg af hendes far. en god form for omsorg, hvilket hun aldrig har prøvet før, og fordi hun får den omsorg, bliver man nogen gange blind for virkelighed. Så hvis det er, du tror, at hun er blind i det tilfæld, kan du hjælpe hende. Prøv og møde ham igen, snakke med ham, for at se om han har ændret sig. Hvis han ikke har ændret sig, er det eneste du kan gøre er at sige det til hende, også må hun selv bestemme, hvad hun vil gøre.
Jeg håber du kan bruge mit råd.
Hilsen Engelgirl
Jeg vil foreslå at du helt ærligt fortæller dit barnebarn at du har svært ved at forstå hende, men at du elsker hende og støtter hende i de beslutninger hun tager. Så sørger du for at hun kan komme til dig og være ærlig overfor dig, hvis hun skulle få nogle bekymringer og tanker som hun har brug for at dele med dig. Hvis hun ved du er vred over at hun ser hendes far, så tror jeg det vil blokere kommunikation imellem jer. Sørg for at hun kan komme til dig. Tænk hvis hun bliver bekymret for om hendes far har udsat andre for seksuelle overgreb, eller hvis hun bliver bekymret for om han rører hendes barn. Accepter hende som hun er og accepter at det er hendes beslutning.
vh 1mormor
Jeg forstår sørme godt, at det er en svær situation, du står i.
Tænker på, om du har været i kontakt med Støttecentret?
Jeg har læst de andre svar, du har fået og jeg må indrømme, at jeg befinder mig et helt andet sted. Jeg ser sådan på det, at selvom du prøver at acceptere dit barnebarns beslutning om, at hun vil se og tilgive sin far, så er der jo altså stadigt hendes eget barn at tænke på først og fremmest. Hun er ikke, som hun har det nu, i stand til at se, at hun udsætter sit barn for fare ved at lade det være sammen med hendes far. Uanset hvor meget hun selv stadigt har brug for ham, så har hendes barn mere brug for sikkerhed og tryghed.
Mange tanker og hilsner -
Helene